Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Grønland
DatoOpdatering
2013.12.08Opdatering 2013
2015.01.30Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 30/1 2015
Læst af: 207.662
Verden  .  Europa  .  Grønland
: :
Grønland
Befolkning59.000
ValutaDKr
Areal2.175.600 Km2
HovedstadNuuk
Befolkningstæthed0,0 indb./Km2    

Lokaliseret i Ishavet i den nordligste del af Atlanten. Efter Antarktis er Grønland jordens største isdækkede område. Omkring 85 procent af territoriet er permanent dækket af en op til 3 km tyk kappe af is, der indeholder 9 procent af verdens samlede ferskvandsressourcer. Samlet areal er 2.176.600 km2. Landet strækker sig fra 59,46N i syd til 83,39N i nord, ialt 2.670 km. Det sydligste punkt, Kap Farvel, ligger på højde med Oslo.

Klimaet er arktisk, hvilket betyder, at ingen måned har en gennemsnitstemperatur over 10 grader Celsius. (Middeltemperatur i Nuuk 1997: januar –4,6 C°; juni 7,5 C°). På grund af landets størrelse er der stor forskel på klimaet i nord og syd. I den korte sommer kan man nyde Grønlands mere end 500 forskellige plantearter.

Geologisk set er Grønland et af verdens ældste landområder og kan dateres ca. 3,8 mia. år tilbage.

Fiskeriet er grundlaget for økonomien. Der eksporteres bl.a. rejer (skalrejer og pillede rejer) samt hellefisk. Der findes forekomster af bly, zink, guld og andre mineraler, som endnu ikke udnyttes kommercielt. En efterforskningsboring efter olie i havet ud for Nuuk igangsættes sommeren 2000.

Folket: 56.087 (1.1.99), heraf er 6.806 (1.1.99) født udenfor Grønland. Grønlands befolkning, kalaallit, er overvejende inuit med relationer til inuit i Canada, Alaska og Sibirien samt danskere og andre europæere, der er i landet i kortere eller længere perioder.

Religion: Lutheransk protestantisk. Grønland blev selvstændigt bispedømme i 1993. Biskop: Sofie Petersen. Herudover findes der mindre kirkesamfund, såsom katolikker, adventister, baptister, pinsemissionen, Jehovas vidner, Bahai.

Sprog: Grønlandsk og dansk.

Politiske partier: Inuit Ataqatigiit (IA, socialistisk), Siumut (socialdemokratisk), Atassut (liberal-konservativ), Kandidatforbundet (samling af enkeltpersoner med forskellig politisk observans), Arnat Partiiat (Kvindeparti – stiftet i 1999).

Hovedstad: Nuuk (Godthåb), 15.469 (2010).

Regering: Hjemmestyre siden 1979. Indgår sammen med Færøerne i rigsfællesskab med Danmark. Kim Kielsen (Siumut) er siden december 2014 landsstyreformand. Landstinget har 31 direkte valgte medlemmer. Grønland vælger desuden 2 medlemmer til det danske folketing og har 1 repræsentant i Nordisk Råd.

Nationaldag: 21. juni

 

Befolkningen stammer oprindelig fra Centralasien, hvorfra stammer udvandrede via Alaska og Canada. Man fulgte efter fangstdyrene til Grønland og tilpassede sig konstant livet i det arktiske område. De første indvandringer menes at have fundet sted omkring år 2.500 fvt. og kaldes i dag Independence I-kulturen efter stedet, hvor de første arkæologiske fund blev gjort. På det tidspunkt kendte man ikke til kajakker eller umiaq (konebåd), så man levede af fiskeri og fangst på landdyr.

Saqqaq-kulturen kaldes den indvandring, der fandt sted ca. år 1.600 fvt., men i modsætning til tidligere indvandringer bosatte Saqqaq-folket sig langs Grønlands vestkyst. Man kendte nemlig til brugen af skindbåde. Saqqaq-kulturen overlevede i Grønland i ca. 1.000 år, før den bukkede under – sandsynligvis som følge af en klimaændring.

Senere fulgte endnu et par indvandringer langs øst- og vestkysten (Dorset-kulturerne), og mange arkæologiske fund, f.eks. smykker, lamper, sneknive og harpunspidser kan i dag ses på Grønlands mange lokalmuseer.

Den sidste indvandring fandt sted omkring år 1.200 evt., og det er herfra den nuværende grønlandske befolkning stammer. Der var tale om et jægerfolk, hvis liv helt var tilrettelagt efter, hvor og hvornår fangstdyrene var til stede. Om sommeren forlod man vinterbopladsen og rejste rundt med skindtelt for at fange ørreder, ammassat (lodde), sæler, fugle, hvaler, og hvad der i øvrigt kunne bruges som forråd til den kommende lange vinter. Det var i denne periode, at fangst- og redskabsteknikken udvikledes til det ypperste.

Omkring år 985 skete en indvandring fra øst, nemlig af islandske bønder under ledelse af Erik den Røde. Disse nordboer bosatte sig langt inde i de sydgrønlandske fjorde og i fjordsystemet bag Nuuk, hvor de levede af landbrug, fangst og fiskeri.

Kristendommen blev introduceret omkring årtusindskiftet, og nordboerne byggede domkirker og kirker, af hvilke ruinerne i dag kan ses flere steder. Men nordboerne var også opdagelsesrejsende og kom til Nordamerika omkring år 1.000. I år 2000 fejredes således 1000 året for Leif den Lykkeliges opdagelse af Amerika.

I 1721 kom den norske præst, Hans Egede, til Grønland for at opspore nordboerne, men de var forsvundet. Skriftlige kilder nævner for sidste gang nordboerne i en beretning om et bryllup i Hvalsey i 1408. Hvad der siden skete, gættes der stadig på, men meget tyder på, at klimaet ændrede sig, og selv små temperaturændringer har store konsekvenser for livet i det arktiske.

Da Hans Egede ikke fandt nordboerne, valgte han i stedet at missionere blandt den grønlandske befolkning, men samtidig oprettede han handelsstationer til finansiering af sine aktiviteter, og således blev Grønland koloniseret.

Efter 2. verdenskrig

2. verdenskrig blev et vendepunkt i den grønlandske historie. De manglende forsyninger fra Danmark blev erstattet med forsyninger fra USA og Canada. Den danske isolationspolitik var dermed brudt. Efter krigen blev Grønland imidlertid atter isoleret for en kort periode. Det grønlandske landsråd forlangte herefter, at Grønland blev «åbnet» og en ligestillet del af verdenen.

Grønlandske og danske politikere nedsatte i 1948 «Grønlandskommissionen», der afgav betænkning i 1950, og «nyordningen» indledtes hermed. I 1953 blev Grønlands kolonialstatus opgivet, og den danske Grundlov blev udstrakt til også at omfatte Grønland, hvilket indebar, at grønlænderne inden for en overskuelig fremtid skulle sidestilles økonomisk og retligt m.v. med befolkningen i Danmark.

Imidlertid blev den danske indsats, bl.a. fra nogle grønlandske politikeres side, vurderet som værende for lille, og allerede i 1960 nedsatte den danske regering et nyt udvalg, Grønlandsudvalget af 1960 (populært kaldet G-60), som havde til formål at styrke bestræbelserne for en effektivisering af ligestillingen.

5 hovedsynspunkter lå til grund for den nye betænkning, nemlig at beskæftigelsen måtte øges, at befolkningen skulle koncentreres i de bedst egnede byer, at erhvervslivet skulle effektiviseres, at uddannelserne skulle prioriteres højere, og at boligbyggeriet skulle intensiveres.

Den udvikling af landet der herefter tog fart, skete meget på danske «velfærds-principper», der medførte store sociale og personlige omkostninger for befolkningen i Grønland, og i starten af 1970'erne førte det til et krav fra især den unge generation om øget indflydelse og genfødsel af den grønlandske kultur. Den gryende politiske interesse blev samtidig starten på de politiske partier i Grønland.

1979 Hjemmestyre

Kravet om hjemmestyre i Grønland opstod i forbindelse med Danmarks indtræden i EF. Ved folkeafstemningen om indmeldelse i EF i 1972 var der 70,3% modstand mod indtrædelse, men da Grønland ikke, som på Færøerne, havde en hjemmestyreordning, måtte Grønland følge med Danmark ind i EF.

I 1975 nedsattes en fælles dansk-grønlandsk kommission, der i 1978 barslede med en betænkning om indførelse af hjemmestyre i Grønland. Hjemmestyret blev herefter indført pr. 1. maj 1979, og hjemmestyret har siden da overtaget alle de områder, der ifølge betænkningen kunne overgå til hjemmestyrets administration, senest administrationen af de mineralske råstoffer, der blev overtaget pr. 1. juli 1998. Områder såsom retspleje og udenrigs- og sikkerhedspolitik er dog stadig under dansk administration.

Det første politiske mål for det hjemmestyrede Grønland var udmeldelse af EF, og efter en folkeafstemning i 1982 og forhandlinger med EF-Kommissionen trådte Grønland ud af EF pr. 1. februar 1985. Grønland har herefter en fiskeriaftale med EU samt toldfri adgang for grønlandske fiskeriprodukter til EU's markeder. Aftalerne reguleres i 6-årige protokoller, der indeholder aftaler om kvoter og betaling til Grønland for EUs fiskeri. Grønland og EU forhandler i øjeblikket om den 4. protokol, der skal træde i kraft 1. januar 2001. Forhandlingerne forventes færdiggjort i sommeren 2000.

En Retsvæsenskommission, nedsat af justitsministeren i 1994, arbejder i øjeblikket på en revision af den grønlandske kriminallov og den grønlandske retspleje i det hele taget. Kommission forventes at afgive betænkning i løbet af 2000.

Som en del af koalitionsaftalen mellem Siumut og Inuit Ataqatigiit er der i slutningen af 1999 nedsat en selvstyrekommission, Kommissionen skal i løbet af de næste to år udarbejde en betænkning om mulighederne for at udvikle Grønlands selvstændighed inden for Rigsfællesskabets rammer. Det er især ønsket om øget kompetence på det udenrigspolitiske område, der fokuseres på fra grønlandsk side.

Grønland oprettede i 1992 et repræsentationskontor i Bruxelles og i 1999 i Ottawa.

Som et resultat af et regionalt samarbejde omkring miljøspørgsmål (Det finske Initiativ) oprettede de 8 lande i Arktis, dvs. Rusland, Canada, USA, Island, Danmark/Grønland, Sverige, Norge og Finland, Arctic Council i 1996.

Inuit Circumpolar Conference (ICC) er en regional samarbejdsorganisation, der blev stiftet i 1977 i Barrow, Alaska. Indtil 1992 bestod deltagerne af inuit fra Alaska, Canada og Grønland. Herefter er også de russiske inuit repræsenteret. ICC har observatørstatus i forhold til arbejdet i Arctic Council.

Den 25. november 2008 gennemførtes en folkeafstemning om en ny Selvstyreaftale, der gradvist skal overdrage flere resortområder til Grønland for i sidste ende at lede frem mod selvstændighed. Aftalen blev vedtaget med 75% af de grønlandske stemmer, og den umiddelbare konsekvens var at Grønland rettede henvendelse til FN om at blive anerkendt som folk. Det eneste parti der havde anbefalet et nej var det borgerlige Demokraterne. Afstemningen afslørede at opbakningen til forslaget var ujævnt fordelt. I områder med større tilknytning til Danmark var opbakningen mindre (f.eks. 63% i Nuuk, og under 50% i Thule), mens den i de områder der har lidt mest under den danske kolonisering var høj. F.eks. 100% i Qaanaaq, hvortil Thule fangerne blev forflyttet i 1950'erne.

I Danmark var det eneste kolonialistiske parti der åbent erklærede sig imod selvstyreaftalen, Dansk Folkeparti.

Valget til landsstyret i juni 2009 blev en jordskredssejr for IA der fik fordoblet sit mandattal fra 7 til 14 og nåede op på 43,7% af stemmerne. Partiet blev dermed landets største. Efterfølgende kunne partiets formand, Kuupik Kleist danne regering. Siumut tabte valget pga. dets manglende evne til at regere og en række skandaler om statslige boliger dets ledende medlemmer havde fået stillet billigt til rådighed. I forlængelse af nederlaget trak partiets formand, Hans Enoksen sig tilbage og blev erstattet af Aleqa Hammond, der dermed blev partiets første kvindelige leder.

Det gigantiske udslip fra en olieboring på dybt vand i den Mexikanske Golf i april 2010 førte til diskussion i Grønland om landet fortsat skulle satse på efterforskningen af sine olieresourcer på dybt vand. Et eventuelt olieudslip i arktiske områder har nemlig langt mere katastrofale konsekvenser for økosystemet end i varmere egne, fordi økosystemet har langt sværere ved at restituere sig. Den grønlandske regering fastholdt dog sine planer om efterforskning og udvinding.

Landstingsvalget i marts 2013 blev et nederlag for IA regeringen, der gik tilbage fra 43,7 til 34,4% af stemmerne. Siumut gik til gengæld frem fra 26,5 til 42,8% og kunne dermed danne ny regering. Ved valget kom det nye Partii Inuit endvidere i Landstinget med 6,4% af stemmerne. Partiet var nationalistiske udbrydere fra IA, der ønskede at gøre grændlandsk til det eneste tilladte sprog i Landstinget. Vigtigste emne under valgkampen var dog den såkaldte Storskalalov, der skulle åbne op for større råstofudvinding i Grønland. Loven banede nemlig vej for større grønlandsk økonomisk selvstændighed, men derved også på kollisionskurs med den danske kolonimagt. Faktisk bragte loven mange danske politikere op i det røde felt, som afspejling af at kolonimagten endnu ikke var rede til at give Grønland selvstændighed. Meningerne herom var også delte i Grønland, og det var en del af baggrunden for at Siumut der havde stemt mod loven gik markant frem ved valget pg årsagen og dets leder Aleqa Hammond kunne overtage landsstyreformandsposten i april 2013. Hun gik i koalition med det borgerlige Atassut og Partii Inuit.

Trods hidsige danske udmeldinger var der dog ikke den store uenighed blandt eksperter om, at Grønland indenfor 10-15 år vil blive selvstændigt og vil orientere sig mere mod Canada og Kina end Europa. Kolonitiden under Danmark har generelt været et sort kapitel i Grønlands historie.

Gennem det meste af 2013 og 14 var Siumut regeringen ramt af en skandale, der ikke ville gå væk. Aleqa Hammond havde i 2013 brugt 18.000 US$ af statens penge på rejser til sig selv og hendes familie. Rigsrevisionen opfordrede hende gentagne gange til at betale pengene tilbage, men det skete først i september 2014, men da var det for sent. To af partiets egne ministre, minister for undergrund og minespørgsmål Jens-Erik Kirkegaard og kulturminister Nick Nielsen traksig begge fra deres poster, og det samme gjorde Atassuts infrastrukturminister Steen Lynge. De opfordrede hende alle til at træde tilbage, men først efter lige netop at have overlevet en mistillidsafstemning trådte hun i slutningen af september 2014 mens bedragerisagen blev undersøgt til bunds. Posten som Landsstyreformand blev nu overtaget af hendes partifælle Kim Kielsen. Han udskrev nyvalg, der blev holdt i slutningen af november. Valget kostede Siumut 3 mandater, så det måtte nøjes med 11. IA og Siumut var nu lige store. Nyt parti i Landsstyret var Partii Naleraq, der kom ind med 3 mandater. Det var dannet af Hans Enoksen, da han brød ud af Siumut i januar 2014. Demokraterne gik 2 mandater frem, og Inuit mistede til gengæld sine 2 og røg ud. Siumut, Atassut og Demokraterne dannede derefter ny regering med Kielsen som Landsstyreformand.

Økonomi

De offentlige udgifter i Grønland finansieres ved hjælp af bloktilskuddet fra Danmark, som i 1999 udgjorde 2,6 mia.kr., samt skatter og afgifter. Hertil kommer indtægter fra salg af fiskerilicenser og den årlige kompensation fra EU, der udgør 280 mill.kr. pr. år. Hjemmestyrets årlige udgifter udgør ca. 6 mia.kr. (1997).

I sommeren 1998 bad hjemmestyret OECD om at foretage en analyse af Grønlands økonomi. Dette er resulteret i en rapport «Greenlands Economy: Building af Strategy for the Future».

Rapporten fastslår, at der grundlæggende er mange sundhedstræk i den grønlandske økonomi: lav inflation, overskud på de offentlige finanser og høj beskæftigelse. Alligevel peger OECD på, at der er et behov for strukturelle reformer i Grønland, hvis fortsat lav vækst og stigende arbejdsløshed skal undgås. OECD understreger, at der ikke er tale om en chokkur, men at man lægger op til en vidtfavnende reformstrategi, der skal gennemføres over 20 – 30 år.

OECD understreger desuden vigtigheden af at styrke kvaliteten i grunduddannelsen (folke- og gymnasieskolen). Men også at det er påkrævet at sætte ind på en række andre områder med f.eks. en reform af ensprissystemet, som vil reducere den offentlige sektors rolle, et privatiseringsprogram, forbedret konkurrencestruktur, et friere boligmarked og en reform af overførselssystemet.

Erhvervsstruktur

Fiskeri

Fiskeriet er hovederhvervet i Grønland. Dog vinder de landbaserede erhverv (bl.a. bygge- og anlægsvirksomhed og servicevirksomheder) ind på fiskeriet som de brancher, der har flest antal beskæftigede ialt.

Den vigtigste ressource for fiskeriet er rejen, der fiskes fra såvel store fabrikstrawlere som mindre trawlere, der forsyner fiskeindustrianlæggene i byerne. Rejefiskeriet synes at være toppet med en årlig fangst på næsten 70.000 tons (1996). Klimamæssige årsager har i de seneste år forskudt fiskeriet mod syd, ligesom landsstyret igennem de senere år efter biologernes rådgivning har nedskåret de årlige kvoter med 5 procent hvert år.

En anden vigtig ressource har været torsken, men ligeledes af klimatiske årsager har denne ressource ikke været nær så rigelig i de grønlandske farvande som tidligere. I 1990 blev der fisket omkring 60.000 tons sammenlignet med ca. 3 – 400.000 tons pr. år i 1950'erne og 1960'erne.

Fiskeri efter hellefisk er stigende med ca.23.000 tons (1998). Torsk udgør ca. 5.500 tons (1998). Et forsøgsfiskeri efter krabber er indledt i 1995/96; det udgør ca. 2.000 tons (1998).

Fangst

For næsten en femtedel af den grønlandske befolkning har fangst en direkte eller indirekte betydning. Det drejer sig primært om befolkningen i Thule, Upernavik, Uummannaq, Ammassalik og Ittoqqortoormiit (Scoresbysund).

Den væsentligste ressource er ringsæl og grønlandssæl, men hvalros, narhval og hvidhval har også stor betydning.

Fåreavl

I de sydgrønlandske kommuner Nanortalik, Narsaq og Qaqortoq (Julianehåb) drives der fåreavl. Kødet bliver solgt på hjemmemarkedet, og da efterspørgslen er stor, importeres der lammekød fra Island. Slagteriet Neqi startede i 1997 en mindre eksport af kvalitetslammekød til restauranter og supermarkedskæder i Danmark.

I Sydgrønland findes der også mindre landbrug, der bl.a. dyrker kartofler, majroer, hø osv.

Handel

Inden for handelssektoren er det hjemmestyreejede KNI Pisiffik A/S den største virksomhed. KNI sælger varer efter et fast ensprissystem, dvs. småkagerne koster det samme i Qaanaaq som i Nuuk, selvom de reelle omkostninger til Nordgrønland er højere. KNI står for cirka halvdelen af detailsalget i Grønland. Den anden halvdel tager de private butikker sig af. Brugsen er den største af de private handelsvirksomheder.

Råstoffer

Igennem tiden har der fundet udvinding af mineralske råstoffer sted, bl.a. kul ved Uummannaq og på Disko-øen, samt bly ved Mestersvig i Nordøstgrønland. I årene 1857 – 1987 blev der udvundet kryolit i Ivittuut i Sydgrønland. Den sidste aktive mine var bly- og zinkminen i Maarmorilik, der lukkede i 1990.

Fund de senere år af bl.a. bly og zink i Nordgrønland, guld i Sydgrønland og diamanter ved Nuuk giver løfter om større aktiviteter de kommende år.

En efterforskningsboring efter olie i havet ud for Nuuk igangsættes sommeren 2000. Dette sker i samarbejde mellem Statoil, DONG og NunaOil. Der stilles strenge miljøkrav i forbindelse med sådanne aktiviteter.

Turisme

I bestræbelserne på at gøre den grønlandske økonomi mindre afhængig af fiskeriet besluttede landstinget i 1991 at give turismen en saltvandsindsprøjtning i håb om nye arbejdspladser og valutaindtjening. Det årlige antal turister vurderes til ca. 18.000 (1998).

Infrastruktur

I princippet kan man kun komme til Grønland med fly. Al godstransport foregår fra Aalborg med containerskibe.

Persontransport internt i Grønland foregår enten pr. skib, fly eller helikopter. Etableringen af flere landingsbaner igennem de senere år har dog formindsket behovet for den dyre helikoptertransport.

Tele Greenland har monopol på teletrafik i Grønland. De tilbyder alle moderne faciliteter, såsom telefoni, mobiltelefoni, telex, ISDN og satellitkommunikation.

Forsyning af el, vand og varme sker igennem det hjemmestyreejede forsyningsselskab Nukissiorfiit.

Thule

Under 2. verdenskrig oprettede USA baser i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) og Narsarsuaq til brug for transport af fly fra USA til Europa. Efter krigen blev lufthavnen i Kangerlussuaq opretholdt som militærbase til bl.a. forsyning af DYE-stationerne på indlandsisen indtil 1991, hvor sammenbruddet i Østeuropa og den teknologiske udvikling i øvrigt gjorde basen overflødig.

Imidlertid havde USA og den danske regering på baggrund af datidens kolde krig allerede i 1951 indgået en aftale om at anlægge en militærbase ved Thule med et radaranlæg, der indgik i det nordamerikanske forvarslingssystem overfor det daværende Sovjetunionen.

Tvangsflytning

Anlæggelsen af basen i 1953 førte til en tvangsflytning af Thule-eskimoerne Inughuit til den nye bosættelse Qaanaaq. Gennem årene siden da har der været megen debat, undersøgelseskommissioner og politisk aktivitet såvel i Grønland som i Danmark omkring denne tvangsflytning.

Befolkningen i Qaanaaq oprettede for nogle år siden foreningen Hingitaq ’53, der anlagde sag mod den danske stat. Sagen er afgjort i Østre Landsret i 1999 med dom om, at der var tale om en tvangsflytning og en mindre økonomisk erstatning til Thule-samfundet og de folk, der var direkte berørt af tvangsflytningen.

Hingitaq ’53 har imidlertid anket dommen, da man dels er utilfreds med, at dommen ikke giver befolkningen medhold i retten til jagtområderne og utilfredshed med erstatningens størrelse.

Bombefly-ulykke

I 1968 skete der en ulykke, hvor et fly med brintbomber ombord nødlandede på havisen ud for Thule-basen. De danske arbejdere og inughuit, der hjalp til ved oprydningen, måtte igennem flere år kæmpe med danske eksperter og myndigheder for at få accepteret, at deres oversygeligheds-symptomer kunne stamme fra strålingsfaren.

Først i 1996 tilkendte den danske regering Foreningen af Thule-arbejdere og inughuit erstatning på 50.000 kr. pr. person for «svie og smerte» i forbindelse med oprydningen.

Opbevaring af atomvåben

I 1995 måtte den danske regering nødtvungent bekræfte, at statsminister H.C. Hansen – på trods af en beslutning i folketinget om, at Danmark var atomvåbentfrit område – i en brevveksling med USA havde accepteret, at der blev udstationeret atomvåben på Thule-basen.

Som «plaster på såret» accepterede den danske stat at betale 270 mill.kr. til Grønland. Pengene blev øremærket til etablering af en civil lufthavn i Qaanaaq, der forventes færdiggjort i oktober 2001. (Befolkningen i Qaanaaq er i øjeblikket nødt til at rejse via Thule Air Base for at komme til andre byer i Grønland, ligesom der skal indhentes opholdstilladelse for såvel grønlændere som udlændinge, der rejser i transit via basen).

Ny forsvarsaftale

Fra Grønlands side har man igennem flere år insisteret på en genforhandling af forsvarsaftalen og en indskrænkning af baseområdet. Forhandlinger mellem USA og Danmark/Grønland forventes indledt i løbet af foråret 2000.

Nyt missilforsvar

I øjeblikket har det amerikanske forsvar planer om at etablere et nyt missilforsvar, bl.a. ved Thule. Eksperter har udtrykt bekymring for, at et nyt missilsystem vil forrykke militærbalancen mellem USA og Rusland og bringe Europa i en slags gidselrolle. Sagen kan også bringe den danske regering i et dilemma; allerede i 1987 vedtog folketinget nemlig en dagsorden, som sagde, at Thule-basen ikke må bruges til formål, som var i strid med ABM-traktaten mellem USA og det daværende Sovjetunionen.

Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt har udtalt, at Grønland ikke igen ønsker at blive brændpunkt i en kold krig, og at et nyt amerikansk forsvarssystem på basen bl.a. må være betinget af en accept fra Rusland.

Su.F. / A.J.


 

Internet

Visit Greenlands hjemmeside
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Grønlands hjemmestyre
Political ressources on the Net (Grønland)
Greenland Guide (engelsk)