Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Centralasien  .  Nordkorea
DatoOpdatering
2012.01.05Kim Jong-il dør og erstattes af sin yngste søn, Kim Jong-un
2015.01.12Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 27/1 2016
Læst af: 96.044
Verden  .  Asien  .  Centralasien  .  Nordkorea
: :
Nordkorea (Den demokratiske folkerepublik Korea)
Befolkning22,2 mio.
ValutaWons
Areal120.540 Km2
HovedstadP´yongyang
Befolkningstæthed184,7 indb./Km2    
Hyldest til den store rorgænger Kil Il Sung

Ligger på den nordlige del af Koreahalvøen, øst for Kina og mellem det japanske og det Gule hav. Territoriet er bjergrigt og dækket af skove i de østlige bjerge ud mod det japanske hav. På sletterne produceres ris, der er landets vigtigste afgrøde. 90% af jorden dyrkes kooperativt. Landet er rigt på mineraler: Kul, jern, zink, bly og mangan.

Folket: Koreanerne i både nord og syd er sandsynligvis en gren af tungús stammen. Gennem århundreder har de lidt under skiftende kinesiske og mongolske invasioner. I sammenligning med de fleste andre asiatiske folk er det påfaldende, at befolkningen er etnisk og kulturelt meget homogen. Der eksisterer ikke nogen etniske minoriteter.

Religion: Religionsdyrkelse er ikke tilladt, men hvor den alligevel foregår, er de almindeligste: buddhismen, konfucianismen (der snarere end religion er et moralkodeks), chondokio (der kombinerer elementer fra buddhismen med kristendommen) samt i de indre dele af landet traditionel shamanisme.

Sprog: Koreansk

Politiske partier: Koreas Arbejderparti (KAP) er oprettet i 1945. Det er et marxistisk-leninistisk parti, der er dominerende i koreansk politik. Koreas Socialdemokratiske Parti og Chindokio Chongu Partiet er forenede med KAP i den Nationale Front til Koreas Genforening, der blev dannet i 1945. De unge er organiseret i Socialistisk Arbejderungdom og kvinderne i Demokratisk Kvindeunion, der begge er tilsluttet KAP.

Sociale organisationer: Fagforeningsføderationen er landets eneste Landsorganisation. Bønderne er organiseret i Unionen af Landarbejdere.

Officielt navn: Choson-Minjujuui-Inmin-Konghwaguk (Den demokratiske folkerepublik Korea).

Administrativ inddeling: 9 provinser, 1 distrikt.

Hovedstad: Pyongyang 3.255.000 indb. (2008).

Andre vigtige byer: Hamhung, 808.300 indb.; Chongjin, 663.400 indb.; Sunch´on, 371.300 indb. (2000).

Regering: Præsidentposten er ikke formelt blevet besat siden Kim Il Sungs død i juli 1994. Præsidentembedet blev fra december 2011 de-facto beklædt af hans barnebarn, Kim Jong-Un. Han blev valgt af parlamemtet i marts 2014.
Formand for den Øverste Folkeforsamling er siden september 1998 Kim Yong Nam. Pak Pong-ju er siden april 2013 premierminister. Statens højeste organ er den Øverste Folkeforsamling med 687 medlemmer.

Nationaldag: 9. september (Republikkens dag, 1948)

Væbnede styrker: 1.054.000 soldater (1994)

Paramilitære styrker: 3.800.000 (Bøndernes Røde Garde), 115.000 (Sikkerhedsstyrker tilknyttet ministeriet for Offentlig Sikkerhed)

 

Den 16. februar 1948 proklameredes i Pyongyang oprettelsen af Den demokratiske folkerepublik Korea. Lederen af Koreas Arbejderparti (KAP), Kim Il Sung blev indsat som landets første premierminister.

Historien op til selvstændigheden

Det koreanske folk udgør en samlet nation med et sprog og med en gammel og rig kultur. Den første oldtidsstat i Korea blev grundlagt allerede i perioden 800-700 før vor tidsregning. Omkring det 7. århundrede efter vor tidsregning eksisterede kongedømmet Koguryo i det område, der udgøres af det nuværende Nordkorea. Det havde en speciel måde at omgås udenlandske fjender på. Det undgik direkte konfrontationer, men havde til gengæld inde i byerne en formidabel militær styrke. Nordkoreas politik overfor omverdenen har siden 2. verdenskrig haft mange lighedspunkter med denne klassisk koreanske politik. Landet har satset på at opbygge en enorm militær styrke, og holdt sig trods grænsen til Kina neutral i den sovjetisk-kinesiske konflikt i 60'erne og 70'erne.

I begyndelsen af det 10. århundrede blev de forskellige koreanske feudalstater samlet til en mægtig og centraliseret stat, der i 500 år formåede at slå alle fremmede besættelsesforsøg tilbage, før den blev et kinesisk lydrige. Mod slutningen af 1800 tallet blev Korea genstand for de imperialistiske stormagters jagt på koloniområder. Da havde det tidligere højt udviklede Korea i 250 år været et kinesisk lydrige i økonomisk og kulturelt forfald og præget af total isolation fra omverdenen.

I konkurrence med USA, Frankrig og Zar-Rusland blev det Japan, der gik af med sejren. I 1904 blev Korea gjort til et japansk protektorat, og i 1910 blev det formelt indlemmet i det japanske kejserrige. Den koreanske feudale overklasse solgte sig også denne gang villigt til fremmedherredømmet, og Korea blev råstofleverandør og afsætningsmarked for den ekspanderende japanske imperialisme.

Alle forsøg på nationale oprør og bevægelser blev brutalt slået ned. Bondemasserne blev udarmet og i stort omfang frataget deres jord. Det indenlandske håndværk blev ruineret. Alle nationale koreanske traditioner blev undertrykt. Det japanske sprog blev eneste undervisnings- og forvaltningssprog.

I 1920'erne gennemgik Korea en vis industrialisering. Japanerne oprettede tekstil- og kemivirksomheder samt vandkraftværker. Arbejderklassen der så sent som i 1914 kun talte 14.000 arbejdere, nåede op på over 1 million. Marxismen fik stærkt fodfæste - både i eksilmiljøerne og inde i landet - men det første kommunistparti, der var dannet i 1925, blev opløst 3 år efter af Komintern pga. ekstrem fraktionsstrid og japansk infiltration.

Større betydning fik guerillabevægelsen, der blev opbygget fra 1930 - stort set under ledelse af marxister og kommunister. I 1934 samlede en række af de vigtigste guerillagrupper sig til Koreas revolutionære Folkehær, som i ti år drev aktiv guerillakrig mod japanerne og blev en afgørende støtte for den sovjetiske røde arme, da denne rykkede ind i Korea for at nedkæmpe de japanske tropper i august 1945.

De allierede var under og umiddelbart efter 2. verdenskrig - på møder i Cairo i 1943, Jalta og Moskva i 1945 - blevet enige om, at Korea efter krigen skulle genopbygges som selvstændig nation, at den sovjetiske og nordamerikanske besættelse af området nord og syd for den 38. breddegrad skulle være midlertidig (USA besatte Sydkorea i september 1945), og at parterne i fællesskab skulle arbejde for en demokratisk fællesregering for hele Korea.

1948 Selvstændighed

I 1946 blev der oprettet en provisorisk regering i Nordkorea, med Kim Il Sung - formanden for kommunistpartiet - som leder. Kommunisterne havde i alliance med andre venstrekræfter taget den definitive politiske ledelse - selvsagt støttet af Sovjet men også med bred politisk støtte blandt bonde- og arbejdermasserne i nord. Al jordejendom som havde tilhørt japanerne og koreanske godsejere - det drejede sig om 62% af landbrugsarealet - blev delt gratis ud til 725.000 jordløse eller fattige bønder. De større industrier, bankerne og transportsystemet blev nationaliseret.

I Sydkorea organiserede USA i maj 1948 lokale valg - med støtte fra et USA kontrolleret FN. Målet var en sydkoreansk selvstændig stat under USA's kontrol. Højrepolitikeren Syngman Rhee blev udpeget til præsident. Både venstrefløjen og midterpartierne i syd boykottede FN valget og arrangerede under ekstremt vanskelige forhold valg i august 1948, parallelt med valgene i nord til en fælles folkeforsamling. Denne proklamerede i september dannelsen af Den demokratiske folkerepublik Korea som enhedsrepublik for nord og syd.

Men det blev det højreorienterede Syngman Rheeregime, der fik den reelle kontrol over Sydkorea. Det havde ikke nogen særlig folkelig støtte, men havde USA's besættelsestropper i ryggen. Efterkrigstidens længstvarende og mest totale nationale splittelse havde taget sin begyndelse.

1950-53 Koreakrigen

I 1950 brød Koreakrigen ud. Efter tre års krig måtte USA undertegne en ydmygende våbenstilstandsaftale, men samtidig lå Nordkorea i ruiner. Landet helligede nu alle kræfter til genopbygning af landet under arbejderpartiets ledelse. Partiets filosofi kaldes Juche og er en kombination af at stole på egne kræfter, nationalisme og centraliseret kontrol med den økonomiske udvikling.

Forceret industrialisering

Forurening over hovedstaden Pyongyang.

I 1960 blev Syngman Rhee styret i syd væltet. Nordkorea forsøgte at tilnærme sig syd, men denne udvikling blev afbrudt, da militæret i syd tog magten.

Nordkorea fortsatte sin industrielle udvikling, der specielt efter 1958 kom til at foregå hurtigt, med basis i landets rige mineralforekomster. Der blev bygget et vandkraftværk ved bl.a. Yalu floden. Det deles med kineserne og er et af verdens største. Landets udvikling var baseret på planøkonomi med 90% af industrien i statens hænder og resten organiseret i kooperativer.

I 1954-61 undertegnede Nordkorea militære bistandsaftaler med Kina og Sovjet. I 1972 blev der vedtaget en ny forfatning, der samtidig gjorde Kim Il Sung til præsident.

Kims søn, Kim Jong Il blev i 1980 udnævnt til regeringschef. I 84 gav Nordkorea bistand til ofrene for oversvømmelseskatastrofer i syd. Samme år blev det gjort lovligt at danne virksomheder baseret på blandet privat og statslig kapital indenfor byggeriet, tekonologisektoren og turismen.

I 1988 indledte landet et etape med «ideologisk korrektion», der gik den modsatte vej af den, Gorbachov var slået ind på i Sovjet. I 1990 gjorde både nord og syd sig anstrengelser for at tilnærme de to lande hinanden - mhp. en mulig genforening. Nordkorea stillede krav om indgåelse af en fredsaftale med USA, samt nedlæggelse af supermagtens militærbaser på koreansk jord, før der kunne blive tale om genforening. Samme år foreslog det internationale Atomenergiagentur (IAEA) under FN, at der blev indgået en aftale der skulle sikre, at Koreahalvøen blev atomvåbenfri, og at USA samtidig forpligtede sig til ikke at anvende sådanne våben mod Korea.

1991 Krise efter sammenbruddet i Sovjet

I 1991 halverede Sovjet olieforsyningerne til landet, der begyndte at bære præg af visse økonomiske vanskeligheder. Fra 1992 overtog Kim Jong Il udarbejdelsen af landets udenrigspolitik. Midt på året afleverede regeringen en rapport til IAEA om de atomare installationer i landet - inklusive anlægget ved Yongbion. Alligevel nægtede Nordkorea i februar 1993 agenturet adgang til inspektion af dette anlæg, hvilket udløste en større krise. Sydkorea udtrykte frygt for, at nordkoreanerne var i besiddelse af atomvåben, og forhandlingerne mellem de to lande brød sammen.

Nordkorea er internationalt isoleret, afhængig af eksporten af olie og financielt knyttet til Japan. Landets økonomi er desuden afhængig af skibsruten mellem den japanske havneby Niigata og den nordkoreanske Wonsan. Der er kun en ugentlig forbindelse, men skibet medbringer varer og penge fra 200.000 af de 700.000 nordkoreanere, der lever i Japan.

Kim Il Sung døde 82 år gammel den 7. juli 1994. Dødsfaldet komplicerede dialogen med USA og førte til udsættelse af et planlagt topmøde mellem de to koreaer. Kim Jong Il efterfulgte sin far, men da han ikke havde samme politiske tyngde som den nordkoreanske kommunismes historiske leder, blev der indledt en magtkamp i partiet.

I 1995 berørte omfattende oversvømmelser 5 millioner nordkoreanere, og oversvømmelserne førte til store ødelæggelser af afgrøderne. Det vurderes, at tabet var på i alt 1,9 millioner tons fødevarer, hvilket fik regeringen til at tage det meget atypiske skridt at bede om hjælp fra udlandet. Japan der er landets vigtigste kapitalistiske handelspartner sendte 300.000 tons og Sydkorea 150.000 tons. USA besluttede at hæve handelsblokaden af landet og en delegation af interesserede forretningsfolk besøgte landet. Samtidig erklærede Nordkorea, at det ikke længere modsatte sig tilstedeværelsen af nordamerikanske tropper i Sydkorea.

Manglen på fødevarer blev yderligere forværret i 1996. I nogle områder var der endog tale om hungersnød. I løbet af året fortsatte flygtningestrømmen mod syd. I februar 1997 hoppede partiets sekretær, Huang Yang Yop, af og søgte politisk asyl i Sydkorea. Det udløste en ny politisk krise. Huang søgte i første omgang tilflugt i Sydkoreas ambassade i Beijing, da han var på vej hjem efter en rundrejse i Japan og Kina. To dage senere blev nordkoreas premierminister, Kang Song San tvunget til at træde tilbage. Han blev erstattet af Hong Song Nam. I oktober blev Kim Jong Il formelt udnævnt til generalsekretær for Arbejderpartiet, men pga. intern rivalisering lykkedes det ham ikke at blive udpeget til landets præsident.

I slutningen af 1997 foreslog regeringen trepartsforhandlinger mellem Pyongyang, Seul og Washington for at nå frem til en endelig fredsaftale for den koreanske halvø. Våbenstilstandsaftalen fra 1953 er aldrig blevet erstattet af en fredsaftale, så formelt er landet fortsat i krig med USA. Supermagten har siden 1953 haft mindst 40.000 soldater permanent stationeret ved grænsen til Nordkorea.

I 1998 blev det vurderet, at der siden 1995 var døde omkring 100.000 mennesker pga. sult, kulde og mangel på lægebehandling. FN's fødevareorganisation, FAO oplyste, at dagsrationen i nord var på kun 100 gram ris. Fødevaresituationen var blevet yderligere forværret pga. den tørke, der havde fulgt oversvømmelserne. Samtidig var Pyongyang ikke villig til at give efter for det politiske pres fra Seul. I starten af 1998 var den internationale fødevarehjælp endnu ikke i stand til at dække behovet, og i marts indførte regeringen en række foranstaltninger for overgang til «krigsøkonomi» for at klare situationen.

Japan besluttede i december 1999 at fjerne alle sanktioner mod Pyongyang, der havde været i kraft siden august 1998, hvor Nordkorea havde affyret et missil, der overfløj japansk territorium. De japanske sanktioner havde også medført, at fødevarehjælpen øjeblikkelig var blevet indstillet, at charterflyvninger til Nordkorea var blevet indstillet, og ophør af den japanske bistand til bygning af atomkraftværker for at afhjælpe energimanglen i Nordkorea. Der eksisterer dog fortsat et problem mellem de to lande, idet Nordkoreas regering kræver en formel undskyldning af Japan for de overgreb dette land før og under 2. verdenskrig begik mod Korea. Dette er en betingelse for genoptagelse af diplomatiske forbindelser.

I juni 2000 gennemførtes der et historisk møde mellem de to Korea'er. Den sydkoreanske præsident Kim Dae-jung mødtes med Nordkoreas Kim Jong Il for bl.a. at diskutere sikkerhedspolitiske spørgsmål - deriblandt de 37.000 nordamerikanske soldaters tilstedeværelse i Sydkorea og missilprogrammerne. Begge præsidenter underskrev en aftale om at arbejde for en genforening af den koreanske halvø.

Aftalen lovede også at åbne for genforening af de titusinder af koreanske familier, der i mere end 50 år havde været adskilt pga. lukningen af grænsen samt løftet om at gennemføre et nyt topmøde, denne gang i Seoul, og endelig sydkoreanske investeringer i det fattige nord. I september rejste en nordkoreansk udsending til Seoul for at arrangere detaljerne omkring aftalen. Begge landes hold gik for første gang nogensinde ved siden af hinanden, da de Olympiske Lege samme måned åbnede i Sidney, Australien.

USA's præsident George W. Bush beskyldte i januar 2002 Nordkorea for sammen med Iran og Iraq at udgøre en «ondskabens akse», engageret i terrorisme og udviklingen af masseødelæggelsesvåben. Pyongyang betegnede disse beskyldninger som en direkte krigserklæring. I marts 2002 gennemførte USA og Sydkorea fælles militærmanøvrer, hvilket fik Nordkorea til at true med at opsige atomkraftaftalen fra 1994, der forpligtigede landet til at opgive sit eget atomprogram mod at USA forsynede det med olie og assisterede det i opbygningen af atomkraftværker.

I oktober beskyldte USA Iraq for at være i gang med udviklingen af kernevåben, og afslørede samtidig, at Nordkorea havde et lignende program, som USA krævede øjeblikkeligt blev opgivet. Nordkoreas regering nægtede at indstille det igangværende program, men erklærede sig samtidig villig til at nå frem til en aftale med USA, når supermagten blot anerkendte Nordkoreas suverænitet og ikke blandede sig i landets økonomiske udvikling. Japan og Sydkorea søgte at fremme afspænding i forholdet til Nordkorea og anmodede derfor USA om at overveje dette forslag og ikke opgive aftalen fra 1994. Samtidig understregede Kina, at det var nødvendigt at nå til en fredelig aftale gennem dialog og forhandling.

Men USA afviste forhandling og afbrød forsyningerne af olie til landet. Det fik Nordkorea til at genstarte sin forsøgsreaktion i Yongbyon og udvise alle inspektører fra IAEA. I januar 2003 meddelte Nordkorea endvidere, at det trak sig ud af ikke-spredningsaftalen for kernevåben. Den konklusion landet drog af USA's krig mod Iraq var, at når supermagten alligevel havde besluttet sig for at gennemføre angrebskrige i strid med folkeretten, var det bedre at kunne forsvare sig - også når det krævede udvikling af atomvåben. Parallelt med en multilateral forhandlingsproces mellem de involverede parter i Beijing, fortsætter Nordkorea sin udvikling af mellemdistanceraketter og sit atomvåbenprogram. I marts 2004 erklærede medlemmer af Bush administrationen, at Nordkorea var næste land på listen over lande, USA ville føre krig imod.

I april 2004 døde over 150 og 1300 blev såret ved en eksplosion i Ryongchon nær grænsen til Kina. Iflg. myndighederne skyldtes eksplosionen, at elektriske kabler kortsluttede og udløste en eksplosion i kemiske stoffer ombord på et tog i fart. Efter katastrofen sendte flere lande - der i blandt Sydkorea, Tyskland, Australien og Japan - katastrofehjælp. Endog USA forpligtigede sig til gennem Røde Kors at sende 100.000 US$. På trods af beløbets begrænsede størrelse blev det af analytikere opfattet som et positivt signal fra Washington over styret i Pyongyang.

I maj ankom 5 unge fra Nordkorea til Tokyo. De var børn af japanere, der var blevet bortført af nordkoreanske agenter 25 år tidligere. Indtil to år forinden havde de unge intet kendt til deres oprindelse, men var vokset op som andre unge i Nordkorea. Deres forældre havde foretrukket ikke at forklare dem om deres baggrund, af frygt for hvad der kunne ske dem, for Japan betragtes af Nordkorea fortsat som en historisk fjende. Da den daværende japanske premierminister Junichiro Koizumi i september 2002 besøgte Pyongyang for at mødes med Kim Jong-il, havde den nordkoreanske statschef indrømmet, at landets agenter mange år tidligere havde bortført 13 japanere med det formål at lære nordkoreanske agenter japansk, japansk kultur og traditioner. Blandt de 13 var der fortsat 5 overlevende, og de blev nu frigivet. Japan forsynede Nordkorea med 250.000 tons ris og for 10 mio. US$ medicinsk udstyr, hvilket blev opfattet som «løsesum» for de løsladte bortførte japanere.

I september 2004 meddelte Nordkorea, at det ikke ville deltage i flere forhandlinger om landets atomprogram, før de nukleare eksperimenter Sydkorea havde gennemført nogle år forinden var blevet undersøgt til bunds. Den næste forhandlingsrunde mellem Rusland, Nordkorea, Sydkorea, USA, Kina og Japan var ellers planlagt til at skulle gå i gang i slutningen af samme måned. Der var indtil da gennemført møder i august 2003, februar og juni 2004 uden andet resultat end at møderne skulle fortsætte. Iflg. forskellige analytikere er møderne det bedste instrument til at håndtere krisen omkring det nordkoreanske atomprogram.

I november 2005 afsluttedes en femte forhandlingsrunde mellem de seks lande i Beijing uden større resultater. I maj 2006 åbnede landet en smule op og tillod udenlandske skibe at anløbe landet med international nødhjælp.

I juli gennemførte landet forsøg med 7 missiler. Deriblandt Taepodong 2, der er et langdistancevåben, der angiveligt kan nå Alaska. Det internationale samfund var splittet i sin reaktion. Japan forelagde et resolutionsudkast for FN's Sikkerhedsråd støttet af USA, Storbritannien, Frankrig og 5 andre medlemslande, der karakteriserede Nordkorea som en «trussel mod freden og den globale sikkerhed». Resolutionen påberåbte sig samtidig kapitel 7 i FN's Charter, der giver mulighed for internationale sanktioner og endog militær aktion. Resolutionen kom dog aldrig til afstemning, da Kina og Rusland truede med at nedlægge veto. De to permanente medlemmer slog på nødvendigheden af at søge en diplomatisk løsning på problemerne.

Ligeledes i juli ramtes landets centrale dele af kratig regn, der førte til oversvømmelser. 10.000 mistede livet eller var savnet, og 60.000 måtte flygte for vandmasserne, der samtidig ødelagde 100.000 tons afgrøder.

Nordkorea gennemførte angiveligt en kernevåben prøvesprængning i oktober 2006. Angiveligt, fordi sprængstyrken kun blev målt svarende til 550 tons TNT. Den svage styrke kunne være et tegn på, at sprængningen var gået helt galt, men samtidig rapporterede Sydkorea og Japan efterfølgende, at der ikke kunne måles ændringer i strålingsmønstret. Hvorvidt det var en kernesprængning forblev derfor ubekræftet. Sprængningen var en direkte konsekvens af USA's afbrydelse i 2001 af tilnærmelserne mellem USA og Nordkorea. Tilnærmelser der var indledt under præsident Clinton. USA's politik har dermed skabt den 4. atommagt i Asien.

De vestlige medier omtalte Nordkorea som den 9. atommagt. Det blev dermed officielt, at den 8. atommagt er Israel - som dog aldrig har indrømmet dette. Israel er ikke blot Mellemøstens største slyngelstat, men også eneste atommagt med omkring 100 atomvåben - iflg. internationale eksperter.

Efter 4 års forhandlinger accepterede Pyongyang i juni 2007 at lukke atomreaktoren i Yongbyon mod at få international bistand. FN's Sikkerhedsråd karakteriserede aftalen som et stort skridt fremad. Samtidig fortsatte forhandlingerne om endelig skrinlægning af landets atomprogram. En måned senere ankom den første sending på 6.200 tons olie fra Sydkorea. Den første af de lovede 1 million tons.

Landet truede i marts 2008 med at genoptage sit atomprogram efter USA og Sydkorea havde indledt fælles flådeøvelser.

I marts 2009 arresterede militæret 2 nordamerikanske journalister, der blev anklaget for at være trængt ind i Nordkorea fra Kina uden gyldigt visum. De blev efterfølgende idømt 12 års straffearbejde. I august lykkedes det USA's tidligere præsident Bill Clinton at få løsladt de to uheldige journalister under en personlig diplomatisk mission til Nordkorea med netop dette formål.

Nordkorea forsøgte i april 2009 at sætte sin første satellit, Kwangmyŏngsŏng-2 i kredsløb om jorden. Der var tale om en kommunikationssatellit. Landet hævdede at opsendelsen var forløbet perfekt, men både Rusland, USA og Sydkorea var enige om, at satellitten var styrtet ned. Ikke desto mindre frygtede USA at opsendelsen var et forsøg på at opbygge evnen til at affyre interkontinentale missiler. Hvis denne kapacitet blev udviklet ville Nordkorea kunne ramme mål i USA - på samme måde som USA kan ramme mål i Nordkorea. USA og FN's sydkoreanske formand, Ban Kee Monn forsøgte derfor at få Sikkerhedsrådet til at vedtage nye sanktioner, men dette satte Rusland og Kina sig imod. Kompromisset var at rådet tilsluttede sig en udtalelse fra Moon, der fordømte opsendelsen, og forlangte at Nordkorea ikke gennemførte yderligere opsendelser. Nordkorea svarede igen ved at erklære, at Moons udtalelse var et alvorligt angreb på landets nationale suverænitet, at det trak sig ud af 6 parts forhandlingerne og at det på ny satte gang i sit atomberigningsprogram. Samtidig smed landet IAEA's inspektører ud. En måned senere gennemførte landet sin 2. underjordiske atomprøvesprængning, der havde en sprængkraft på nogle få kilotons.

I august 2009 besøgte USA's tidligere præsident Bill Clinton Nordkorea for at forhandle løsladelsen af to nordamerikanske journalister der var straffede for illegalt at være rejst ind i landet.

I maj 2010 sprang et sydkoreansk skib i luften ud for Nordkoreas kyst. Sydkorea var i begyndelsen tilbageholdende med årsagen til eksplosionen men hævede sammen med USA efterfølgende at skibet var blevet sænket af en nordkoreansk torpedo. Sydkorea fremviste endog den torpedo der skulle være tale om. Torpedoen var imidlertid i en særdeles god stand, taget i betragtning at den eksplosion den skulle have forvoldt havde sprængt det sydkoreanske skib midt over. Nordkorea nægtede at have noget med eksplosionen at gøre, og pegede på at det var mere sandsynligt USA stod bag sænkningen for yderligere at skærpe forholdet til Nordkorea. USA har historisk en lang tradition for selv at arrangere angreb, militære modstandere derefter gives skylden for.

Choe Yong-rim erstattede i juni 2010 Kim Yong-Il som premierminister. Han blev samtidig formand for Pyongyangs afdeling af kommunistpartiet.

I november igangsatte sydkoreas højreradikale regering en provokerende militærøvelse få kilometer fra Nordkorea. Som i andre højspændte sikkerhedspolitiske kriser gennem historien havde øvelsen til formål at provokere og teste det nordkoreanske forsvar. Nordkorea svarede igen og beskød den sydkoreanske ø, Yeonpyeong med artilleri. USA bakkede op om sin højreradikale allierede og sendte hangarskibet George Washington for at deltage i den sydkoreanske militærøvelse i det Gule Hav. Nordkorea holdt sig imidlertid tilbage fra at svare på de sydkoreanske provokationer. Midt i december gennemførte Sydkorea nye militærøvelser op ad grænsen til Nordkorea, men også denne gang holdt Nordkorea sig tilbage fra at svare på provokationen fra syd. Den højreradikale regering i syd havde gennem 3 år lagt afspændingspolitikken mellem de to korea'er i graven.

Kim Jong-Il døde efter længere tids sygdom i december 2011. Posten som landets statsleder blev derefter overtaget af hans yngste søn, Kim Jong-Un. Kim Jong-Un blev samtidig generalsekretær for det Koreanske Arbejderparti, formand for partiets centrale Militærkommission og øverstbefalende for den Koreanske Folkehær. Familiedynastiet fortsatte dermed. Kim Jong-Un blev 11. april 2012 udnævnt til Førstesekretær for det Koreanske Arbejderparti og i juli til Marskal for den Koreanske Folkehær. I juli blev landet ramt af alvorlige oversvømmelser; 212.000 blev hjemløse; 169 mistede livet og der skete omfattende materielle skader. Samme måned blev generalstabschef  Ri Yong-ho erstattet på posten af Hyon Yong-chol. Der var ingen forklaring på udskiftningen, der i Vesten gav anledning til mange gisninger.

2013 Krise på den koreanske halvø

Efter en række fejlslagne affyringer sendte landet i december 2012 en Kwangmyŏngsŏng-3 Unit 2 vejrsatellit i kredsløb om jorden. Dette markerede samtidig, at landet teoretisk set var i stand til at ramme USA med interkontinentale våben - som USA i årtier havde været i stand til at ramme Nordkorea. Opsendelsen blev fordømt af USA og dets allierede. Den 22. januar 2013 fordømte et enigt Sikkerhedsråd den koreanske raketopsendelse. Den 12. februar svarede Nordkorea igen ved at gennemføre en underjordisk atomprøvesprængning med en bombe på 6-9 kiloton. Tre dage senere informerede Nordkorea Kina om, at det ville gennemføre yderligere 1-2 prøvesprængninger i løbet af 2013. I ugerne derefter gennemførte USA og Sydkorea den fælles militærøvelse Key Resolve/Foal Eagle 2013, hvilket fik Nordkorea til at true med at opsige våbenhvileaftalen fra 1953. Den 7. marts vedtog et enigt Sikkerhedsråd resolution 2094, der begrænsede eksporten af luksusvarer til Nordkorea. Dagen efter meddelte Nordkorea at det opsagde alle ikke-angrebsaftaler med Sydkorea, lukkede den fælles grænseovergang og afbrød krisetelefonforbindelsen mellem nord og syd. Fire dage senere indledte USA og Sydkorea fælles militærmanøvrer, der blev fordømt af Nord. Den 15. marts meddelte USA's forsvarsminister Chuck Hagel at surpermagten forstærkede sit missilskjold for at beskytte sig mod missilangreb fra Nordkorea og Iran. Den 26. marts sendte USA B-52 bombefly fra Guam til Sydkorea, som led i de igangværende militærøvelser. Den 28. marts fløj to B-2A Stealth bombefly fra deres base i Missouri tværs over Stillehavet hvor de smed en fiktiv bombelast over en luftbase i Sydkorea, for derpå at returnere til Missouri. USA erklærede at demonstrationen skulle vise, at supermagten kunne og ville gennemføre interkontinentale bombetogter, når og hvis det blev nødvendigt. Samtidig overførtes syv B-1 bombefly til USA's militærbase på Guam. Nordkorea svarede igen på USA's B-2 øvelse ved 2 dage senere at erklære sig i krigstilstand med Sydkorea. USA svarede øjeblikkeligt igen ved at overføre flere bombefly til sine baser i Japan. Den 3. april meddelte Nord at det lukkede Kaesong industrizonen, der var et fælles projekt mellem Nord og Syd med sydkoreansk kapital og nordkoreanske arbejdere. Samme dag meddelte USA, at det sendte en række større krigsskibe til det østlige Stillehav. Den 5. april meddelte Nordkorea en række vestlige ambassader samt den russiske at de skulle evakueres inden den 10. april. En opfordring der blev ignoreret.

Den 15. april erklærede Nordkorea at det var villig til at udvikle fredelige relationer med resten af verden, forudsat at dets atomare status ikke blev anfægtet. I Japan erklærede den tidligere forsvarsminister Shigeru Ishiba, at Japan «havde ret til at gennemføre et forebyggende angreb mod Nordkorea». Den 18. april fremkom Nordkorea med forslag om genoptagelse af forhandlinger. Betingelsen var at FN's sanktioner mod landet skulle hæves og USA's og Sydkoreas fælles militærmanøvrer indstilles. USA's udenrigsminister afviste forslaget. Den 20. april accepterede Nordkorea et kinesisk forslag om dialog. Den 30. april indstillede USA og Sydkorea de fælles militærmanøvrer. Selvom krisen var under afkøling afbrød flere kinensiske banker i midten af maj deres samarbejde med nordkoreanske banker. Samtidig gennemførte Nordkorea en række mindre missile prøveaffyringer. Den 5. juni afviste Nordkorea en kinesisk anmodning om at indstille sine atomprøvesprængninger. Den 6. juni tilbød Nord at indlede forhandlinger med Syd om genåbning af Kaesong industrizonen, og dette blev øjeblikkeligt accepteret. Den sydkoreanske børs var faldet betydeligt under de foregående måneders krise. Den 19. juni opfordrede Kina og Nordkorea i fællesskab til genoptagelse af 6-partsforhandlingerne. Den 24. juni meddelte Barack Obama at den militære undtagelsestilstand i USA ville blive forlænget 1 år pga. situationen på den koreanske halvø. Den 2. juli opfordrede Nordkoreas udenrigsminister Pak Ui-chun USA til at indgå i direkte forhandlinger uden forudgående betingelser. Den 6. juli meddelte Nord og Syd at de efter 15 timers forhandlinger var blevet enige om at genåbne Kaesong industrizonen. Den 18. juli meddelte USA's vicepræsident Joe Biden at supermagten var villig til at indgå i forhandlinger, men kun hvis de var «ærlige», og kun hvis Nordkorea på forhånd opgav sit atomprogram.

I maj 2014 styrtede en 23 etagers beboelsesbygning i Pyongyang sammen. Tabstallet blev ikke oplyst, men var sandsynligvis flere hundrede.

I november 2014 vedtog FN's Generalforsamlings 3. komite en resolution der fordømte Nordkorea for systematiske, udbredte alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder forbrydelser mod menneskeheden. Resolutionen blev vedtaget med 111 stemmer for, 19 imod og 55 der undlod.

Iflg. sydkoreanske propagandakilder henrettede Kim Jong-Un en række højtstående officerer, deriblandt forsvarsministeren i 2014-15.

Landet prøvesprang i januar 2016 sin første brintbombe. Udenlandske eksperter tvivlede dog på påstanden, da sprængkraften ikke var større end prøvesprængningerne i 2013. Den burde havde været mindst 10 gange større.

A.J. og Guia del Mundo


 

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (North Korea)
Amnesty International Annual Report 2015 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)