Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
Organisation  .  Bevægelser  .  Arbejderbevægelsen  .  Alternative netværk
    .  Parti
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 9.550
: :
Nye retning
Left
Rocks
2019-07-09 07:29

«Den nye retning» var en fraktion som arbejdede indenfor det norske Arbejderpartiet i perioden fra 1911-12 til 1918-20. Organisatorisk bestod den af Fagoppositionen af 1911, Norges Socialdemokratiske Ungdomsforbund (NSU) og en del andre medlemmer fra Arbejderpartiet. Særligt aktive indenfor NSU var en socialistisk studentergruppe med Kyrre Grepp i spidsen, og han blev samtidig regnet som «den nye retnings» leder. Blandt enkeltmedlemmerne var der et stærkt indslag af journalister og redaktører fra arbejderpressen. Man kunne kalde det klassens intellektuelle lag.

Samarbejdet mellem Fagoppositionen og NSU blev indledt allerede under Fagoppositionens tilblivelsesproces. Et af de første udtryk for dette var Arbejderpartiets landsmøde i april 1911. NSU havde da netop lagt sin såkaldte «ungsocialistiske» (dvs. nærmest syndikalistiske) periode bag sig, efter en intern splittelse. Organisationen havde valgt at fortsætte at arbejde indenfor Arbejderpartiet, men nærede som Fagoppositionen senere dyb skepsis til den parlamentariske strategi, partiet var slået ind på. I tråd med dette havde organisationen, eller rettere sagt den socialistiske studentergruppe, udarbejdet et alternativ til det «officielle» partiprogramforslag, som blev lagt frem på dette landsmøde. Studenterforslaget var klart marxistisk og blev på landsmødet taget op og begrundet af Fagoppositionens vigtigste leder, Martin Tranmæl, som omtalte det som «vort forslag».

Den alliance som dermed havde manifesteret sig mellem ungdomsorganisationen med studenterne i spidsen og de oppositionelle i fagbevægelsen, udviklede sig til et fast samarbejde i tiden der fulgte. Dels skete det i forholdet til (arbejder)klassen i form af agitation og organisering på oppositionens grundlag. F.eks. gik de sammen om at udsende agitatorer og arrangere foredragsturneer, de optrådte på hinandens debatmøder, kom med indlæg i hinandens aviser og samarbejdede om at udgive og distribuere brochurer og andre politiske skrifter. Dels skete samarbejdet i (arbejder)bevægelsen på landsmøder og konferencer, i bestyrelser og komitéer osv. i form af fælles kritik af den siddende ledelse og den politik som blev ført. Dette var et forsøg på at påvirke udformningen af en ny politik så meget som muligt og et fremstød for at få oppositionelle ind i flest mulige hverv og organer.

Alliancen varede indtil den fælles modstander, «den gamle retning», var «nedkæmpet». Dette skete, da «den nye retning» erobrede flertallet på Arbejderpartiets landsmøde i 1918 og besatte partiledelsen med sine egne folk, og ved at Fagoppositionen i 1920 mønstrede et flertal på LO-kongressen og skaffede sig flertal i sekretariatet. (Sejren var mere begrænset der, eftersom «den gamle retnings» folk fortsat var i flertal i repræsentantskabet og i de fleste forbundsledelser). Derefter gik alliancen efterhånden i opløsning og over i indbyrdes strid, som endte med partisplittelsen i 1923. NSU kom til at udgøre det organisatoriske grundlag for Norges Kommunistiske Parti (NKP), og forbindelseslinierne mellem de to organisationer er klare - også på det ideologiske plan. Tilsvarende baserede Arbejderpartiet sig i 1920'erne i høj grad på Fagoppositionens politiske og ideologiske grundlag, og partiet blev ledet af de vigtigste Fagoppositionsledere med Martin Tranmæl som den centrale skikkelse.

For at sammenfatte kan vi sige, at alliancen som «den nye retning» rummede var opstået på grundlag af enighed om at modarbejde «den gamle retnings» politik, mens kimen til opløsningen lå i uenigheden om hvad alternativet skulle være.

Lignende oppositionelle grupperinger fandtes i de fleste europæiske socialdemokratier i tiden omkring første verdenskrig, men Arbejderpartiet var et af de meget få partier, hvor oppositionen vandt. Forklaringen på dette er dels blevet søgt i økonomiske og politiske samfundsforhold generelt i Norge, dels i den norske arbejderbevægelses specielle karakteristika. Centralt i forklaringen står den økonomiske udvikling efter 1905 («den nye arbejdsdag», dvs. storindustriens indtog), som i løbet af forholdsvis kort tid proletariserede så store dele af landbefolkningen, at det indebar en ganske stor tilgang til (industri)arbejderklassen og i næste omgang til arbejderbevægelsen. De nyproletariseredes baggrund og situation gjorde dem mere disponerede for en mere «radikal» faglig politik, end den som den etablerede arbejderbevægelse førte og fik dem derfor til at slutte op om Fagoppositionen.

Denne nye del af klassen kom imidlertid aldrig til at udgøre noget flertal indenfor bevægelsen. Når den alligevel formåede at erobre ledelsen i arbejderbevægelsen, skyldtes det på den ene side Arbejderpartiets forholdsvis decentraliserede organisationsopbygning, hvilket gav de oppositionelle gode arbejdsbetingelser. På den anden side havde erobringen sammenhæng med, at den politiske udvikling i 1917-18 og de etablerede arbejderlederes håndtering af denne, fik en stor del af det ældre proletariat - især arbejdere med tilknytning til større industri - til at svigte «den gamle retning» og støtte oppositionen. Udviklingen kan i første omgang tilskrives stimulanserne fra den russiske oktoberrevolution, i næste omgang «den gamle retnings» afvisende holdning til den spontane rådsbevægelse i vinteren 1917-1918 og den ikke særlig aktive opfølgning af de mange dyrtidskrav, som blev rejst på en lang række arbejdspladser.

Efter at «den nye retning» havde erobret flertallet på landsmødet i 1918 og besat lederposterne i Arbejderpartiet, førte den en forholdsvis kompromisvenlig politik i forhold til «den gamle retning» og konsoliderede dermed sin stilling. I første omgang førte dette til splittelse indenfor «den gamle retning», og til at Norges Socialdemokratiske Arbejderparti blev stiftet i 1921. I næste omgang var denne kompromispolitik samtidig en del af årsagen til den begyndende konflikt indenfor «den nye retning» selv og udviklingen frem mod den anden partisprængning i 1923, da NKP blev stiftet.

Den dominerende gruppering som blev tilbage i Arbejderpartiet var dermed de gamle ledere fra Fagoppositionen. Hvorfor realiserede de ikke deres «revolutionære» paroler fra oppositionstiden, er et spørgsmål som ofte er blevet stillet? En type af svar er forskellige former for forræderiteorier. En anden type af svar er, at forudsætningerne for deres program ikke længere var til stede (hvis de da nogen sinde havde været det), på det tidspunkt hvor «den nye retning» for alvor havde fået konsolideret sin lederstilling i arbejderbevægelsen. Der henvises da gerne til den økonomiske krise med massearbejdsløsheden som satte ind 1920/21 og til at Fagoppositionens program som sit udgangspunkt havde højkonjunktur og fuld beskæftigelse. En mulig præcisering af dette er knyttet til et punkt i deres politiske grundopfattelse: understregningen af «massernes» egenaktivitet, deres initiativ og ansvar, som forudsætning for systemændring (jævnfør parolen om «revolutionær masseaktion»). I 1920'erne viste «masserne» sig langt mindre aktive, endsige mobiliserbare, end Fagoppositionen havde forudset. Det blev f.eks. helt tydeligt under storstrejken i 1921.

Ikke bare viste dele af arbejderklassen sig ikke særlig mobiliserbare. Fagoppositionens eget sociale grundlag i arbejderbevægelsen forsvandt så at sige. Det havde i høj grad bestået af de nytilkomne til arbejderklassen og -bevægelsen, som var konsekvensen af «den nye arbejdsdag» og proletariseringen, som igen havde ført til en voldsom medlemsøgning i LO og Arbejderpartiet. I begyndelsen af 1920'erne oplevede disse organisationer et nærmest katastrofalt frafald. LO's medlemsmasse blev næsten halveret i løbet af få år. Og de som forsvandt - givet vis først og fremmest pga. krisen - var netop de grupper, som var senest organiseret og som havde sluttet op omkring Fagoppositionen, og som dermed havde lagt grundlaget for «den nye retnings» sejr.

J.Bj.