Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Madagascar
DatoOpdatering
2015.01.22Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 17/11 2017
Læst af: 98.624
Verden  .  Afrika  .  Madagascar
: :
Madagascar
Befolkning16 mio.
ValutaMadagascar francs
Areal587.040 Km2
HovedstadAntananarivo
Befolkningstæthed27,2 indb./Km2    
HDI placering135    

Madagascar er en af verdens største øer og er adskilt fra det afrikanske kontinent af Moçambique kanalen. Landet har en stor central højslette af vulkansk oprindelse, der er tør og fugtig, mod øst dækket af regnskov og mod vest af savanne. Landets østlige del er meget regnfuld, mens resten har et tørrere tropisk klima. Størstedelen af befolkningen er koncentreret i det centrale højland. I de flade kystområder dyrkes ris og eksportafgrøder: sukker, kaffe, bananer og vanille. Kvægdriften er spredt over hele øen og er en anden vigtig aktivitet. Landets vigtigste mineralressourcer er grafit, krom og fosfat. Dets alvorligste miljøproblem er skovningen. Det vurderes, at omkring 75% af dets skove er ødelagte. Den sparsomme rensning og udledningen af organiske affaldsstoffer har forurenet mange af landets floder. Madagascar regnes for en stor biologisk reserve, selv om mange arter løber en alvorlig risiko for at blive udryddet pga. de dyrkningsmetoder der gennem århundreder har været i anvendelse. Ødelæggelsen af regnskoven overstiger dens evne til at blive genopdannet.

Folket: Malgacher, 98,9%; indere og pakistanere, 0,2%; franskmænd, 0,2%; kinesere, 0,1%.

Religion: Kristne, 41% (21% katolikker, 19% protestanter); 52% af befolkningen praktiserer oprindelige afrikanske religioner; muslimer, 7%.

Sprog: Madagashi og fransk (officielle). Endvidere tales hovba og andre lokale dialekter.

Politiske partier: Jeg elsker Madagascar (Tiako I Madagasikara, TIM); Den nationale Union (Firaisankinam-Pirenena); Strukturen for Madagascars frelse (Andry sy Riana Enti-Manavotra an'i Madagasikara); Økonomisk liberalisme og demokratisk aktion for national Genopbygning. (Leader-Fanilo).

Sociale organisationer: Der findes 4 faglige landsorganisationer: Konføderationen af Madagascars Arbejdere (FMM); Den Kristne Faglige Konføderation (SEKRIMA); Madagascars Union af Autonome Fagforeninger (USAM) og Madagascars Faglige Union (FISEMA).

Officielt navn: République Démocratique de Madagascar / Repoblikan`i Madagasikara

Administrativ inddeling: 6 provinser, 10 præfekturer, 1.252 underpræfekturer og 11.333 landsbyer

Hovedstad: Antananarivo, 1.678.000 indb. (2003).

Andre vigtige byer: Toamasina, 166.000 indb.; Fianarantsoa, 131.600 indb.; Mahajanga, 128.600 indb. (2000).

Regering: Hery Rajaonarimampianina er siden januar 2014 landets præsident. Olivier Mahafaly Solonandrasana er premierminister og regeringschef siden april 2016. Parlamentet har to kamre: Nationalforsamlingen med 151 pladser hvis medlemmer vælges ved direkte valg og for en 5 årig periode, og Senatet med 60 pladser.

Nationaldag: 26. juni (Uafhængighedsdagen, 1960)

Væbnede styrker: 14.000 (2003).

Paramilitære styrker: 7.500 (Gendarmeriet).

 

For omkring 2.000 år siden besluttede malayisk-polynesiske søfolk sig for at overvinde 8.000 kilometers ocean. De vendte forstavnen på deres kanoer mod sydvest og kom til den afrikanske kyst. Motiverne for deres rejse kendes ikke, men vi ved, at deres ankomst ikke skete ved en tilfældighed, for den gentog sig regelmæssigt i det 1-5. århundrede e.v.t.

Omkring det 14. århundrede grundlagde handelsfolk fra Comorerne en række havnebyer på øens nordkyst. De blev imidlertid ødelagt af portugiserne i 1506-07. De fandt imidlertid hverken guld, elfenben eller krydderier og mistede derfor hurtigt interessen for landet. Men kontakten med europæerne bragte skydevåben til landet - de blev brugt som bytte mod slaver.

Fra det 16. århundrede opstod de første sakalawa kongedømmer på vestkysten, på østkysten betsileo kongedømmerne, og i det 17. århundrede kongeriget Merina eller Imerina på den østlige del af den centrale højslette. Et århundrede senere indledtes en samlingsproces under kong Nanpoina, der blev fuldført under hans søn, Radama I (1810-1828).

Den stadig hyppigere kontakt med arabere og europæere blev af Radama brugt til at opbygge en moderne hær, indføre det latinske alfabet og skabe Madagascars eget skriftsprog. Men kongens tidlige død og de langvarige arvefølgestridigheder skabte grundlaget for, at europæerne i slutningen af århundredet besatte øen.

Kolonialismen fældede skovene for at give plads til sukkerrørs-, bomulds- og kaffeplantager. Settlerne og de udenlandske selskaber erobrede de bedste jorder, og bønderne blev tvunget til at arbejde på disse under slavelignende forhold. Modstanden mod den udenlandske dominans, kampen for politiske rettigheder og forbedrede økonomiske vilkår førte i 1947 og 48 til et oprør. Det blev slået ned af den franske hær, og flere tusinde blev dræbt.

Da oprøret var slået ned, indledte koloniadministrationen en kontrolleret overgang til selvstændighed. Denne blev erklæret i 1960 med Philibert Tsiranana som præsident. Ved det første valg (i september 1960) vandt Socialdemokratiet (PSD) stort, og dets leder (Philibert Tsiranana) blev republikkens præsident. En post han blev genvalgt til i 1965 og 72.

I maj 1972 blev Tsiranana tvunget til at træde tilbage efter omfattende uroligheder, og han overdrog vidtgående magtbeføjelser til general Ramanantsoa, der i juni opløste Senatet og Nationalforsamlingen. I oktober lod han gennemføre en folkeafstemning, der afskaffede præsidentposten og ophævede forfatningen fra 1959, samlede den lovgivende og udøvende magt i militæret samt skabte et Institutionsråd og et Nationalråd. Frankrig besluttede året efter at trække sine styrker ud af landet. De følgende 3 år var præget af betydelig ustabilitet, der kulminerede da kaptajn D. Ratsiraka i juni 1975 blev udnævnt til premierminister.

Ratsiraka indledte en socialistisk orienteret politik og udskrev en folkeafstemning til 21. december 1975. Den bekræftede massivt hans udnævnelse til statschef for de følgende 7 år og vedtog Madagascars Socialistiske Revolutionsprogram, der senere kom til at danne grundlag for landets nye forfatning. 30. december 1975 antog landet navnet Madagascars Demokratiske Republik.

I januar 1976 oprettedes landets nye magtstrukturer: Det øverste Revolutionsråd bestående af 12 medlemmer og regeringen, der blev ledet af oberst J. Rakotomalala. Da Justin Rakotoniaina i juli 1976 omkom ved et flystyrt, blev han erstattet på posten som statschef af Rakotomalala. Den lovgivende magt blev lagt i hænderne på et Nationalråd med 144 medlemmer.

De folkelige partier sluttede sig sammen i den Nationale Revolutionsfront. AREMA (Madagascars Revolutionsavantgarde) blev dannet i 1975 som støtte for Ratsirakis bevægelse og er den vigtigste organisation indenfor fronten. Det Øverste Revolutionsråd bestod overvejende af medlemmer af AREMA, men havde også medlemmer fra 5 andre meget forskellige partier - fra marxistisk-leninistiske til kristelige demokrater. I 1977 overtog Désiré Rakotoarijaona posten som premierminister.

Da de internationale priser på landets eksportprodukter i 1980 faldt, udløste det en økonomisk krise, der tvang regeringen til at gennemføre strenge forholdsregler. Utilfredsheden øgedes i en række sociale sektorer og regeringen svarede med repression og arrestationen af oppositionsfolk, samtidig med at den forsøgte at gøre sin udenrigshandel mere alsidig, søge forsoning med Frankrig og indlede forhandlingen med IMF. Udenrigsgælden nåede dette år op på 700 millioner dollars.

I 1982 blev der holdt valg, og Ratsiraka blev genvalg med 80% af stemmerne, mens Den Nationale Bevægelse for Madagascars Uafhængighed (MONIMA), ledet af Monja Naoma fik de resterende 20%. MONIMA gik ind for en radikalisering af landets socialistiske politik.

I 1988 afløstes Raotoarijaona på premierministerposten af oberstløjtnant Victor Ramahatra. Valget i 1989 blev vundet af regeringspartiet AREMA, og præsident Didier Ratsiraka blev genvalgt med 67,2% af stemmerne. Hans program var reformistisk orienteret, han genindførte flerpartistyre og optog i marts 1990 flere af oppositionens ledere i sin regering som ministre.

I 1991 samlede oppositionen sig i Komiteen af Levende Kræfter (CFV), der bestod af 16 partier. Efter en række demonstrationer og besættelse af den nationale radiostation, erklærede regeringen landet i undtagelsestilstand. Komiteen bad om at Ratsiraka trak sig tilbage og udnævnte i juli en overgangsregering.

Efter at to ministre fra denne overgangsregering var blevet arresteret, gik 400.000 mennesker i august på gaden for på ny at kræve Ratsirakas tilbagetræden. Myndighederne slog hårdt ned på demonstrationen: 31 blev dræbt og 200 såret. Guy Razanamasy blev indsat som premierminister, genoptog dialogen med oppositionen og udpegede en «national samlingsregering».

I marts 1992 etableredes et flerpartiforum, der skulle udarbejde en ny forfatning, og det blev fastlagt at der skulle afholdes præsidentvalg i august. Samme måned blev forfatningsudkastet vedtaget ved en folkeafstemning, og Albert Zafy blev valgt til præsident med 66,2% af stemmerne overfor Ratsirakas 33,8%.

Landet er et af verdens fattigste og dets økonomiske og sociale situation blev anset for at være katastrofal. Den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger steg knapt i perioden 1976-92 - den steg fra 200 til 230 dollars årligt i faste priser. Samtidig faldt kalorieoptaget: fra 108% af det nødvendige i 1964-66 til 95% i 1988-90.

I marts 1994 gennemførte regeringen en økonomisk krisepakke, udformet af IMF, og denne øgede yderligere de sociale spændinger. I slutningen af året gennemførtes massedemonstrationer mod krisepakkens gennemførelse. I januar 1995 trådte Nationalbankdirektøren tilbage - på anmodning fra IMF og Verdensbanken.

I september besluttede befolkningen ved en folkeafstemning at øge Zafys magtbeføjelser. Debatten omkring strukturtilpasningsprogrammet faldt sammen med en polemik omkring anvendelsen af landets naturressourcer. Denne polemik blev udløst, da det multinationale mineselskab RTZ foreslog at lave en åben mine på landets sydkyst, hvorfra der skulle udvindes titanoxid. Projektet udløste stærke protester fra militante miljøaktivister, der var overbeviste om, at projektet ville ødelægge unikke arter indenfor landets flora og fauna.

I maj 1996 vedtog parlamentet en mistillidsdagsorden mod regeringen, og det førte til udpegning af en ny regering. Mistillidsdagsordenen var bl.a. en konsekvens af kommentarer fra IMF's direktør, Michel Camdessus, der erklærede, at regeringens manglende sammenhængskraft bragte aftalerne med den internationale låneorganisation i fare.

Efter beskyldninger om overtrædelse af landets forfatning trådte præsident Zafy i september tilbage. Ved det efterfølgende præsidentvalg blev Didier Ratsiraka landets nye præsident med 65% af stemmerne bag sig.

I 1997 forværredes landets sociale og sundhedsmæssige situation yderligere. Sygdomme som malaria øgede deres udbredelse blandt befolkningen, og iflg. oplysninger fra FN's landbrugsorganisation FAO var tre-fjerdedele af befolkningen underernæret.

I marts 1998 blev der vedtaget en ny forfatning ved en folkeafstemning. Den overdrog større magtbeføjelser til præsidenten og uddelegerede større økonomisk autonomi til landets 6 provinser. Oppositionssammenslutningen CFV boykottede afstemningen og beskyldte regeringen for at have diktatoriske hensigter. Efter parlamentsvalget i maj udnævntes Tantely Andranarivo i juli til premierminister. Han erstattede Pascal Rakotomavo, begge medlemmer af AREMA.

I december 2000 gennemførtes provinsvalg, der skulle give de lokale myndigheder større kontrol over udviklings-, sundheds- og uddannelsesprogrammer, men oppositionen opfordrede til boykot med henvisning til, at vælgerne ikke var blevet tilstrækkelig informeret om valget. 70% af vælgerne blev hjemme og AREMA vandt i de fleste byer, bortset fra hovedstaden hvor Marc Ravalomanana vandt. Han var af fattige kår, men gennem salget af yogurt var han blevet rig og en politisk karismatisk leder.

Politiet anvendte tåregas i byen Antananarivo i februar 2001 for at sprede demonstranter, der forsøgte at befri parlamentets næstformand, Jean-Eugene Voninahitsy, der var blevet fængslet for at have fornærmet Ratsiraka og for at have udstedt dækningsløse checks. Efter fængslingen af Voninahitsy var der blevet dannet en blok af oppositionspartier i parlamentet: Enheden til forsvar for demokratiet i krise. I maj blev senatet efter 29 år nedlagt, og den nye forfatnings institutioner var dermed på plads: præsidentembedet, Nationalforsamlingen og Forfatningsdomstolen.

Ravalomanana stillede op som kandidat til præsidentvalget i december, og optællingen af stemmer var knapt gået i gang før han udråbte sig som sejrherre, hvilket skulle overflødiggøre en anden valgrunde. Men dette blev ikke accepteret af Ratsiraka. I januar gennemførte Ravalomanana og hans tilhængere en generalstrejke i hovedstaden og en serie protestdemonstrationer mod hvad de karakteriserede som Ratsirakas manipulation af valgresultatet.

Foran tusinder af tilhængere udråbte Ravalomanana sig selv som præsident i februar 2002. Han udpegede samtidig 9 ministre. Det kom til sammenstød mellem de to kandidaters tilhængere og Ratsiraka erklærede Antananarivo i undtagelsestilstand. Landet var lammet og Ratsiraka og hans ministre trak sig tilbage til landets næststørste by, Toamasina som de erklærede for landets nye hovedstad. Samtidig igangsatte de en økonomisk blokade af Antananarivo. I marts tog Ravalomanana kontrol over indenrigsministeriet, Ratsirakas sidste bastion i Antananarivo, og han udråbte sig endvidere til øverstkommanderende over de væbnede styrker.

I april annullerede forfatningsdomstolen resultatet af stemmeoptællingen i december, og bad om en ny optælling hvilket blev accepteret af begge kandidater. Det nye optællingsresultat gav Ravalomanana 51,46% af stemmerne, og han blev dermed landets nye præsident. Ratsiraka fik 35,9%, og han afviste at acceptere resultatet og erklærede at forfatningsdomstolen var forudindtaget mod ham.

I første uge af maj erklærede Toamasina provinsen sig for uafhængig. På denne måde søgte Ratsiraka at omringe hovedstaden og afskære den fra landets havne, men han måtte indkassere en række militære og diplomatiske nederlag. Efter at USA, Australien, Japan, Tyskland og den tidligere kolonimagt Frankrig havde anerkendt Ravalomananas regering, flygtede Ratsiraka til Seychellerne og derfra i juli videre til Frankrig. Da striden endelig var ovre, og Ravalomanana havde fået kontrol over hele landet, gennemførtes parlamentsvalg som prøve på den nye regerings popularitet. Det gav ham flertal i parlamentet.

I 2003 blev den landflygtige Ratsiraka idømt 10 års tvangsarbejde for svindel med offentlige midler. Tidligere premierminister Tantely Andrianarivo blev idømt 12 års tvangsarbejde for embedsmisbrug.

I februar-marts 2004 søgte Madagascar international bistand efter at en cyklon havde hærget især den nordlige del af landet. 200.000 mennesker var blevet gjort hjemløse og flere døde. Landet hærges ofte af cykloner i vinterhalvåret. EU Kommissionen besluttede i april at give 2 mio. Euro i bistand til ofrene for naturkatastroferne.

I oktober nedskrev Verdensbanken Madagascars udlandsgæld med 2 mia. US$, og IMF gav samtidig et lån på 16 mio. US$ til støtte for den økonomiske vækst i landet og reduktion af fattigdommen. IMF's generaldirektør Rodrigo Rato erklærede i den forbindelse at: «Madagascars umiddelbare udfordringer er at bevare den makroøkonomiske stabilitet, accelerere strukturreformerne og udvide bredden af eksportprodukter for at øge eksporten og den økonomiske udvikling».

Voldsomme regnskyld forårsagede i marts 2005 oversvømmelser og forårsagede store skader på landets landbrugsproduktion. 25 blev dræbt og 58.000 var berørte af skaderne. Over 2600 hektar rismarker blev ødelagt af regn og oversvømmelser. Det øgede frygten for, at der for 2. år i træk ville komme til at mangle fødevarer i provinserne Toamasina og Mahajanga. Landet var fortsat mærket af naturkatastroferne i 2004.

I marts 2006 besluttede Verdensbanken sammen med IMF og den Afrikanske Udviklingsbank (ADB) at eftergive 13 afrikanske landes udlandsgæld - deriblandt Madagascars. Det skete med virkning fra 1. juli.

I november forsøgte general Fidy tilsyneladende at gennemføre et militærkup mod Marc Ravalomanana. Det benægtede Fidy dog efterfølgende og erklærede at han blot havde opfordret regeringen til at træde tilbage - uden anvendelse af vold. Ravalomanana vandt præsidentvalget i december med 54,8% af stemmerne og gik dermed ind i hans 2. præsidentperiode.

En række reformer af forfatningen der bl.a. øgede præsidentens magt betragteligt blev vedtaget med 75% ved en folkeafstemning i april 2007. Ved parlamentsvalget i september fik præsidentens TIM parti 105 ud af de 125 pladser der var på valg.

I januar 2009 indledtes en serie af voldsomme protestaktioner mod præsident Ravalomanana. Protesterne blev anført af Antananarivos borgmester, Andry Rajoelina. Ravalomanana slog hårdt ned på protesterne der de følgende to måneder kostede omkring 170 livet. Men undervejs mistede han sin opbakning i militæret, der i stigende grad orienterede sig mod den folkeligt populære Rajoelina. Konflikten endte i marts med, at Ravalomanana blev tvunget til at træde tilbage, og præsidentposten blev overtaget af Rajoelina. Både EU og den Afrikanske Union afviste at anerkende det nye styre, da det ikke var blevet valgt demokratisk, men indsat med vold. Trods den diplomatiske afstandtagen fortsatte både EU og USA deres bistandsprogrammer i landet. Som en af sine første handlinger som præsident opsagde Rajoelina en aftale det sydkoreanske Daewoo Logistics havde indgået om at at lease en stor del af Madagascars landbrugsareal. Daewoo ønskede at producere landbrugsprodukter til det sydkoreanske marked. Rajoelina erklærede: «Vi har ikke noget imod at arbejde sammen med investorer, men hvis man vil sælge eller lease landets jord kræver det en ændring af forfatningen, og så skal folket spørges».

I august mødtes Rajoelina de tidligere - og eksilerede - præsidenter Marc Ravalomanana og Didier Ratsiraka samt den tidligere præsident for republikken Malagasy Albert Zafy. Forsoningsmødet mellem de 4 havde den tidligere mozambikanske præsident Joaquim Chissano som mægler og fandt sted i Maputo.

I november indsattes en samlingsregering med deltagelse af tilhængere af både den nuværende og afsatte præsident. Som led i aftalen fortsatte Rajoelina på præsidentposten, men der blev ikke plads til Ravalomanana.

Efter flere udsættelser gennemførtes i november 2010 en folkeafstemning om den ny forfatning. Den blev vedtaget med 73% af de afgivne stemmer, men stemmedeltagelsen var lav - blot 52,3%. Oppositionen kritiserede forskellige aspekter ved den nye forfatning. Den tillod lederen af overgangsrådet (Rajoelina) at fortsætte på posten som præsident, til der kunne gennemføres præsidentvalg, hvilket der til gengæld ikke blev sat en frist for. Rajoelina erklærede, at han ikke havde planer om at stille op ved et præsidentvalg, men på den anden side blev aldersgrænsen sat ned fra 40 til 35 år, hvilket netop ville tillade ham at stille om. Samtidig krævede den ny forfatning, at kandidater skulle have opholdt sig i 6 måneder i landet før valget for at kunne deltage. Det vil udelukke flere eksilerede kandidater. Præsidentvalget blev planlagt til afholdelse i september 2011, men blev udskudt på ubestemt tid.

Landet var præget af fortsatte spændinger. Også indenfor militæret. I maj 2010 blev 4 soldater dræbt under et internt opgør i militærkasernen Fort Duchesne. Flere officerer og mindst 22 gendarmer blev efterfølgende arresteret. Under folkeafstemningen i november forsøgte en flok officerer at gennemføre et militærkup og annoncerede nedsættelsen af «Militærrådet for folkets Velfærd». De overgav sig dog hurtig. I oktober blev der gennemført flere bombeattentater. Bl.a. ved udenrigsministeriet.

Camille Albert Vital blev i november 2011 erstattet på posten som premierminister af den tidligere diplomat Omer Beriziky. I løbet af året åbnede den tidligere kolonimagt Frankrig op for Madagascar, og Rajoelina blev modtaget i Elysee palæet af den franske præsident Sarkozy. De fleste lande inklusive AU holdt dog fortsat landet på afstand.

Mange hundrede blev dræbt rundt om i landet i løbet af 2012. Det var ofte kvægtyve eller formodede kvægtyve det gik ud over, og hyppigt deltog sikkerhedsstyrkerne i myrderierne. Sikkerhedsstyrkerne nød næsten total straffrihed for de overgreb de foretog. Endelig fortsatte myndighderne med at slå ned på medierne. Mindst 5 radiostationer blev lukket i løbet af året og journalister udsat for chikane og trusler.

Den politiske krise fortsatte og i 2012 krævede den Afrikanske Union (AU) at de to potentielle spidskandidater til et præsidentvalg - Rajoelina og Ravalomanana - begge trak deres kandidaturer. Det indvilgede de i i december 2012 og februar 2013. Efter flere års forsinkelse blev valget gennemført i oktober/december samme år. Det blev vundet af Hery Rajaonarimampianina der fik 53,5% af stemmerne, mens Jean Louis Robinson fik 46,5%. Valgdeltagelsen i første runde var 61,8% mens den i 2. runde faldt til 50,7%. Internationale observatører betegnede valget som frit og troværdigt. Rajaonarimampianina blev indsat på præsidentposten i januar 2014.

I forbindelse med præsidentvalget blev der også afholdt parlamentsvalg. Det blev vundet af partiet Together with President Andry Rajoelina, der fik 17,3% af stemmerne, hvilket gav 49 pladser i det 151 pladser store parlament. Ravalomanana Bevægelsen fik 10,8% og 20 mandater; Vondrona Politika fik 8,2% og 13 mandater. De resterende mandater var spredt på 28 mindre partier og lister samt 25 uafhængige kandidater.

Landet blev i 2013 ramt store tab i landbruget som følge af vandregræshopper. Det havde ikke bekæmpelsesmidler til at håndtere og i 2014 blev det rapporteret at omkring 40% af produktionen af fødevarer i den sydlige del af landet var gået tabt som følge af problemet. Madagascar anmodede FAO om bistand til at løse problemet.

I maj 2015 stemte parlamentet for at fjerne præsidenten fra hans post pga. «krænkelser af forfatningen og generel inkompetence». Forfatningsdomstolen afsagde efterfølgende en kendelse, der omstødte beslutningen med henvisning til, at påstandene var ubegrundede og derfor ikke kunne anvendes til at fjerne præsidenten.

Landet er fortsat et af verdens fattigste. I marts 2015 offentliggjorde UNICEF en rapport der dokumenterede, at 47% af landets børn led af kronisk underernæring.

Fattigdom gjorde, at kvægtyveri fortsat var et stort problem, og myndighedernes håndtering af det var blodig og inkompetent. I midten af august gennemførte militæret operation Fahalemana 2015 til bekæmpelse af kvægtyveri. Den førte til væbnede sammenstød mellem formodede kvægtyve og sikkerhedsstyrker med dræbte på begge sider. Flere formodede kvægtyve blev summarisk henrettet af militæret. I slutningen af måneden blev 8 soldater og 15 formodede kvægtyve dræbt i Ankazoabo-Sud. Nogle uder senere blev 1 politimand, 3 landsbyboere og 14 formodede kvægtyve dræbt i Ivahona. Vidner berettede om, at sikkerhedsstyrker gik til angreb på landsbyer der formodedes at huse kvægtyve, og henrettede tilfældige indbyggere summarisk. Drabene blev ikke efterfølgende efterforsket, og ingen blev stillet for retten.

Efter en række uger med politisk konflikt blev det i april 2016 oplyst, at premierminister Ravelonarivo og hans regering gik af. Det blev øjeblikkelig dementeret af premierministeren, men præsidenten udnævnte derefter Olivier Mahafaly Solonandrasana til ny premierminister, og Ravelonarivo trak sig derpå fra posten. Det stod ikke klart, hvad konflikten mellem præsident og Ravelonarivo bestod i.

Landet blev i august 2017 ramt af lungepest. Frem til november var der op mod 2000 registrerede tilfælde og op mod 200 dødsfald. Epidemien toppede dog i starten af oktober, og antallet af inficerede faldt derefter hurtigt.

Guia del Mundo


 

Internet

Index on Africa - relevante links (engelsk)
Nyheder på engelsk (Africa News Online)
Political ressources on the Net (Madagascar)
Amnesty International Annual Report (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)