Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2003
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 15.150
: :
Arbejderbevægelsen i Esbjerg

Det var med bygningen af Esbjerg havn i 1868, at der blev skabt grundlaget for en by. Efter nederlaget til Preussen i 1864 og tabet af Sønderjylland syd for Kongeåen, og hermed havnebyen Tønning, havde Danmark brug for en ny eksporthavn. Det blev denne havn, der afgørende kom til at præge byen, dens udvikling og dens klassekamp i mere end hundrede år derefter.

Byens udvikling tiltrak mange udefra, det blev Danmarks far west, som det er sagt. Det er derfor også karakteristisk, at en af de første kendte strejker i 1893 handlede om arbejdsmændenes ret til at organisere sig og få overenskomst med DFDS på havnen. Fra en start var det de mange løsarbejdere, der prægede området. Den landskendte sømandsstrejke i 1934 havde karakteristiske nedslag i Esbjerg, hvor politi blev sat ind, hvor der var store demonstrationer og Fællesorganisationen blev sat fra bestillingen af kommunisternes RFO. Under den tyske besættelse og Folkestrejken i august 1943 var Esbjerg et sted, hvor der skete noget, fra at have været en strejke blandt smede bredte den sig til en folkestrejke - med DKP som udfarende kraft, og de etablerede på sidebænken. Ved overenskomststrejkerne i 1973 («Kolonihavestrejken») var der blokadevagter fra SID/transport ved slagteriet og 11 mand blev anholdt den 29. marts. Ugen før havde politiet pudset hunde på havnearbejdere, der blokerede et tysk skib.

I 1960'erne og 70'erne var havnen også i centrum. Byen var godt nok en anden, idet der var opstået en egentlig selvstændig industri. Men det var stadig på havnen, det sydede. I fiskerihavnen, Sønderhavn med Englandsbådene og trafikhavnen. Havnen var til gengæld ret afsondret fra resten af byen - først og fremmest metalindustrien. Esbjerg er en provinsby som mange andre med værtshuse, børnehaver, supermarkeder og driftigt handelsliv, men var også indtil for få år siden en by, der var anderledes: den var præget af de mange løsarbejdere - folk der blev hyret til at arbejde én dag og så fyret og måske ansat den næste, eller den næste igen. Det var matroser, pigerne i fiskeindustrien, havnearbejdere, lastoptagerne. Byen var også præget af en mængde politiindgreb i arbejdskampe - altså på mange måder en by, der falder lidt ved siden af det klassesamarbejdende Danmark. Det er denne del af Esbjergs historie og de centrale konflikter og problemer, vi vil sætte fokus på. Det bliver ikke en historie om boligbevægelsens udvikling, den kollektive trafiks stigende problemer etc.

Den tidlige historie

Esbjerg er en ung by, der har en befolkning af bønder og fiskere¸ som et skrift hedder. Selv den mest inkarnerede esbjergenser kan ikke føre det lokale stamtræ længere tilbage end 1870, hvor byen blev grundlagt. Det betyder at den faglige tradition er kort. Mens arbejderklassen i det østjyske blev organiseret i 1870'erne, fandt den første storstrejke - mod DFDS - sted i 1893, og det var en strejke for det mest elementær: retten til at være organiseret.

Men derefter gik det til gengæld hurtigt. Allerede i 1905 fik Socialdemokratiet flertal i sognerådet - og det var tidligt. Man kan også tænke sig, at det nok har været noget kaotiske forhold, ikke mindst på baggrund af den voldsomme befolkningsekspansion: fra 1894 til 1896 steg befolkningstallet fra 6.000 til 12.000. Der skal ikke den store fantasi til at forestille sig, hvordan denne ekspresvækst af tilflyttere - væsentligst fra landet - har givet de faglige organisationer og Socialdemokratiet et bestemt præg i konsolideringsperioden. Socialdemokratiets magt i arbejderklassen har været uantastet siden da, og den politisk magt havde partiet med korte afbrydelser fra 1929 til op i halvfemserne.

Men denne dominans har ikke været uantastet. Mens partiet på landsplan var i stand til at fastholde en vælgertilslutning på omkring 45% i 1930'erne, gik de tilbage i Esbjerg. Men tilbagegangen var fra 64 til 57%! Og DKP gik tilsvarende frem, fra 2 til 7%.

Esbjerg i 1930'erne

Esbjerg var en by, der var meget forskellig fra den vi kender i dag. Der var kun 30.000 indbyggere og en arbejdsløshed på op til 3.000. Industrien var meget lidt udviklet: Hoffman, der lå hvor Citycentret nu ligger havde 60 ansatte, P.Rasmussen: 16, NP Jensens Skibsværft: 30. Den største arbejdsplads var nok Schaub med 200, efterfulgt af Slagteriet med 100. Det var først og fremmest havnen, der dominerede som arbejdsplads. Her var nok en 1.300 - i hvert fald havde SID 2.300 medlemmer (heraf fabrik: 230 og chauffører 700)

Havnestrejken 1934

I løbet af 1930'erne strammede regeringen reglerne omkring overenskomsterne. I 1934 forkastede 14 fag forligsmandens forslag og 4 forbund besluttede sig til at strejke - trods det strejkeforbud, der var indbygget i Kanslergadeforliget mellem Venstre og Socialdemokratiet. Strejkerne skulle altså føres på trods af LO-toppen.

Blandt de der forkastede forligsforslaget, var sømændene og i april '34 blev strejken effektiv, efterhånden som skibene anløb havn. DFDS bemandede i stedet skibene med officerer og blokadevagter blev fjernet af politiet. Havneterrænet blev afspærret af udenbys betjente. Havnearbejderne nedlagde arbejdet i sympati. Under en demonstration slog politiet løs på fredelige borgere i Kongensgade. Sympatistrejkerne endte med generalstrejke i protest mod politiet og et massemøde med 4.000 deltagere - efter sigende.

Revolutionær Fagopposition

Den drivende kraft bag mobiliseringen var kommunisterne - først og fremmest gennem deres arbejde i Den Revolutionære Fagopposition (RFO). I Esbjerg havde de først og fremmest deres folk blandt smedene og sømændene. Målet for RFO var gennem fagforeningerne at vinde folk for en revolutionær linie. Begivenhederne på havnen og overenskomsterne medførte, at den hidtidige ledelse af Fællesorganisationen blev væltet, og sømændenes formand blev valgt i stedet. Han var godt nok socialdemokrat, men til at presse!

Dengang var Fællesorganisationen en organisation med betydning. F.eks. var det den, der stod for de store møder. Men selvom RFO til en vis grad overtog Fællesorganisationen, fik den ikke efterfølgende betydning for udviklingen i klassekampen i resten af 30'erne. Der skete nemlig det, at de socialdemokratisk dominerede fagforeninger meldte sig ud - typisk med slagterne først - og et år efter var FO i realiteten opløst. På den måde kan man sige, at kommunisternes taktik var forkert. De satsede på poster, uden at bekymre sig om der var regulær opbakning. Deres taktik i forbindelse med FO viste, at det i hvert fald ikke var den måde, man skulle vinde socialdemokratiske arbejdere på.

Men på det parlamentariske plan var begivenhederne på afgørende måde med til at styrke DKP, der mere end fordoblede deres stemmetal ved valget i 1935, og ved kommunevalget i '37 var de lige ved at få 2 mand i byrådet. Men noget egentligt alternativ til Socialdemokratiet blev de aldrig, med kun omkring 5% af stemmerne. Selvom DKP kunne mønstre omkring 1.000 stemmer, fik Socialdemokratiet 8-10 gange så mange.

Folkestrejken i Esbjerg i 1943

Det var til dels begivenhederne i Esbjerg, der var med til at åbne op for DKP's alliancemuligheder med SD. Folkestrejken i Esbjerg i 1943 var et udtryk for modstand mod den tyske besættelsesmagt, der umuliggjorde Socialdemokratiets fortsatte samarbejde med nazisterne.

I sin korthed gik strejken ud på at bekæmpe den undtagelsestilstand, som tyskerne havde indført som følge af sabotage mod fiskepakkerierne og godsbanegården, hvor der brændte for omkring ½ mio. kr. På tværs af Fællesorganisationen og byrådet tvang byens befolkning tyskerne til at opgive undtagelsestilstanden.

Når strejken er interessant, er det ikke alene fordi den foregik i Esbjerg, men også fordi den giver mulighed for at bedømme DKP's strategi i praksis. For nok var det bærende element arbejderklassen og strejkerne i industrien, som bredte sig til de arbejdere, der arbejdede på de tyske anlæg. Men lige så afgørende var det, at strejken fandt støtte hos byens handlende, der lukkede. Ja, sågar hos dele af politiet var der folk, der sympatiserede. Altså en bred antifascistisk alliance.

Hvorfor Esbjerg?

Når det blev Esbjerg, hvor det først gik løs, var én af grundene nok den store tilstedeværelse af tyske soldater - der var 3-4.000 af dem i Esbjerg. Det har uden tvivl været til daglig irritation.

Esbjerg var også præget af større sociale spændinger end andre steder, idet der var nogen, der tjente fedt på tyskerne. På grund af mangel på arbejdskraft ved de tyske installationer, klarede arbejderne sig relativt godt i Esbjerg - i hvert fald efter 1942. Til gengæld stod det sløjt til med boligforholdene. F.eks. var der 15 familier med 35 børn indkvarteret i Badmintonhallen. På den anden side femdoblede fiskeskipperne deres skattepligtige indkomster under krigen.

En socialdemokratisk by

Der var tre arbejdspladser, der spillede en rolle under besættelsen: Hoffmanns Maskinfabrik, Jensen & Olsen på Smedegade havde ca. 300 ansatte, og Christola på Havnegade havde 150. Begge de to sidste steder arbejdede man for tyskerne. Christola lavede spil og hjul til tanks. Men set bredt var den dominerende arbejdsplads de tyske anlægsarbejder omkring Esbjerg, fra Nymindegab til Fanø.

Dengang som nu var Esbjerg en socialdemokratisk by: mens folketingsvalget i 1943 gav tilbagegang for dem i København, gik de frem i Esbjerg og fik 60% af stemmerne - et af deres bedste resultater i provinsen. Med udgangspunkt i kommunevalget i 1937 var Esbjerg alligevel et af de steder, hvor DKP stod stærkest - en 7-8% af stemmerne - og det var i Esbjerg, at DKP - efter Randers - fik flest stemmer. Men ved valget i '43 havde de dog ikke succes med at få folk til at følge parolen om at stemme blankt.

DKP's politik i Esbjerg

Partiets taktik lignede i krigens første år (fra 1941-43) en del den kamp man førte i 30'erne: kamp mod socialdemokratiets samarbejdspolitik (med tyskerne). Det nye var alliancen med dele af borgerskabet i kampen mod tyskerne og mod den socialdemokratiske politik. Denne alliance gav sig konkret udtryk i udgivelsen af det illegale blad Frit Danmark, hvor det lokalt var DKP, der lavede det praktiske arbejde i det første 1½ år - fra foråret 1942 til august 1943. Frit Danmark var et borgerligt blad, der altid manede til forsigtighed, når det gjaldt arbejderklassens kamp. Bag bladet stod den lokale folkefront, Frit Danmark Gruppen, hvor alle politiske partier var repræsenteret, også Socialdemokratiet, selvom det i begyndelsen ikke var med centrale personer.

Et andet udtryk for kampen mod Socialdemokratiets indflydelse var opstillingen af Arbejder og Tjenestemandslisten ved kommunevalget. Det politiske grundlag var entydigt rettet mod Socialdemokratiet: For Socialdemokraterne gælder valget kun om fortsat samarbejde med de reaktionære til skade for arbejderne - som det hed i valgopråbet. Man angreb det manglende boligbyggeri, el-priserne, gas- og vand-; den dårlige løn til de, der arbejde ved nødhjælpsarbejderne; ungdomslejrene, hvor de arbejdsløse kun fik kost og logi. Man angreb socialdemokraterne for at udnytte socialloven: Socialdemokratiets overstrømmende «julevelgørenhed» for de syge og fattige praktiseres kun en uge om året. Agitationen var betydelig mere bister end i København. Og den gav pote: 3 mand i byrådet og 12% af stemmerne - dobbelt så mange som DKP fik i 1937.

Forløbet: DKP og Folkestrejken

Men Folkestrejken som sådan blev ikke startet af DKP, selv om de naturligvis stod bag målet og satte deres præg på forløbet. Målet var at mobilisere til modstand mod tyskerne udenom de klassesamarbejdende organer - byrådet og Fællesorganisationen. Det lykkedes faktisk så godt, at de blev kørt ud på et sidespor. Mens det i 1934 var politiets adfærd, der udløste den store reaktion, så var det nok tyskernes adfærd på gader og stræder, der fik det hele til at koge over.

Det startede mandag morgen, hvor ca. 20 smede fra Hoffmann gik hjem i protest mod at tyskerne havde huseret i weekenden. Tillidsmanden, Harry Petersen, var DKP'er og sendte folk til bl.a. Jensen & Olsen, hvor DKP's lokale formand, Søren Jensen, arbejdede. Ved middagstid holdt fagforeningen møde - strejker var dengang en ganske alvorlig sag, da de ved lov var forbudt. Og som smedene nu har for vane, sluttede mødet med en opfordring til FO om at gå i spidsen og indkalde til et arbejdermøde.

Det lykkedes, og det lykkedes også at få tyskerne til at love at normalisere forholdene. Og på den baggrund besluttede man at gå i arbejde igen. Det betænkelige var naturligvis at gå i arbejde inden tyskerne havde ophævet undtagelsestilstanden. DKP-lederne, Laue-Andersen og Viggo Petersen kørte derefter sammen med LO-formanden, Robert Larsen, rundt i byen i en højttalervogn og proklamerede strejkens afslutning. Efter sigende skulle de ikke have været særligt populære. Ja, der skulle sågar have været nogle, der havde råbt forrædere efter dem.

Mod forventning bredte strejken sig tirsdag. De aktivistiske medlemmer af DKP - først og fremmest sabotagefolkene - arbejdede på at strejke videre, og også tillidsfolkene blandt arbejderne på de tyske anlægsarbejder var aktive. Dagen sluttede med 2.000 på Palads Hotel og valg af en strejkekomité. FO holdt også møde bagefter og opfordrede til at gå i arbejde, men forgæves. Onsdag var strejken en folkestrejke, der også omfattede tjenestemænd, butikker, restauranter osv. Onsdag aften varder atter møde på Palads med 2.500 indenfor og 3.000 udenfor. Torsdag blev undtagelsestilstanden ophævet og strejkekomiteen kun takke byens borgere og arbejdere.

Man kan altså se de samme to liner, som der i DKP tegnede sig ved krigens start: en legalistisk og en aktivistisk: Aksel Larsen/Richard Jensen, metalfolkene/sabotagefolkene.

DKP havde i 1943 været i stand til at give socialdemokraterne én på tuden på det parlamentariske plan har. Men på det faglige plan viste Folkestrejken, at partiets ledelse mente, at Fællesorganisationen burde gå i spidsen, og at de afblæste strejken, da de fik løfte om ophævelse af undtagelsestilstanden. Når strejken alligevel blev ført til sejr, var det i kraft af de folk, der ikke var enige med ledelsen og aktive tillidsmænd blandt arbejdsmændene, hvor DKP's styrke nok ikke var så markant.

At slå Socialdemokratiet parlamentarisk - kombineret med forsøg på faglig enhed med spidserne - blev senere endnu mere karakteristisk ved afslutningen af krigen.

DKP's styrke

Der er nok er en tendens til at overvurdere DKP's styrke i Esbjerg - først og fremmest fordi de i begyndelsen var de mest aktive i sabotagearbejdet. I hvert fald havde DKP's første illegale heltidsmand i Esbjerg ikke megen fidus til afdelingen, da han kom i slutningen af 1941, hvor han sagde, at der var flere gamle folk fra 20'erne, der havde solgt Arbejderbladet, men at det kneb med at organisere og komme i gang med arbejdet. Han nævnte, at han startede propaganda for faglige krav. Afdelingsformanden, Martin Hermansen (57 år) snakkede for meget og handlede for lidt - og den pågældende udsendte blev selv formand ½ år senere. Flere af byledelsens medlemmer var arbejdsløse. Der var omkring 40 medlemmer - alle faglige folk at dømme efter de navne, man kan støde på - der efter illegaliteten blev opdelt i celler på højst 15 medlemmer, senere en 7-9.

Da kommunisterne blev interneret i 1941 røg der 6 esbjergensere - og vel de ledende - i fængsel. Så det har nok været ganske kaotisk for et centralistisk parti som DKP. Og partiet havde som bekendt ikke forberedt sig på illegalitet efter tyskernes angreb på Danmark i april 1940. Dog havde man gemt papir og duplikator - men ikke i Esbjerg. (Se: Besættelsestiden i Danmark.)

DKP's faglige forankring

Mens der ikke var tvivl om, at afdelingen overvejende bestod af faglige folk, er deres indflydelse nok blevet overvurderet.

Der er meget der tyder på, at rygraden i Folkestrejken var tillidsmænd fra SiD(DAF) - ikke mindst på de arbejdspladser, der arbejdede med tyske anlæg. Det var arbejdspladser, hvor der var meget bøvl på grund af underbetaling og tysk indgriben. Arbejderne var her for en stor del tilrejsende, og selv om der var en del DKP-tillidsmænd, var det nok begrænset, hvor stor DKP's indflydelse var. Men at utilfredsheden var stor, ses af flere ting. F.eks. blev arbejdsmændenes formand, Jørgen Christensen, sat fra bestillingen fra 1941-43. Han var også byrådsmedlem for Socialdemokratiet og fra 1944 medlem af SiD's hovedbestyrelse.

Men den nye formand var ikke DKP'er. I øvrigt vedtog SiD et hav af resolutioner - der var generalforsamling hvert kvartal - mod regeringens politik. Og det er da nok sandsynligt, at den senere formand for Jord- og Beton (SiD/AB), Ejnar Jensen, der var DKP'er, også var aktiv under krigen. Men meget tyder på, at det er blevet på resolutionsniveauet.

Nu kunne man forestille sig, at DKP'erne ikke tog fagforeningsarbejdet så højtideligt - at det under de herskende forhold var det illegale arbejde, der talte. Men det ser ikke ud til at have været tilfældet. Typisk er her Metal (DSMF), hvor DKP siden 1923 havde formandsposten med Laurids Rosendahl - en afdeling der nægtede at følge LOs (DsFs) påbud fra juni 1941 om at udrense kommunisterne. Der er ingen tvivl om, at DKP's forankring på de mere stabile arbejdspladser i byen var stor, men dels havde metalarbejdspladserne ikke den betydning i byens klassekamp, de har i dag, dels var strategien at det var ønskeligt, at Fællesorganisationen havde sørget for kampens ledelse, som de skrev i deres illegale blad.

Det vil sige, at DKP ikke primært organiserede kampen mod tyskerne med udgangspunkt i arbejdspladserne, i produktionen. Men skal helt frem til foråret 1945, før de opfordrede arbejderne til at forlade de tyske arbejdspladser. Men derfor er der nok eksempler på lokal sabotage, som f.eks. at de på Christola slog kørnerprikker i akslerne, så hjulene hang på dem, i stedet for på akslen - med fare for at de faldt af. Men det var udtryk for en spontan handling, der ikke indgik i en strategi.

Derudover har DKP'erne i Metal uden tvivl tilhørt højrefløjen - altså Larsens - i DKP, der var modstandere at militante sabotageaktioner. Det har muligvis været dem, der sørgede for, at sabotagemanden Hans Peter Poulsen blev sendt ud af byen. Alt tyder på, at metal-ledelsen og de ældre DKP'ere blev taget på sengen under folkestrejken. At det var de yngre DKP'ere - først og fremmest i SiD - der pustede til ilden.

DKP havde også folk blandt murerne, snedkerne, tobaksarbejderne, formerne, på posten og ved DSB - men tilsyneladende ikke folk på tillidsposter.

DKP havde mange faglige folk, men det faglige arbejde var ikke primært udgangspunkt for mobilisering til kamp mod tyskerne. Mulighederne var måske - når sandheden skal frem - ikke så store i en socialdemokratisk domineret by. Men det tyder heller ikke på, at DKP'erne prøvede.

Men det afgørende var, at DKP ikke betragtede modstandskampen som et led i klassekampen, men førte kampen i en alliance med borgerskabet, og således nedtonede arbejderklassens selvstændige rolle i kampen.

Bladarbejdet

Det er karakteristisk, at DKP's illegale lokalblad næsten ingen omtale bragte af arbejdernes kampe - men bragte en masse omtale af feltmadrasser. Det er karakteristisk at de omtaler arbejdsgivernes holdning under folkestrejken, hvor der var mange der trak i lønnen for strejkedagene, som Lidt mere danskhed var på plads hos disse folk - kapitalisterne skulle altså holde op med at være kapitalister og optræde dansk. Hvor langt det nationale aspekt i kampen blev drevet, kan man se senere, hvor bladet angreb nogle slagtersvende, der havde suppleret deres sikkert sparsomme løn ved at købe svin hos bønderne og sælge kødet videre i røget tilstand til tyskerne.

Klassekamp = national kamp

Den lære, DKP drog af Folkestrejken, viser, at de satte arbejderklassens kamp lige med den nationale kamp mod tyskerne. For dem viste Folkestrejken dels, at nazisterne ikke havde indflydelse i den esbjergensiske arbejderklasse, dels at arbejderne var i stand til at stå sammen, uanset politisk opfattelse. Så vidt så godt. Men så overfortolkede de situationen og påstod, at kampens resultater var blevet opnået uden at arbejderne i Esbjerg havde opgivet deres klassemæssige og socialistiske indstilling. Altså at kampen havde haft et socialistisk perspektiv.

Kampen mod tyskernes undtagelsestilstand blev altså fortolket som arbejderklassens kamp, som en kamp for socialismen. Denne fejlslutning - eller manglende analyse - gjorde det nemt for Socialdemokraterne at blæse DKP omkuld i 1945/46, da den nationale befrielse var en kendsgerning. Hvad skulle arbejderklassen så med DKP bagefter?

De socialdemokratiske ledere = klasseforrædere

På denne baggrund blev deres vurdering af de socialdemokratiske ledere naturligvis også fejlagtigt. Når de gjorde den nationale kamp mod fascisterne til det samme som arbejderklassens kamp, var konklusionen den, at de der ikke støttede den, var klasseforrædere. Som de sagde om de socialdemokratiske lederes lidet flatterende rolle under Folkestrejken: mange af de øverste lokale faglige ledere forsøgte at forråde arbejdernes kamp.

Hvis nu alle Esbjergs arbejdere var socialister - som DKP hævdede - var de socialdemokratiske lederes naturligvis forrædere, når de optrådte som de gjorde. Sådan var det bare ikke. Fællesorganisationen optrådte bare klassesamarbejdende. Problemet var bare, at spillerummet for klassesamarbejde var yderst ringe under den tyske besættelse. Det var faktisk dødsdømt på forhånd. Og det var derfor at socialdemokraterne under Besættelsen kom til at spille fallit i arbejdernes øjne.

Opgør med lederne

Men for DKP blev Folkestrejken et tegn på, at opbruddet i Socialdemokratiet var nært, og de spåede et opgør med de socialdemokratiske ledere: Arbejderne vil gøre op med alle disse quislinge, skrev DKP. Specielt angreb de arbejdsmændenes formand og redaktøren af det socialdemokratiske dagblad. Men det gik stik modsat. Arbejdsmændenes formand, der igen var blevet formand en måned før strejken, sad til 1945 og han var formand for SiD/Transport frem til 1952 - i alt 15 år som fagforeningsformand.

Redaktøren af det socialdemokratiske dagblad sad indtil 1947 - og oplagstallet steg støt fra 4-6.000 fra 1940-46 - til trods for at DKP havde opfordret til at han blev smidt ud og at man boykottede bladet.

Vedrørende Fællesorganisationen, så man, at de så sent som i november 1944 tog afstand fra en strejke, som det lokale Frihedsråd havde foranstaltet i protest mod to nazimord. Det pudsige var, at den daværende smedeformand, DKP'eren Jens Laue Andersen, repræsenterede Fællesorganisationen i omtalte lokale Frihedsråd. Som et yderligere pikanteri skal nævnes, at DKP's repræsentant i rådet hed overportør A.K. Nielsen - senere socialdemokratisk borgmester 1979-1989.

Alt i alt er der altså belæg for, at DKP med sin opfattelse af kampen mod fascismen (national kamp=arbejderklassens kamp), sin opfattelse af Socialdemokratiet (væk med de forræderiske ledere), med sin opfattelse af den esbjergensiske arbejderklasse (som værende socialister), på grundig vis gravede sin egen grav. Og gjorde det let for Socialdemokratiet at overleve.

Politiske forhold

Med et enkelt ophold havde Socialdemokratiet flertallet i byrådet i det 20. århundrede fra 1905 og borgmesterposten siden 1921. Det var først i 1994, Venstre kunne sætte sig i borgmesterstolen. Den kendteste borgmester var Henning Rasmussen (1964-79), der derefter blev Justits- og Indenrigsminister. Kommunisterne fik 20% af stemmerne i Esbjerg i 1945 og formanden kom i Folketinget. Ved stiftelsen af SF spillede Esbjerg også en vis rolle, idet Anders Storgård og hermed halvdelen af Danmarks Socialistiske Parti gik ind i SF, og Storgård sad i 60'erne i Folketinget, valgt i Esbjerg. I denne periode var partiet også repræsenteret i byrådet med 3 medlemmer. Efter en pause var det igen repræsenteret fra 1978 og senere med tre mandater. Fra 1974 var DKP med afbrydelse repræsenteret til 1985, mens VS aldrig opnåede valg. Heller ikke venstrefløjslisten, Fælleslisten Syvstjernen opnåede valg i 90'erne.

Som i resten af Danmark tog klassekampen også et opsving i Esbjerg fra slutningen af 1960'erne.

Lastoptagernes strejke

En karakteristisk konflikt var lastoptagernes kamp i 1977 mod sugelosning. Losningen af skidtfisk var forudsætning for havnens blomstrende og stinkende industri, der siden 2. verdenskrig fremstillede sildeolie. Lastoptagernes strejke rettede sig mod indførslen af ny teknik: sugelosning i stedet for lastoptagere til at skovle fisken og følgelig arbejdsgiverkrav om nedskæring af arbejdsstyrken fra 6 mand i lasten til 4. Kampen blev hårdnakket, fordi lastoptagerne havde en militant klub, Losseklubben af 1944 og en tilsvarende formand, Ronald Søgård. Blandt lastoptagerne var der ingen tvivl om militansen: de havde ingen respekt for det socialdemokratisk klassesamarbejde. Men konflikten afslørede også den manglende klassebevidsthed, der kom af en arbejdsskare, hvor mange kom ude fra - som en lastoptager sagde: Alle er repræsenteret: landmænd, tidligere bygmestre, forsikringsmænd, arkitekter - uden den store forståelse for solidaritetens nødvendighed. Lastoptagerne deltog heller ikke i de omfattende majstrejker i 1974 i protest mod regeringen. Men den 3. oktober 1977 var der møde på havnen med 400 deltagere og efterfølgende sympatistrejke på 32 virksomheder på havnen - ikke mindst foranlediget af at der var politi med hunde på havnen, da lastoptagerne blokerede en af sildemelsfabrikernes skorstene. Et år efter at arbejdsgiverne havde opsagt overenskomsten blev der lavet en ny, der fastholdt bemandingen på 6 mand - noget de havde tilkæmpet sig ved en strejke i '75, men med en mindre lønnedgang. Klubformanden var blevet fyret. Han havde nemlig den særstilling, at han efter overenskomsten var losseleder! Han blev genansat og fabrikkernes alternativ, Losse- og Lastekompagniet (af lastoptagerne kaldet Luske- og Listekomptagniet) blev opgivet. Fabrikkerne fik en stor bod i Arbejdsretten og via Folketinget kunne VS afsløre, at der var givet statstilskud til fabrikkerne, mens de rationaliserede og truede med at fyre lastoptagere. Når det var vigtigt for lastoptagerne at fastholde klubformanden som losseleder - den der fordelte og ledede arbejdet blandt lastoptagerne - var det fordi de som løsarbejdere blev fyret hver dag, og således kunne sikre sig mod vilkårlighed, chikanerier og forfølgelser, når det var én af deres egne, der ledte og fordelte arbejdet. Det gav dem en styrke i kampen mod rationaliseringer. En smed med opsigelsesvarsel, der måske normalt havde samme arbejdsplads i 5 år, var i en helt anden situation.

Sømænd og havnearbejdere i konflikt

På trafikhavnen kom det til kortvarige sammenstød i forbindelse med Sømandsforbundets overenskomster. I to omgange i 1978 blev skibe (DFDS' englandsbåde og ØKs Cedrela) blokeret. Den første strejke blev solo afblæst af forbundsformanden Preben Møller Hansen - uden nogen aftale med matroserne. Det medførte opløsning af DFDS-klubben. Og i sidste omgang, i oktober, kom det til omfattende arbejdsnedlæggelser på havnen, efter at politiet havde slæbt 9 blokerende matroser i land: matroserne på DFDS, havnearbejderne, lastoptagerne og flere men også metalvirksomheder i byen. Efter et møde indkaldt af sømændene og SID/T var der demonstration til politigården med 500 deltagere i protest mod politiindgrebet. I 1979 var der tilsvarende begivenheder omkring ØK's Patula.

Disse blokader skete netop nogle år efter, at regeringen havde gennemført blokadecirkulæret, der forbød fysiske blokader. Blokaderne medførte politiindgreb og fjernelse af blokadevagterne. Disse 3 politiindgreb på 2 år oprørte efterhånden byens arbejdere til aktioner. Når mange kampe blev så hårde, var det uden tvivl fordi folk blev forbitret over politiets brutalitet med hunde. Og for mange stod det efterhånden klart, at blokadecirkulæret havde en tæt sammenhæng med regeringens indkomstpolitik og de statslige indgreb i lønforhandlingerne. I forbindelse med det sidste politiindgreb var der tale om et meldesystem, der skulle træde i kraft ved politiindgreb. Men i den sidste ende blev det ikke formelt organiseret - de socialdemokratisk ledere ønskede ikke sådanne metoder.

Året efter oplevede de almindelige havnearbejdere en situation svarende til lastoptagernes - en del af flere kampe om ny teknologi - hvor losningen af foderstoffer blev yderligere mekaniseret med indførelsen af profitfræseren ved DLG. Her var der ligeledes tale om indførelse af en teknik, der ville medføre fyringer. Det var ikke fordi havnearbejderne var maskinstormere, der ikke ville have ny teknik, de ville bare også have gavn af den. Der udvikledes et omfattende sympatiarbejde på havnen og med havnearbejdere i andre havne, samt opbakning fra Havnearbejdernes Landskonference i Horsens i maj 1979. Strejken varede 5 uger og blev fra starten hurtigt udvidet med blokade mod lastbilerne, der transporterede foderstof fra fabrikken. Politiet blev ikke tilkaldt, måske pga. trussel om (general)strejke. Efter politiindgrebet mod ØK-skibet Cedrela et halvt år før, blev det aftalt, at metalområdet i byen ville gå hjem hvis der igen blev blandet politi i arbejdskampe i Esbjerg. Strejken viste et bedre sympatiarbejde end den tidligere nævnte lastoptagerkonflikt og resultatet blev en aftale, som fagforeningen oprindeligt havde foreslået: en delvis bemanding af betjeningen med en havnearbejder. De overflødige havnearbejdere var blevet tilbudt arbejde på DLG's nye fabrik på havnen. 20 år senere havde teknikken overflødiggjort DLG's anlæg, der blev revet ned.

Parallelt hermed oplevede typograferne på dagbladet Vestkysten samme fænomen. Overgangen fra bly til fotosats sparede en masse arbejdspladser væk, hvor enden på det blev, at der en halv snes år senere ikke blev trykt aviser i byen. Den sidste del af 1970'erne var således præget af en kamp mod at rationaliseringer skulle sende flere ud i arbejdsløshed.

Havnearbejderstrejken 1982

Det var også på havnen, at man oplevede den mest militante kamp mod Schlüter-regeringen, havnearbejderstrejken. Det var en politisk kamp mod et regeringsforslag, altså var arbejderne oppe mod en betydeligt stærkere modstander. Da kampen drejede sig om forringede vilkår for løsarbejdere, når de ikke var i arbejde, kom den til at betyde noget særligt i Esbjerg, hvor der var mange løsarbejdere. I  Esbjerg startede strejken den 13. december 1982. Derefter var der blokade af englandsbåden og de følgende dage strejker på BaconContainercentralen og andre steder på havnen, bla. fiskeindustrien, lastoptagerne(skidtfisk) og sympatistrejke på sandsugeren Taurus, strejkemøde for havnens arbejdere, støttefest, den lokale tillidsmandsring i sving, lokal støttegruppe oprettet. Før jul blev en række mejetærskere blokeret - de skulle til Saudi-Arabien. Dem forsøgte firmaet Dronningborg at få kørt til Bremerhaven, men opgav pga. blokaden. Politiet greb heller ikke ind. Strejken var præget af aktivt engagement blandt de deltagende, organisering af støttearbejde udenfor selve arbejdspladsen - både i byen og landsdækkende - samt sympatistrejker. Strejken blev mødt med politi- og hundeindgreb af hidtil ukendt styrke. Mange blokadevagter blev bidt af hunde i forbindelse med blokaden mod Englandsbådene. KFK lossede foderskibe en uges tid med skruebrækkere overvåget af en 2-3 betjente, men den 4. februar gik 50-60 havnearbejdere ned for at se på losningen. Nogle gik om bord og standsede losningen. Senere gik også 3 betjente om bord, men blev venligt ført ned på kajen igen.15 betjente med hele gearet stormede efterfølgende havnearbejdernes Mønstringshus, ankommet i politibus med udrykning. KFK's skruebrækkerarbejde blev årsagen til, at to havnearbejdere på egen hånd satte ild på KFK's gamle lager. Det blev udgangspunkt for politiets sag mod Karl Jørgensen. Strejken blev i Esbjerg en blanding af politi og skruebrækkere. Den manglende støtte fra forbundstoppene - specielt SID - var medvirkende til, at strejken ikke blev vundet.

Det var også retten til organisering, der stod på dagsordenen i forbindelse med Rømø-Sild konflikten, der handlede om Sømandsforbundets ret til overenskomst på ruten. Det var ligesom den første konflikt i Esbjerg i 1893 en klassiske konflikt om retten til organisering - denne gang mod DFDS. Det blev en lang og sej konflikt med blokader, solidaritetsarbejde og lidt mere militante aktioner, hvor et par af besætningen blev tvunget til at gå planken ud. Måske ikke en aktionsform der vakte jubel overalt.

Det var i stigende grad politiindgreb, der blev dagens orden under konflikterne i Esbjerg. Længst gik statsmagten under havnearbejderstrejken med arrestationen af talsmanden Karl Jørgensen. Fængslingen af Karl Jørgensen og modstanden mod fængslingen rejste en landsdækkende solidaritet og en kæmpedemonstration i byen. Selvom Karl Jørgensen blev frikendt ved en retssag, fik han varige men af fængslingen. Der er ingen tvivl om den stigende politivold og kriminalisering af arbejdernes traditionelle kampvåben (blokader, strejker) var med til at dæmpe strejkelysten og solidaritetsaktionerne. Det sidste grove politiindgreb var nogle år senere under Ribus-konflikten, som handlede om retten til overenskomster. Både Karl-Jørgensen-sagen og Ribus-konflikten viste, hvor nødvendigt det er med solidaritetsarbejde, både i byen og landsdækkende. Uden dette arbejde ville de sager være endt med katastrofale nederlag. Nu blev det vist, at politiindgreb ville blive mødt med modstand.

En kulmination i kampen mod regeringsindgreb og den borgerlige regering kom med påskestrejkerne, som også spillede en stor rolle i Esbjerg. Strejken var en overenskomststrejke, men ud over det var den et lærestykke i, hvordan den socialdemokratisk dominerede Fællesorganisationen fungerede. Heroverfor stod Konfliktradioen på Radio Esbjerg, idet radioen blev centrum for koordinering af aktiviteter, de strejkende fik meddelelser ud, der var interviews med den tværfaglige aktionskomite. Navnlig i den første del af perioden fik radioen stor betydning. Et særligt træk var det, at lærerne i byen tilsluttede sig strejken, og at den tværfaglige aktionskomite var aktiv.

Fællesorganisationen som bremseklods

I hele denne periode var Fællesorganisationen et eksempel på Socialdemokratiets funktion som en bremseklods på aktiv kamp. Fællesorganisationen (nu LO-Esbjerg) er en paraplyorganisation for lokale fagforeninger. Omkring Fællesorganisationen rejste sig en række principielle spørgsmål: Hvilken rolle skulle den spille? Hvor aktiv skulle den være? Hvilke linie skulle den have? Udviklingen var følgende: Fællesorganisationen var aktiv omkring organiseringen af strejkerne mod Hartlings venstreregering i 1974, og formanden benyttede lejligheden til at præcisere, at der ikke var brug for noget Formandsinitiativ i Esbjerg. Men i 76 ønskede de ikke at gå ind i støttearbejdet omkring Porcelænsarbejderstrejker. Nu var der kommet en SD-regering, og samtidig var Fællesorganisationens råd mod Augustforligets lønpolitik - og mange gange senere - at støtte SD. Fællesorganisationens bureaukratisering blev forstærket i 1977 med ansættelse at en amtskonsulent, lønnet af LO - den hidtidige FO-formand. Dannelsen af SV-regeringen året efter mødte modstand langt ind i SD, og FO's svar var - efter flere opfordringer til aktion - et møde med Per Hækkerup som eneste taler. Senere gennemførtes omfattende strejker mod SV-regeringens indgreb i overenskomstforhandlingerne, sluttende med en demonstration foran Rådhuset den 28. marts 79 med 500 deltagere, hvor FO ikke ville deltage, fordi de havde loddet stemningen hos medlemmerne. I forbindelse med de aktive kampe på havnen var FO i første omgang ikke noget, man hørte fra, men senere blev en anden og aktiv linie forsøgt, da der kom en ny formand til. Denne linie havde primært opbakning fra DKP-fagforeningsfolk, og der blev valgt en SF'er som sekretær for FO. I forbindelse med Cedrela-indgrebet kom FO til at stå for et møde med politimester, justitsminister, borgmester mv., hvor sagens kerne skulle på bordet - mødet blev nu senere aflyst. Kort tid efter stod FO for en demonstration mod et politiindgreb (Patula) - godt nok et par dage efter. Der blev også plæderet for et meldesystem for tillidsmænd. Den sag gled over i FO, der nedsatte et tremandsudvalg. Det forhindrede dog ikke FO-formanden og et andet medlem af forretningsudvalget offentligt at tage afstand fra aktionerne. Der blev også foreslået fælles første maj med SF og DKP (men ikke VS). Det var alt sammen nye signaler. Men det gik heller ikke stille af. Da repræsentantskabet vedtog at optage BUPL (DKP-orienteret) i FO, meldte 3 socialdemokratiske fagforeninger sig ud. Bagefter fik de bevirket, at BUPL og Sømandsforbundet blev smidt ud, fordi LO sagde, at kun LO-medlemmer kunne være medlem af FO. Det fik sekretæren til at træde tilbage i protest: «fordi Socialdemokratiet sætter sig på Fællesorganisationen og dermed suger al kraft ud af den». I 1982 var der 5000 til demonstration mod Schlüters nedskæringer - arrangeret af arbejdspladser under SID/T . FO nøjedes med en udtalelse. Senere afholdt de et møde med opfordring til at styrke SD. Således var alt igen ved det gamle. Og DKP-strategien med at presse socialdemokraterne gennem Fællesorganisationen viste sig at være en vildmand. Spørgsmålet om (politisk) linie lå herefter fast. Og FOs rolle var atter den at være kommenterende, og ikke aktiv udfarende.

Politiets rolle

Politiets rolle blev skærpet i hidtil uset grad. Deres indgreb var en vigtig understregning af statsmagtens vellykkede forsøg på at gøre arbejdernes kamp til en kriminel sag. Fra at have været en undtagelse - man tænkte tilbage på 1934 og overenskomsten i 73 - blev det nu en betingelse, der satte sit stempel på kampen. Hunde og brutale overfald var blev en del af virkeligheden i Esbjerg.

Da fiskerne blokerede fiskerihavnen i 1975, blev politiet ikke sat ind, men det blev det i:

Esbjerg Støttegruppe

En vigtig rolle i støttearbejdet i perioden spillede Esbjerg Støttegruppe, der samlede aktive udenfor byens fagtop. Den blev en permanent organisering som resultat af det støttearbejde, der tidligere var foregået. Esbjerg Støttegruppe var den første af slagsen i landet. Gruppens vigtigste funktion var udbredelse af kendskab og solidaritet med arbejdskampe, f.eks. BT-konflikten. Gruppen blev oprettet omkring august 1980: Mange strejker tabes, fordi fagforeningerne er bundet af det fagretlige system og Fællesorganisationen har ikke vist interesse for at støtte arbejdere i kamp. Støttegruppen fik en hård modtagelse af den etablerede fagbevægelse. På den 1. generalforsamling omtaltes indsamlingen af 100.000 til de strejkende på Nordisk Gummibådsfabrik, der strejkede i 3 uger for genansættelse af en faglig kollega. En strejke som SID/Fabrik ikke støttede. Efter et par år sagde et medlem af bestyrelsen for Esbjerg Støttegruppe som svar på fagtoppens kritik for splittelse: Det kan da godt være, vi arbejder mod fagforeningerne, men det er kun i det øjeblik de ikke varetager medlemmernes interesser. Støttegruppen holdt offentlige møder og deltog i et møde på landsplan om strejkestøttearbejde. Andre steder skød der også efterhånden støttegrupper op. Esbjerg støttegruppe lå i forlængelse af VS' faglige profil: at det var arbejderne selv, der skulle organisere sig, det skulle komme nedefra, mens Socialdemokraterne foretrak Fællesorganisationen og DKP normalt en tillidsmandsring.

Alle disse konflikter i 1970'erne og 1980'erne viste, hvordan statsmagten på afgørende vis greb i klassekampen og hvordan kampen (strejkerne) blev tabt, dels pga. overmagten, dels på grund af manglede solidaritet i arbejderklassen. Konflikterne - både de tabte og de vundne - er en del af Esbjergs fortid og nutid. De satte deres spor i fagbevægelsen, i byrådet og i den førte politik

Eks.


Litteratur

Andersen, Albert: Arbejdsmændene i Esbjerg gennem 60 år. 1950.
Borgå, Ole: DKP's enheds- og folkefrontspolitik 1940-1945. I: Historievidenskab 1977:12, side 66-127.
Bryld, Claus: Socialdemokratiets og DKP's politiske hovedlinier 1935-45. I: Historievidenskab 1977:12, side 9-42.
Christensen, Poul: Af en illegals erindringer. 1976.
Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund, Esbjerg afdeling. 75 års jubilæum. 1965.
Frit Danmarks Hvidbog. 1946. Bind 2, side 27.
Gram, Robert: Den første folkestrejke i Danmark. I: Pigtråd 1949:4(april), side 51-53.
Henningsen, Sven: Esbjerg under Den anden Verdenskrig. 1955.
Jensen, Alfred: Kommunisternes indsat. 1979.
Juul Pedersen, Asger: Socialdemokratiet og kommunalvalget den 5. maj 1943. I: Årbog for arbejderbevægelsens historie. 1977. Side 54-83.
Kritik af DKP. 1974. side 161.
Nielsen, Hans Jørn: Besættelse og befrielse. 1977.
Trommer, Aage: Folkestrejken i Esbjerg 1943. Særtryk af: Historie. 1966.
Trommer, Aage: Modstandsarbejde i nærbillede. 1973.
Vestjyden. Udsendt af Danmarks Kommunistiske Parti/Esbjerg. August 1942-1945.[illegalt månedsblad]