Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 130.251
: :
Rødstrømpebevægelsen

Rødstrømpebevægelsen var opkaldt efter den samtidige amerikanske bevægelse New York Redstockings. Farven rød (i modsætning til 1700-tallets blåstrømper) angav den nye feminismes retning: en radikal og venstreorienteret feminisme. Hovedstrategien var kvindefællesskab og kvindekamp, og bevægelsens organisatoriske fundament var basisgruppen.

Fra en af kvindebevægelsens ølejre

Rødstrømpebevægelsen var en ny strømning i den danske kvindebevægelses over 100-årige historie. Bevægelsen var utraditionel, oprørsk, provokerende og nytænkende. Den vakte begejstring og entusiasme, forargelse og modstand. Den kom på den ene eller den anden måde til at berøre de fleste danskere.

Bevægelsen var radikal i den forstand, at den krævede fundamentale ændringer i kvindernes stilling og ophævelse af årtusinders kvindeundertrykkelse. Bevægelsen ville ikke alene ændre den økonomiske, politiske og sociale «kvindediskrimination», som tidligere tiders kvindebevægelse havde sat fokus på. Bevægelsen gik til kamp mod «kvindeundertrykkelsen», også i familien og mod den psykologiske og seksuelle undertrykkelse. Gennem diskussionerne i basisgrupperne forsøgte rødstrømperne at sætte ind mod den selvundertrykkelse og det selvhad, som kvinder gennem historien ifølge bevægelsen har indoptaget som en del af kvindeidentiteten, og mod den passivitet, som i samfundet identificeredes med selve kvindeligheden. Udgangspunktet skulle være kvindes egne erfaringer, i modsætning til det traditionelle patriarkalske samfund, som overalt er domineret af mænd og af mænds værdier. Ifølge rødstrømperne har alle kvinder et skæbnefællesskab, fordi kvindeundertrykkelsen gennemsyrer alle dele af samfundet, og alle kvinder er undertrykte i kraft af deres køn, også selv om undertrykkelsen har forskellige udtryk i forskellige sociale klasser.

Bevægelsen var venstreorienteret. Den var en del af den danske anti-autoritære venstrefløj og deltog i kritikken af det kapitalistiske samfund - og af Sovjetmarxismen. Men i modsætning til store dele af venstrefløjen koblede rødstrømperne klassekampen sammen med kvindekampen. «Ingen klassekamp uden kvindekamp, ingen kvindekamp uden klassekamp», skrev rødstrømperne på deres bannere. I denne sammenkobling lå der både nytænkning og masser af dilemmaer. Første del af slogan’et var rettet mod den øvrige venstrefløj, som ifølge rødstrømperne negligerede den kvindeundertrykkelse, som venstrefløjens mænd selv var med til at opretholde, når kvinderne blev henvist til «at lave the til revolutionen». Sådan skrev en gruppe af de allerførste rødstrømper i en kronik i Information, d.6.maj 1970:

«Så er der venstrefronten med alle de rare progressive drenge, der sidder i panelerne og fortælle os alt det rigtige. Pigerne sidder nemlig ikke i panelerne, vi sidder dernede og mener alt det rigtige...Vi sætter alt ind på at holde vores position som venstrefrontens dejlige frigjorte damer, og paneldrengene elsker os, fordi vi vil, når de kan...Vi vil lægge en bombe under såvel de frelste venstreorienterede og hippierne som de fortabte højreorienterede. Ingen skal føle sig sikker, for ingen er sikker.»

Slogan’et anden del, «INGEN KVINDEKAMP UDEN KLASSEKAMP», var en kritik af samtidens moderate kvindesag, bl.a. i Dansk Kvindesamfunds skikkelse. Kvindesagen kan ikke være politisk neutral, og ligestilling er ikke målet, mente rødstrømperne, jf. følgende citat:

«...’ligeberettigelse’ betyder at overklassens kvinder bliver lige så privilegerede som overklassens mænd og underklassens kvinder bliver lige så udbyttede som underklassens mænd, men alle kvinders befrielse implicerer et klasseløst samfund», skrev Femø-gruppen i Politisk Revy, nr.174.1971.

Ligestillings-feminisme kontra kvindefrigørelses-feminisme

Der var dog hos rødstrømperne elementer af en ligestillingstankegang, f.eks. i kravet om lige deling af husarbejdet her og nu. Men hovedpointen var, at målet ikke skulle være at få kvinderne ind i alle det eksisterende samfunds hierarkier, men at skabe et helt nyt samfund uden hierarkier. Rødstrømpernes feminisme kan betegnes som kvindefrigørelses-feminisme i modsætning til Dansk Kvindesamfunds og bl.a. socialdemokratiske kvinders ligestillings-feminisme. Rødstrømpebevægelsen var inspireret af og selv en del af et nyt internationalt kvindeoprør, som på denne tid fejede gennem hele den vestlige verden og med respektløshed og konfronterende strategier udfordrede mandssamfundet. Rødstrømpebevægelsens slogan om kvindekamp og klassekamp var dansk og skandinavisk, ja, lader sig dårligt oversætte til engelsk. Men idegrundlagets hovedtræk var fælles for den internationale Women’s Liberation Movement.

«Det private er politisk» lød et af bevægelsens vigtigste slogans. Kvindekampen måtte foregå overalt, i politikken, på arbejdspladsen, i familien, i sengen. Rødstrømperne ville ikke primært ændre lovene i samfundet. Det vigtigste var at ændre vores måder at tænke og leve på. Den vigtigste målgruppe for aktiviteterne var derfor ikke staten, men kvinderne selv («bevidstgørelse», på engelsk «consciousness-raising»). Endvidere satte man fokus på kvindernes forhold på arbejdsmarkedet og i familien. Hovedstrategien var, at kvinder må ophøre med at konkurrere med hinanden og i stedet udvikle en indbyrdes solidaritet. Bevægelsen udvikledes et nyt begreb, «søstersolidaritet» - på engelsk «sisterhood». Det var et opgør med den internationale arbejderbevægelses «brotherhood», som havde en lang historie af formel eller reel eksklusion af kvinderne.

Rødstrømpebevægelsen var alene for kvinder. Al aktivitet, såvel den interne som den udadrettede, hvilede på kvinders indsats alene. Mænd var udelukket, også selv om de sympatiserede nok så meget med bevægelsens ideer. «For kvinders befrielse kan først ske/ når kvinden befrier sig selv», som det hed i en af Rødstrømpebevægelsens mange nye sange. Ifølge bevægelsen var denne autonomi, eller separatisme om man vil, nødvendig, for at kvinderne kunne skabe et rum uden for samfundets almindelige mandsdominans, et rum, der også skulle være befriet for kvinders sædvanlige konkurrence med hinanden om mændenes gunst. Konkurrence mellem kvinder profiterer kun mændene af, påstod rødstrømperne. Internt var den «flade» organisationsform uden formelle ledere - men med mange uformelle ledere - genstand for uendelige diskussioner og forandringer, men princippet om kvindegrupper bredte sig 1970'erne og 80'erne langt uden for bevægelsens egne organisationer, og blev nu sat i gang i mange andre organisationer og bevægelser, ligesom der opstod mange kvindegrupper på uddannelsesinstitutionerne. Derimod lykkedes målsætningen om en kvindebevægelse for alle kvinder aldrig. Dertil var de politiske og sociale skel mellem rødstrømperne og bl.a. kvinderne i fagbevægelsen alt for stor.

De fleste rødstrømperne var unge, mange var under uddannelse på universiteterne eller som sygeplejerske, pædagog m.v. Dermed var det nye kvindeoprør yngre end de fleste tidligere tiders kvindebevægelser. «Vi har skabt et andet image. Man kan godt være kvindesagskvinde og være ung og smart», som en af de første rødstrømperne, Ninon Schloss udtalte i Radioudsendelsen År 5 efter rødstrømperne (3.nov.1974). «En flok kønne Rødstrømper - flere kunne have hævdet sig i dysten om titlen», skrev Aarhus Stiftstidende efter en rødstrømpe-aktion mod en skønhedskonkurrence. Det var først efter bevægelsens storhedstid, at myten om de usexede rødstrømper blev udbredt. En anklage der ser ud til at have ramt alle kvindebevægelser gennem historien.

Bevægelsens 3 faser

Rødstrømpebevægelsens start kan dateres til den 8.april 1970, hvor en gruppe kvinder - de var ikke mere end ca.15 - gik ned gennem Strøget i København. De var grotesk udklædt som duller med kæmpe-ballonbarme i store, hvide BH’er, parykker, kunstige øjenvipper og store hatte. På Rådhuspladsen smed disse kvindelighedens kunstige attributter i en skraldepose med påskriften «Hold Danmark ren». Samme dag tog gruppen ud til Tuborg bryggeri og uddelte løsesedler med krav om ligeløn. Pressen havde fået færden af, at noget var i gære, og mediedækningen var kolossal. Rødstrømperne var i gang. Bevægelsens historie kan inddeles i tre faser:

1970 - ca.1974 Aktionernes tid.

I den første fase kom aktionerne slag i slag. Her er nogle eksempler: 1.maj 1970 erobrede nogle rødstrømper med Karen Jespersen - den senere indenrigsminister - i spidsen talerstolen for næsen af LO-formanden på et TV-transmitteret møde på Rådhuspladsen i København. De blev hårdhændet smidt ned, men havde medbragt megafon og løbesedler, der krævede ligeløn nu!

På Mors Dag, d. 10.maj 1970 arrangerede en række kvindegrupper en demonstration med efterfølgende møde i Fælledparken i København. Bagefter tog en gruppe på ca.25 kvinder med Ulla Dahlerup i spidsen med en bus, men i protest mod kvinders uligeløn nægtede de at betale mere end 80 øre for billetten, som ellers kostede 1,25. Da de nægtede at forlade bussen frivilligt, blev de anholdt og båret ud af politiet. Dette var blot én af mange ligelønsaktioner. Ved overenskomstforhandlingerne i 1971 og 1973 var der store kvindedemonstrationer for ligeløn, hvor rødstrømperne deltog side om side med kvinder fra fagbevægelsen, som ellers var kritiske over for de «rabiate» rødstrømper. Også Dansk Kvindesamfund og mange andre deltog. Resultatet af alliancens aktioner blev, at ligelønnen kom ind i overenskomsterne i 1973.

Under immatrikulationsfesten på Københavns Universitet den 2.september 1970 erobrede en rødstrømpe iført hvid studenterkjole og med brudeslør talerstolen for øjnene af alle honoratiores. Universitetsbetjentene forsøgte at hive hende ned, men hun holdt fast og fik til sidst lov til at tale: «Søstre, velkommen til mændenes bedste ægteskabsmarked».

Damebladet Eva blev i marts 1971 besat af en gruppe rødstrømper i protest mod, at redaktøren, Palle Fogtdal havde beskåret og ændret i en artikel, som en kvindelig journalist havde lavet sammen med en gruppe rødstrømper. I det hele taget var rødstrømpernes meget kritiske over for «damebladenes» kvindebillede og deres spillen på kvinders mindreværdsfølelse.

I august 1971 skrubbede rødstrømper Rådhuspladsen i Århus i solidaritet med en faglig ligelønsstrejke, og i august 1971 fandt aktionen mod Frk. Århus konkurrencen sted.

Rødstrømpernes plakat til EF afstemningen i 1972.

I maj 1973 tog rødstrømperne sagen i egen hånd, og støbte en barnevognsslidske på Nørreport Station i protest mod, at barnevogne måtte bæres ned på perronen. Dagen efter mødte rødstrømperne op på Københavns Hovedbanegård for at modtage trafikminister Jens Kampmann og DSB's generaldirektør Poul Hjelt og personligt afkræve dem et svar.

Aktionerne fik stor medieomtale, men medførte også stor utilfredshed og lange diskussioner i bevægelsen om valg af strategi.

Kvindeølejren på Femø startede sommeren 1971, og blev meget populær. Kvinder kom rejsende dertil fra hele Europa. De første år var vejret strålende, pressefotograferne lå på lur, og billeder af de hel- og halvnøgne rødstrømperne, dybt engageret i diskussionscirkler, gik landet rundt.

1974 - ca.1980 Feministisk modkultur

Kvindefestivalerne i sidste halvdel af 1970'erne samlede titusindvis af kvinder, mænd og børn. Det var nyt og vakte i sig selv stor opsigt, at kvinder alene arrangerede så store events, og at musikken blev leveret af rene kvindebands. Der var også kunstudstillinger, taler, film og sang. Det blev en fremvisning af den nye feministiske modkultur i fuld offentlighed. Samtidig med at det nye kvindeoprør skabt nye offentlige kvinderum, satte man også ind med angreb på kulturens mandsdominans. Kvindeteater, kvindemusik, kvindelitteratur, kvindekunst, kvindekurser og meget mere blomstrede nu op. Termen «kvinde» kom nu til at symbolisere det nye kvindeoprør. Hidtil var kvinder normalt blevet omtalt som piger eller damer.

Rødstrømpebevægelsen startede i de største byer, og det var også her de første kvindehuse har etableret, enten gennem besættelser som i København eller gennem forhandling med kommunen som i Århus. I Odense og Aalborg kom det også til besættelser, men uden resultat. I anden halvdel af 1970'erne dannedes nu over hele Danmark kvindehuse og -grupper, hvor kun kvinder havde adgang. Bevægelsen havde et stærkt netværkspræg, og der dannedes aldrig nogen landsdækkende organisation.

Aktiviteten i kvindehusene var stor. At være rødstrømpe indebar for mange, at man gik til møder og aktiviteter flere gange om ugen. Enkelte var fuldtidsaktivister. Nogle af de mest aktive var med i den nydannede Lesbisk Bevægelse, der skabte en helt ny offentlig politisering af kærlighed mellem kvinder.

Tilbageerobring af kvindekroppen stod i centrum for diskussionerne i bevægelsen: fødsler, prævention, seksualitet og menstruation. Arbejdsdelingen i hjemme og kvinders forhold på arbejdsmarkedet var andre centrale temaer. Med den stigende arbejdsløshed blev kampen mod kvindearbejdsløsheden et vigtigt omdrejningspunkt for bevægelsen i anden fase.

1980 - ca.1985 Specialiseringen tid

I 1980'erne etableredes krisecentre for voldsramte kvinder, der havde til formål at give hjælp til kvinder med en voldelig partner eller ex-partner - et af patriarkatets hæsligste udtryk. Dette arbejde, som bragte et hidtil tabubelagt emne frem i fuld offentlighed, var et konkret eksempel på «at gøre det private politisk». Mest kendt blev Grevinde Danner Stiftelsen i København, som blev indrettet som krisecenter og kvindecenter efter at være besat i en stor kvindeaktion, der fik støtte fra en bred kreds af kvindeorganisationer og gennem indsamlinger fra hele landet. I mange byer oprettedes nu krise- og kvindecentre. I det hele taget var der i starten af 1980'erne stor aktivitet i bevægelsen. Men relativt pludseligt ebbede bevægelsen ud midt i 80'erne.

Rødstrømpebevægelsen var medvirkende til oprettelsen af en række alternative institutioner. Kvindehøjskolen i Visby i Sønderjylland virkede fra 1979-94. Kvindemuseet i Danmark samt ikke mindst kvinde- og kønsforskningen er andre eksempler på vigtige udløbere af det nye kvindeoprør. Samtidig betød specialiseringen imidlertid, at nyrekrutteringen faldt. Venstrefløjens almindelig nedgang bidrog også hertil. I midten af 1980'erne var den radikale og venstreorienterede Rødstrømpebevægelse på retur. Der skete efterhånden en tilnærmelse mellem de forskellige grene af kvindebevægelsen, som i 1970'erne havde stået kritisk over for hinanden. Efter en stormfuld periode i kvindebevægelsens historie, hvor det var lykkedes at sætte kvinders vilkår og stilling på dagsordenen i alle institutioner og familier, blev der mere stille om kvindesagen, og den moderate ligestillingspolitik blev igen den dominerende retning.

Rødstrømpebevægelsen adskilte sig således fra tidligere og samtidige kvindepolitiske strømninger i sine mål, sin strategi, sin taktik og sine organisationsprincipper. Med sine ukonventionelle politiske metoder og sin venstreorientering var Rødstrømpebevægelsen en del af den bølge af nye sociale bevægelser, der stod stærkt i 1960'erne, 70'erne og 80'erne. Ja, den må karakteriseres som en af de længstlevende af tidens bevægelser og en af de mest betydningsfulde.

D.D.

Litteratur

Dahlerup, Drude: Rødstrømperne. Den danske Rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag 1970-1985, Gyldendal 1998.
Giese, Suzanne: Derfor kvindekamp. En bog om kvinders undertrykkelse. Tiderne Skifter 1973.
Arnfred, Signe m.fl.: Kvinder og kvindebevægelse. 11 rødstrømpehistorier. Tiderne Skifter 1974.

© Drude Dahlerup, 2000