Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Hugo Chávez. Venezuelas præsident gennem 14 år. Hans politik var socialdemokratisk, men det blev ikke accepteret af hverken USA eller landets borgerskab, der gennemførte kupforsøg mod ham og aktivt undergravede hans politik og Venezuelas økonomi.

Hugo Rafael Chávez Frías (1954-2013), venezuelansk officer, politiker og præsident. Chávez blev født den 28. juli 1954 i landsbyen Rastrojos i det vestlige Venezuela. Familien havde både indiansk, afrikansk, spansk og italiensk blod i årene. Begge forældre var lærere. Han var den 2. af 7 søskende. Familien var fattig og som 17 årig blev han sendt til Caracas for at studere på Universidad Militar Bolivariana de Venezuela. Det indledte hans militære løbebane. Universitetet blev ledet af progressive nationalistiske officerer og læreplanen var ikke blot militær. Der blev hentet civile lærere ind udefra, der underviste i økonomiske og politiske forhold.

Han blev interesseret i den cubansk-argentinske revolutionære Che Guevara - der blev henrettet af CIA i Bolivia i 1967 - efter at have læst Che's dagbog. I 1974 blev han valgt på universitetet som repræsentant ved markeringen af 150 året for sejren i Ayacucho, Peru, hvor Simon Bolivars løjtnant Antonio José de Sucre slog den spanske besættelsesmagt under Perus kamp for selvstændighed. I Peru overværede Chávez general Juan Velasco Alvarado taler. Velasco var præsident, venstreorienteret og gik ind for jordreformer. Chávez blev inspireret af Velascos ideer om, at militæret skulle agere til støtte for arbejderklassen, når den herskende klasse var korrupt.

Chávez blev ven med Omar Torrijos' søn. Torrijos var major og leder af Panama (1968-81). Han besøgte landet, og blev som i Peru imponeret over majorens programmer, der hjalp landets fattige befolkning. Han erkendte, at militæret faktisk kunne gøre gavn for et lands befolkning, hvis de civile magthavere kun tjente borgerskabets interesser.

1977 Oprettelse af de første hemmelige militære celler

Chávez afsluttede sin uddannelse på universitetet i 1975 som en af de bedste i sin årgang. Han blev derefter sendt til Barinas som kommunikationsofficer for at deltage i oprørsbekæmpelse. I 77 blev hans enhed overflyttet til Anzoátegui, hvor den deltog i nedkæmpningen af en Albanien orienteret guerillagruppe. Inspireret af Velasco og Torrijos oprettede han samme år en hemmelig revolutionær bevægelse i sin enhed. Den fik navnet Ejército de Liberación del Pueblo de Venezuela (Venezuelas folkelige Befrielseshær, ELPV). Den bestod blot af ham selv og nogle få soldater fra hans enhed. De havde ingen planer om umiddelbare aktioner, men drømte om en dag at kunne bringe en venstreorienteret regering til magten i Venezuela - en tredje vej mellem den siddende regerings højreorienterede politik og guerillaens venstreorienterede vej. Chávez gennemførte hemmelige møder med landets fremtrædende marxister som Alfredo Maneiro og Douglas Bravo. Der var en udpræget opfattelse af, at det politiske liv i landet var stivnet fuldstændig. Efter et militærkup i 1958 havde det socialdemokratiske Acción Democrática (AD) og det kristen-demokratiske COPEI indgået en aftale (Puntofijo pagten) om at deles om magten i skiftende regeringer - uden at bekrige hinanden. Selv om der var 2 partier, var Venezuela de-facto degenereret til en et-partistat, der financierede sig ved indtægter fra landets lukrative olieeksport.

I 1982 oprettede Chávez en ny hemmelig celle indenfor hæren, som han kaldte Ejercito Bolivariano Revolucionario-200 (Bolivars revolutionære Hær, EBR-200). Han trak dermed en direkte linie tilbage til den latinamerikanske frihedshelt, Simon Bolivar, der havde befriet Sydamerika fra den spanske kolonimagt 180 år tidligere; Simón Rodríguez der havde været filosof og Bolivars læremester; og Ezequiel Zamora der var soldat og havde været med til at gennemføre bondeopstanden i Venezuela i 1846 mod den siddende konservative regering. Chávez kaldte de 3 historiske figurer for hans bevægelses 3 rødder. Han udskiftede hurtigt «hær» med «bevægelsen», så EBR-200 blev til MBR-200 (Bolivars revolutionære Bevægelse).

I midten af 80'erne begyndte højere officerer at få mistanke til Chávez, som de derfor sendte til en fjerntliggende lejr i Elorza i Apure delstaten.

I 1989 var socialdemokraten Carlos Andrés Pérez (CAP) blevet valgt til præsident. Under valgkampen havde han lovet at modarbejde IMF's neoliberale nedskæringspolitik, men aldrig så snart var han indsat som præsident, før han begyndte at gennemføre IMF's politik. Det udløste i februar den såkaldte «Caracazo» - et nationalt folkeligt oprør mod regeringens upopulære politik. Som modsvar iværksatte præsidenten Plan Ávila, der gav frie tøjler til militæret til nedkæmpelse af opstanden. Det kostede 2-5000 civile livet.

Chávez erkendte, at landet nu netop var i den situation, han havde forudset 15 år tidligere med en korrupt undertrykkende civil regering, som det var militærets pligt at gribe ind overfor. Han begyndte at planlægge et militærkup med navnet Operation Zamora. Planen var, at løbe kasernerne over ende, tage magten og indsætte den kristen-demokratiske politiker Rafael Caldera som præsident.

1992 Kupforsøg

Kupforsøget blev gennemført i februar 1992. Fem militære enheder under Chávez' ledelse rykkede ind i Caracas. Men trods flere års planlægning løb Chávez hurtigt ind i det alvorlige problem, at kun 10% af landets soldater bakkende op om kupforsøget. Hans soldater begyndte at desertere og efter mange fejl og uforudset forhold blev han og en lille gruppe af tilhængere omringet på Militærmuseet. Imens var det lykkedes Perez at flygte fra Miraflores præsidentpaladset. Kupforsøget kostede officielt 32 civile, politifolk og soldater livet. Men som Fidel Castro der 40 år tidligere havde gennemført et tilsvarende kupforsøg i Cuba, overlevede Chávez.

Perezregimet begik nu den «fejl», at lade Chávez gå på TV med en opfordring til sine tilhængere om «for nuværende» at nedlægge våbnene. De fattige venezuelanere begyndte nu at se en leder i Chávez, der stillede sig op og bekæmpede regeringens korruption og svindel. Kuppet slog fejl, men Chávez blev en mediestjerne.

Han blev arresteret og sat i fængsel på San Carlos kasernen. Efter flere demonstrationer til fordel for ham blev han overført til Yare fængslet. I november gennemførte hans tilhængere et nyt kupforsøg, der ligeledes slog fejl og kostede flere hundrede livet.

Et år senere blev Chávez og andre MBR-200 ledere stillet for retten. Han blev dømt for at have optrådt «»uærligt» og for at have «tilegnet sig» offentlige midler.

1998 Chávez vinder præsidentvalget. Den bolivarianske revolution indledes

I februar 1994 vandt Rafael Caldera præsidentvalget. Han havde tilsyneladende kendt til kupforsøget, benådede Chávez og de øvrige MBR-200 medlemmer, men med forbud mod at vende tilbage til militæret. Han indledte nu en intensiv rejseaktivitet i Latinamerika for at samle støtte til sit politiske projekt. Han besøgte Argentina, Uruguay, Chile, Colombia og Cuba. Selv om han var overbevist om, at borgerskabet aldrig ville lade ham vinde, dannede han i juli 1997 partiet Movimiento Quinta República (Bevægelsen den 5. Republik, MVR) for at kunne stille op til præsidentvalget i 1998. Det lykkedes ham at skaffe opbakning blandt de gamle venstrefløjspartier og i december 98 vandt han til alles overraskelse præsidentvalget med 56,2% af stemmerne. Arbejderklassen og landets fattigste havde klart identificeret ham som deres mand.

Ved sin indsættelse som præsident i februar 99 offentliggjorde han vidtgående reformer: landets forfatning skulle skrives om, den eksisterende 4. republik blev nedlagt og erstattet af «Venezuelas bolivarianske Republik». Landets eget og det internationale borgerskab var rasende, fordi de nu blev fjernet fra deres lukrative politiske og økonomiske poster og blev erstattet af folk fra MBR-200. Selv om Chávez var socialist erkendte han, at det var nødvendigt med en overgang, hvor der eksisterede en blandingsøkonomi i landet - «social kapitalisme». Han nationaliserede en række store virksomheder.

Der blev gennemført 3 valg i løbet af 99. I april gennemførtes en folkeafstemning, hvor venezuelanerne fik stillet to spørgsmål: «ønsker du at der indkaldes en grundlovsgivende forsamling med det formål at omdanne staten og etablere et nyt juridisk system der gør det muligt for et socialt og deltagerorienteret demokrati at fungere?» Det svarede 92,4% ja til. Det andet spørgsmål var: «giver du republikkens præsident tilladelse til, efter at have hørt holdningen blandt de politiske, sociale og økonomiske sektorer at udforme den valgproces, ud fra hvilken medlemmerne til den Grundlovsgivende forsamling vælges?» Det svarede 86,5% ja til. Valgdeltagelsen var dog kun 37,4%.

I juli gennemførtes så valg til den Grundlovsgivende forsamling. Valgdeltagelsen steg nu til 46,2%. Chávez og hans støttepartier samlet i den Patriotiske Pol fik 65% af stemmerne og 121 af forsamlingens 131 pladser. Oppositionen måtte nøjes med 4 pladser, andre partier 3, og 3 var reserveret til landets oprindelige befolkning. Chávez havde dermed næsten 100% kontrol over udformningen af den ny forfatning. Resultatet sendte de 2 gamle partier AD og Copei ud i en dyb eksistentiel krise.

Forsamlingen udformede en ny forfatning, der blev sendt til folkeafstemning i december. Her stemte 71,8% for den ny forfatning. Til stor fortrydelse for landets eget og det internationale borgerskab. Forfatningen havde 350 paragraffer og var dermed af verdens mest omfattende. Den vigtigste punkter var:

• Landets navn blev ændret fra Republikken Venezuela til Den bolivarianske republik Venezuela.
• Mens der tidligere havde været en tredeling af magten i landet, blev den nu femdelt:
  - den udøvende (præsidenten), 
  - den lovgivende (Nationalforsamlingen, ændret fra 2 kamre til 1), 
  - den dømmende,
  - valggennemførelse (det Nationale Valgråd), 
  - folkets magt (Ombudsmand, Statsadvokaten, Revisionsmyndigheden). 
• Præsidentperioden blev udvidet fra 5 til 6 år. Samtidig indførtes en begrænsning, så præsidenten kun kan sidde i 2 perioder (dog afskaffet i 2009). Samtidig indførtes en mulighed for at tilbagekalde præsidentens mandat midt i en valgperiode. Hvis tilstrækkelig mange skriver under på et sådan forslag, gennemføres en folkeafstemning om tilbagekaldelse af mandatet. Endelig indførtes vicepræsidentposten. Vicepræsidenten kan afsættes efter en rigsretssag i parlamentet.
• Dommere udnævnes ikke længere af parlamentet, men efter offentlig undersøgelse.
• Gratis og kvalitativ sundhedsforsorg til alle.
• Nye forretningsformer. Som et brud med den herskende kapitalisme indførte forfatningen kooperativer, familievirksomheder og småvirksomheder.

Den ny forfatning trådte umiddelbart i kraft, og i januar 2000 blev Isaías Rodríguez indsat som vicepræsident.

For at kunne indføre den gratis adgang til sundhed hentede Chávez 20.000 læger (og lærere) fra Cuba, der til gengæld fik betaling i form af 53.000 tønder olie dagligt. I slutningen af årtiet voksede det til 40.000 cubanere og 90.000 tønder olie. I slumkvarterene organiseredes den fattige befolkning. For første gang i historien havde Venezuela fået en regering, der stod på deres side.

Chávez' projekt havde flere udfordringer. Dels var han ikke marxist, så hans mål var ikke at gennemføre revolution og overtage landets produktionsmidler, som i Cuba 40 år tidligere. Han tænkte, at en tredje vej var mulig. En blandingsøkonomi. Derfor gik han heller ikke til angreb på borgerskabet, eller gennemførte omfattende nationaliseringer. Han havde heller ikke kadrer til et sådan projekt. Selv om han var i alliance med andre partier, havde de en begrænset basis og hans egen basis var indenfor militæret. Der skete derfor det paradoksale, at for første gang i landets historie, blev der indført fuld pressefrihed, som borgerskabet der havde næsten 100% kontrol medierne brugte til at svine ham til. Hans modsvar var i maj 1999 at lave det daglige TV program «Alo Presidente», hvor almindelige venezuelanere kunne ringe ind, få ham direkte i tale og forelægge deres problemer. Programmet blev sendt hver dag fra kl. 11 til hen på eftermiddagen. Alle kanaler blev tvunget til at sende programmet. I nogle timer hver dag havde han derfor fuld kontrol over medierne.

I juli 2000 gennemførte han præsidentvalg og valg til det nye parlament. Han blev genvalgt som præsident med 59,8% af stemmerne. Ved parlamentsvalget fik hans MVR 44,4% af stemmerne, men ialt 92 af dets 165 pladser og dermed absolut flertal. Ved valget blev der samtidig valgt guvernører og medlemmer til byrådene overalt i landet.

2001 Borgerskabet går til modangreb

Forholdet til USA blev hastigt forværret. USA støtter kun «demokrati», når det er deres folk der sidder på magten. Efter supermagtens invasion af Afghanistan i oktober 2001, kritiserede Chávez invasionen og erklærede at «krig mod terrorisme ikke berettigede til drab på børn». På TV viste han billeder af børn, dræbt af USA's bomber.

Hverken USA eller det nationale borgerskab ville finde sig i Chávez' Bolivarianske revolution og gik til modangreb. I marts 2002 sendte USA en ny ambassadør til landet, der skulle koordinere de sidste detaljer i et kup mod Chávez. Ambassadør Charles Shapiro mødtes umiddelbart efter med forretningsmanden Pedro Carmona der skulle indsættes som overgangspræsident og lederne af den højreorienterede landsorganisation CTV, der skulle strejke under kuppet. Charles Shapiro havde en glorværdig fortid i det US støttede militærdiktatur i El Salvador, hvor han havde «arbejdet» på ambassaden i 1983-88.

Kuppet blev sat i gang efter Chávez den 7. april 2002 havde fyret direktøren for det statslige olieselskab PDVSA og 5 ud af 7 andre direktører for selskabet. Baggrunden var, at Chávez ville bruge selskabets enorme indtægter til at financiere sine sociale programmer, mens PDVSA hidtil havde fungeret autonomt og selv bestemt hvad dets indtægter blev brugt til. CTV kaldte til generalstrejke og oppositionen gennemførte demonstrationer i Caracas.

Den 10. april var strejke og protester ved at løbe ud i sandet. Skoler og forretninger genåbnede. USA, CTV og borgerskabet gjorde nu et nyt forsøg på at stramme garnet. Brigadegeneral Néstor González gik på borgerskabets TV kanaler og opfordrede Chávez til at træde tilbage. Borgerskabet annoncerede den 11. at det ville indtage PDVSA's hovedkvarter med magt. Flere hundrede tusinde samledes ved hovedkvarteret, men fik derefter at vide, at de skulle marchere mod præsidentpaladset Miraflores. Nationalgarden og Círculos Bolivarianos (CB) forsvarede paladset. CB var blevet dannet af Chávez i december 2001 som folkelige komiteer, der skulle forsvare den Bolivarianske revolution. De timer det tog borgerskabets folkemængde at gå mod paladset blev brugt til at mobilisere en moddemonstration til forsvar for paladset.

Chávez beordrede nu militæret til at igangsætte Plan Avíla til forsvar af præsidentpaladset. Det udløste en splittelse i militæret, hvor nogle militærenheder rykkede frem mod paladset for at beskytte det, mens andre stillede sig på kupmagernes side. Natten til den 12. gav kupgeneralerne ham et ultimatum. Enten overgav han sig inden kl. 4, eller også ville de bombe præsidentpaladset. Kort før kl. 4 overgav Chávez sig til kupmagerne i militæret, men uden at træde tilbage. Borgerskabet indsatte nu USA's mand, forretningsmanden Pedro Carmona som «overgangspræsident». Carmona opløste parlamentet og højesteret og annullerede landets forfatning fra december 1999. Han afsatte samtidig alle Chávez tro delstatsguvernører og borgmestre. Chávez tro officerer blev fjernet fra deres poster, eller sendt til afsidesliggende dele af landet.

Borgerskabet havde som i resten af verden vist sin foragt for demokratiet. Denne styreform blev kun accepteret, når det var borgerskabet selv der sad på magten.

Carmona dannede en regering bestående af forretningsvenner og medlemmer af den stærkt højreorienterede katolske sekt Opus Dei. I virkeligheden var Carmona hastigt ved at grave sin egen grav. Ikke blot var hans handlinger åbent i strid med forfatningen. Den understregede også, at de eneste han repræsenterede var højtstående dele af borgerskabet. Dråben der fik bægret til at flyde over var imidlertid, at han udnævnte admiral Hector Ramirez Perez til forsvarsminister. Det var en stærk provokation for militæret, der aldrig ville acceptere at blive ledet af en admiral. Støtten til kuppræsidenten i militæret forsvandt som dug for solen. En sidste fejl kuppræsidenten begik var ikke at lade Chávez gå i eksil. Chávez havde ønsket at gå i eksil i Cuba, men kuppræsidenten ønskede at stille ham for retten for at stå til ansvar for de 19 mennesker, der var blevet dræbt under kuppet den 11. april.

Allerede den 12. gennemførte CB demonstrationer til fordel for Chávez. Demonstrationerne blev angrebet af politiet, men nåede frem til præsidentpaladset og om eftermiddagen den 13. indtog Chávez' præsidentgarde præsidentpaladset gennem hemmelige tunneller og fjernede kuppræsidenten. Vicepræsidenten overtog nu midlertidig præsidentposten. Der kom til at gå endnu 12 timer inden militæret slap Chávez fri. Kuppræsidenten Pedro Carmona blev sat i husarrest, hvorfra han flygtede til Colombia og videre til Miami. Oprørsgeneralerne blev fjernet fra deres poster. Nogle gik i eksil i USA, mens andre sluttede sig til oppositionen.

Den irske dokumentarfilm "The Revolution Will Not Be Televised" følger Hugo Chávez fra valgsejren i 1998 frem til borgerskabets kupforsøg mod ham i april 2002.

Chávez reaktion på kuppet var defensiv. Han indsatte et økonomisk team, der var mere centrum orienteret og genindsatte de PDVSA direktører, han havde fyret i april. Det formildede naturligvis ikke borgerskabet, der stadig ønskede ham fjernet - trods det fejlslagne kup. I 2004 forsøgte borgerskabet at bruge forfatningens paragraf om tilbagekaldelse af præsidentens mandat. I august blev der gennemført en folkeafstemning om fjernelse af Chávez. Der var kun 40,8% der støttede den ide.

I 2004 oprettede Venezuela sammen med Cuba Alianza Bolivariana para los Pueblos de Nuestra América (Den bolivarianske alliance for vort Amerika, ALBA), der var en økonomisk og politisk alliance mellem 10 lande:  Antigua, Bolivia, Cuba, Dominica, Grenada, Saint Kitts & Nevis, St. Lucia, St. Vincent og Venezuela.  Nicaragua sluttede sig i 2007 til samarbejdets handelsdel, det samme gjorde Ecuador i 2009 og Honduras i 2008 (for dog atter at trække sig i 2010 efter militærkuppet). I 2012 blev også Suriname optaget.

I maj 2006 besøgte Chávez flere europæiske lande, hvor han bl.a. lancerede ideen om at levere billig venezuelansk olie til fattige arbejderklassekvarterer på kontinentet.

USA's fjendtlighed overfor Venezuela var gengældt. Under sin tale til FN's Generalforsamling i september 2006 sagde Chávez: «.. Djævelen var her i går. Her lugter stadig af svovl ..» En henvisning til USA's præsident Bush, der havde talt dagen inden.

Der var et tæt forhold mellem Hugo Chávez og Cubas Fidel Castro. Det var en torn i øjet på USA og borgerskabet. Men de to var politisk meget forskellige. Mens fidel var kommunist, var Hugo i virkeligheden socialdemokrat. Men i USA's dikotome verdensopfattelse findes der kun konservative og kommunister. Chávez var derfor «kommunist» og blev bekæmpet militært, økonomisk og politisk.

I december 2006 blev Chávez genvalgt for en 2. periode. Denne gang med 62,9% af stemmerne. Hans Bolivarianske revolution fik gradvist større opbakning. To uger efter valget sluttede de partier der havde været en del af hans Patriotiske Pol sig sammen i partiet Partido Socialista Unido de Venezuela (Venezuelas forenede Socialistparti, PSUV). I 2007 var 5½ mio. venezuelanere medlemmer af partiet.

I slutningen af december besluttede myndighederne ikke at forny den borgerlige TV kanal RCTV's licens. Den lukkede 27. maj 2007. Borgerskabet forsøgte at gennemføre at gennemføre demonstrationer mod lukningen støttet af udenlandske organisationer. Borgerskabet lukker løbende venstreorienterede medier overalt i verden, men når det var et af deres egne det gik ud over, var det et «angreb på ytringsfriheden». Ytringsfrihedsbegrebet var forbeholdt borgerlige medier. (I august 2010 lukkede den danske regering den kurdiske TV kanal Roj TV).

I 2007 nedsatte regeringen en forfatningskommission, der udarbejdede forslag til ændringer af forfatningen. Forslagene koncentrererede en større magt i præsidentembedet, forlængede embedsperioden til 7 år og fjernede begrænsningerne på genvalg. Forslagene blev nedstemt med 51% af stemmerne ved en folkeafstemning i december.

I februar 2009 gennemførtes en folkeafstemning om en forfatningsændring, der fjernede tidsbegrænsningen på genvalg til præsident, guvernør og borgmesterposterne. Forslaget blev vedtaget med 54,9% af stemmerne. Det banede vejen for, at Chávez kunne stille op til en 3. præsidentperiode i 2013.

Chávez meddelte i august 2011, at landet nationaliserede den russisk kontrollerede guldvirksomhed Rusoro. Samtidig ville landets guldreserver blive overført fra banker i Vesten til Rusland, Kina og Brasilien.

Ved præsidentvalget i oktober 2012 blev Chávez genvalgt for en 3. periode med 55,1% af stemmerne. En tilbagegang fra 2006, men fortsat et sikkert mandat. Valgkampen var intens og valgdeltagelsen røg helt op på 80,2%. Han skulle være indsat som præsident i januar 2013, men var i kemobehandling i Cuba, så indsættelsen blev udsat. Den fandt aldrig sted. Chávez døde af sin kræft 5. marts 2013. Ved hans død overtog vicepræsident Nicolás Maduro posten.

Chávez opfyldte i nogen udstrækning sit løfte om at skabe større lighed i Venezuela og løfte landets fattige ud af fattigdommen. Det var paradoksalt, at landets store indtægter på eksporten af olie indtil da ikke var kommet landet til gode, men var gået i borgerskabets lommer. Under Chávez faldt Gini-koefficienten (der er et udtryk for økonomisk ulighed i samfundet) fra 0,495 i 1998 til 0,39 i 2011. Kun i Canada og Cuba var den lavere på den vestlige halvkugle. Fattigdomsraten faldt fra 48,6% af landets befolkning i 1999 til 32,1% i 2012. Det var en god forklaring på, at han var elsket af landets fattige, men hadet af borgerskabet. Grundlæggende var hans politik socialdemokratisk omfordelingspolitik, men den slags tillader USA ikke på det amerikanske kontinent, og Europas socialdemokrater ønskede ikke at udfordre regimet i Washington, men fulgte dets destabilisering overfor Venezuela.

A.J.