Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Iraq
     .  Syrien
Organisation  .  Bevægelser  .  Parti
Ideologi  .  Socialistisk
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2002
Læst af: 18.451
: :
Baath

Baath (arabisk: genfødsel), socialistisk arabisk bevægelse grundlagt i Damaskus i 1940'erne af den kristne Michel Aflak og den sunni-muslimske Salah ad-Din Bitar. I dag regeringsparti i Syrien og Iraq.

I 1953 blev bevægelsen kendt som det Baath arabiske Socialistparti. Det nåede et højdepunkt i 1960'erne, da det blev et af de stærkeste udtryk for den arabiske revolutionære nationalisme. Kernen i Baath er ønsket om arabisk enhed. Et mål der overskygger alle andre. I Michel Aflaks forestilling udgør de arabiske folk en fælles nation, der bør stræbe imod at danne en stat, med dens egen specifikke rolle i verden. Selvom han var klar over betydningen af at gøre bevægelsen sekulær (ikke-religiøs), anerkendte han islams betydning og agiterede for socialismen. I 1950'erne agiterede Baath partiet for et pluralistisk demokrati og frie valg. Selvom det bekymrede sig om det palæstinensiske spørgsmål, har det aldrig været et central spørgsmål for Baath.

Baath partiet kom tidligt ind på den politiske scene i Syrien efter selvstændigheden, hvor militære og civile regeringer afløste hinanden. Der blev gennemført justeringer af partiets ideologi og organisering. Vendepunktet fandt sted i 1958, hvor Egypten og Syrien sammen etablerede den Forenede arabiske Republik (UAR). Baath partiet gik med til at opløse sin syriske sektion, eftersom den delte Nassers syn på arabisk og international politik. UAR's sammenbrud i 1961 udløste en langvarig intern krise, og fik bl.a. fremtrædende medlemmer til at stille spørgsmålstegn ved idealet om arabisk enhed. Efter at partiet i 1963 kom til magten i Syrien, blev «regionalist» tendensen under ledelsen af Hafez Al Assad den dominerende overfor «nationalist» tendensen, der mere var tilhængere af en ren arabisk linie. En række af partiets grundlæggere, heriblandt Michel Aflak blev tvunget i eksil. Der blev etableret to pan-arabiske hovedkvarterer - det ene i Damascus og det andet i Baghdad, hvor Michel Aflak havde fået asyl, efter at partiet i Iraq var kommet til magten med Saddam Hussein i en nøgleposition. I begge lande blev partierne rettet ind som instrumenter for statens politik. Det seneste markante eksempel var Iraqs annektering af Kuwait i 1990, der blev fremstillet som et «trin i arabisk forening».

Det er paradoksalt, at efter partiets magtovertagelse i Syrien og Iraq, begyndte dets ideologi at gå i forfald. Dets sekulære orientering og socialistiske idealer er dog fortsat drivende i indenrigspolitikken i begge lande.

A.J.