 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Konsekvenspædagogik
Konsekvenspædagogik kan defineres som en pædagogik, der forsøger at udvikle en ny forståelse af, hvad pædagogik og socialpædagogik bør handle om i vor nutids fokus på individualisme, individuel frihed og personligt ansvar.
Teorien om konsekvenspædagogik blev udviklet af den pædagogiske praktiker og teoretiker Jens Bay (1940-2013).
Bay introducerede ideen om konsekvens allerede i 1970'erne i et udviklingsarbejde, som opsamledes i en udgivelse i 1982. Ideen blev ikke vel modtaget i alle pædagogiske kredse, idet man antog, at konsekvens var ensbetydende med straf eller tvang. Begge ord havde været tabu siden 1920'erne den progressive pædagogiske verden – dels som en reaktion mod tidligere tiders pædagogik, hvor straf havde været et kendt middel i pædagogiske institutioner (pryglestraf i døgninstitutioner, tæsk i skolen, spanskrør, tugtelse og revselsesret), dels som en bekymring om, at straf ville medføre en række langsigtede virkninger. Pædagogikken var således velpolstret i sin modstand mod nærmest enhver tale om konsekvens. Det var en selvfølge, at konsekvens blev ligestillet med overgreb på børn og unge. Reformpædagogikkens grundlæggende forestilling om fri opdragelse strittede imod, og reformpædagogikken og dens afløser i de seneste årtier, individualismen, afviste tanken om konsekvens. Reformpædagogikkens tro på barnets iboende forudsætninger, som blot skulle plejes for at folde sig ud (gartnermetaforen), bestred fra første færd konsekvenspædagogikken. Hertil skal lægges en anden forståelse, som var forbundet med børns opvækstmiljøer, og som på sin side forklarede utilpassethed med socioøkonomiske baggrundsfaktorer.
Jens Bay har i flere publikationer imødegået disse indvendinger. Konsekvens anses ikke for at være ensbetydende med straf. Konsekvens tænkes derimod som en logisk følge af bestemte handlinger. Når et menneske handler, vil det altid være under ansvar og på grundlag af et subjektivt valg. Dermed riposterede Bay både reformpædagogikken og den sociologisk inspirerede barndomsforskning. Efter således at have argumenteret for, at hverken den ene eller den anden model duede som forklaring på børns og unges afvigende adfærd, vendte Bay sig mod filosofien som grundlag for pædagogik.
Grundlaget for konsekvenspædagogikken er eksistentiel filosofi. Den position medfører, at det enkelte menneske har et ansvar for sine handlinger. Enhver handling bygger grundlæggende på et valg, den enkelte træffer. Den kan således beskrives som en praktisk humanistisk pædagogik, der gør op med opfattelsen af, at det enkelte menneske er underlagt biologiske, sociale og historiske lovmæssigheder, som der ikke kan gøres noget med eller imod. Positionen afviser derfor også de undertiden deterministiske forståelser af, at børn af kontanthjælpsmodtagere selv ender som kontanthjælpsmodtagere, eller at børn fra uddannelsesfremmede hjem ender uden uddannelse nederst i det sociale hierarki, og afviser ligeledes laissez-faire-holdninger, hvor alt kan gå an. En vigtig drivkraft i udviklingen af konsekvenspædagogikken har været det opdragelsessvigt, som forældre efter Bays opfattelse har eksekveret i forhold til deres børn. Forældrene har glemt overdragelsesforretningen, dvs. at pege på de gældende normer i samfundet og lære deres børn dem og i stedet ladet fem og syv være lige, dvs. indtage endog meget tolerante holdninger i forhold til deres børn: «Moderne og progressive forældre vil hellere ligne deres børn, end deres børn vil ligne dem». Dermed blev det personlige ansvar hos den unge utilpassede negligeret.
Konsekvenspædagogikken forholder sig til disse nyere træk og fastholder den enkeltes ansvar for at forstå og tilegne sig de sociale vilkår, som er rammen om menneskets tilværelse. Pædagogik defineres i denne sammenhæng som et redskab til gennem læring at tilegne sig den kulturelle, sociale og almene viden, som forventes i samfundet for at mestre hverdagen.
Konsekvenspædagogikken er derfor ikke optaget af børns og unges forhistorie, men derimod af at de lærer konsekvenserne af deres handlinger at kende. Den pædagogiske opgave består i «at skabe de rammer, der er forudsætningen for, at individet kan lære at tage ansvaret for sine egne handlinger i form af at påtage sig ansvaret for de konsekvenser, der er følgerne af dem. Det skal medvirke til at styrke forståelsen for, at ansvar og konsekvenser ikke kan adskilles». Bay understreger, at hensigten ikke er at udvikle en adfærdsmodificerende og manipulerende arbejdsform med retning mod straf og styring af den enkelte. Bays og hans kollegers praksis udmøntede sig især på utilpassede unge, der bl.a. gennem træningsforløb (Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser) henvender sig til unge mellem 18 og 30, der på grund af sociale eller personlige problemer ikke har kunnet gennemføre en uddannelse.
Konsekvenspædagogikken er udviklet som en helhedstænkning, hvor vægten lægges på individets selvstændighed og inddragelse i den sociale virkelighed. Det er her, at pædagogikken er afgørende som læringsproces med det mål at udvikle den sociale handlingskompetence. Utilpassede unge skal lære at gebærde sig inden for rammerne af de sociale normer, som er alment anerkendt i samfundet. Konsekvensløshed fører omvendt til, at unge ikke udvikler deres eget ansvar. Det er også vanskeligt at tale om ansvarlighed i mange pædagogiske sammenhænge (dagtilbud, skole, gymnasium), fordi pædagogen, skolelæreren eller gymnasieadjunkten har påtaget sig den. Tanken er at lade børn og unge selv sidde med den ansvarlighed (naturligvis tilpasset alder, modenhed osv.), fordi det først er da, at man kan hjælpe dem med at bære den. Det skal ikke være for pædagogens, lærerens eller forældrenes skyld, at man gør en indsats. Det skal være for ens egen skyld, at man tilegner sig noget nyt og lærer at handle socialt kompetent.
Metoderne er sammenfattet i syv teser: (1) social interaktion med målsætning om selvdannelse; (2) pædagogikken skal sigte på at påvirke den individuelle væremåde; (3) styrkelse af individets vilje til at ville noget andet; (4) betydningen af den faktiske handling fra de unges side; (5) konsekvenser skal være et led i læringen (de skal være valgt og kendes på forhånd); (6) understregning af logikkens betydning for ikke at ende i følelser (stemninger og ulogiske handlinger); (7) at tage udgangspunkt i den aktuelle situation uden fordomme og subjektive antagelser. Disse teser omsættes i metoder, rækkende fra en appel, anmodning eller påbud til eventuel bortvisning.
Konsekvenspædagogik
Konsekvenspædagogik har siden 1970'erne betegnet en pædagogisk teori, der med reference til eksistentialismens frihedssyn gør det til en pædagogisk opgave at understøtte individets muligheder for at tage ansvar for konsekvenserne af egne handlinger. Konsekvenspædagogikken er som sammenhængende teori og praksis udviklet af Jens Bay (1940-2013) gennem et fyrreårigt virke som forstander for Træningsskolernes Arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU). Der er kun skrevet lidt om teorien, som dog i praksis har haft relativ stor indvirkning på flere fagområder i Norden.
Frihedsorienteret pædagogik
Den primære inspirationskilde for Bay var Sartres (1905-1980) eksistentialisme, så pædagogikken er baseret på dens dialektiske syn på forholdet mellem individ og samfund. Det individuelle angår, at ethvert menneske er født frit og derfor er ansvarlig for konsekvenserne af dets handlinger, mens det samfundsmæssige angår, at mennesket er født ind i et givent samfund på et bestemt tidspunkt, hvor der hersker nogle givne normer og regler.
Mennesket er altså frit til at vælge sine handlinger, men det bør ikke udføre handlinger, som er frihedsbegrænsende for andre, da det er moralsk forpligtet på, at alle opnår maksimal frihed. Derfor bør ethvert menneske være i stand til at navigere efter samfundets normer og regler, da de udgør den fælles referenceramme for, hvordan vi bør handle overfor hinanden.
I konsekvenspædagogikken er det derfor altafgørende at introducere eleverne til de gældende normer i samfundet. Hvis ikke eleverne forstår normerne, bliver det umuligt for dem at forudsige konsekvenserne af det de gør. Pædagogikkens anliggende bliver som følge heraf at støtte elevernes forståelse for, hvordan deres handlinger spiller sammen med den sociale omverden. Herved får den enkelte mulighed for, på et bevidst grundlag, at vælge sin egen vej i livet.
Socialpædagogisk oprør
Konsekvenspædagogikken er baseret på et filosofisk grundlag og markerer et opgør med pædagogik som værende terapi og behandling. Konsekvenspædagogikken er derfor en kritik af, at naturvidenskaben, sociologien og psykologien har sat dagsordenen i den pædagogiske debat, hvilket har flyttet kerneopgave væk fra at handle om den enkeltes selvvalgte fremtid til årsagsforklaringer, der i sidste ende bortforklarer den enkeltes handlinger.
En ny socialpædagogisk vej
Konsekvenspædagogikken vender socialpædagogikken på hovedet, fordi målet for pædagogikken er at være et alternativ til den klientgørelse, som de unge på kanten af samfundet oftest udsættes for. De unge bør i konsekvenspædagogisk optik ikke have særbehandling. De bør derimod opfattes som ligeværdige og moralsk tilregnelige mennesker, som igennem deres uddannelsesforløb lærer at tage ansvar for, overskue og forholde sig til konsekvenserne af deres handlinger.
Social læring
Pædagogikkens genstandsfelt er social læring, som konkretiseres med den sociale handlingskompetence: Selvbestemmelse, selvhjulpenhed, ansvarlighed, troværdighed, respekt, samarbejdsvilje og modtagelighed. Den sociale handlingskompetence betegner de dyder, som et menneske bør besidde for kunne deltage i faglige fællesskaber.
I konsekvenspædagogikken udvikles den enkeltes sociale handlingskompetence ved at den faglige uddannelse er opbygget omkring sociale aktiviteter, hvor den enkeltes bidrag afgør kvaliteten af det fælles resultat. I TAMU er uddannelserne f.eks. opbygget omkring reelle produktions- og serviceopgaver. Den unge bliver ansat inden for et brancheområde f.eks. metal, hvor han eller hun indgår i et arbejdsfællesskab med af andre unge, som ledes af en faglærer, der har ansvaret for at understøtte udviklingen af den enkeltes sociale handlingskompetencer.
Konsekvens eller straf
I konsekvenspædagogikken skelnes der skarpt mellem konsekvens og straf. Straffen er, i modsætning til konsekvens, kendetegnet ved at være tilfældig, da den oftest afhænger af f.eks. den straffendes humør. Et andet væsentligt kendetegn ved straffen er, at den ikke er kendt på forhånd.
I en konsekvenspædagogiks praksis skal tydelige rammer derfor sikre, at den enkelte så vidt muligt får mulighed for at overskue konsekvensen af sine handlinger og konsekvenser bør udløses på genkendelig og logisk vis.
Udviklingshistorie
Konsekvenspædagogikkens udviklingshistorie er et modsvar til den antiautoritære opbrud på det pædagogiske område, sådan som det udviklede sig i 1970'ernes Danmark.
Set ud fra et konsekvenspædagogisk perspektiv er den antiautoritære strømnings fejlgreb, at den vil fremme den enkeltes frihed ved at fjerne alment accepterede normer og rammer fra pædagogikken. Dermed overser dens tilhængere desværre at friheden altid udmøntes inden for eller op imod sådanne normer. Konsekvenspædagogikkens stærkeste kort som en alternativ pædagogik er, at den har vist sig at virke i praksis, da det f.eks. i TAMU’s årsrapport fra 2014 fremgår, at 80% efter endt uddannelsesforløb kommer i job eller uddannelse.
Udbredelse
En central styrke ved konsekvenspædagogikkens er, at den er udviklet igennem praksis, så den passer til målgruppen. Det er på den anden side en udfordring for konsekvenspædagogikken, da et aktuelt spørgsmålet er, om konsekvenspædagogikken kan udbredes til andre målgrupper?
Aktuelt set anvendes konsekvenspædagogikken i Danmark, foruden TAMU, på behandlings og opholdssteder samt produktionsskoler. I Sverige og Norge har pædagogikken vundet indpas på videregående uddannelser, børnehaver, erhvervsuddannelser, gymnasiale uddannelser og i fængsler. Det peger på, at konsekvenspædagogikken i praksis møder forskellige pædagogiske behov og at den derfor også har almenpædagogisk karakter.
Kritik
Konsekvenspædagogikken er en ung pædagogik, hvis største udfordring er, at begrebet konsekvens i den offentlige debat oftest associeres med straf og adfærdsregulering fra den sorte skole. Derfor er ordet en hæmsko for pædagogikken på trods af, at begrebet konsekvens betyder «følge».
En stor praktisk udfordring for konsekvenspædagogiske institutioner er, at konsekvenserne skal være kendt på forhånd samtidig med, at de skal være logiske i forhold til institutionens mål. Derfor kan man i praksis risikere, at pædagogikken bliver disciplinær og manipulerende, hvis den ikke udfoldes inden for en tydelige ramme.
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Sidst ajourført: 27/4 2021
Læst af: 7.247