Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Opiumskrigene (1839-42, 1856-60). Engelske og franske krige mod Kina for at tvinge det til at importere opium og øge narkotikamisbruget.

Før det 18. århundrede blev opium i Kina udelukkende anvendt medicinsk som et smertedæmpende middel, men i det 18. århundrede blev det i stigende grad anvendt som rusmiddel. Det er stærkt vanedannende og medførte derfor en stadig stigende efterspørgsel. Skiftende kejsere forsøgte derfor i 1729, 1799, 1814 og 1831 at forbyde anvendelse og import af opium. Forbuddet blev modarbejdet af smuglere og korrupte kinesiske embedsmænd.

I slutningen af det 18. århundrede begyndte det britiske koloniregime i Indien at dyrke opium. Det var British East India Company (EIC) der fremmede dyrkningen af opium i Bengalen. Kina havde på det tidspunkt en positiv handelsbalance med Europa. Kina eksporterede porcelæn, silke og te til Europa og importerede sølv. Det var for at ændre på handelsbalancen at koloniregimet begyndte at producere opium, der derefter blev smuglet ind i Kina. I 1797 importerede Kina 308 tons opium om året. I 1833 var det vokset til 2.310 tons. Britiske og nordamerikanske handelsfolk sendte det til frihavnen i Canton, hvorfra det blev smuglet ind i Kina.

1839-42 Den første opiumskrig

Den kinesiske kejser beordrede i 1839 generalguvernør Lin Zexu til at bringe importen og smugleriet til ophør. Lin offentliggjorde derefter et åbent brev til dronning Victoria, hvor han bad om hendes støtte til at standse opiumshandelen. Derefter beordrede han alt opium i Canton konfiskeret. Også den opium der tilhørte de udenlandske handelshuse. Tre dage efter udløbet af Lins ultimatum ankom Charles Elliot, den øverste britiske ansvarlige for handelen med Kina til Canton. Han betalte handelshusene for opiumet, der derefter blev overdraget til Lin, der fik alle 1300 tons brændt i juni. Derefter skrev Elliot til London og anbefalede koloniregimet at bruge militær magt for at løse konflikten. En lille britisk militærstyrke ankom i september, og det kom til mindre træfninger mellem britiske og kinesiske krigsskibe i Kowloon. 

I maj 1840 besluttede det britiske regime at sende en større flådestyrke afsted, der skulle kræve erstatning for den konfiskerede opium og sikre at Kina ophævede opiumsforbuddet. Den britiske styrke ankom i juni til Macau og begyndte et bombardement af havnen i Dinghai. Den britiske flåde var den kinesiske langt overlegen og vandt derfor slagene. I august 1842 blev Kina tvunget til at indgå den ydmygende Nanking traktat med det britiske regime. Med traktaten måtte Kina afstå Hong Kong til Storbritannien, der beholdt den som koloni i mere end 150 år. Samtidig blev Kina tvunget til at åbne havnene i Shanghai, Canton, Ningbo, Fuzhou og Xiamen for Vestens handelshuse. Kina skulle betale 21 mio. US$ i erstatning til det britiske regime som kompensation for den konfiskerede opium. En aftale et år senere gav Storbritannien status som «mest favoriseret handelsnation» og undtog de britiske handelsfolk fra kinesisk lov.

1856-60 Den anden opiumskrig

I 1856 udnævnte kejseren Ye Mingchen til guvernør over Canton. Han besluttede at standse opiumshandelen, der trods alt stadig formelt var forbudt. I oktober konfiskerede han det britiske skib Arrow og arresterede besætningen. Den britiske guvernør over Hong Kong,  Sir John Bowring beordrede derefter den britiske flåde til at angribe Canton. De bombarderede indsejlingen til Perlefloden og derefter selve Canton, men havde ikke mandskab nok til at besætte byen. I december gjorde befolkningen i Canton oprør og stak flere handelshuse i brand. Bowring beordrede nu atter flåden sat ind, og en fransk missionærs død trak også Frankrig ind i krigen.

De europæiske koloniregimer krævede nu større indrømmelser fra Kina, heriblandt legalisering af handelen med opium, udvidet eksport af kinesiske kulier til de europæiske kolonier, åbning af hele Kina for briter og franskmænd og undtagelse af import fra told. Storbritannien og Frankrig var Kina overlegen militærmæssigt og tvang i 1858 landet til at indgå Tientsin aftalen, hvor Kina forpligtigede sig til at betale krigsskadeerstatning til koloniregimerne, åbne yderligere 10 havne for koloniregimernes handel, legalisere opiumshandelen og give udenlandske handelsmænd og missionærer ret til at rejse i Kina.

Trods aftalen var der fortsat modstand, bl.a. mod udenlandske ambassadører i Beijing. De europæiske koloniregimer fortsatte derfor deres angreb på Kina, der kulminerede i 1860, hvor britiske og franske soldater angreb Beijing, sendte kejseren på flugt, plyndrede og derefter nedbrændte det gamle sommerpalads i den Forbudte By. Krigen blev afsluttet med Beijing Aftalen. I aftalen hed det, at Hong Kong på evig tid skulle afstås til Storbritannien; 400.000 kvm af det Ydre Manchuri skulle afstås til Rusland og afskar dermed Kina fra det Japanske Hav.

I kinesisk historieskrivning omtales traktaterne som Århundredets Ydmygelse. Kina var militært og politisk stærkt svækket. Japan benyttede sig af denne svækkelse til fra 1884 at indlede erobring af Kina. Japans erobringskrige mod Kina blev først afsluttet 60 senere med landets nederlag i 2. Verdenskrig.

A.J.