Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Virksomhed  .  Multinationale selskaber
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Økonomi
      .  Udviklingsteori
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 18.016
: :
Dansk kapital i udlandet

Denne artikel beskæftiger sig med danske industri- og handelsinvesteringer i udlandet. Sammenlignet med andre udviklede kapitalistiske lande i Europa er den danske kapital i meget ringe grad internationaliseret, og det er først siden verdenskrisens gennemslag i starten af 1970'erne, at denne internationalisering for alvor er kommet i gang. Men stadig har den et langt lavere omfang end i sammenlignelige lande. Mens de danske udenlandske investeringer i 1985-91 lå på 1 % af bruttonationalproduktet (BNP), lå niveauet i Sverige og Holland på 4 %. Årsagen hertil er primært, at de danske virksomheder ifht. virksomheder i udlandet gennemgående er betydeligt mindre hvad angår både omsætning og antallet af ansatte. Det gør dem mindre villige til at løbe den risiko, der er forbundet med investeringer i udlandet.

Historien

ØK 48
Novo Nordisk 40
Danisco 36
Chr. Hansens Labs. 34
Hempels skibsfarver 34
Superfos 34
A.P. Møller (Mærsk) 28
SAS 28
Niro 27
Grundfos 24
F.L. Smith & Co. 23
Winterthur 22
Carlsberg (DFB) 20
Egmont 20
Royal Copenhagen 19
Sophus Berendsen 18
Danfoss 14
Lego 14
Schur International 14
Coloplast 13
20 danske multinationale selskaber og antallet af deres datterselskabet i udlandet i 1995. Der er sket nogle ændringer siden da. Bl.a. flyttede ØK i 1998 sit hovedkontor fra Danmark til Singapore.
(Hansen, 1996)

En undersøgelse i 1995 identificerede 2792 datterselskaber i udlandet, ejet af 1079 danske virksomheder. Størstedelen af disse virksomheder er imidlertid blevet etableret siden starten af 1970'erne.

Dansk handelskapital spillede allerede i det 18. århundrede en vigtig rolle i handelen med de danske kolonier i Vestindien, Afrika og Indien. Det Ostindiske kompagni var involveret i trekantshandelen, hvor slaver blev købt i Afrika, sejlet til Amerika og solgt, sukker opkøbt og sejlet til Europa, hvorfra geværer og tingeltangel blev sejlet til Afrika. Østasiatisk Kompagni (ØK) var allerede i det 19. århundrede involveret i handelen med krydderier og træ i Østen.

Ved indgangen til det 20. århundrede var der imidlertid kun 3 danske virksomheder, der var store nok til at have datterselskaber i udlandet: ØK (handel i Østasien), Store Nordiske Telegrafselskab (telegrafforbindelser gennem bl.a. Rusland til Japan) og Chr. Hansens Laboratorium (farmaceutiske varer). Store Nord fik nationaliseret sine telegraflinier og datterselskab i Rusland efter oktoberrevolutionen i 1917, ØK fik konfiskeret sine filialer efter den kinesiske revolution i 1949, og F.L.Smith fik nationaliseret sin cementfabrik i Letland, efter at landet under 2. verdenskrig blev besat af Sovjetunionen. Erfaringerne med udenlandske investeringer var derfor ikke så gode, og da de danske virksomheder gennemgående var mindre end i nabolandene, blev investeringerne holdt i Danmark. I 1900-64 blev der kun oprettet 70 datterselskaber i udlandet.

Da verdenskrisen satte ind fra starten af 70'erne, var det forbundet med et betydeligt fald i profitterne, og da krisen samtidig var udløst af overproduktion, rettede virksomheder i mange lande deres investeringer udad. I perioden 1965-83 etablerede danske virksomheder således 250-300 datterselskaber i udlandet, der i 1984-89 blev fulgt af yderligere knap 350. I 1987 blev det vurderet, at der eksisterede omkring 1.800 dansk ejede datterselskaber i udlandet, og 8 år senere, i 1995, var tallet altså steget til næsten 2.800.

År OECD lande 3. verden Østeuropa Ialt .. i % af BNP
1974 415 165   638 0,2
1975 598 380   978 0,3
1976 450 165   615 0,2
1977 1.022 342   1.363 0,4
1978 897 422   1.319 0,3
1979 1.176 344   1.520 0,3
1980 883 447   1.330 0,2
1981 1.269 631   1.900 0,3
1982 988 355   1.342 0,2
1983 2.024 767   2.790 0,4
1984 2.770 563 7 3.456 0,5
1985 3.284 255   3.789 0,5
1986 5.219 391 1 5.865 0,8
1987 4.979 594 17 5.899 0,7
1988 5.817 297 9 6.022 0,8
1989 16.629 1.008 20 17.323 2,1
1990 12.890 317 10 12.014 1,6
1991 16.647 1.071 60 15.391 1,9
1992 10.973 607 91 11.740 1,2
1993 9.591 491 265 10.811 1,1
1994 10.289 837 308 11.480 1,1
1995 17.619 1.681 1.122 20.491 1,7
1996 16.469 934 1.465 18.935 1,5
1997 19.300 1.496 1.327 22.096 1,7
1998 26.500 1.700 1.100 29.300 2,3
Danske investeringer indenfor hhv. OECD, den 3. verden og Østeuropa i millioner kr 1974-98. Desuden de samlede udenlandske danske investeringer i % af BNP. OECD er uden Polen (der er indregnet i Østeuropa) og Sydkorea (der er indregnet i 3. verden) (Hansen, 1999)

Udviklingen i de danske udlandsinvesteringer er tæt knyttet sammen med udviklingen i verdenskrisen. Investeringerne satte ind i starten af 70'erne og tog dramatiske spring opad efter kriseårene 1981-82 og 1987-88. Men samtidig skete der også en betydelig ændring i sammensætningen. Mens de danske investeringer i udlandet frem til 1960'erne næsten udelukkende havde været koncentreret indenfor den udviklede kapitalistiske verden - i OECD området - blev en betydelig del af investeringerne i 70'erne kanaliseret til den 3. verden. Der var stigende problemer knyttet til investeringerne i de udviklede kapitalistiske lande, der som Danmark var hårdt ramt af krisen. Frem til starten af 80'erne blev 25-30 % af investeringerne derfor kanaliseret til Latinamerika og blandt de latinamerikanske lande især til Brasilien, der under militærdiktaturet var præget af høj økonomisk vækst. Formålet med denne internationalisering var ikke at gennemføre produktion i et lavtlønsland af produkter der efterfølgende skulle eksporteres til Danmark. Det primære formål var at få adgang til det lokale marked. Center for Udviklingsforskning gennemførte i starten af 80'erne en undersøgelse af denne internationalisering, og Torps undersøgelse af de danske datterselskaber i Brasilien viste, at nok var deres produktion rettet mod det lokale marked, men samtidig spillede lønningerne en betydelig rolle. De danske selskaber betalte gennemgående lavere lønninger end både andre udenlandske virksomheder og de lokale brasilianske.

Land Antal danske datter- selskaber Investe- ringer (mia. kr)
Storbritannien 324 23,5
Sverige 369 7,3
USA 195 7,1
Tyskland 425 7,1
Schweiz 67 5,1
Frankrig 141 4,9
Holland 98 4,5
Norge 274 3,6
Canada ? 2,6
Spanien 73 2,0
Irland 41 1,9
 
Mellemamerika ? 2,4
Polen 128  
Hong Kong 54  
Singapore 46  
Malaysia 45  
Brasilien 41  
Tjekkiet 38  
Thailand 29  
Indien 26  
Ungarn 25  
Tyrkiet 21  
Mexico 21  
Argentina 15  
Kina 19  
Rusland 19  
Nigeria 16  
Estland 16  
Danske udlandsinvesteringer fordelt på lande, indenfor og udenfor OECD. Antallet af datterselskaber er opgjort i 1995 og det investerede beløb (mia. kr) er opgjort for 1991. (Hansen, 1996)

Orienteringen mod Brasilien, Latinamerika og resten af den 3. verden fik imidlertid en brat ende i 1982, da gældskrisen brød ud, Mexico indstillede betalingerne på sin udlandsgæld og det sendte chokbølger gennem resten af verden. Denne udvikling viser sig tydeligt i tabellen overfor, hvor den 3. verdens andel af udlandsinvesteringerne synker fra 25-30 % til omkring 5 %, og fra midten af 80'erne kanaliseres broderparten af disse investeringer til de nyindustrialiserede lande i Sydøstasien.

Fra 1992-93 sker der en ny omorientering af investeringerne, da de øges i Østeuropa, således at investeringerne der i slutningen af 90'erne er på samme niveau som i den 3. verden. Under et betegnes dette område (af interesse for udenlandske virksomheder) meget sigende som «emerging markets» (markeder på vej frem). Det er karakteristisk, at de danske investeringer i dette område traditionelt har haltet betydeligt efter andre OECD landes. I starten af 90'erne lå de danske investeringer procentmæssigt kun på halvdelen af de øvrige OECD landes, og i midten af 90'erne var dette faldet til en fjerdedel. Denne forskel kan atter forklares med de danske virksomheders ringe størrelse. Det gør dem mere tilbageholdende med investeringer i lande langt borte, i kulturer de er ubekendte med, og hvor investeringerne i udgangspunktet måske er større og forbundet med en større risiko. Oversigten over udlandsinvesteringernes fordeling på lande viser da også, at bortset fra USA er langt de fleste af investeringerne placeret i Danmarks nærmeste nabolande.

En opgørelse fra 1991 viser da også, at mere end halvdelen af de danske udlandsinvesteringer (på 90,5 mia. kr) var placeret i EU lande, 35 % i andre OECD lande og kun 10 % i lande udenfor OECD.

Østeuropa er interessant i den forstand, at det gennemgående er mindre danske virksomheder der har investeret der, end gennemsnittet blandt de udlandsinvesterende danske virksomheder. Det skal sandsynligvis forklares med de østeuropæiske nære geografiske beliggenhed ifht. Danmark. Det har trukket en ny gruppe af virksomheder ind i internationaliseringsprocessen.

Statens rolle i internationaliseringen

Siden slutningen af 60'erne har den danske stat spillet en vigtig rolle til fremme af danske investeringer i den 3. verden. I forbindelse med forhøjelse af importafgifterne på kaffe, oprettede staten Industrialiseringsfonden for Udviklingslande (IFU) - populært kaldet «kaffefonden». Den har siden bidraget med risikovillig lavtforrentet kapital til de danske virksomheder, der har villet oprette datterselskaber i den 3. verden. Statens mål har officielt været at ville bidrage til den økonomiske udvikling af den 3. verden. Fonden har imidlertid åbent indrømmet, at for hver krone den sender til den 3. verden, kommer der to tilbage til Danmark. Dens formål er jo netop heller ikke, gennem f.eks. lån eller gaver til lande i den 3. verden at bidrage til deres industrialisering, men derimod at stille billig kapital til rådighed for danske virksomheder. Og selv om den også har skullet motivere mindre virksomheder til at investere viser opgørelser, at det langt overvejende er store danske virksomheder, der drager nytte af fondens lavtforrentede lån.

Med sammenbruddet i Østeuropa har IFU fået en søsterfond i form af Industrialiseringsfonden for Østeuropa (IØ). I midten af 90'erne var IØ således involveret i godt en fjerdedel af de danske investeringer i Østeuropa.

Motiverne bag internationaliseringen

Det er en hyppig påstand, at den vigtigste årsag til internationalisering af produktionen er udnyttelsen af lavere arbejdslønninger. Nyere undersøgelser gør det imidlertid nødvendigt at nuancere denne påstand. Torps undersøgelse af danske investeringer i Brasilien i starten af 80'erne viste, at den vigtigste motivation var adgangen til det boomende brasilianske marked, der ellers næsten ikke var tilgængeligt udefra. En undersøgelse af 167 danske virksomheder med aktiviteter i Østeuropa og den 3. verden i midten af 90'erne viste, at 52 % af virksomhederne angav markedsadgang som vigtigste årsag til deres lokale tilstedeværelse. Kun 18 % angav «produktionsfaktorer» - overvejende løn - som den vigtigste årsag. En vigtig afvigelse fra dette mønster er dog virksomheder fra tekstil- og møbelbrancherne, hvor produktionsfaktorer (lønnen) er den vigtigste parameter for over 55 % af virksomhederne. Det er da også et velkendt fænomen, at danske tekstilvirksomheder siden starten af 90'erne i meget betydeligt omfang har flyttet produktionen til især Polen, Estland og Letland for at udnytte de langt lavere lønninger. På samme måde flyttede danske skofabrikker allerede i 80'erne produktionen ud. Bl.a. Eccolet flyttede dengang sin produktion til Portugal, hvor lønudgifterne var 1/10 af de danske. I 1991 flyttedes produktionen videre til Indonesien, hvor den var 1/50, og i midten af 90'erne havde selskabet planer om at flytte den til Kina, hvor lønudgifterne var endnu lavere. Men det er altså tilsyneladende kun en mindre del af de internationaliserende danske virksomheder, der har dette som primært motiv.

A.J.


Litteratur

Hansen, Michael Wendelboe: Danish foreign direct investment in less developed countries and eastern Europe. A survey of the international operations and danish companies. IKL, Handelshøjskolen, København (1996).
Hansen, Michael Wendelboe; Janne Eriksen: Environmental aspects of danish direct investment in developing countries. IKL, Handelshøjskolen, København (1999).
Torp, Jens Erik: Brasilien i 1980'erne og dansk industri. Kan udviklingshensyn og erhvervsinteresser forenes? Center for Udviklingsforskning, København (1986)