Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

PET Kommissionen

PET Kommissionen (1999-2009), kommission nedsat af Folketinget i juni 1999 til undersøgelse af PET's arbejde med speciel vægt på at undersøge om den hemmelige tjeneste havde handlet i strid med Folketingets og regeringens instrukser i perioden 1945-89. Efter 10 års arbejde udgav kommissionen i juni 2009 sin beretning i 16 bind på ialt 4600 sider og nedlagde derefter sig selv.

Bind 1: PET-kommissionens beretning - introduktion       [ARKIV]
Bind 2: Politiets Efterretningstjeneste 1945-89       [ARKIV]
Bind 3: Regeringserklæringen og PET’s registreringer på det politiske område 1968-1989       [ARKIV]
Bind 4: PET’s virkemidler       [ARKIV]
Bind 5: Stay-Behind og Firmaet       [ARKIV]
Bind 6: PET’s overvågning af Danmarks Kommunistiske Parti 1945-1989       [ARKIV]
Bind 7: PET’s overvågning af politiske partier 1945-1989       [ARKIV]
Bind 8: PET’s overvågning af arbejdsmarkedet 1945-1989       [ARKIV]
Bind 9: PET’s overvågning af den antiimperialistiske venstrefløj 1945-1989       [ARKIV]
Bind 10: PET’s overvågning af protestbevægelser 1945-1989 (på dansk: græsrodsorganisationer)      [ARKIV]
Bind 11: PET’s overvågning af den yderste højrefløj 1945-1994       [ARKIV]
Bind 12: Operation Zeus       [ARKIV]
Bind 13: KGB’s kontakt- og agentnet i Danmark under den kolde krig       [ARKIV]
Bind 14: PET’s virksomhed i forhold til Grønland og Færøerne       [ARKIV]
Bind 15: Mindretalsudtalelse og juridiske notater       [ARKIV]
Bind 16: Resumébind: Sammenfatning af pet-kommissonens beretning       [ARKIV]

Kommissionens vigtigste funktion var at hvidvaske PET. Alligevel dokumenterer dens 16 bind:

Denne række af kriminelle aktiviteter var i strid med lovgivningen, Folketingets og regeringens instrukser og afspejlede at PET havde sin egen politiske dagsorden og fungerede (og fortsat fungerer) som en stat i staten. Mens tjenestens indsats umiddelbart efter 2. Verdenskrig næsten udelukkende var rettet mod DKP, blev den de følgende tiår udvidet drastisk. I 1980'erne overvågedes hele den politiske venstrefløj, Socialdemokratiet, det Radikale Venstre, fagbevægelsen, fredsbevægelsen og de fleste andre græsrodsorganisationer. I sin substans var der ingen forskel mellem PET og det østtyske Stasis funktion og metoder: at overvåge og sabotere oppositionens aktiviteter. Eneste forskel var at Stasi var underlagt kommunistpartiet, mens PET havde sin egen politiske dagsorden, der indebar overvågning af bl.a. Socialdemokratiet - også når dette i 1970'erne og 80'erne var regeringsbærende. Lige som Stasi har PET i perioder destrueret dele af sit arkiv. Det er bl.a. sket hver gang der har været risiko for, at PET ville blive udsat for en undersøgelse. Således også i 1999 da PET Kommissionen blev nedsat.

Baggrunden

I september 1968 udsendte den daværende VKR regering denne erklæring, der samtidig blev videregivet som instruks til PET:

Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed... Såfremt der måtte være registrerede oplysninger af den art, vil de blive tilintetgjort.

Baggrunden for erklæringen var en række skandaler, der afslørede PET's overvågning og registrering af almindelig politisk virksomhed. 1968 erklæringen var fortsat gældende i 1998, og befolkningen måtte derfor have opfattelsen af at den ikke blev registreret, alene pga. lovlig politisk virksomhed. Det var derfor en stor skandale, da den tidligere PET agent Anders Nørgaard i marts 1998 trådte frem i TV2 og fortalte om hvordan han i 1982 på PET's foranledning havde infiltreret Socialistisk Arbejderparti (SAP) og flere andre grupper på venstrefløjen. Disse kriminelle aktiviteter var i åben strid med regeringserklæringen. Regeringen og PET forsøgte at dysse sagen ned, men over sommeren blev skandalen kun større. Jyllandsposten kunne i juni 1998 afsløre, at PET efter regeringserklæringen mikrofotograferede sit arkiv og bragte en kopi til USA - i strid med erklæringens bemærkning om at ulovligt registrerede oplysninger ville blive destrueret. Endnu værre gik det i august da PET selv afslørede, at daværende PET chef Arne Nielsen allerede i december 1968 udsendte en intern instruks om at fortsætte de ulovlige registreringer.

Jorden brændte i efteråret 1998 under den socialdemokratiske justitsminister Frank Jensen og imens tårnede spørgsmålene til ministeren om PET's ulovlige aktiviteter sig op. Han besluttede sig for at lægge hele sagen i en syltekrukke ved at nedsætte en langsomt arbejdende kommission og iøvrigt henvise alle de stillede spørgsmål til denne. Folketingets borgerlige partier var overvejende imod en kommission, da de ikke fandt nogen problemer i PET's kriminelle aktiviteter. Kristeligt Folkeparti ville dog godt stemme for lovforslaget, hvis undersøgelsen af PET blev suppleret med en undersøgelse af de overvågede organisationer. I juni 1999 blev loven om nedsættelse af PET Kommissionen så vedtaget i Folketinget med 58 stemmer for (S, SF, RV, Enhedslisten og Kristeligt Folkeparti) og 50 imod (V, C, DF, CD og Fremskridtspartiet). Det hed i lovens resumé:

Lov nr 359 af 2. juni 1999 om undersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste:

Med loven nedsættes en undersøgelseskommission, der får til opgave at undersøge og redegøre for politiets efterretningsvirksomhed i perioden 1945-1989 over for politiske partier m.v. og for karakteren af de aktiviteter i politiske partier m.v., der i den periode var baggrunden for politiets efterretningsvirksomhed. Undersøgelseskommissionen skal endvidere for perioden 1968-1989 vurdere politiets efterretningsvirksomhed og herunder belyse, om virksomheden er udøvet i overensstemmelse med de regler og retningslinjer, som har været fastsat af Folketinget eller regeringen.

Nedsættelsen

Nedsættelsen af kommissionen blev overladt til Justitsministeriet. Det samme ministerium der var ansvarligt for PET og fra hvis midte PET's chefer siden 1970 var blevet rekrutteret. Det gav et alvorligt habilitetsproblem som imidlertid blev ignoreret. Til gengæld kasserede ministeriet en lang række historikere der var emner til kommissionen, fordi disse havde været aktive på venstrefløjen. Ministeriet så imidlertid ingen habilitetsproblemer med de jurister der skulle placeres i kommissionen, og som havde forbindelse til ministeriet. Det var et underliggende kriterie, at kommissionen fra starten ikke måtte være kritisk overfor PET. Den nedsatte kommission kom til at bestå af:

- landsdommer Ulla Rubinstein (formand), erstattet i 2000 af landsdommer Leif Aamand
- prof. dr.jur. Jens Vedsted-Hansen
- prof. dr.jur. Ditlev Tamm
- lektor dr.phil. Henrik S. Nissen, erstattet i 2005 af ph.d. Regin Schmidt
- lektor ph.d. Johnny Laursen

Kilderne

Kommissionen skulle have adgang til PET's arkiver, men det var PET selv der bestemte hvilket materiale der var «relevant» for kommissionen, og inden da havde PET selv destrueret centrale dele af sine arkiver fra perioden.

Kommissionen fik endvidere bevilget adgang til de centrale politikeres arkiver og venstrefløjens samt fagbevægelsens arkiver, der blev opbevaret i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA). Med det kommissorium kommissionen havde fået for bl.a. at belyse de overvågede organisationer kunne man forvente at den ville trække på dette materiale, men det var kun i begrænset grad tilfældet. Det er i særlig grad bemærkelsesværdigt, at kommissionen i sin gennemgang af venstrefløjen og græsrodsorganisationerne og PET's overvågning af disse alene baserer sig på PET's materiale. Det gælder især følgende bind:

Der var tale om en total ensidig kildedækning, der samtidig var ukritisk og som ville være til dumpekarakter, allerede i gymnasiets historieundervisning. Til gengæld gav denne form for «historieskrivning» et sjældent indblik i PET's forvrængede og paranoide billede af det danske samfund i perioden 1945-89.

Ofrene for PET's overvågning havde allerede i sommeren 1998 dannet PET Komiteen, der arbejdede for en kulegravning af PET's aktiviteter, og venstrefløjen havde generelt stillet sig selv og sine arkiver til rådighed for Kommissionen, der til gengæld næsten helt undlod at trække på disse kilder. Et helt bind i beretningen er f.eks. helliget overvågningen af SAP, men kun 1 medlem af partiet blev interviewet af Kommissionen.

Endelig har Kommissionen i vid udstrækning betjent sig af tidligere ansatte i PET (chefer og operationschefer) og tidligere justitsministre.

Resultatet er kommissionsbind der med få undtagelser gengiver et verdensbillede præget af paranoia og forvrængninger - set gennem PET's og dens kilder på den ekstreme højrefløjs øjne. I disse bind hænges en lang række personer ud med navns nævnelse (op mod 100), uden at disse på noget tidspunkt har fået mulighed for at kommentere eller korrigere. Værst går det ud over journalist Jørgen Dragsdahl, forfatter Arne Herløv Petersen og den radikale politiker Meta Ditzel, der alle anklages for at være spioner. Sådan var det i hvert fald i PET's tågede optik, men der var ikke kød nok til at få dem anklaget for noget ulovligt. En række af de mange navngivne personer der hænges ud af PET Kommissionen har siden klaget til Justitsministeriet, på hvis hjemmeside kommissionsberetningen er offentliggjort, for blot at blive afvist med, at det ikke er ministeriet der er forfatter til beretningen, og at forfatterne (Kommissionen) iøvrigt ikke eksisterer mere. Det er derfor end ikke muligt at klage over den bagvaskelse der finder sted af personer i beretningen.

En helt anden behandling fik de kriminelle. De tidligere PET chefer blev både interviewet af Kommissionen, og fik efterfølgende i flere runder lejlighed til at læse, kommentere og korrigere beretningen. Kommissionen reducerer dermed sig selv til PET's officielle historieskriver, og ofrene forbliver ofre. Nu ikke blot for PET's kriminelle gerninger, men også for udstilling i kommissionsberetningen.

Terminologi

Nogle af kommissionens medlemmer med Regin Schmidt i spidsen overtager ukritiske og ureflekteret PET's begrebsapparat, hvilket forstærker indtrykket af beretningen som PET's egen historieskrivning. Det gælder bl.a. begrebet «frontorganisationer», der i 1950'erne blev anvendt af CIA om de organisationer og bevægelser der ikke officielt var kommunistiske, men «gik kommunisternes ærinde». PET og nogle af kommissionens medlemmer bruger begrebet til generelt at dække de græsrodsorganisationer PET overvågede: kvinde-, freds-, solidaritets- og venskabsorganisationer. PET var ikke i stand til at skelne mellem organisationer der faktisk var knyttede til DKP og organisationer der ikke var. Den manglende skelnen bliver gentaget af kommissionen, der heller ikke kan kende forskel på skidt og kanel. F.eks. betegnes også Nicaraguakomiteen som en frontorganisation. Hvis Kommissionen havde gravet et spadestik dybere ville den have fundet ud af, at Nicaraguakomiteen langt overvejende bestod af unge, der ikke var partimæssigt organiseret, men som havde rejst i landet og fattet sympati for det. De havde end ikke kendskab til Sovjets eller DKP's distancering til det sandinistiske eksperiment i Nicaragua i 1979-90.

Kommissionen overtager PET's paranoia og ser kommunister overalt, da det var DKP der var «den største trussel mod demokratiet». De første 6-8 år efter oprettelsen af SF mente PET (og Kommissionen) derfor, at SF var en kommunistisk dækorganisation. Ikke engang da PET opdagede, at partiets formand Aksel Larsen var agent for CIA og forsynede denne med informationer om sine gamle partifæller ændredes denne opfattelse.

Et andet centralt PET begreb Kommissionen overtager kritikløst er «påvirkningsagent» (eng. Agent of Influence). PET var - med få undtagelser - ikke i stand til at lokalisere egentlige spioner i Danmark. Bortset fra Aksel Larsen - der arbejdede for CIA. I mangel heraf introducerede tjenesten begrebet påvirkningsagent, der blev brugt om personer der måske ikke egentligt fungerede som spioner eller agenter, men «gik fjendens ærinde» ved at fremføre samme synspunkter som denne. Rent juridisk forholdt det sig imidlertid sådan, at det ikke var forbudt at fremføre «fjendens synspunkter». Da Folketinget i starten af 1950'erne vedtog den såkaldte femtekolonnelov blev det nemlig besluttet ikke at kriminalisere denne form for aktivitet. Årsagen var, at Socialdemokratiet i stor stil oversatte nordamerikanske antikommunistiske pamfletter til dansk, og denne aktivitet ville også være blevet strafbar. Når det rent faktisk var legalt at fremføre «fjendens synspunkter» kan det umiddelbart undre, at PET fra især 1970'erne i den grad interesserede for fænomenet. Den grundlæggende årsag var, at PET betragtede denne aktivitet som kriminel - selv om den altså ikke kunne dømmes ved en dansk domstol. PET igangsatte i stedet sine egne tilsviningskampagner mod navngivne personer og organisationer i samarbejde med villige højreradikale journalister på borgerlige dagblade som Jyllandsposten og Berlingske Tidende. Endnu mere bemærkelsesværdig er det, at Kommissionen kritikløst overtager begrebet og fordyber sig i PET's overvejelser om bl.a. den socialdemokratiske Ole Espersen, SF's formand Gert Petersen eller den svenske statsminister Oluf Palme nu var «påvirkningsagenter». Kommissionen synker ned i samme anti-juridiske morads som PET selv, når den legitimerer den ulovlige overvågning af politikere, fagforeningsaktive eller fredsaktivister, hvis eneste «kriminelle» handling var at have en anden politisk holdning end PET.

Hvidvaskning

DKP 

I en række af beretningens bind, specielt Regin Schmidts bind 6, 8 og 10 arbejder Kommissionen hårdt på at legitimere PET's kriminelle aktiviteter. Således hedder det f.eks. i bind 6:

Der er således en del, der tyder på, at KGB oprettede sabotagenetværk i Danmark og rekrutterede danske sympatisører. Dette mulige netværk skulle efter alt at dømme først aktiveres i forbindelse med et krigsudbrud. [PK6-155]

Denne konklusion kommer efter at PET selv efter mange års forgæves efterforskning havde afvist muligheden og flere gange måtte erkende at være blevet fyldt med løgnehistorier fra sine nazistiske kilder.

Og i bindets konklusion:

Det kan overordnet konstateres, at PET’s trusselsvurdering af DKP forekommer realistisk, men at tjenesten på flere områder ikke var i stand til at underbygge den. [PK6-342]

Konklusionen hvidvasker under ét PET's illegale overvågning af DKP i hele perioden 1945-89. Kommissionens konklusionen er i strid med PET's egne senere vurderinger af DKP's akktiviteter. Kommissionen ender med at hvidvaske trusselsvurderinger, PET ikke engang senere vil lægge navn til:

Det forhold der imidlertid især understreger, at kommissionens hvidvaskning af PET var hen i vejret i dets fiktive trusselsvurdering af DKP var CIA's spionage mod DKP. I 1952-59 aflyttede CIA gennem det såkaldte Firmaet DKP's centralkomitemedlem Alfred Jensen. De mange tusinde timers rumaflytning resulterede i endnu flere tusinde siders udskrifter, der dokumenterede at partiet ikke var involveret i ulovlige aktiviteter. Det eneste aflytningen i sidste ende kunne bruges til var at fremme splittelsen af DKP, da de højreradikale omkring Firmaet begyndte at skrive «sorte breve» til fremtrædende medlemmer af partiet, der skulle fremskynde splittelsen.

PET's overvågning var fra 31. maj 1947 reguleret af et cirkulære hvori det hed, at lovlig politisk virksomhed ikke måtte registreres, og at eksisterende kartoteker skulle destrueres. Når REA og siden PET fortsætte sin overvågning var det ulovligt, og burde straffes efter straffeloven. Når PET Kommissionen hvidvasker PET's kriminelle aktiviteter er det udtryk for en statsopfattelse, der ikke baserer sig på en demokratisk retstat, men en totalitær stat, der som en selvfølge overvåger sine borgere.

SF

Kommissionen fortsætter sin messende hvidvaskning af PET i sine beskrivelser af tjenestens overvågning af de øvrige politiske partier, fagbevægelsen og organisationer på venstrefløjen. F.eks. hedder det i hovedkonklusionen om SF:

PET synes generelt at have haft et nøgternt og realistisk trusselsbillede af Socialistisk Folkeparti. [PK7-255]

Kommissionen taler her generelt om hele SF perioden fra partiets oprettelse i 1959 til 1989. Det er bemærkelsesværdigt at Kommissionen kan nå frem til denne konklusion, når den de foregående 100 sider har pillet PET's overvejelser fra hinanden:

Kommissionen fortsætter monomant med at stemple PET's trusselsbilleder af resten af de politiske partier, fagbevægelse, fredsbevægelse osv. som svarende til virkeligheden, på trods af de objektive fakta (i bl.a. Kommissionens egne beretningsbind og arkiverne) strider herimod. (Se gennemgangen af de overvågede organisationer i opslaget om PET). PET så verden gennem deforme briller og formede sit trusselsbillede herefter.

Mest barok var næsten dens opfattelse af fredsbevægelsen fra slutningen af 70'erne til slutningen af 80'erne. For PET var al tale om fred det samme som at gå Sovjetunionens ærinde, og PET udfoldede derfor sine egne politiske kampagner rettet mod fredsbevægelsen. PET (og Kommission) var ude af stand til at forstå, at fredsarbejdet også kunne skyldes mange millioner europæeres oprigtige frygt for at blive ofre for atomkrig.

Det hemmelige notat

Det helt centrale omdrejningspunkt i Kommissionens forsøg på hvidvaskning af PET er imidlertid et hemmeligt notat fra september 1968, der i Kommissionens optik gav PET frie tøjler til at fortsætte sine kriminelle aktiviteter. Notatet siger nemlig, at den ulovlige registrering kan fortsætte, trods regeringserklæringen om det modsatte fra samme måned. Et væld af faktuelle oplysninger stiller imidlertid spørgsmålstegn omkring notatet.

For det første er der ingen af de nulevende justitsministre eller tidligere PET chefer der kan huske nogensinde at være blevet orienteret om notatet eller dets indhold. Var det så hemmeligt, at end ikke justitsministre eller PET chefer var vidende om det, eller var det blot et notat der aldrig nåede udover en skrivebordskuffe i Justitsministeriet?

For det andet. Hvis notatet virkeligt var gældende, hvorfor igangsatte PET så i 1968 makulering af sine arkiver - umiddelbart efter regeringserklæringen? Den blev først indstillet 2 måneder senere af PET chefen.

For det tredje. Hvorfor kunne PET's Centralafdeling så ikke med sindsro informere PET's afdelinger ude i landet om at de skulle fortsætte registreringen? Beretningerne fra interne PET møder op gennem 70'erne bærer præg af, at afdelingerne kraftigt opfordrer til at få nye retningslinier i lyset af regeringserklæringen, som er den eneste officielle referenceramme de har. Men de får ingen retningslinier, hvilket op gennem 70'erne skaber stor intern usikkerhed omkring hvilket grundlag PET skal arbejde på.

Det mest sandsynlige er, at notatet lige præcis er det det siger: et notat, som aldrig kom videre, men som blev udarbejdet i perioden op til regeringserklæringen. Eller også er det simpelt hen en forfalskning produceret senere hen for at give Kommissionen det figenblad, den kan holde op for PET's kriminelle aktiviteter. Figenbladet er imidlertid så lille, at Kommissionen ikke er enig i sin blåstempling af fantom-notatet. Prof. dr.jur. Jens Vedsted-Hansen er i dicens i Kommissionen og konstaterer, at notatet uanset dets karakter har en mindre betydning end selve regeringserklæringen.

Det mest interessante er imidlertid den demokrati og «retstat» opfattelse Kommissionens flertal lægger for dagen. Kommissionens flertal ser intet demokratisk eller retstatsligt problem i at regeringer siden 1968 angiveligt har sagt ét og i Kommissionens forståelse gjort det stik modsatte. Stater hvor regeringen notorisk fører både parlament og befolkning bag lyset i helt centrale spørgsmål er ikke demokratiske men autoritære eller enevældige. Ud over at beretningen de-facto stempler PET som kriminel og i Vedsted-Hansens dicensbind dokumenterer hvilke paragraffer i straffeloven, tjenestens ansatte burde retsforfølges efter, stempler Kommissionens flertal sig selv som anti-demokratiske og som ude af stand til at løfte den opgave, der blev dem pålagt i 1999.

Lund Kommissionen

Det kunne være gået meget anderledes. I Norge gennemførte Lund Kommissionen i 1995-96 en helt parallel undersøgelse af det norske efterretningsvæsen i perioden efter 2. Verdenskrig. Afsløringerne var de samme som PET Kommissionens 15 år senere, men konsekvensen en helt anden. I Norge konkluderede Kommissionen, at der i vid udstrækning var tale om ulovlig efterretningsvirksomhed, fastlagde at ofrene for den ulovlige overvågning skulle have op til 100.000 kr i erstatning, de skulle have adgang til efterretningstjenestens oplysninger om dem og tjenesten selv skulle holdes i en strammere snor - dens arbejde reguleres lovgivningsmæssig. 13.000 nordmænd bad om sagsadgang og heraf fik 3.800 adgang til oplysninger om dem selv. Der blev udbetalt 11 mio. kr i erstatning til ofrene for tjenestens kriminelle aktiviteter. [Rapport til Stortinget fra kommisjonen som ble oppnevnt av Stortinget for å granske påstander om ulovlig overvåking av norske borgere («Lund-rapporten»)]

I Danmark besluttede Kommissionen at begrave beretningen i sommerferien, da den blev udgivet 23. juni 2009. Beretningen fik ingen politiske konsekvenser. Kun enkelte af de mange der anmodede om sagsadgang fik lov til at se deres akter. PET fortsætter uhindret sine kriminelle aktiviteter med langt videre beføjelser end i perioden 1945-89.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 27/7 2010

Læst af: 29.815