 |
Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
|
Palme, Olof
 |
| Olof Palme |
Palme (1927-86), svensk socialdemokratisk politiker, statsminister 1969-76 og 1982-86, formand i Socialdemokratiska Arbetarpartiet fra 1969.
Olof Palme gik efter et år som formand for Sveriges Förenade Studentkårer og et år som statstjenestemand ind i gruppen af sekretærer omkring daværende statsminister Tage Erlander (1954-63). Fra 1958 var han medlem af Riksdagen. Han var konsultativ statsråd 1963-65, samfærdselsminister 1965-67, uddannelsesminister 1967-69 og fra 1969 statsminister og partiformand. Han gik af som regeringschef i 1976, efter at de borgerlige partier havde fået flertal.
Blandt Sveriges socialdemokratiske statsministre er det kun Per Albin Hansson, der er kommet fra arbejderklassen, men hverken Hjalmar Branting eller Tage Erlander havde en så højborgerlig baggrund som Palme: Søn af direktøren i et forsikringsselskab og en baltisk adelsdame, gift med adelig akademiker fra en af Sveriges største jordejerfamilier.
I lighed med Branting og Erlander er Palme akademiker, men hans forgængere havde mange år i den socialdemokratiske bevægelses tjeneste bag sig, før de blev statsministre. Palme gik fra statsadministrationen ind i staben omkring statsministeren, derfra ind i Rigsdagen, de offentlige udredningskomiteer (for skole- og bistandspolitik) og statsrådsposterne. Trods sin sociale baggrund og arrogante fremtoning gjorde Palme den moderne medieverden til sin, og blev ad den vej statsminister og partiformand - altså personen i skæringspunktet mellem stats- og partiapparat.
Han forstod at bevare sin position ved at nedtone de træk, som massemedierne så ubarmhjertigt afslørede, ved at levere hårdtslående, politisk og sprogligt gennemarbejdet argumentation, hvor det viljebestemte, fremtidsrettede og handlingsorienterede blev betonet. I 60'erne og de tidlige 70'eres højkonjunktur forstod de svenske socialdemokrater under Palme at fremstille samfundsændringer som industriforandring, urbanisering, folkevandring, massebilisme og uddannelseskrav som en ubrudt udvikling bort fra klassesamfundet frem mod valgfrihedens, den sociale trygheds og ligestillingens samfund. I nedgangstiderne i anden halvdel af 70'erne magtede denne form for socialdemokratisk ideologi ikke længere at modstå de individualiserende og solidaritetsopløsende træk ved den moderne kapitalisme.
Både ved valgene i 1976 og 1979 var der tegn på, at arbejderfamilier med høj indtægt, bil, sommerhus, store banklån og et forbrugsorienteret verdensbillede svigtede socialdemokraterne i en sådan grad, at partiet blev tvunget til en omfattende nydefinering af sit budskab. Palmes evner til at tænke ideologisk og finde politisk spillerum var stort nok til, at det lykkedes partiet at genvinde magten i 1982.
Som den første blandt den vestlige verdens ledere gik Palme engageret imod USA's krig i Vietnam og vandt sig et internationalt navn på dette. Under partiets oppositionsperiode 1976-82 spillede han sammen med Willy Brandt og Bruno Kreisky en aktiv rolle i Socialistisk Internationale i forsøget på at løse internationale konflikter som krigen mellem Iran og Iraq og apartheid i Sydafrika.
Da Socialdemokratiet genvandt magten i 82, blev han atter statsminister, og fungerede frem til sin død den 28. februar 1986. I 83 var han ansvarligt for gennemførelsen af den svenske ØD model i en udvandet form. Trods voldsomme angreb fra borgerskabet blev der oprettet begrænsede lønmodtagerfonde.
Mordet på Palme i 86 er aldrig blevet opklaret, men har ført til et utal af teorier om mordets eventuelle politiske baggrund. Således er det kurdiske arbejderparti, PKK, blevet beskyldt for at stå bag mordet, apartheidregimet i Sydafrika, det israelske efterretningsvæsen Mossad og selv CIA.
Samlinger af Olof Palmes taler, brev o.l.: Politik är at vilja, Stockholm 1968, Att vilja gå vidare, Stockholm 1974, Brev og samtaler 1972-75 sammen med Willy Brandt og Bruno Kreisky, Oslo 1976.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 38.906