Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 26/2 2008
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 5.707
: :
Die Jungen

De «unges» opposition i den tyske arbejderbevægelse.

Den tyske arbejderbevægelse havde efter vedtagelsen af de såkaldte socialistlove i 1878 kun få muligheder for at virke offentligt. Alle aviser, tidsskrifter og andre udgivelser blev forbudt, deltagelse i organisatorisk arbejde blev straffet med fængsel og/eller udvisning. Den eneste legale mulighed var deltagelse i rigsdagsvalg. Det var tilladt at danne valgkomiteer i nogle uger op til et valg. Til trods for disse indgreb opbyggede socialdemokratiet (SPD) en effektiv organisation og udgav et illegalt ugeblad, Der Sozialdemokrat, først i Schweiz, siden i England. Ugebladet smugledes ind i Tyskland og udkom efterhånden i et oplag på over 10.000 eksemplarer. Illegaliseringen af det politiske arbejde var ikke effektiv. Det kan f.eks. ses af udviklingen af arbejderbevægelsen i Haderslev i årene 1878-1890. Hver gang en forening måtte give op for presset fra myndighederne, blev en ny organisation oprettet.

Den illegale bevægelse eksisterede især i storbyerne, hvor der skabtes en «ydre» og en «indre» organisation, som i praksis kunne stå for organiseringen af valg, udbredelsen af Der Sozialdemokrat, valg af delegerede til de tre partikongresser i perioden (to afholdtes i Schweiz, en i København 1883) og indsamling af penge til de fængslede socialdemokraters familier osv. Der opstod imidlertid også politiske modsætninger, dels om konkrete spørgsmål, dels om den generelle politiske linje. Den officielle partiledelse var rigsdagsgruppen, hvis flertal var indstillet på at forhandle sig frem, dvs. at få indrømmelser i detailspørgsmål ved at give efter i andre. Den «indre organisation» var derimod domineret af yngre aktivister. Modsætningerne koncentrerede sig efterhånden om betydningen af parlamentarisk arbejde, organisationsspørgsmål og fra 1889 om afholdelsen af 1. maj demonstrationer. Skulle der sættes hårdt mod hårdt eller skulle sammenstød med statsmagten om muligt undgås. Efter SPD's betydelige fremgang ved valget i februar 1890 stod det klart, at «socialistlovene» ikke ville blive forlænget og var ikke i kraft efter den 1. oktober 1890. To uger efter afholdt SPD sin første partikongres i 12 år på tysk grund.

Oppositionen, som kaldtes for «Die Jungen» (de unge), fremførte i løbet af foråret og sommeren 1890 en heftig kritik af rigsdagsgruppens forslag til afholdelse af 1. maj demonstrationer, af nye partilove og forslag om kontrol af den socialdemokratiske presse. Oppositionen havde ingen fast struktur og heller ikke en fælles politisk linje. Partimedlemmerne samledes ad-hoc om forskellige spørgsmål og gik derefter igen hver til sit; de satsede i deres modstand mod ledelsen især på den «indre organisations» erfaringer (specielt i Berlin) og blev i perioder støttet af vigtige grupper blandt de politiske og faglige tillidsmænd. Medlemmer af oppositionen redigerede i sommeren 1890 de lokale partiaviser i Dresden og Magdeburg og havde fri adgang til ugebladet Berliner Volks-Tribüne.

På parti kongressen i oktober 1890 var der kun ganske få oppositionelle delegerede og endnu færre talte på kongressen. Imidlertid havde kritikken bevirket, at rigsdagsgruppens oprindelige forslag til partilove og partipressens kontrolorganer blev demokratiske og mindre centralistiske. På den følgende partikongres i 1891 fortsatte diskussionen med «die Jungen», men også på denne kongres blev deres kritik og forslag afvist, og deres talsmænd blev ekskluderet af partiet.

Det var kun et mindretal, der gik ud af partiet og dannede en ny organisation «Unabhängige Sozialisten» (Uafhængige socialister) med ugebladet Der Sozialist som talerør og bl.a. Hermann Teistler som redaktør. Denne organisation opløstes relativt hurtigt, og Der Sozialist gav i sine sidste leveår nærmest udtryk for anarkistiske holdninger (bladet gik ind i 1898). Slutfasen har – specielt i den kommunistiske – historieskrivning ført til, at hele oppositionen blev betegnet som halvanarkistisk-småborgerlig. Påstanden må imidlertid afvises på baggrunde af konkrete analyser.

Oppositionen fandt støtte hos forskellige faglige grupper, de såkaldte «lokalistiske» (lokale) organisationer, som ikke ønskede at være med i de centralistiske landsdækkende fagforbund, fordi det efter deres vurdering gav staten en større mulighed for at kontrollere fagbevægelsen. «Lokalisterne» delte sig efter nogle år: ca. halvdelen deltog i forbundenes arbejde, den anden halvdel udviklede sig i syndikalistisk retning

Friedrich Engels tog offentlig stilling mod oppositionen, til trods for at den mente at have hans opbakning og argumenterede ud fra hans skrifter. Deres holdninger er forståelig, men under de specielle forhold i Tyskland, hvor de konservative kræfter omkring kejseren og militæret ønskede at fremprovokere et blodigt sammenstød med arbejderbevægelsen, og pga. den tillid Engels især havde til partiets formand, August Bebel, mente han, at oppositionen fejlvurderede situationen. Internt viste han dog stor forståelse for oppositionen og kritiserede bl.a. Bebel i sine breve. I et brev til den amerikanske socialist F.A. Sorge udtalte han, at det var helt legitimt, at oppositionen udtrykte sine opfattelser: «Partiet er så stort, at absolut diskussionsfrihed i partiet er en nødvendighed. Der findes ingen anden måde hvorpå man kan assimilere og uddanne alle de nye elementer, som i de senere år er kommet til partiet. … Det er nødvendigt med debat og ballade … eksklusioner uden slående beviser for partiskadelig virksomhed er tåbelige. … Landets største parti kan ikke bestå, uden at alle afskygninger frit kan komme til orde». Det var et standpunkt som Engels også på andre tidspunkter gav udtryk for.

Oppositionen i Tyskland havde en parallel i den danske partiopposition omkring Gerson Trier og Nikolaj Petersen.  Tilsvarende strømninger fandtes samtidig også i andre lande, f.eks. Nederlandene, Østrig, Ungarn osv.

G.C.


Litteratur

Laschitza, Annelies [u.a.]: Geschichte der Sozialistischen Einheitspartei Deutschlands. Bd. 1. Von den Anfängen bis 1917. Berlin 1988.
Müller, Dirk H.: Idealismus und Revolution. Zur Opposition der Jungen gegen den Sozialdemokratischen Parteivorstand 1890 bis 1894. Berlin 1975.
Ritter, Gerhard A. og Klaus Tenfelde: Arbeiter im Deutschen Kaiserreich 1871 bis 1914. Bonn 1992.
Bent V. Rønne: Mellem to fronter. Arbejderbevægelsens historie i Haderslev 1873-1940. Haderslev 2005
Schröder, Wolfgang: Klassenkämpfe und Gewerkschaftseinheit. Die Herausbildung und Konstituierung der gesamtnationalen deutschen Gewerkschaftsbewegung und der Generalkommission der Gewerkschaften Deutschlands. Berlin 1965