Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Mauritius
DatoOpdatering
2015.01.22Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 17/4 2016
Læst af: 53.820
Verden  .  Afrika  .  Mauritius
: :
Mauritius
Befolkning1,2 mio.
ValutaMauritius rupia
Areal2.040 Km2
HovedstadPort Louis
Befolkningstæthed588,2 indb./Km2    
HDI placering72    

Øriget er beliggende i det Indiske Ocean, 800 km øst for Madagascar. Det består af øen Mauritius, der er 53 km bred og 72 km lang, øen Rodríguez der er 104 km2 stor og har 23.000 indbyggere, der er beskæftiget ved landbrug og fiskeri, og endelig øen Agalega, der er 69 km2 stor og har 400 indbyggere der er beskæftiget ved produktionen af copra. Endelig består øgruppen af 22 småøer kaldt St. Brandon, hvor der bor fiskere og indsamlere af guano. Øgruppen har vulkansk oprindelse og er mod vest og syd omkranset af koralrev. Terrænet hæver sig fra de lave kystområder til en højslette omkranset af bjerge. Omfattende nedbør giver den røde tropiske jord en stor frodighed. Sukkerrør er det vigtigste landbrugsprodukt. Landbrugsjordens forringelse - pga. monokulturen og anvendelsen af pesticider - samt forureningen af grundvandet er de vigtigste miljøproblemer.

Folket: Indopakistanere 68%; kreoler (blandinger af englændere, franskmænd og indbyggere fra den afrikanske østkyst) 27%; kinesere 3%.

Religion: 50,6% hinduer; 27,2% kristne (overvejende katolske, en minoritet af anglikanere); 16,3% muslimer; buddhister, 0,3%, 2% andre.

Sprog: Engelsk (officielt); 29,1% kreolsk (fransk-bantu-madagaschi); 21,6% hindi; 18,8% bhojpuri (indisk dialekt); urdu; hakka; fransk; kinesisk; tamil; arabisk; marati; telegu; andre.

Politiske partier: Mauritius' Socialdemokratiske Parti (PMSD), Mauritius' Militante Bevægelse (MMM), Arbejderpartiet

Sociale organisationer: Landsorganisationen General Workers Federation (GWF) der er tilknyttet MMM; Komiteen af mauritianske Kvinder

Officielt navn: State of Mauritius

Administrativ inddeling: 4 øer og 9 distrikter

Hovedstad: Port Louis, 147.000 indb. (2003).

Andre vigtige byer: Curepipe, 81.500 indb.; Quatre Bornes, 78.900 indb. (2000).

Regering: Parlamentarisk republik. Ameenah Gurib er præsident og statschef siden juni 2015. Anerood Jugnauth, premierminister siden december 2014.
Parlamentet har ét kammer - Nationalforsamlingen - med 70 medlemmer, der vælges for en 5 årig periode. De 62 vælges ved direkte valg. De resterende 8 udpeges af den Nationale Valgkommission som repræsentanter for de nationale minoriteter.

Nationaldag: 12. marts (Uafhængighedsdagen, 1968)

Væbnede styrker: Eksisterer ikke

Paramilitære styrker: 1.300 elitetropper til varetagelse af interne sikkerhedsopgaver (1994)

 

Ifølge beretninger fra de portugisere, der første gang gik i land på øen Mauritius i det 16. århundrede, var øen ubeboet. Den blev imidlertid straks eftertragtet af kolonimagterne, der efterfølgende stredes om denne med militære og diplomatiske midler. I perioden 1598-1710 var den besat af hollænderne, der gav den navnet Mauritius. De var tiltrukket af øens rige ibenholt skove. I 1721 blev den rekoloniseret af de franske Bourboner, der gav den navnet Ile de France. Under konflikterne mellem Frankrig og England om kontrollen over Indien, fik Mauritius en afgørende strategisk rolle. Udover handelen med Indien blev der indgået traktater med Madagascar og Moçambique for at kunne anvende disse landes kyster til udvidelsen af sukkerrørsplantagerne.

Under den Franske Revolution opnåede Mauritius en vis form for autonomi, men i 1810 faldt den i englændernes hænder. Da Napoleon i 1814 var endelig slået, anerkendte Paristraktaten den formelt som britisk koloni. Det var briterne der introducerede dyrkningen af sukkerrør, der helt frem til vore dage har været øens vigtigste ressource.

De første årtier af det 19. århundrede var præget af en betydelig udvidelse af sukkerproduktionen, men i 1835 blev slaveriet ophævet, trods voldsom modstand fra de lokale europæiske sukkerplantageejere. Slaverne udgjorde da 70% af øens befolkning, og frigivelsen udløste en omfattende mangel på arbejdskraft. Godsejerne forsøgte fra dette tidspunkt og frem til starten af det 20. århundrede at løse arbejdskraftproblemet ved at indføre 450.000 indiske «kontraktarbejdere». Med tiden kom denne befolkningsgruppe til at udgøre en vigtig sektor indenfor landets økonomiske og sociale struktur, indtil de i vore dage udgør landets befolkningsflertal. Trods dette rummer den lokale kultur fortsat en række franske træk.

I starten af det 20. århundrede begyndte arbejderne at styrke deres organisationsformer. I 1936 organiserede den indisk dominerede fagbevægelse sig i Arbejderpartiet, men dets ledelse blev udryddet gennem mord, fængselsstraffe eller eksil. Det skete i kølvandet på en række strejker og demonstrationer, der blev voldeligt slået ned. Lægen Seewoosagur Ramgoolam indledte i samme periode sin politiske karriere som leder af gruppen Advance, og tilskyndet af koloniadministrationen lykkedes det ham i slutningen af 1940'erne at erobre ledelsen af Mauritius' Arbejderparti (MLP).

Under den 2. verdenskrig havde Storbritannien ikke kapacitet til at garantere sikkerheden i sine koloniområder. Det åbnede op for stærkere krav om autonomi, samtidig med at USA's politiske og militære indflydelse øgedes. Politisk havde Mauritius' befolkning held til at tvinge den britiske regering til at acceptere en mauritisk repræsentant i den britiske koloniregering. I 1957 indførtes en ny regeringsstruktur, der introducerede premierministerposten. De første almindelige valg fandt sted i 1959, og MLP's valgsejr gjorde i 1961 Seewoosagur Ramgoolan til landets første premierminister.

Fra Mauritius administrerede briterne øerne Rodrígues, Cargados-Carajos og øgruppen Chagos. I 1965 truede Storbritannien premierminister Ramgoolan til at acceptere, at Chagos og andre øer kom til at udgøre British Indian Ocean Territory (BIOT), og USA installerede en enorm flåde- og luftbase på koraløen Diego García. Diego Garcías oprindelige befolkning blev i hemmelighed overført til Mauritius i 1971, hvor den skulle slå sig ned i hovedstaden Port Louis' forstæder. Dette udløste en skandale, da det flere år senere blev opdaget af USA's kongres. Trods dette blev øen ikke tilbageleveret til Mauritius, og dens indbyggere fik ikke lov at vende hjem.

Mauritius' selvstændighed i 1968 var resultatet af en lang afkoloniseringsperiode. Storbritannien ønskede, at denne kulminerede med indrømmelsen af en meget begrænset autonomi vedr. landets indre forhold. Forfatningen fra 1958 var fortsat i kraft, og var udformet af Colonial Office udfra den traditionelle Commonwealth model. Mauritius er derfor et monarki, hvis statsoverhovede er dronning Elizabeth II, der repræsenteres i landet af en generalguvernør og en højkommissær. I 1964 blev der oprettet et ministerråd og en lovgivende forsamling, der udpeger premierministeren (regeringschefen) og resten af regeringen.

Ved selvstændigheden eksisterede der i landet et dybt rodfæstet to-partisystem. Arbejderpartiet havde takket være støtten fra den indiske befolkning været det største siden 1958. Samme år samlede mauritierne af fransk herkomst og kreolerne sig i Mauritius' Socialdemokratiske Parti (PSDM). Samtidig dannede muslimske grupper den Muslimske Aktionskomité. Gennem hele 1960'erne bragte kravet om selvstændighed den indiske befolkningsgruppe (samlet i Arbejderpartiet) og muslimerne tættere sammen, og i 1967 indgik de en alliance, der bragte dem til magten. Sir Seewoosagur Ramgoolam blev genvalgt til premierministerposten og PSDM's leder, Gaetán Duval stillede sig i spidsen for oppositionens modstand mod selvstændighed. Men i 1969 dannedes en koalitionsregering mellem Arbejderpartiet og PSDM. Duval var repræsentant for den franske elite og leder af oppositionen mod selvstændigheden. Han blev nu udnævnt til udenrigsminister, og var på den måde med til at afsløre, at den selvstændighed England havde givet landet udelukkende var formel.

Internt var regeringen karakteriseret ved valgsvindel og undertrykkelse af fagbevægelsen. Eksternt plejede den nære relationer med Israel og Sydafrika. Pretoria havde en frizone i Port Louis, hvilket gjorde det muligt for apartheidstyret at handle direkte med EF landene udenom de internationale sanktioner.

I 1970'erne dukkede der en ny oppositionsgruppe op på den politiske scene: Mauritius Militante Bevægelse (MMM). Den kritiserede alliancen mellem Arbejderpartiet og de gamle franske kolonitilhængere. MMM's fremgang og det stadig tyndere politiske klima førte til, at parlamentsvalgene blev udskudt fra 1972 til 76. Ved dette valg blev MMM det største parti, men det lykkedes Arbejderpartiet at inkorporere nogle mindre grupper og på den måde skabe en skrøbelig alliance, der kunne bevare det ved magten. Men arbejdernes demonstrationer og strejker samt den generelle sociale utilfredshed, der blev udløst af arbejdsløsheden fortsatte med at øges i styrke og kulminerede i 1979.

Ved valget i 1982 fik MMM i alliance med Mauritius' Socialistparti (MSP) et klart flertal - med 62 ud af parlamentets 66 pladser. Dermed kunne det overtage regeringsmagten, og Aneerood Jugnauth blev udnævnt til premierminister. MMM-MSP's regeringsprogram lovede at øge antallet af arbejdspladser, hæve lønningerne, nationalisere økonomiens nøglesektorer, reducere de økonomiske forbindelser med Sydafrika og af USA's regering kræve tilbageleveringen af øen Diego García.

Stigningen i oliepriserne og faldet i verdensmarkedsprisen på sukker udløste imidlertid et underskud på betalingsbalancen svarende til 12% af bruttonationalproduktet. Regeringen følte sig derfor tvunget til at søge støtte hos IMF, og i 1979-85 fik landet 5 stand-by aftaler om lån. For at kunne få adgang til disse lån var regeringen tvunget til at acceptere en række betingelser opstillet af IMF: gennemføre strenge økonomiske forholdsregler, udsætte programmet for lønstigninger og skabelsen af nye arbejdspladser. Regeringen måtte samtidig delvist opgive kontrollen over de offentlige udgifter, reducere subsidierne til de basale fødevarer og devaluere landets valuta, den mauritiske rupiah.

Alle disse betingelser udløste voldsomme interne modsætninger mellem MMM og MSP, hvilket førte til, at der i august 1983 blev udskrevet valg før tid. Ved dette valg led MMM nederlag, og der dannedes en ny koalitionsregering bestående af Arbejderpartiet, MSP og Duvals socialdemokrater. Alligevel var den politiske stabilitet skrøbelig. Alliancerne indenfor regeringen skiftede til stadighed, uden at den var i stand til at konsolidere sig. De største partier blev splittede, hvilket førte til dannelsen af nye politiske grupper som Mauritius' Socialistiske Bevægelsen (MSM) - en afskalning fra MSP anført af senere premierminister Aneerood Jugnauth.

Mauritius' største økonomiske potentiale ligger indenfor industriproduktionen - især tekstilindustrien. Landets industrielle frizoner beskæftiger 90.000 mennesker, eller 10% af befolkningen. Gennemsnitsindkomsten pr. indbygger er 3-4 gange højere end gennemsnittet i Afrika, men inflationen er steget med 16% årligt. Manglen på specialiseret arbejdskraft kan udløse en ny emigrationsbølge fra Madagascar, Indien og Kenya.

I overensstemmelse med Organisationen for Afrikansk Enhed (OAU) krævede Mauritius i 1988 atter øen Tromelin (administreret af Frankrig) og Chagos øgruppen tilbageleveret samt afmilitarisering af det Indiske Ocean, der var skueplads for stormagternes militærmanøvrer. Kravet blev støttet af miljøbevægelserne pga. spredningen af atomvåben i de berørte områder.

Ved parlamentsvalget i december 1987 opnåede koalitionen mellem MSM, PSDM og Arbejderpartiet en komfortabel sejr, der gav den flertallet af parlamentets pladser, og Aneerood Jugnauth blev genvalgt som premierminister. MMM konsoliderede sin position som landets vigtigste oppositionsparti.

I dagspressen fremkom der artikler, der sammenknyttede flere politiske ledere med narkohandel og hvidvask af narkodollars. Samtidig blev premierministeren udsat for flere attentatforsøg, hvoraf mindst et udførtes af narkohandlere.

Ved parlamentsvalget i september 1991 lykkedes det MSM at bevare Jugnauth på posten som premierminister ved at indgå en «historisk» alliance med MMM. I marts 1992 ophørte landet med at være et konstitutionelt monarki, blev omdannet til republik, og i juni udnævntes Cassam Uteem til landets første præsident.

I august 1993 trak MMM's udenrigsminister, Paul Bérenger sig ud af regeringen, og Jugnauth havde nu ikke længere absolut flertal. I 1994 vurderede Verdensbanken og andre internationale institutioner fortsat landets økonomiske resultater som tilfredsstillende. Udlandsgælden udgjorde 25% af BNP og pr. capita indkomsten var 2.740 dollars om året.

I januar 1995 inddrog Jugnauth repræsentanter for det højreorienterede PSDM i sin regering. Ved parlamentsvalget i december fik en oppositionskoalition bestående af MMM og Arbejderpartiet anført af Paul Bérenger og Nuvin Ramgoolam to tredjedele af pladserne i parlamentet. Ramgoolam blev efterfølgende udnævnt til premierminister.

Landets sociale indikatorer forbedredes i 1996. Den forventede gennemsnitlige levealder var 70 år og alfabetiseringsgraden var 81,7%. Størstedelen af befolkningen havde adgang til sundhedsforsorg, 99% til drikkevand og en lignende andel til kloakering.

I juni 1997 trak MMM sig ud af regeringskoalitionen, og Rangoolam overtog posten som udenrigsminister. Få dage senere genvalgte parlamentet Cassam Uteem til præsidentposten.

I marts 2000 besøgte den indiske premierminister Atal Behari Vajpayee landet. Besøget faldt sammen med 30 året for Mauritius' selvstændighed og muliggjorde undertegnelsen af flere aftaler mellem de to lande indenfor områderne handel, teknologi og kystvagt.

Kina erklærede i januar 2001 at det ville bygge en tekstilfabrik i Mauritius, der skal producere 18.000 tons bomuld om året. Formålet var at udnytte de lavere toldsatser for tekstilimport fra Afrika til EU, der er en konsekvens af samarbejdsaftalen mellem EU og de afrikanske lande om vækst og udvikling.

I februar 2001 underskrev præsident Arianga Pillay antiterrorloven, der var sendt i parlamentet. Det førte til Cassam Uteem og hans forgængers Angidi Chettiars tilbagetræden. Loven giver mulighed for tilbageholdelse af mistænkte i meget længere perioder, og nægter mistænkte for terrorisme retten til forsvar.

I 2002 blev Karl Hoffman valgt til formand for Nationalforsamlingen. Informations-, teknologi- og telekommunikationsminister Geehad Geelchand gennemførte en rejse til Indien, Storbritannien, Frankrig og Irland for at promovere Mauritius som et nyt centrum for IT udvikling.

På årsdagen for terrorangrebet i New York gennemførte premierminister Anerood Jugnauth et møde med USA's ambassadør i landet, John Price. Hovedtemaet på mødet var kampen mod terrorisme.

Anerood Jugnauth lagde i starten af 2003 ledelsen af MSM i hænderne på sin søn, Pravind, og i september overlod han premierministerposten til Paul Bérenger - den første hindu på posten. I oktober overtog Jugnauth posten som landets præsident.

I starten af 2004 indledte politiet efterforskning af en overførsel på 25 mio. US$ til en schweizisk bankkonto i 1997. Pengene skulle tilsyneladende anvendes til støtte for Arbejderpartiet, der på det tidspunkt havde regeringsmagten. Blandt de tre ansvarlige for overførslen fandtes Navim Ramgoolam, der var daværende premierminister.

I slutningen af januar 2004 mødtes repræsentanter for små østater i Bahamas for at forberede det topmøde, der i slutningen af 2004 skal gennemføres i Mauritius med deltagelse af 300 repræsentanter fra Caribien, Middelhavet, det sydlige Kina, Stillehavet, Atlanterhavet og det Indiske Ocean.

I februar 2004 gennemførte UNESCO's generalsekretær, Koïchiro Matsuura, et officielt tredages besøg, hvor han mødtes med delegerede fra det Afrikanske forum for parlamentarikere for uddannelse i Afrika.

I slutningen af februar demonstrerede arbejdere mod det forestående besøg af WTO's generalsekretær, Supachai Paritchpakdi. De beskyldte organisationen for at være en trussel mod folks sociale rettigheder.

På et møde i Mauritius i oktober forpligtigede justitsministrene fra det frankofone Afrika sig til at indføre fælles instrumenter i kampen mod terrorisme, og FN's konventioner mod organiseret kriminalitet og korruption. Mødet blev organiseret af regeringen, FN's kontor for stoffer og Kriminalitet (UNODC) og de frankofone landes samarbejdsenhed. Mødet vedtog iflg. FN endvidere retslige retningslinier for indførelsen af fælles instrumenter mod terrorisme, indenfor rammerne af UNODC.

I januar 2005 gennemførtes i Mauritius en international konference for små ø-baserede udviklingslande. Konferencens hovedformål var at diskutere anvendelsen af vedvarende energikilder og anvendelsen af renere teknologier. Konferencen besluttede endvidere at: «klimaforandringerne og den stigende vandstand i verdenshavene er nogle af de mest bekymrende udviklingstræk for de små ø-stater» og anerkendte samtidig nødvendigheden af at «forstærke anstrengelserne for at få indflydelse på beslutningsprocesserne i WTO». Eftersom ø-staterne er små har de klare ulemper og strukturelle vanskeligheder ved at blive integreret i verdensøkonomien, og de kræver derfor bedre adgang for deres landbrugsprodukter til de internationale markeder.

En gruppe på 102 indbyggere fra Chagos med ophold i Mauritius fik i april 2006 endelig tilladelse til at besøge deres land i det Indiske Ocean - Diego Garcia - hvorfra de blev fordrevet i 1960, da USA skulle bruge øen til militærbase. De fik et 3 dages visa til at besøge deres forladte landsbyer og kirkegårde.

Et udbrud i maj 2006 af chikungunya virus kostede landet dyrt økonomisk, da strømmen af turister bl.a. tog drastisk af.

Med statsbudgettet for 2007-08 blev der endelig taget skridt til at reducere kønsforskellene i landet og «gøre op med køns stereotyperne». Kvindegrupper lykønskede regeringen og erklærede at skridtet gav en bedre platform for de grupper der arbejder hårdt på at bevidstgøre om kønsforskelle.

Jugnauth blev i september 2008 enstemmigt genvalgt som præsident af Nationalforsamlingen.

Præsident Jugnauths Militant Socialist Movement indgik op til parlamentsvalget i maj 2010 en koalition med Mauritian Labor Party. Koalitionen vandt valget og fik 45 af parlamentets 69 pladser.

Jugnauth trådte tilbage fra præsidentposten den 30. marts 2012. Som grund angav han uenighed med resten af sit kabinet. Posten blev midlertidig overtaget af vicepræsidenten Agnès Monique Ohsan Bellepeau. I juli udpegede parlamentet Kailash Purryag som ny præsident.

Parlamentsvalget i december 2014 blev en jordskredssejr for Lepep alliancen, der gik 34 mandater frem til 51, hvilket gav den absolut flertal i det 70 pladser store parlament. PTR-MMM alliancen mistede 18, og måtte nøjes med 16 mandater. Selv den tidligere premierminister Navin Rangoolam mistede sin plads i parlamentet. MSM's Anerood Jugnauth dannede efterfølgende regering og blev selv premierminister.

Landet markerede i februar 2015 180 års dagen for afskaffelsen af slaveriet i landet.

I marts 2015 afsagde den Internationale Voldgiftsdomstol sine fulde og endelige kendelse i sagen, som Mauritius havde indbragt for den i 2010. Anledningen var, at Storbritannien ensidigt havde erklæret et stort havområde omkring Diego Garcia (Chagos øgruppen) for «beskyttet marineområde». Mauritius havde i årtier forsøgt at få de øer tilbage, Storbritannien røvede fra landet i 1965, og domstolen gav Mauritius ret i, at Storbritanniens ensidige indlemmelse af havområdet omkrig Chagos var ulovlig.

Præsident Purryag trådte efter aftale med regeringen tilbage i maj 2015 og overlod posten til Ameenah Gurib Fakim. Hun blev landets første kvindelige præsident.

Guia del Mundo


 

Internet

Index on Africa - relevante links (engelsk)
Nyheder på engelsk (Africa News Online)
Political ressources on the Net (Mauritius)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)