Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
    .  Humaniora  .  Filosofi
     .  Historie
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 3/2 2007
Læst af: 25.002
: :
Civilisation

Civilisation er et nøgleord i den vestlige verdens selvforståelse over de seneste to hundrede år. Begrebet anvendes i dag normalt om et kulturområde, som har de fleste af følgende kendetegn:

  1. omfattende social lagdeling og specialisering mellem jorddyrkere, håndværkere, købmænd, krigere, præsteskab osv.,
  2. en centraliseret politisk autoritet - «statsmagt» - med religiøse, militære og skattemæssige opgaver,
  3. byer,
  4. skriftsprog,
  5. monumental arkitektur, specialiseret kunstudøvelse og kalendervidenskab.

Civilisationer i denne forstand opstod for første gang i Mesopotamien og Egypten fra det fjerde og tredje årtusinde f.v.t. De kan betragtes som sociale og kulturelle produkter af landbrugsrevolutionen med begyndende fast bosætning, som indledtes flere steder i verden mellem det tiende og femte årtusinde.

Forestillingen om civilisationer indebærer en påstand: Et stort geografisk område - f.eks. Kina - er meget mere end skiftende politiske regimer og varierende lokale skikke. Det er et område, hvor nogle helt grundlæggende traditioner af forskellige slags har holdt sig levende gennem århundreder og måske årtusinder. Skriftsproget, konfutsianismen og eksamenssystemet er i Kina eksempler på denne omstændighed. Religiøse og filosofiske kontinuiteter er særlig vigtige, fordi disse kan opretholdes, selv om meget forandrer sig i samfundsforholdene. Det menneskene spiser, har vist sig at være knyttet til dybtgående madtraditioner: Ris i Kina og flere andre steder i Asien, korn i Europa og majs i de gamle amerikanske civilisationer. I ingen anden civilisation har kød spillet så stor en rolle som i den europæiske.

Men også madvaner og tankemønstre kan miste deres forudsætninger, møde tvang eller konkurrence udefra, gå til grunde eller tværtimod pludselig øge deres udbredelse over nye geografiske områder. Derfor er «civilisation» et ualmindelig flydende og vanskeligt begreb. Dette viser sig, når det skal anvendes: Hvilke «samfund», «kulturer», «imperier» eller «folk» i verdenshistorien kan egentlig kaldes «civilisationer»? Det er få, som har vovet på denne måde at inddele hele historien eller hele jordens befolkning, og de som har gjort det - f.eks. historikeren Arnold Toynbee (1889-1975) - er ikke sluppet så heldigt fra det: Jo mere han talte, jo flere civilisationer fandt han.

Og alligevel. Der eksisterer nogle forskelle mellem f.eks. græske og aztekiske templer, som ikke så let lader sig forstå, hvis vi ikke inddrager sådanne dybdekulturelle træk, som netop civilisationsbegrebet dækker over. Det var da også behovet for at klargøre nogle forskelle af denne art som gjorde, at ordet «civilisation» første gang blev taget i brug.

Ordet blev udformet af den franske markis Victor de Mirabeau (1715-81). Siden blev det europæernes almindelige og mest rosende karakteristik af sig selv: De repræsenterede Civilisationen. I løbet af 1800 tallet fandtes der ikke det overgreb mod sorte, røde eller gule, som ikke blev retfærdiggjort i civilisationens navn. I den efterfølgende antikolonialistiske og antiimperialistiske kamp fik ordet en dårlig klang, for at sige det mildt. Indenfor marxistisk teori var det helt andre ord som spillede hovedrollen: Produktionsmåde, klassekamp osv. Civilisationsbegrebet kom til at stå i skyggen.

Men siden grækeren Herodot (ca. 485-425 f.v.t.) har europæere til stadighed foretaget sammenligninger mellem deres egen kulturtradition og andres. Der går en lige linie igennem disse sammenligninger. I 1700 tallet blev det mere og mere klart, at den tids europæere på flere områder overgik antikken, der var trukket frem igen under Renæssancen. Samtidig var der opsamlet et stort materiale med rapporter og rejsebeskrivelser efter «de store opdagelser» af resten af verden. Tiden var inde til nye og intense sammenligninger. I denne situation opstod teorien om Europas højere udviklingstrin, som da blev kaldt «civilisation» (fransk civiliser, latin civis: borger). Dette udviklingstrin skulle være alle andre overlegent med hensyn til teknik, videnskab, politisk styreform, manerer, moral og ikke mindst religion.

Det var imidlertid ikke alle europæere som fandt denne sammenligning lige umiddelbar og lige fordelagtig. Samtidig med civilisationsbegrebet opstod nemlig civilisationskritikken, der rækker ud over den almindelige samfundskritik. Den første kritiker af denne type var den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-78). Hans pointe var, at man havde meget at lære af de såkaldte indfødte, og at de indbyggede «fremskridt» i den europæiske civilisation på afgørende punkter indebar skæbnesvangre tilbageskridt: Det moderne (Vest-)Europa bevægede sig bort fra naturlighed og spontanitet i levemåden.

I enhver civilisation eller langvarig kultur- og religionstradition fæstner der sig nogle nedarvede grundbegreber, som vi har let ved at tage for givet: Mere eller mindre ubevidste antagelser om tid og rum, om hvad der er «kundskab», om det normale forhold mennesker imellem og mellem menneskene og naturen, om døden og det hinsidige osv. I Vesten indgår mange af disse antagelser i ideen om det store Fremskridt og på det individuelle plan i ideen om karrieren. Nogen er mere civiliserede end andre, og det er den borgerlige mand, som på en række måder har repræsenteret disse antagelser og disse grundbegreber om stadig ekspansion, tidsudmålt effektivitet osv.

Meget af dette står i dag og i morgen for fald. Ikke blot på grund af problemer i kapitalismen, men også fordi de psykiske og sociale skadevirkninger af vor form for civilisation synes at blive mere og mere uudholdelige. Derfor ser vi også en stigende modtagelighed for impulser fra andre kulturområder i verden, og for impulser som længe har været undertrykt af de dominerende former for vestlig videnskab og «fornuft».

I den kommende periode er der grund til at tro at bredere kontakt mellem verdensdelene, globale massemedier og dialoger mellem forskellige folkeslag vil gøre det mere klart for os, at en række af vore almindelige antagelser på ingen måde er naturgivne. Klarlægningen af hovedlinierne i den vestlige civilisation bliver et middel til at lette den dialog og til at udforske nye politiske og kulturelle holdepunkter.

E.R.


Litteratur

F. Braudel: Civilisation matérielle et capitalisme, Paris 1967.
N. Elias: Über den Prozess der Zivilisation I-II, Bern 1969.
P. Bénéton: Histoire de mots: culture et civilisation, Paris 1975.
E. Schulin (red.): Universalgeschichte, Köln 1974.
J. Galtung m.fl.: The New Cambridge History, Companion Volume, kapittel 13, Cambridge 1979.