Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 39.357
: :
FSLN (Frente Sandinista de Liberación Nacional)
Left
Rocks
2024-04-16 11:12

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

FSLN havde fra revolutionen i 1979 og frem til slutningen af 80'erne en enorm evne til at mobilisere.
(Solidaritet)

FSLN (Frente Sandinista de Liberación Nacional, Den Nationale Sandinistiske Befrielsesfront), befrielsesbevægelse og senere statsbærende parti i Nicaragua (1979 - 1990), nu det ledende oppositionsparti i landet.

FSLN har sit navn fra Augusto Cesar Sandino, som ledede en oprørsbevægelse i Nicaragua mod nordamerikanske interventionsstyrker fra 1927 til 1934. Siden 1912 havde USA's styrker været i landet for at garantere stormagtens økonomiske og strategiske interesser: bl.a. en alternativ kanalrute til den i Panama, men frem for alt mod den politiske ustabilitet som fulgte af rivaliseringen mellem landets to ledende politiske og væbnede «partier», det konservative og det liberale. Sandino der egentlig var søn af en mellemstor jordejer, havde organiseret og bevæbnet en gruppe af minearbejdere, som sluttede sig til den liberale hær. I 1927 blev der sluttet fred mellem USA og de to partier - «El Pacto de Tipitapa» - i en traktat som indebar afvæbning af den liberale og den konservative hær og som i praksis sikrede USA et militært monopol i landet. Sandino havde imidlertid et stærkt antiimperialistisk engagement - ikke mindst efter et ophold i Mexico, der fortsat var præget af revolutionen og konflikten med USA. Som den eneste liberale officer nægtede han derfor at acceptere denne aftale: «Det er bedre at dø som oprørere, end at leve som slaver», erklærede han.

Det var patriotisme, og den typisk latinamerikanske form for revolutionær nationalisme, som var Sandinos hoveddrivkraft. Det var i første række fattigbønder og arbejdere fra USA ejede banan-, mine og tømmerselskaber, der sluttede sig til det, han definerede som en national befrielseskamp. Men i modsætning til Farabundo Martís bevægelse i nabolandet El Salvador, udviklede Sandino aldrig nogen klar marxistisk eller socialistisk forståelse af samfundet, og den kamp han var involveret i. Han havde heller ingen klar politisk strategi, og dette blev til syvende og sidst hans nederlag. Stillet overfor Sandinobevægelsens tilslutning og styrke, fik USA oprettet og oplært en national hær - Nationalgarden. Den fik en national ledelse - med den tidligere liberale officer Somoza i spidsen - og kom til at overtage de militære styrker i landet. Under disse nye omstændigheder var Sandino villig til at nedlægge våbnene. Det var derfor mere Somozas paranoia og magtbegær en nogen reel trussel fra Sandino der førte til, at Somoza i 1934 fik ham dræbt.

Det var Sandinos konsekvente, kompromisløse parole om «Patria Libre o Morir», «Frit fædreland eller døden», der blev den store inspirationen for de unge, der en generation senere tog arven op fra hans bevægelse. Det var denne kompromisløshed der i Nicaragua - i lighed med mange andre lande på det latinamerikanske kontinentet - fik en håndfuld mennesker til at tage kampen op «…uden andre alternativer end død eller sejr, på et tidspunkt hvor døden var tusinde gange mere sandsynlig, og hvor sejren var en myte, som kun en revolutionær kan drømme om», som Che Guevara udtrykte det. Dette kan kaldes kernen i begrebet sandinisme.

Med drabet på Sandino kunne Somozafamilien indlede et 45 år langt familiedynasti med absolut og uindskrænket politisk og militær kontrol over Nicaragua, hvilket igen lagde grunden for et økonomisk familieimperium uden sidestykke i landets historie. Da grundlæggeren af dynastiet, Anastasio Somoza Garcia, blev dræbt ved et politisk attentat i 1956, stod sønnen, Anastasio Somoza Debayle, klar til at overtage magten. Men dette drab blev samtidig forspillet til dannelsen af den ny-sandinistiske bevægelse.

Carlos Fonseca Amador

FSLN's grundlægger og chefideolog, Carlos Fonseca Amador. Dræbt af Somoza i 1975.

1960 Dannelsen

I årene efter drabet på Somoza opererede et utal af væbnede bevægelser i Nicaragua, men uden noget klart mål og uden samordning. Udfra inspiration fra den cubanske revolution dannede lederne af nogle af disse bevægelser og radikale studenterledere i begyndelsen af 60'erne organisationen FSLN. Princippet om revolutionær folkekrig blev en vigtig del af grundlaget sammen med Che Guevaras princip om, at det politiske og det militære udgør en enhed, hvor det militære niveau er overordnet det politiske. Samtidig blev grundlaget skabt, som Humberto Ortega udtrykte det, «for udviklingen af den marxistisk leninistiske metode i ledelsen af kampen». Frem til 1977 blev der dannet 4 forskellige guerillafronter. De endte i strengt militær forstand alle i nederlag, men FSLN var i stand til at vende nederlagene til politiske sejre. Princippet om forlænget folkekrig (Guerra Popular Prolongada, GPP) blev efterhånden den vigtigste basis for kampen.

Somozas Nationalgarde besvarede disse væbnede bevægelser med en bestialsk undertrykkelse. Somoza mente i begyndelsen af 1970'erne - med støtte fra udenlandske observatører - at guerillaen var udslettet en gang for alle. Men det var overvejende civilbefolkningen, der blev ramt af Nationalgarden. Fra og med 1974 havde FSLN en permanent guerillafront i Matagalpa-bjergene. Den overlevede undtagelsestilstand, pressecensur og en grænseløs vold fra regimets side. I 1972 blev landet ramt af et voldsomt jordskælv, som udslettede hele hovedstaden Managua. Genopbygningen udløste en uhæmmet korruptionen fra Somozaregimets side og gjorde, at stadig større grupper af befolkningen - efterhånden også store dele af borgerskabet - begyndte at satse på FSLN i håb om et endelig opgør med den stadig mere forhadte diktator.

Men også internt i FSLN øgedes modsætningerne, samtidig med at flere af de ledende kadre - blandt dem grundlæggeren Carlos Fonseca Amador - blev dræbt. Efterhånden udkrystalliserede der sig tre forskellige fraktioner eller «tendenser». Den første var den der holdt på strategien om forlænget folkekrig - også kaldet GPP-tendensen - som repræsenterede guerillaens kontinuitet i bjergene. I modsætning til denne udvikledes den såkaldte Proletartendens, der lagde større vægt på politisk arbejde blandt proletariatet - men i praksis nok så meget studenterne - i byerne. Mens GPP holdt fast ved Che's «foco»-princip om at lade det militære arbejde have fortrin frem for det politiske, blev dette forkastet af «Los Proletarios». En tredje fraktion bestod overvejende af eksilkadrer, som forsøgte at mægle mellem de to første. Den brød efterhånden med de andre og dannede sin egen «tredje tendens» («los terceristas»). Efterhånden blev den kendt som «oprørstendensen» («Tendencia Insurrecional»), fordi den tog afstand fra princippet om langsigtet styrkeakkumulation før den endelige konfrontation med fjenden. Det var denne tendens - ledet af de to Ortegabrødre - som i realiteten satte dagsorden for det endelige oprør mod Somoza ved at igangsætte en række oprør i byerne rundt omkring i landet. Derved blev der opbygget en styrke frem til La Ofensiva Final (slutoffensiven) i juli 1979. Et andet vigtig bidrag fra samme fraktion var den alliancepolitik, den førte. Nationalt opnåede den at få støtte fra en række fremtrædende nationale personligheder, og internationalt udbyggede den kontakterne, især med de socialdemokratiske partier. På denne måde blev den stadig mere hensynsløse diktator Somoza politisk og diplomatisk isoleret, samtidig med at Nationalgarden gik i moralsk opløsning og faldt endelig sammen i det øjeblik, da USA under præsident Carter, der var stærkt optaget af menneskerettighederne, så sig tvunget til at trække sin støtte helt tilbage. Dette lagde landet åbent for en fuldstændig magtovertagelse fra FSLN's side, den 19. juli 1979.

1979 Revolution

FSLN's splittelse blev løst ved et forlig, sandsynligvis med Fidel Castros hjælp, kun nogle få måneder før revolutionen. Da modsætningerne havde vært af taktisk snarere end af ideologisk karakter, formåede FSLN snart at genetablere en høj grad af politisk enhed, som blev demonstreret gennem hele partiets magtperiode. En interessant konsekvens af fraktionsdannelsen var, at FSLNs øverste ledelse - La Dirección Nacional - forblev kollektiv gennem hele denne perioden, med tre repræsentanter fra hver af de tre fraktioner (de ni «revolutionskommandanter»).

I perioden 1979-84 ledede FSLN landet gennem provisoriske regeringsorganer uden noget andet mandat end det der fulgte af den væbnede revolution. Med udgangspunkt i den militære befrielsesbevægelse blev der dannet en sandinistisk hær, et sandinistisk statsbærende parti, sandinistiske masseorganisationer og endelig en sandinistisk stat. Parlamentet bestod frem til 1984 af repræsentanter direkte fra FSLN og fra de sandinistiske masseorganisationer - AMNLAE (kvinder), CDS (beboerråd), CST (fagbevægelse), JS-19 (ungdom) mv. - samt enkelte repræsentanter fra borgerskabet, der havde været FSLN's allierede overfor Somoza. De trak sig dom ud efter det første år. Nicaragua havde altså i denne ikke et partimæssigt men et mere rådsorienteret demokrati.

Selv om magtudøvelsen altså foregik i alliance med relativt repræsentative ledere for brede grupper i befolkningen - i et forsøg på at stimulere til politisk pluralisme og en blandingsøkonomi hvor både statslig, kooperativt og privat ejerskab eksisterede side om side - lå den egentlige magt hos sandinisterne. Revolutionens ambition var primært at sikre national suverænitet, med en umiskendelig brod mod USA imperialismen, dernæst at udrydde fattigdommen bl.a. gennem en storstilet udbygning af sundheds- og uddannelsesvæsenet, ikke mindst symboliseret ved den store alfabetiseringskampagne, som i 1980 på få måneder dramatisk øgede folks læse- og skrivefærdighed.

1982 Begyndende contras-revolution

Men det historiske forhold mellem USA og Nicaragua gentog sig. USAs næste præsident, Ronald Reagan, manede kommunistspøgelset frem. Han betragtede sandinisterne som lejesoldater i et internationalt kommunistisk korstog mod frihed og demokrati, ledet af Sovjetunionen og Cuba. Med støtte fra utilfredse rige nicaraguanere - som for det meste samlede sig i Miami - begyndte USA i det skjulte organiseringen af en kontrarevolutionær styrkelos contras»), som førte sin krig mod Nicaragua fra baser i nabolandene. Contras fik efterhånden betydelig støtte, også i form af rekrutter, fra den del af bondebefolkningen i landet, som reagerede mod jordreformpolitikken og kontrollen af fødevareomsætningen. Contras-krigen ramte i første omgang revolutionens udposter: de nye skoler og sundhedsklinikkerne der var blevet bygget, og landbrugskooperativerne der var blevet organiseret på de ejendomme Somoza-klanen eller flygtede godsejere havde ejet. Efterhånden ramte krigen hele økonomien, og sandinistregeringen svarede igen med en undtagelsestilstand, hvor menneskerettighederne ikke altid blev respekteret. Den del af borgerskabet der havde støttet kampen mod Somoza vendte sig gradvis mod sandinisterne, og det private erhvervslivs organisationer sammen med en reaktionær katolsk kirkeledelse blev til de vigtigste politiske medspillere for contras og USA.

FSLN stod samtidig overfor sit strategiske politiske dilemma: skulle partiet tage skridtet fuldt ud og bevæge sig mod socialisme, eller snarere vælge pluralisme, demokrati og markedsøkonomi. Presset var stærkt i begge retninger, og den interne debatten var skarp, selv om enheden udadtil blev bevaret. USA havde i oktober 1983 invaderet Grenada og dermed demonstreret, at åben ideologisk uenighed var livsfarlig.

1984 Parlamentarisk demokrati

FSLN blev klar over, at Sovjet og Cuba ikke var i stand til at give Nicaragua tilstrækkelig beskyttelse overfor den tiltagende kontrarevolution fra USA og vendte sig derfor mod de europæiske socialdemokratier, der skulle afbalancere USA. Men for at støtte FSLN og Nicaragua overfor USA stillede de gennem Socialistisk Internationale krav om, at Nicaragua afskaffede rådsdemokratiet, gennemførte almindelige valg og indførte parlamentarisk demokrati. FSLN måtte sluge denne bitre pille og gennemførte i 1984 valg til parlamentet. Alle ideologiske retninger bortset fra somozisterne var repræsenteret ved valget, men den ekstreme højrefløj fulgte USA's opfordring til boykot. Alle internationale observatører bortset fra USA-regeringens bedømte valgene som frie og demokratiske. FSLN's kandidat Daniel Ortega blev valgt med 2/3 flertal, men den nye grundlovgivende forsamling fik alligevel en levende opposition. Fra nu af havde Nicaragua en konstitutionel regering, og FSLN blev nu et hegemonisk parti indenfor en pluralistisk forfatning, hvis demokratiske karakter dog var begrænset pga. krigen.

Contras fik aldrig noget militært overtag. Sandinistregeringen viste sig samtidig som dygtige diplomater. Sandinistrevolutionen blev genstand for omfattende international solidaritet, og landet modtog stigende bistand - ikke mindst fra de nordiskee lande. Sandinisterne blev belønnet for valget med en plads blandt socialdemokraterne i Socialistisk Internationale - på trods af voldsomt modpres fra USA. Men det kunne ikke forhindre, at hele revolutionen og dens ambitioner om et nyt og bedre samfund blev kvalt af krigen. I sidste ende var der kun den nationale værdighed og krigsmaskinen tilbage af revolutionen. I denne situation indledte de to præsidenter i regionen som havde bevaret en vis uafhængighed i forhold til USA - Costa Ricas Oscar Arias og Guatemalas Vinicio Cerezo - et fredsdiplomati, som gjorde fremskridt trods USA's sabotageforsøg. Fredsaftalen for Mellemamerika omfattede ikke kun Nicaragua, men blev også grundlag for de senere fredsslutninger i El Salvador og Guatemala.

1990 Valgnederlaget

I 1990 tabte FSLN overraskende valget, hvor det forsøgte at få genvalgt sin præsident Daniel Ortega. Krigstrætheden tog overhånd for flertallet, og ønsket om at få fred med USA og få orden på økonomien var nok hovedårsagen til, at folk valgte oppositionskandidaten Violeta Chamorro til præsident. Dermed måtte FSLN acceptere, at deres revolutionsprojekt var endelig afsluttet, og som den første socialistisk orienterede revolutionsbevægelse gav den magten fra sig ved et demokratisk valg. Dette bidrag til demokratiet i Nicaragua og Mellemamerika er måske den mest varige arv FSLN, har efterladt sig.

FSLN spillede i perioden 1990-96 rollen som det ledende oppositionsparti i Nicaragua. Det var en ny rolle for en politisk bevægelse - i dette land uden demokratiske traditioner. Det drejede sig om meget mere en at opgive regeringspositioner. Hele samfundet blev «af-sandiniseret» for at give plads for en ideologi-fri opbygning af nationen. Partienheden blev også definitivt brudt. De sandinistiske masseorganisationer ændrede karakter fra at være støtteorganisationer for regeringen til at blive protestbevægelser. Sandinisternes parlamentsgruppe indtog på den anden side en meget ansvarlig position, og blev på mange måder medspiller for en moderat politisk linie fra Chamorros regering. Regeringens egne parlamentarikere indtog højreradikale standpunkter og ønskede et langt mere drastisk opgør med sandinisterne. Mellem disse yderstandpunkter forsøgte FSLN's partiledelse, med Daniel Ortega i spidsen, at balancere. Men partiledelsens position var fremfor alt blevet undergravet af den omfattende korruption - kaldet «La Piñata» - FSLN toppen gjorde sig skyld i mellem valgnederlaget i februar 1990 og regeringsskifteti april. Under La Piñata fordelte de højtstående sandinister statslig ejendom (huse, biler, jorde) blandt sig. Oftest ejendom der var blevet konfiskeret fra Somoza og hans håndlangere efter 1979, men ikke desto mindre statslig ejendom. Sandinisterne forsøgte at legitimere dette tyveri med de højtstående sandinisters lange og tro tjeneste, og at de ikke havde haft andre steder at flytte ind. Ikke desto mindre var det almindeligt tyveri af statslig ejendom.

Tidligere vicepræsident Sergio Ramirez forlod sammen med sin fløj FSLN i 1995.
(Solidaritet)

1995 Splittelse

Allerede i 1991 havde FSLN taget beslutning om at omdanne sig fra et kadreparti til et folkeparti. Indtil da havde partiet kun få tusinde medlemmer, og nye medlemmer skulle dels have to eksisterende partimedlemmer til at anbefale sig, dels gennem en to-årig kandidatperiode. Men fra 1991 åbnede FSLN sig op.

Frem mod det ny valg i 1996 blev FSLN splittet, da den tidligere mere moderate vicepræsident Sergio Ramirez dannede sit eget parti MRS og stillede op som præsidentkandidat mod Ortega og højrefløjens kandidater. Ramirez var dog ikke den eneste, der forlod FSLN. En lang række af dets centrale og populære skikkelser - bl.a. den tidligere kulturminister, Ernesto Cardenal - forlod det i dyb frustration over partiets politiske udvikling. Splittelsen var givet medvirkende til, at det var den ultrakonservative liberale politiker med stærke bånd til contras-ledelsen, Arnoldo Alemán der vandt præsidentvalget.

Sandinisterne blev atter det største oppositionsparti, men deres moralske og politiske position var nu stærkt svækket - både i Nicaragua og internationalt. Daniel Ortega tog mere og mere diktatorisk kontrol over partiapparatet, og trossede kravene om at gå af som partileder efter det nye valgnederlag og ikke mindst efter veldokumenterede anklager om pædofili og incest fra sin egen stedatter. Støtten fra de intellektuelle og demokratiske kræfter i partierne bliver stadig mindre. Men store dele af den fattige befolkning - der er stort set uvidende om partiintrigerne - betragter fortsat FSLN som deres forsvarer i et stadig mere udarmet og voldeligt Nicaragua, hvor næsten alle rester af det store sandinistiske samfundseksperimentet nu er borte. I 1999 kan det virke som om, FSLN står helt uden nogen strategisk plan for, hvordan folkeflertallet i Nicaragua kan genrejse kampen mod fattigdommen og for et mere værdigt samfund. Fremtiden skal nok søges blandt de mange sandinister og andre demokratiske kræfter, som leder kommunalbestyrelserne og de folkelige organisationer i landets mange lokalsamfund. I Nicaragua som i resten af regionen er det lokaldemokratiet, der bærer kimen til politisk fornyelse.

Sandinist-revolutionen begyndte som et ungdomsoprør. FSLN havde held til i at opbygge en bred national bevægelse baseret på en ideologisk blanding af marxisme, kristen humanisme og national suverenitetstænkning. Det var ikke mindst FSLN's moralske kraft i kampen mod en forhadt diktator, i kampen mod fattigdommen og senere mod USA's imperialisme i 1980'erne - i en Davids kamp mod Goliat - der gjorde Nicaragua til en magnet for internationalt solidaritetsarbejde. Desto større er nederlaget, når FSLN nu står tilbage med brækket ryg netop pga. af uetisk adfærd fra partiledelsen. Daniel Ortega tilhører samme generation som dagens relativt unge ledere i de toneangivende vestlige lande. Mange af dem betragtede sandinistrevolutionen som et ideal. Men folk bliver hurtigt gamle i Nicaragua. Det kan virke som om, både Nicaragua og FSLN behøver en ny generation af ledere, måske et nyt ungdomsoprør, for at genrejse sandinismens idealer og give landet nyt håb.

V.B.