Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 8/4 2005
Læst af: 14.462
: :
Studentersamfundet

Det første Studentersamfund blev grundlagt den 2. maj 1882 af en venstreorienteret udbrydergruppe af Studenterforeningen. Det var studenterverdenens modstrykke til opgøret med Estrup-konservatismen på den ene side og på den anden de mere demokratiske kræfter bestående af liberale, radikale og socialdemokrater. Studentersamfundet udvikledes i de følgende år til et vigtigt instrument i alliancen mellem det intellektuelle by-radikale venstre og bondelandets venstre. Oplysningsarbejdet med foredrag, pjecer og bøger, retshjælpen osv. viste en vigtig side af hele oplysningsfilosofien frem.

Siden 1880'erne har Studentersamfundet været samlingsstedet for de venstreorienterede studenter, hvor Studenterforeningen var de borgerlige studenters højborg. Studentersamfundet fulgte den almindelige udvikling. Hvor det tidligere var venstreorientering at være radikal blev Studentersamfundet først i det 20. århundrede de socialistiske studenters samlingssted. Juridisk er Studentersamfundet blev afviklet flere gange (bl.a. under 1. og 2. verdenskrig), og kort efter igen opstået. Der har mindst været 5 Studentersamfund.

Efter 1. verdenskrig gendannedes Studentersamfundet i 1921 med Oluf Thomsen som formand. I disse år voksede venstrefløjen af socialdemokrater og kommunister sig stærke, og selv om kommunisterne gik ud, var venstrefløjen stærk nok til i 1923 at få valgt den klassiske filolog og socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch til formand. Gennem 20'erne bølgede konflikten mellem den ny og den gamle venstrefløj frem og tilbage, til det i 1929 lykkedes en gruppe venstrefløjsfolk med Broby Johansen i spidsen at få magten og omdannede den til en Clarté-organisation. Mindretallet fortsatte dog og gik som fraktion ind i Studenterforeningen Da Hans Kirk i 1931 blev formand, blev mindretal og flertal atter forenet.

Under indtryk af DKP's pg Studentersamfundets venstresekterisme - hvor Socialdemokratiet blev karakteriseret som socialfascister - havde socialdemokraterne allerede i november 1930 trukket sig ud af samfundet og dannet Socialdemokratiske Studenter. I foråret 1932 havde kommunisterne dannet Kommunistisk Studenterfraktion (også kaldet Kostufra) i Studentersamfundet. Både som udtryk for afgrænsning, øget tilslutning, men også for at åbne døren for socialdemokratisk tilbagevenden. Samme forår pålagde Kostufra Carl Madsen at optage forhandlinger med Socialdemokratiske Studenter om genindtræden i Studentersamfundet. De nåede frem til en kompromisliste for sammensætning af bestyrelsen, men forhandlingerne brød sammen, da DKP's formand, Arne Munch-Petersen krævede kommunistisk dominans i bestyrelsen. Socialdemokraterne afbrød forbindelsen. I slutningen af året havde samfundet 4-500 medlemmer, hvor af 50-60 samtidig var medlemmer af DKP. Resten af medlemmerne var overvejende partiløse men DKP sympatisører, med undtagelse af enkelte socialdemokratiske studenter.

Der var altså enkelte socialdemokrater der fortsatte i samfundet, trods det at Socialdemokratiet i en rundskrivelse af 11. marts 1933 forbød sine medlemmer at arbejde i organisationer, kommunisterne havde taget initiativ til - herunder antifascistkomitéer og antikrigsbevægelsen. Blandt de der fortsat i samfundet var Isi Grünbaum, der i 1930 selv havde været med til at grundlægge Socialdemokratiske Studenter. I 1933 sad han således i samfundets bestyrelse. Den hårde front medførte, at Socialdemokratiet ekskluderede Grünbaum.

I september 1933 afholdt samfundet et stort møde i Idrætshuset i anledning af processen i Leipzig mod bl.a. Georgi Dimitrov. På mødet var samfundets formand, Edvard Heiberg dirigent, og han pådrog sig dermed det retslige ansvar for en møderesolution der fastslog: «..at Tyskland fra at være et kulturland var sunket ned til et kulturbarbariets og reaktionens stade under Hitlerregimet». Heiberg blev derfor sigtet og dømt for fornærmelse af et fremmed lands statsoverhovede, og måtte i 1934 afsone 60 dages fængsel for forseelsen.

Studentersamfundet var dog langt fra nogen homogen størrelse. DKP ønskede allerede i efteråret 1933 at nedlægge det og i stedet gøre det til fraktion i Sturdenterforeningen, der blev opfattet som de studerendes fagforening. Holdningen i partiet var, at samfundet trods den kommunistiske dominans fungerede som arnested for opposition mod DKP. Derfor var det bedre at lukke det og gå som fraktion ind i Studenterforeningen. Men denne beslutning i partiet blev modarbejdet ikke blot af oppositionen med Broby Johansen, Mogens Boserup og Jørgen Neergaard i spidsen, men også af DKP's egne - Elias Bredsdorff og Erik Ib Smith - der prioriterede det fagkritiske arbejde i de Socialistiske Faggrupper højere end det fagforeningspolitiske arbejde. Forslaget blev derfor stemt ned - omend med en snæver margen. Først i december 1935 lykkedes det DKP at få meldt samfundet ind som fraktion.

Omkring 1939-40 ophørte det tætte samarbejde mellem Studentersamfundet og -foreningen. Samfundet begyndte atter at udgive eget blad og indledte en ivrig mødevirksomhed, der strakte sig frem til august 1943, hvor organisationen blev forbudt. Først i 1945 kunne den genetableres.

Efter befrielsen udviklede Studentersamfundet sig hurtigt, og opnåede samtidig en betydelig politisk bredde. I 1946 bestod ledelsen bl.a. af Bernhard Baunsgård fra det Radikale Venstre, Morten Lange fra DKP, Ole Olsen fra Socialdemokratiet og Høffding som repræsentant for den upolitiske gruppe. Erling Olsen var sekretær. Samme år var medlemstallet omkring 700, og året efter passerede det de 1000, men derefter gik det hastigt nedad bakke. Samfundet blev indhentet af den kolde krig. I juni 1948 besluttede de socialdemokratiske studenter i Frit Forum at trække sig ud. Anledningen var kuppet i Tjekkoslovakiet, der også i andre tværpolitiske organisationer førte til splittelse. Medlemstallet fald til godt 600, men nedturen fortsatte. I 1953 trak de radikale sig ud, og medlemstallet nåede ned på godt 450. I 1954-57 var Morten Lange formand for samfundet - den eneste kommunistiske formand i efterkrigstiden. I februar 1957 meldte han sig ud af DKP og blev erstattet på formandsposten af Mikal Rode fra den lille Radikale minoritetsgruppe, Hørup-gruppen. Han var formand frem til 1961, hvor han blev erstattet af Niels Munk Plum, der sad frem til 1964. I denne periode gik det til gengæld stærkt fremad i takt med udviklingen af en ny venstrefløj. I 1960 havde medlemstallet været nede på 350. I 1964 var det nået op på ca. 2000. I hele denne efterkrigsperiode var den kommunistiske fraktion i samfundet organiseret i Clarté-gruppen.

Det nuværende Studentersamfund (Studentersamfundet af 1975) blev grundlagt den 9. maj 1975. Baggrunden for dannelsen af den ny organisation var stridigheder i det forhenværende Studentersamfund af 1968. Det konkrete brud kom, da DKP-orienterede personer kuppede organisationen og saboterede en diskussion vedrørende Carl Madsens kritik af DKP. Studentersamfundet af 1975 blev stærkt involveret i Carl Madsens opgør med DKP.

Egentlig skulle Studentersamfundet af 1975 (også kaldet Carl Madsen-samfundet) kun have videreført diskussionen vedr. Carl Madsen og DKP og så været nedlagt. Studentersamfundet af 1975 bestod af folk der havde aftjent deres politiske værnepligt eller var aktive andre steder, men besluttede at fortsætte med Studentersamfundet af 75:

  1. Som et lille relativt lukket debatforum til gensidig befrugtning eller rådslagning vedrørende de aktiviteter som medlemmerne var engageret i.
  2. Holde organisationen i beredskab, hvis det er vigtigt, at der afholdes et offentligt møde eller hvis nogen igen ønsker at lave egentligt Studentersamfundsarbejde, altså køre et tværsocialistisk debatforum
  3. Samle penge ind til udgivelse af Studentersamfundets nyeste historie.

A.J.


Litteratur

Morten Thing: Kommunismens kultur. DKP og de intellektuelle 1918-1960. Tiderne Skifter, København 1993.