Kategorier dette opslag er registreret under:
Organisation  .  Offentlig organisation  .  Stat  .  Sundhedsvæsen
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Medicin
    .  Humaniora  .  Psykologi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 2/10 2005
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 38.146
: :
Psykiatri
Left
Rocks
2019-02-26 19:32

Psykiatri er læren om afvigende følelser, tanker og handlinger betragtet som sygdomme. Psykiatri er en gren indenfor medicinen. En psykiater er en læge, som har specialuddannelse indenfor psykiatri. Denne definition afviger en del fra de almindelige definitioner, som går ud på, at psykiatri er læren om sindssygdomme, og den gren indenfor medicinen som arbejder med sindslidelserne.

Disse definitioner tildækker imidlertid en række problemer. For det første at psykiatrien netop arbejder med menneskers følelser, tanker og handlinger. Det er ingen selvfølge, at dette er fænomener som naturligt falder indenfor medicinens arbejdsområde. I normal sprogbrug opfatter de fleste medicinen som læren om forstyrrelserne i kroppen og de lidelser og funktionsproblemer, som følger af dette.

Udvikling i antallet af sengepladser og ansatte i psykiatrien i Danmark 1984-97 (Danmarks Statistik)

For det andet viser brugen af ordet «afvigende», at psykiatrien har indbyggede værdistandpunkter. Afvigelse giver kun mening som afvigelse fra noget, fra det gennemsnitlige, fra det accepterede, fra det naturlige. Eftersom medicinen arbejder med sygdomme betyder det, at psykiatrien definerer, hvilke afvigende handlinger, tanker og følelser som skal kaldes for sygelige.

Et tredje problem rejser sig, hvis vi i tråd med den snævrere, «borgerlige» opfattelse af medicinen prøver at forstå og behandle lidelserne/sygdommene, som om de opstår i enkeltmennesker. Psykiatrien kan da føre til, at de samfundsmæssige problemer - som hænger sammen med et menneskes livsproblemer - forbliver skjulte. Den enkeltes problemer bliver til svagheder i «egen psyke» - til den enkeltes svigt.

Interessen for disse problemer har de senere år ført til et kritisk syn på psykiatri. Her kan man skelne mellem på den ene side utopisk radikalisme og skematisk marxisme og på den anden et naivt videnskabssyn og konservatisme. Der findes både forsvarere og angribere på begge fløje. Denne fremstilling forsøger at anlægge en kritisk marxistisk synsvinkel.

Problemstillinger

En kort historisk skitse kan afklare nogle problemstillinger. For det første er det direkte forkert, som det ellers er blevet hævdet fra utopisk radikalt hold, at sindssygdommene er en myte betinget af det borgerlige samfund. Alle samfund som er blevet studeret, har haft medlemmer med specielt ansvar for sygdomsbehandling. Disse har behandlet såvel kropslige som «sjælelige» problemer. Det ser derfor ud til, at det er et universelt fænomen, at visse sindstilstande medfører, at individet behøver hjælp. Det er også et generelt fænomen, at samfundet har helbredende professioner, der varetager disse opgaver (medicinmænd, shamaner, native healers, læger).

Det er vigtigt at være klar over, at de vigtigste tilstande kan genfindes i alle kulturer. Derimod varierer forståelsen af tilstandene. Vor kultur domineres af den græsk-romerske tradition. I tråd med dette plejer den moderne medicin at begynde sin historieskrivning med antikkens læger. Psykiatrien er ikke nogen undtagelse herfra. Den naive videnskabstro tager udgangspunkt i dette, og forstår dagens psykiatri som resultat af lægevidenskabens gradvise kundskabsudvidelse. Det er almindeligt at lægge særlig vægt på udviklingen indenfor naturvidenskab og filosofi i oplysningstiden.

Sindssygdommene blev tidligere betragtet som udtryk for besættelse af onde ånder, syndens magt eller for dyriske kræfter. «Galskab» blev derfor vurderet udfra moralske og religiøse synsvinkler, før lægen trådte ind i billedet «som redningsmanden». Men både de mere primitive og de mere udviklede samfund i middelalderen havde udviklet netværk, som opfangede folk med større mentale problemer. Den massive udstødning af sindslidende begyndte derimod først under reformationen og fortsatte i oplysningstiden. På grund af industrialiseringen og urbaniseringen fik lokalsamfundene færre enkle og meningsfulde arbejdsopgaver og færre hjemmeboende unge med overskud til at passe og pleje. Der opstod en strøm af fattige og hjemløse, der søgte ind mod byerne, og de sindslidende fulgte med i denne strøm. Dette voksende samfundsproblem faldt tidsmæssigt sammen med fremvæksten af den moderne naturvidenskabeligt orienterede medicin. Det førte til optimisme og målrettet handling i stedet for fatalisme og tro på skæbnen.

Problemet som man stod overfor var, at fattige, arbejdsløse og sindslidende blev samlet i store fattighuse. Forholdene her var elendige, og de sindslidende blev ofte brutalt behandlet. Her kom lægerne ind i billedet. Philippe Pinel (fransk læge, direktør for fattighuset i Paris, Hôpital Général) brød de sindssyges lænker og hævdede, at det drejede sig om syge mennesker, som skulle behandles. Samuel Tuke (1732-1822, engelsk læge og kvæker) skabte det første egentlige behandlingssted, The Retreat.

Disse pionerer - som af mange betragtes som fadderne til den naturvidenskabelige forståelse af mentale lidelser - lagde selv hovedvægten på rent pædagogiske og psykologiske behandlingsmetoder. Den gale skulle med humane midler opdrages til en normaliseret livsform. Behandlingsfilosofien og metoderne blev kaldt «moralsk behandling», og pionerernes lægeuddannelse gav dem næppe mere end en nødvendig autoritet og position.

Denne korte skitse viser, at psykiatrien er vævet ind i samfundets overbygning. Psykiatrien må derfor også ses som en del af statsapparatets løbende forsøg på at løse eller møde samfundsproblemer. Det indebærer, at mange reformer som kan ønskes af faglige eller politiske grunde, let vil indebære en grænseoverskridelse. Reformer som ændrer balancen i myndighedsforholdene og opgavefordelingen, vil derfor møde stærk modstand. Det er rimeligt at gå ud fra, at sådanne reformer kun kan vinde frem, hvis de lader sig forene med den øvrige samfundsstruktur.

Udvikling

Det er vigtigt klart at forstå denne baggrund, når man ser på psykiatriens udvikling og position i dag. Efter den optimistiske startfase var der et langvarigt tilbageslag. Det blev bygget et stort antal asyler i hele den vestlige verden i 1800-tallet, men de blev alligevel overbelastet: Det fåtallige personale blev i praksis vogtere af et stort antal umyndiggjorte patienter, som kun i ringe grad genvandt deres psykiske funktion. De fleste steder blev der derfor gennemført nødløsninger som privatforplejning og «kolonier» med en begrænset stab.

Den «videnskabelige og akademiske» psykiatri blev født under disse tvivlsomme omstændigheder. Den praksis den udsprang af, var i første række grænsesættende og omsorgspræget. De systematiske studier blev udført i kroniske og stagnerende patientmiljøer. Emil Kraeplin (1856-1926, tysk psykiater som indledte udviklingen af en systematisk diagnostik) studerede patienterne på asylerne og beskrev tilstandsbillederne i form af sygdomskategorier. Den senere diagnostik følger groft hans inddelinger, og tilstandsbillederne kan også genkendes indenfor kulturer uden noget psykiatrisk behandlingsapparat. Det drejer sig derfor ikke om kunstprodukter, men alligevel er det klart, at asylerne fungerede som drivhuse for menneskeligt forfald og afvigelse. De omhyggelige sygdomsbilleder og den subtile diagnostik som fulgte af dette, var derfor i høj grad beskrivelser af menneskelige reaktioner i de specielle asylmiljøer.

Psykiatrien fik først aktive behandlingsmetoder umiddelbart før 2. verdenskrig. Først kom chokbehandlingerne. Det havde vist sig, at tilstande med bevidstløshed og kramper kunne påvirke langvarige sindslidelser (elektrochok, insulinkomabehandling, kardiazolchok). I en periode fik næsten alle de patienter som blev indlagt på et psykiatrisk sygehus en eller flere serier af chokbehandlinger. Det førte bl.a. til, at opfattelsen af sindslidelser som kropslige sygdomme blev forstærket, og til at læger og sygeplejere fik fornyet autoritet. I denne periode, som kaldes de somatiske metoders periode, begyndte man også med hjernekirurgiske indgreb (lobotomier, leucotomier).

I både Danmark og de fleste andre lande er man i dag helt koldt op med sådanne operative indgreb overfor sindslidelser. Chokmetodernes betydning er ligeledes blevet stærkt reduceret og bruges de fleste steder kun i meget specifikke situationer. De udføres da under narkose, således at patienten ikke mærker noget til reaktionerne. Det er imidlertid ikke nogen bevidst erkendelse, der har ført til denne ændring. Det der er sket er, at der fra midten af 1950'erne kom en lang række kraftigt virkende medikamenter, som langt hen ad vejen har fortrængt de andre somatiske metoder (se Nervetabletter).

Indtil nu har denne fremstilling overvejende baseret sig på psykiatriens arbejde med sindssygdomme, sindslidelser og galskab (se Psykose). Det var indenfor dette felt, at psykiatrien opstod, men siden da har den udvidet sit felt således, at psykiatere arbejder med mange former for nervøse symptomer og forstyrrelser (se Neurose, Psykisk udviklingshæmning, Psykopati). I tråd med denne udvikling er grænserne mod de normale menneskelige variationer blevet flydende. Disse sider af psykiatrien begyndte indenfor neurologi, som er den del af medicinen, som arbejder med sygdomme i nervebanerne og centralnervesystemet. En del af de tilstande som neurologerne studerede, passede ikke til nervesystemets anatomi. De blev studeret videre bl.a. ved hjælp af hypnose. Alligevel fortsatte man med at opfatte tilstandene som kropslige sygdomme, indtil Freud og andre indledte udviklingen af psykoanalysen.

Psykoanalysens betydning

Udgangspunktet for udviklingen af disse arbejdsfelter var, at man måtte søge efter andre forklaringsmåder, hvor det mekaniske sygdomsbegreb blev for snævert. Det dominerende alternativ har været det psykodynamiske, som udspringer af psykoanalysens erkendelser. En alternativ opfattelse er udviklet udfra eksperimentalpsykologien og bygger på den opfattelse, at symptomerne grundlæggende er konsekvenser af forkert indlæring og betingede reflekser.

Behandlingsinstitutioner for disse typer af nervøse lidelser og sygdomme udviklede sig fra neurologiske klinikker eller som selvstændige klinikker - ikke på de psykiatriske hospitaler. De såkaldte «lettere sindslidelser» blev derfor behandlet i mere ressourcestærke og prestigegivende institutioner end de såkaldte «tunge sindslidelser» - sindssygdommene. Psykoterapi og psykodynamiske synspunkter fik også tidligere indpas i denne behandling.

Psykiatrien var frem til dette tidspunkt klart præget af sin forankring i institutionerne, selv om Freud og hans tilhængere arbejdede med en privat praksis udenfor institutionerne. Lidelserne blev også forklaret som fejl i «menneske-maskinen». Autoritetsforholdene var enkle: det var lægerne der helbredte den syge. Disse forholde gør, at det er naturligt at fastslå, at psykiatrien har medført umyndiggørelse i to retninger. Det ene er umyndiggørelsen af patienten. Dennes handlinger og tanker blev opfattet som forårsaget af «sygdommen», og kunne derfor ikke i sig selv tages alvorligt. Dette forhold blev forstærket af, at patienterne repræsenterede afvigere - dårlig tilpassede personer.

Amalie Skram giver i sin bog «Professor Hieronimus» en levende skildring af hvorledes tidlige feminister oplevede dette. Et andet eksempel er, at lærebøger traditionelt har anbefalet at supplere patientens subjektive (og upålidelige) oplysninger med objektive (og pålidelige) fra familien. Et tredje eksempel bør nævnes. Den bølge af ungdomsoprør og studenterprotester der udvikledes i USA under Vietnamkrigen, kunne man læse psykoanalytiske forklaringer af i nordamerikanske psykiatriske tidsskrifter. Utilfredsheden blev forklaret ud fra specielle former for personlighedsproblemer.

Den anden form for umyndiggørelse gælder lægernes samarbejdspartnere. Institutionerne blev baseret på den traditionelle sygehusmodel, hvor lægerne behandler og bestemmer. Andre plejer og gør rent. Endvidere var kønsrollemønstret således, at lægemanden gav ordre til sygeplejersken. Lægemanden fik højere løn, bedre adgang til videreuddannelse og til udvikling af autoritet og erfaring i ledelse. Tilsammen har disse forhold naturligvis både haft konsekvenser for de ansatte på sygehusene og for hvilke rollemønstre psykiatrien har betragtet som naturlige og medvirket til at opretholde.

Psykiatrien er i dag på mange måder under forandring. Fra 1930'erne trådte det mellemmenneskelige perspektiv tydeligere frem i billedet. (Særlig central var nordamerikaneren Harry Stack Sullivan, 1892-1949.) Enkeltmenneskets problemer må og skal forstås ud fra det mellemmenneskelige samspil, han/hun er vokset op i og står midt i. Fra dette perspektiv går der en lige linie frem til vore dages holdninger, som lægger større vægt på familie- og gruppebehandling. Senere er også kommunikationsteorien kommet til. Den måde vi formidler os til hinanden gennem kropsbevægelser, mimik, sprog og handlinger på, er af central betydning for at forstå og påvirke de problemer, den enkelte oplever.

Samfundsvidenskaberne har haft betydelig indflydelse på denne udvikling. Efter 2. verdenskrig begyndte flere sociologer en aktiv undersøgelse af psykiatriske institutioner. Dette førte til en skarp kritik. Særlig kendt er sociologen Erwin Goffman, som påviste hvorledes psykiatriske institutioner har adskilt mennesker fra deres naturlige miljø. Behandlingen har medført indoktrinering af en institutionstilpasset adfærd - af sygerollen. Derved har psykiatrien både skabt og vedligeholdt sygdomme.

Andre faktorer i samfundet har også haft indflydelse på opbygningen af det psykiatriske behandlingsapparat. På grund af øgede lønninger og reguleret arbejdstid er det ikke længere billigt at drive institutioner. Samtidig er socialsystemet udviklet, således at psykiatriske patienter vil kunne sikres en vis indtægt, også uden at kunne integreres på arbejdsmarkedet. Behovet for institutionspladser er derfor blevet mindre.

Under de seneste 25 års høje arbejdsløshed er de psykiatriske patienter og andre med mindre reduceret funktionsevne atter blevet stødt ud af arbejdslivet. Samtidig er der sat mange kræfter ind på at nedbryde institutionerne. Dette er blevet betydelig lettere at gennemføre efter at psykofarmaka - nervemedicin - fra midten af 1950'erne har givet større muligheder for at dæmpe symptomerne og normalisere den «afvigende adfærd».

Dette har ført til store forandringer i psykiatriens holdninger, opbygning og arbejdsformer. I dag opfattes patientens problemer kun sjældent som et udtryk for en sygdom inde i denne. Idealet er at forstå patienten indenfor et kraftfelt af kropslige, psykologiske og sociale faktorer. Det man skal søge at opnå, er et samarbejde som leder frem til, at de problemer der eksisterer overvindes. Behandlingsstedet skal derfor være et «terapeutisk samfund» hvor patienten hele tiden opmuntres maksimalt til at tage ansvar for og få mulighed for at lære at løse problemerne.

Men samtidig er der nogle farlige træk ved denne udvikling. De psykiatriske institutioner har også fungeret som sociale løsninger for samfundsmedlemmer, som ikke passede ind i samfundet. Den store vægt der efterhånden bliver lagt på aktiv behandling, har blandt andet ført til, at udskrivning ses som den bedste målestok for god behandling.

Bl.a. i USA og Sverige har dette ført til svære sociale og menneskelige problemer, fordi patienter er blevet udskrevet til et samfund, som ikke har givet dem den nødvendige omsorg, pleje eller sociale tilbud. Sygehusene og institutionerne har været både bolig, arbejdsplads og miljø for mange. Fremskridtet bliver da til et tilbageskridt, hvis der ikke udvikles tilbud med beskyttede boliger, forskellige former for arbejdstilbud og et menneskeligt livsrum. Indenfor det kapitalistiske system er det vanskeligt at skabe løsninger på disse problemer, og de senere års nedskæringer har kun gjort problemerne værre og bidraget til, at endnu flere patienter bliver hjemløse eller kommer ud i misbrugsproblemer.

H.W.