Left Rocks
Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
Organisation  .  Bevægelser  .  Arbejderbevægelsen  .  Strejker
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 7.244
: :
Storstrejken i 1921

Storstrejken i 1921 var en af de største kampe i norsk arbejderbevægelses historie. Baggrunden var, at rederne forsøgte at nedsætte hyren til det halve. LO ledelsen proklamerede «storstrejke» for at vise sin sympati med de strejkende sømænd, men undlod at tage skridtet til en politisk generalstrejke.

LO var i en tvangssituation: Efter at sekretariatet oprindelig var gået ind for generalstrejke, bøjede det sig for de socialdemokratiske politikere, som havde flertal i repræsentantskabet. På baggrund af tilbagegangen i medlemstallet - LO havde mistet ca. 20 000 medlemmer i løbet af et halvt år - kunne man ikke bestemme sig for generalstrejke. På den anden side var en omfattende massemobilisering uundgåelig, hvis man ikke ville miste medlemmernes tillid.

Løsningen blev et kompromis. Storstrejken blev den eneste arbejdskamp i 1920'erne hvor LO bestemte sig for massemobilisering. Men den fulgte borgerskabets spilleregler, idet LO gav fjorten dages strejkevarsel og holdt vigtige grupper som offentlige funktionærer udenfor strejken.

Under storstrejken udvikledes der hyppigt hårde kampe, fordi regeringen mobiliserede militæret og politiet mod arbejderne og igangsatte et omfattende strejkebryderarbejde. Officerer og forretningsfolk dannede med hjælp af kapitalkræfter fra Bankforeningen, Industriforbundet, Rederforbundet og andre organisationer strejkebryderorganisationen «Samfundshjælpen», som en forløber for senere fascistiske organisationer. Staten værnede om de «arbejdsvilliges ret».

Fra arbejderbevægelsens side blev storstrejken effektivt ledet indenfor rammerne af LO's præmisser, og det lykkedes at forhindre drastiske lønreduktioner. De blev på «bare» 17%, men året efter kunne rederne pga. den svækkede kampkraft i fagbevægelsen uden vanskeligheder gennemføre yderligere reduktioner på 25-30%.

Storstrejken blev ført som en forsvarsstrejke under en konjunkturnedgang og var ikke et effektivt middel til at fremme arbejderbevægelsens mål. Borgerskabet og ikke arbejderbevægelsen gik styrket ud af strejken. Indenfor arbejderbevægelsen førte storstrejken til et opgør. Den daglige ledelse mente hovedårsagen til det utilfredsstillende resultatet lå i, at masseaktionen var mislykket. Venstrefløjen med avisen Klassekampen og dens redaktør Eugen Olaussen i spidsen mente, grunden til nederlaget var, at strejken var blevet ført efter klassisk socialdemokratisk opskrift. Udgangspunktet for LO ledelsen havde ikke været revolutionært, og derfor havde den kompromitteret sig allerede før strejken.

Arbejdskøberne og borgerskabet havde haft alle fordele: De kunne forberede sig på storstrejken takket være det lange strejkevarsel og fordi jernbanearbejderne og trykkerne ikke var taget ud i strejke. Martin Tranmæl blev kritiseret, fordi han understregede strejkens defensive karakter. Mod slutningen af strejken og efter at Halvard Olsen og Elias Volan uden repræsentantskabets kendskab havde undertegnet en protokol, som gav arbejdskøberne frie hænder, øgedes kritikken, og der blev krævet en kommunistisk LO ledelse. Fremtidige kampe skulle organiseres i nært samarbejde med Arbejderpartiet (DNA).

Storstrejken afslørede store modsætninger - både indenfor DNA- og LO-ledelsen. Særligt påfaldende var manglen på revolutionære perspektiver hos Komintern-medlemmerne indenfor LO ledelsen, som bøjede sig for socialdemokraterne. For DNA's parlamentariske leder Olav Scheflo førte resultatet af strejken - sammen med den britiske minearbejderstrejke i april 1921 - til en nyvurdering af revolutionens muligheder. Efter hans mening måtte arbejderbevægelsen i defensivperioden udnytte modsætninger mellem borgerskabets forskellige lag og mellem arbejdskøberne og bønderne. Dette fik stor betydning for Scheflos tolkning af Kominterns enhedsfrontstaktik.

E.Lo.


Litteratur

S. Aarseth Barder: Storstreiken i 1921, i Tidsskrift for arbejderbevægelsens historie 1/1977.