Left Rocks
Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 6/10 2004
Læst af: 8.934
: :
Fredens Tilhængere

Fredens Tilhængere (1950-1959), dansk fredsorganisation.

Stiftelsen af Fredens Tilhængere i Danmark var afledt af fredskongressen i Paris i april 1949, hvor verdensbevægelsen Les Partisans de la Paix blev dannet. Initiativtagerne til verdenskongressen var de to kommunistisk dominerede organisationer Kvindernes Demokratiske Verdensforbund (KDV) og Den Internationale Komite for Forbindelser mellem intellektuelle. Blandt deltagerne på kongressen var flere internationalt kendte og kommunistisk sympatiserende personligheder som f.eks. Pablo Picasso, Charles Chaplin, Poul Robeson og Martin Andersen Nexø. Ansvaret for den spændte verdenssituation og faren for en 3. verdenskrig blev først og fremmest placeret hos magthaverne i de vestlige, kapitalistiske lande, med USA i spidsen.

Efter kongressen blev der i mange lande på kommunistisk initiativ oprettet nationale og lokale komiteer. I Danmark dannede de danske deltagere i Paris, kommunisterne Edvard Heiberg, Martin Andersen Nexø og Agnete Olsen (formand for KDV i Danmark) i efteråret 1949 en komite med Heiberg som formand. Til organisationens stiftende landsmøde den 11. juni 1950 i København deltog, ifølge Mogens Fogs senere erindringer, 56 lokale fredskomiteer og 29 øvrige organisationer. Fog blev på landsmødet valgt som formand og der blev nedsat en landskomite, hvor bl.a. Jørgen Jørgensen, Hans Kirk, Morten Lange og Martin Andersen Nexø fik sæde.

Landsmødet vedtog derudover en resolution, der fastslog organisationens formål: ”Fredens Tilhængere vil søge at vække det danske folk til modstand mod krigsforberedelser, oprustning, militærpagter og krigspropaganda”, og den ville arbejde for ”1) almindelig internationalt kontrolleret nedrustning og fredelige afgørelser af internationale stridigheder inden for FN, 2) forbud mod atombomben og international kontrol med forbudets overholdelse og 3) bekæmpelse af al form for krigsophidsende virksomhed”. Selvom organisationen kæmpede for en fredelig tilnærmelse mellem de to stridende parter i den kolde krig, og derfor officielt ikke tog part i konflikten, var der en klar tendens til at være mest kritisk over for NATO og USA.

Et af Fredens Tilhængeres første projekter var underskriftsindsamlingen til fordel for Stockholm-appellen, der samme år var lanceret af den ligeledes kommunistisk dominerede Verdensfredskomiteen (senere Verdensfredsrådet). Appellen, der opfordrede til et forbud mod atomvåben, hævdedes 8 måneder senere, at have fået tilslutning fra omkring 500 millioner mennesker. Den største opbakning kom ikke overraskende fra Kina, Sovjetunionen og ”folkedemokratierne” i Østeuropa med næsten 4/5 af underskrifterne. I Danmark skrev ca. 135.000 mennesker under på appellen, hvilket ikke var mange set i lyset af DKP’s aktuelle tilslutning. Afgørende var sandsynligvis omverdenens skarpe reaktion på udspillet. I dagspressen blev Stockholm-appellen beskyldt for at være et kommunistisk og derfor antidemokratisk anslag mod den vestlig verdens frihedsværdier, da oprustningen opfattedes som en nødvendighed for at modstå Østblokken. De skarpeste angreb kom fra Berlingske Tidende, hvor Fredens Tilhængere bl.a. blev betegnet som tilhørende en kategori af: ”… personer og organer så usle, at man ikke kan være bekendt og ikke har nødig at besvare kritik og angreb fra deres side.” Fredens Tilhængere havde generelt problemer med at få deres budskaber frem i andre blade end i det kommunistiske dagblad Land og Folk.

Sidst i 1952 forsøgte Fredens Tilhængere derfor selv at skabe en platform for en bredere, politisk dialog. Et mere tværpolitisk blad, Tænk i Tide, der skulle omfatte større dele af fredsbevægelsen, afløste det hidtidige Kæmp for Freden. I det nye blads redaktion sad både kommunister og kulturradikale (f.eks. Herbert Pundik). Samarbejdet blev dog sat på en hård prøve fra starten, da udgivelsen af bladet faldt sammen med Stalins kamp mod den ”zionistisk-imperialistiske sammensværgelse”. Særlig kritisk var de moskvatro kommunisters modvilje mod at tage afstand fra Slansky-processen i Prag og det såkaldte lægekomplot i Moskva.

Bedre gik det i spørgsmålet omkring Tysklands genoprustning, der vandt større genklang i en befolkning med friske minder fra besættelsen. Fra slutningen af 1950 slog Fredens Tilhængere til lyd for at en genoprustning af Tyskland ville føre til en gentagelse af historien, og at tysk genoprustning derfor ville være en direkte trussel mod Danmarks sikkerhed. Ifølge Fredens Tilhængere var tyskernes sindelag ganske enkelt ikke til at stole på. I overensstemmelse med dette krævede Fredens Tilhængere i slutningen af 1954, med opbakning fra visse radikale kredse, en folkeafstemning om Danmarks tiltræden af NATO-aftalerne om Tysklands genoprustning og optagelse i NATO. Reaktionerne fra dagbladene var som tidligere skarpe og fordømmende, specielt over for de radikale, der ifølge Politiken var blevet ledt bag lyset af kommunisterne.

Fredens Tilhængere levede ikke op til kommunisternes ønske om en tværpolitisk platform for kommunistisk agitation. Først med dannelsen af Dansk Fredskonference i 1954 fik det bredere samarbejde inden for fredsbevægelsen en mere konkret karakter, men det blev på bekostning af Fredens Tilhængere. Dødsstødet blev Sovjetunionens intervention i Ungarn i 1956, der resulterede i både splittelse inden for DKP og opløsning af Fredens Tilhængere i 1959. En af Fredens Tilhængeres få succeser var, at venstrepolitikeren Elin Appel indtrådte i Verdensfredsrådet i februar 1951 som én af tre danske repræsentanter. Derudover var kampagnen mod tysk genoprustning og bladet Tænk i Tide til en vis grad med til at skabe dilemmaer for dem, der gerne ville kæmpe for samme sag, men som ikke brød sig om, hvad kommunisterne ellers stod for.

Je.J.


Litteratur

Mogens Fog: Efterskrift, 1946 - og resten (1977)
Fredens Tilhængeres arkiv, Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
Jesper Jørgensen: Fredens Tilhængere, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv Årsskrift 2001 (2002), s. 16-22
Søren Hein Rasmussen: Sære Alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark (1997)
Stig Thomsen: Fredens Tilhængere, Salmonsen Lexikon-Tidsskrift, 1951-1952 (1953), s. 415-420