Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
     .  Historie
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 13/10 2008
Læst af: 21.343
: :
Metafysik

Den del af filosofien der beskæftiger sig med det værende som værende, hvilket skal ses i modsætning til de enkelte videnskaber, der beskæftiger sig med det værende som fx fysik, biologi, psykologi osv. Metafysik omtales også som ontologi (læren om væren) og som første-filosofi, dvs. den filosofi der beskæftiger sig med de spørgsmål, der er før de øvrige videnskaber. Metafysikkens beskrivelse af virkeligheden tager sit udgangspunkt i verden som sådan, dvs. i hvad den er og indeholder. Til det hører også hvad mennesket er, og hvilken plads det har i verden.

At metafysikken tager sit udgangspunkt i verden skal ses i modsætning til den erkendelsesteoretiske og subjetkfilosofiske tilgang, der indledtes med Descartes og empirismen i det 17. århundrede, og som er dominerende fra det 19. århundrede. Her tages der udgangspunkt i mennesket, og i at betingelserne for vores viden bliver fundet i psyken og erfaringerne og ikke i verden. Verden bliver i den forbindelse til om-verden, dvs. den verden, der omgiver mennesket, modsat metafysikken der beskriver verden som en sammenhæng, som mennesket er en del af. For metafysikken drejer det sig om, at viden angår, hvad der er, som vi kan have viden om. At noget er, drejer sig ikke om, at det eksisterer, men om, at det har realitet, dvs. at det har en egen væren. Dette gælder fx ikke for fantasivæsener, som kun er forestillinger og kun findes i vores fantasi. Vi har ingen viden om dem, kun forestillinger. Når vi kan tage fejl, er det, fordi vi forveksler forestillinger med tanker. Vi kan fx ikke tænke en enhjørning, kun forestille os den, men vi kan tage fejl og tro, vi tænker den. Tænkning er således ikke det samme som mentale operationer eller bevidsthedens indhold; det betyder, at vi følger bestemte regler, der svarer til den struktur, verden har.

Metafysikken bliver i det 17. og 18. århundrede opfattet som en videnskab, der systematisk sammenfatter verdens grundlæggende forhold. Metafysikkens højdepunkt finder vi hos rationalisterne (Spinoza, Leibniz, Malebranche, Wolff, Baumgarten). Her inddeles metafysikken i to emneområder: den generelle metafysik, der drejer sig om de grundlæggende principper for væren (fx grundprincipper som identitet og forskel), og den specielle metafysik hvis genstandsfelter er kosmologi (læren om verden, fx om universet er endeligt eller uendeligt), psykologi (fx om sjælen er sammensat eller usammensat) og rationel teologi (om rationelle grunde til Guds eksistens).

Den tyske idealisme (o. 1780-1830 – Fichte, Schelling, Hegel) regnes almindeligvis for metafysikkens sidste store periode, og filosofien er derefter præget af forskellige opgør med metafysikken. Heraf ligger flere i forlængelse af den kritik, der har været tiltagende gennem det 18. århundrede ikke mindst i forbindelse med oplysningstænkerne. Nogle af disse opgør er egentlig anti-metafysiske og vil erstatte metafysikken med andre tilgange, fx empirisk videnskab og psykologi. Dette er især gældende for empirismen og sensualismen (Locke, Hume, Condillac, Mill) og positivismen såvel som analytisk filosofi i begyndelsen af det 20. århundrede (Moore, Russell, Ryle). Andre opgør er naturalistiske og materialistiske (Hobbes, LaMettrie). En anden type kritikker ser spørgsmålene, der beskæftiger metafysikken, som grundlæggende, men problematisk behandlet. Det gælder fx for Kant. Metafysikken er også blevet set som en misforståelse i tænkningen, som vi må kureres for, som fx Nietzsche og Wittgenstein gør det. I det 20. århundrede findes en række opgør med metafysikken, der ikke mener, at afvisning er en farbar vej; i stedet må kritikken indlade sig på en kritik indefra, der dekonstruerer den. Det gælder fx Heidegger, Derrida og Vattimo.

I de seneste årtiers hovedsalig engelsksprogede litteratur bliver metafysik betragtet som betegnelsen for en række emner, der ikke finder plads i de øvrige videnskaber, fordi de overskrider dem eller ligger forud for dem. Det gælder fx problemer om forholdet mellem sjæl og legeme, den fri vilje, personlig identitet og tid.

Metafysikkens historie

Antikken

Navnet «metafysik» betyder «efter fysikken» og stammer fra klassifikationen af Aristoteles' bøger, hvor nogle blev anbragt efter bøgerne om fysikken, fordi de omhandlede emner, der lå uden for fysikken, men var relateret til den.

Temaerne i Aristoteles' Metafysik er forskellige. Ét er de grundlæggende principper for væren. Det rummer et sammenfald med tænkningen, idet forudsætningen er idealismens: at det, der tænkes med nødvendighed, også er med nødvendighed. Det gælder modsigelsesprincippet, der således ikke hører til i logikken, men afspejler værens orden. På den baggrund kan Aristoteles udfolde en bestemt struktur for det værende, fx ting-egenskab (substans-accidens). Dette hører til det, der senere omtales som en generel metafysik (metaphysica generalis); dertil findes også en speciel metafysik (metaphysica specialis), som omhandler forskellige dele af væren: verden, sjælen, gud.

Et yderligere tema i Aristoteles' metafysik er den primære betydning af væren (substans), som må være noget selvberoende, adskilt fra andet. Det, der kan være ved sig selv og ikke er afhængigt af andet, regnes for mere fundamentalt end det noget, som forudsætter noget andet. Alt består for Aristoteles af materie og form, og formen er det primære, der opfylder kravene om at være selvberoende og adskilt. Formen er det, der strukturerer noget ved at give materien informationen om, hvorledes den skal formes, lige som formen informerer intellektet om og kommer til udtryk i begreber og definitioner. Dermed er der overensstemmelse (korrespondens) mellem tænkning og væren. Endelig er et tema også, at noget er det primære i forhold til al værens forandring og udfoldelse. Dette er det guddommelige.

Aristoteles' metafysik sætter på en lang række punkter rammerne for hvilke emner og inddeling metafysikken efterfølgende har haft. Dermed udgør metafysik en relativt velafgrænset filosofisk disciplin.

Middelalderen

Middelalderen udgør et komplekst afsnit, idet den strækker sig over tusinde år (o. 500-1500). Når metafysikken som første-filosofi rummer en ambition om at gøre rede for verdens fundamentale orden, bliver et stridspunkt i middelalderen, om dette er muligt set i forhold til den menneskelige endelighed. Centralt er syndefaldsmyten, der angår, at vi ikke har viden om godt og ondt. Verdens moralske forfatning – hvad vi bør gøre, og hvordan vi skal dømme andre – ligger uden for menneskets viden. Her er vi overladt til at aflæse de tegn, Gud giver os. En videnskab om verdens fundamentale orden bliver da tvivlsom, orden er nemlig ikke blot en beskrivelse af fx naturens orden, men af hvad der er naturligt. Er det fx naturligt for mennesket at arbejde?, for det var jo straffen ved syndefaldet og dermed hører det ikke til menneskets natur, men er et vilkår; er det naturligt at leve i samfund? osv.

Den aristoteliske filosofis genkomst i det 13. århundrede gav anledning til en skolastisk metafysik (fx Albert den Store, Thomas Aquinas og Bonaventura), hvor det antages, at vores erkendelse rækker til beskrivelsen af det værende, som det forekommer i den erfarede verden, hvorimod spørgsmål om verdens begyndelse, sjælens udødelighed og guds eksistens (den senere specielle metafysiks emner) principielt ikke kan afgøres ved rationel tænkning, men er trosspørgsmål. Der kan dog gives gode grunde fx for Guds eksistens, der underbygger troen. Mod slutningen af middelalderen (14.-16. århundrede) opstod der stridigheder om dette bl.a. med William af Ockham som hovedskikkelse. Guds almagt synes at betyde, at han til enhver tid kan ændre på verdens orden og dermed underminere den menneskelige viden om en rationel orden. Omvendt synes en rationel orden at være en nødvendig garant for stabiliteten i den politiske orden. I en verden uden en fornuftig (naturlig) orden kan det tænkes at blive vanskeligt at føre en fornuftig politik.

Nyere tid

Metafysikkens verdensbillede, dvs. et ordnet univers hvor der gives rationelle grunde for alt værende, og hvor mennesket forstås som en del af orden og fællesskab, forbliver i det store hele gældende for de efterfølgende århundreder, men i begyndelsen af det 17. århundrede introducerer Descartes en anden strategi for filosofisk tænkning. For ham kan den eksisterende filosofi ikke antages uden en kritisk undersøgelse af grundlaget for at få viden. Descartes afviser antagelsen af substantielle former eller essenser, som kendetegnede den platonisk-aristoteliske metafysik, dvs. forestillingen om at substans er den form, der informerer materie og intellekt. I stedet bliver en afgørende strategi at beskrive den synlige verden på en sikker måde. Den finder han i matematikken. Efterfølgerne bliver den primære opgave for tænkningen at få en sikker metode for erkendelse. Den platonisk-aristoteliske metafysiks analyse af ideer/former baseret på erfaring og en metode for klassificering af disse bliver nu set som dogmatisk og problematisk. Klassifikationen af naturfænomenerne bliver herefter udskilt af metafysikken og til en naturvidenskab, hvis beskrivelse af fænomenerne ikke også kan tjene til forklaring af den moralske og politiske orden (hvilket dog stadig ofte forekommer i århundrederne efter Descartes).

I det 17. og 18. århundrede indledes en stigende differentiering af vidensområder i selvstændige områder, og metafysikken bliver en snævrere beskæftigelse med grundelementer for de forskellige videnskaber. Metafysikken udfoldes her i egentlige systemer, da verden bliver forstået som et samlet og ordnet hele – forestillingen om system er forestillingen om, at alt i verden har sin bestemte plads, hvor det hører til, hvilket også omfatter mennesket. For Spinoza bliver ledetråden for dette den geometriske metode; for Leibniz den tilstrækkelige grund. Kulminationen på de metafysiske systemer findes hos Christian Wolff og A.G. Baumgarten i det 18. århundrede.

En afgørende begivenhed i metafysikkens historie er Kants kritik, som er en radikalisering af undersøgelserne af erkendelsens grundlag. Kant bryder med den afgørende forudsætning, at der er overensstemmelse mellem tanke og virkelighed. Når vi tænker efter bestemte nødvendige regler, skyldes det ikke verdens indretning, men derimod tænkningens. Det betyder, at vi ikke længere kan sige, at verden ikke kan være anderledes, end vi tænker den, men kun at vi ikke kan tænke den anderledes. Hvad noget er i sig selv, dvs. nogets væsen eller substans, forbliver utilgængeligt for vores viden. Vigtigt er at erindre, at det, vi ikke kan tænke anderledes, kan vi godt forestille os anderledes. Men forestillinger er netop ikke erkendelse og viden, men tilfældige og subjektive.

I Kritik af den rene fornuft er sagen bl.a., hvorfor vi kommer til at postulere metafysikkens emner som nødvendige og videnskabelige sandheder, og inddelingen af den anden del af Kritikken følger derfor den klassiske metafysica specialis i emnerne om verden, sjælen og Gud. Sagen er, at vi her kun laver skin-videnskab. Udsagnene ligner nødvendige sandheder, men er det ikke. Det er fordi de ligner, at vi fristes til at postulere dem som sandheder. For Kant er det dog ikke betydningsløse emner. Dels kan vi ikke lade være med at beskæftige os med dem, dels er de nødvendige som værn mod fatalisme, materialisme og ateisme.

Kants vinkel på metafysikken har to vigtige konsekvenser for den oplysningsfilosofi, som han repræsenterer. Den ene er, at naturvidenskaben kan udfoldes uden indgreb fra en metafysik, der ville hævde sandheder om naturen, der også har moralske implikationer, fx om den naturlige orden i samfundet. Den anden er, at naturvidenskaben bliver fastholdt på det område, den har gyldighed for, så vi ikke kommer til at postulere fx en materialistisk verdensanskuelse, eller fraværet af den frie vilje. Naturvidenskab og metafysik er to klart afgrænsede og adskilte vidensområder.

Hegel anfægter Kants adskillelse. Anken er, at adskillelsen af det, vi kan tænke, og det der falder udenfor, netop er en tænkt adskillelse. Det problem om erkendelsens grundlag, som Descartes og Kant har gjort til tema, må tænkes som et problem om tænkningens begyndelse. Problemet er, at de fleste postulerer en begyndelse, fx at vi modtager sanseindtryk, som undergår en bearbejdelse i tænkningen; dette er dog ingen begyndelse, men allerede en avanceret model for, hvordan vi får erkendelse.

Metafysikkens klassiske antagelse om sammenhæng mellem tænkning og virkelighed bliver således relanceret: De forskellige forestillinger og produkter, som følger af menneskets aktiviteter, må ses i sammenhæng med en forståelse af mennesket som åndsvæsen. Metafysikkens antagelse om fornuft i verden, dvs. en fundamental orden, må ses som en fornuft, der ikke er gældende forud for de konkrete handlinger, men som etableres gennem historiens løb. Uoverensstemmelsen mellem naturens orden og menneskets frihed (fx mellem drift og vilje) kunne klassisk metafysisk ses som tilsyneladende og som indskrevet i en samlet plan – fx at driften driver os ind i samfund, hvori mennesket bliver frit, dvs. lever under loven. For Hegel er dette en proces, der forløber gennem menneskets historie. Den bliver således en historie om, hvordan fornuften kommer til udfoldelse – om hvordan fornuften kommer til fornuft. Gennem former for forståelse, der er primitive (magiske og mytiske) bliver fortolkningen af verden stadig mere begrebslig, og samtidig genfinder fornuften sig selv i sine produkter: Det er ikke verden, der som noget fremmed viser et bestemt indhold for os, men det er os, der som fornuftige, danner de forskellige tolkninger om verden, og disse fortolkninger begriber vi som identiske med, hvad verden er.

Metafysikkritikken

Kritikken af metafysikken er mangfoldig. I forhold til metafysikkens historie skal blot nævnes nogle, der fastholder en positiv interesse for metafysikken i modsætning til den simple afvisning. Sidstnævnte kendes bl.a. fra positivismen, der ser metafysikken som pseudoviden, der kan afvises som overtro og misforståelse.

For det 20. og 21. århundredes kritik er Nietzsche en central skikkelse. Han ser metafysikken som en bestemt tolkning af virkeligheden og således ikke som en nødvendig og sand beskrivelse. Fortolkninger er forskellige – der kan anlægges forskellige perspektiver på virkeligheden, men fortolkning er et grundvilkår. Vi søger at komme overens med verden gennem dem, dvs. prøver at magte den, og som metafysisk princip kan derfor siges at gælde en Vilje til magt – en vilje til at magte tilværelsen. Afgørende forskelligt for metafysikken er dog, at denne ikke er rettet mod fornuft og orden, men alene mod tolkninger, der fx gør fornuft til et bestemt tolkningsperspektiv blandt flere andre.

En anden hovedskikkelse er Heidegger. Han indleder i værket Væren og tid (Sein und Zeit) en destruktion eller dekonstruktion af metafysikken, dvs. en genlæsning af den metafysiske tradition. Målet er ingen afvisning af den; vi er altid del af en bestemt tolkning af virkeligheden, som vi ikke selv er herre over og derfor ikke kan sætte os ud over. Opgaven bliver i stedet at aflure lag af betydninger, som ikke bliver tilgodeset i de gældende fortolkninger, og at se hvilke motiver der skjuler sig i de dominerende tolkninger. For Heidegger stiller det sig som et spørgsmål om væren. Metafysikkens bestræbelse har været at bestemme det, der er det fundamentale værende – fx substans, men heri har den stillet sig i vejen for at se, at dette er udtryk for en bestemt fortolknings- og beherskelsesstrategi. Når der i metafysikken har været talt om verden, har det som oftest været om totaliteten af det, der er, som de enkelte videnskaber kan kortlægge og forklare; men det overses, at verden netop er selve denne strategi for fortolkning, hvor verden fx bliver opfattet som en ordnet totalitet. Det afgørende er ikke at identificere noget som noget bestemt, men at vi udfører den handling, at ville identificere det. For Heideggers efterfølgere som Derrida og Vattimo bliver det vigtigt at betone, at identiteten som grundmotiv i metafysikken har ignoreret betydningen af forskelle, som netop er medvirkende til at vi får interesse i at identificere noget som identisk i mangfoldigheden af forskelle.

Hvad denne kritik kan være med til at pege på er, at der er mønstre fra metafysikken, der reproduceres i moderne sammenhænge, selvom de ikke selv forstår sig som metafysiske. Fx når vi taler om, at noget er naturligt eller fornuftigt. Begge begreber må en efter-metafysisk tænkning netop stille kritiske spørgsmål til: hvis vi ikke kan hævde en fundamental fornuftig orden, hvilken status har så en henvisning til, at noget er fornuftigt? Er det sandhed eller fortolkning? Er det endnu engang et ønske om at identificere noget, som tilskrives en bestemt – fundamental – betydning på bekostning af mangfoldigheden af fænomener? Og er arven fra metafysikken et træk ved tækningen, som fastholder bestemte idealer om orden (fx et socialt hierarki eller et videnshierarki) som naturlige forhold der bliver til en bestemt politisk orden. Er det fx naturligt for mennesket at være et absolut, suverænt individ, og dermed at en liberal politik og økonomi er den rette? 

C.Fri.


Litteratur

Christiansen, Lars: Metafysikkens historie, 2003
Klausen, Søren Harnow: Metafysik, 1998
Hass, Jørgen: introduktion i: Heidegger, Hvad er metafysik?, 1973 & 1994
Sløk, Johannes: Hvad i al verden er verden?, 1991