Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Begrebet produktivt arbejde går tilbage til de fysiokratiske økonomer, som var aktive i midten af 1700-tallet. Fysiokraterne var optaget af at finde ud af, hvad der udgjorde samfundets netto produkt. De mente at kunne påvise, at det bare var landbruget der bidrog til produktet, selv om andet arbejde også kunne være nyttigt. Derfor kunne kun landbrugsarbejde kaldes produktivt.

Grundlæggeren af den klassiske borgerlige økonomi, Adam Smith overtog begrebet, men hævdede at både landbrugsarbejde og industriarbejde var produktivt. Marx bygger videre på Adam Smith, men knytter i højere grad skellet mellem produktivt og uproduktivt arbejde til den måde, arbejdet samfundsmæssigt er organiseret på.

Skellet mellem produktivt og uproduktivt arbejde er i dag helt forsvundet fra den borgerlige økonomi, men er fortsat vigtig hos mange marxistiske forfattere. Marx forsvarede selv skellet med stor kraft, og afviste med foragt «den politiske økonomis spytslikkere ... (som) viste alle og enhver den ære at gøre ham til en produktiv arbejder ...».

Forskellige definitioner på produktivt arbejde

Hos Adam Smith kan man finde temmelig mange forskellige definitioner af produktivt arbejde, afhængigt af hvor grundig man går til værks. De tre der har spillet den største rolle er: 1. Produktivt arbejde er arbejde, der skaber værdi. 2. Produktivt arbejde er arbejde, der skaber profit til en kapitalist. 3. Produktivt arbejde er arbejde, som frembringer genstande, altså ikke tjenesteydende arbejde.

Definition 1 er ikke særlig nyttig. Adam Smith mente nemlig, at en vares værdi er bestemt af det arbejde, som er gået med til at producere varen. Definitionen leder derfor umiddelbart frem til spørgsmålet: Hvornår skaber arbejde ikke værdi? Hvis svaret er: Når det er uproduktivt, går definitionen i ring og kan ikke i praksis benyttes til at trække grænsen mellem produktivt og uproduktivt arbejde. Til det behøves et yderligere kriterium - enten for hvad der er produktivt arbejde eller for hvad der er værdiskabende arbejde.

Definition 3 er måske et sådan kriterium - Adam Smith er uklar her - og da udfylder definition 1 og 3 hinanden. Men de går begge på tværs af definition 2, selvom Smith selv opfattede definition 2 som en logisk følge af definition 1. Arbejde kan skabe profit til en kapitalist, selv om det er tjenesteydende. Det giver Marx nedenfor et eksempel på. Og det er fuldt ud muligt at forestille sig værdiskabende arbejde, som ikke skaber profit til en kapitalist - for eksempel en selvstændig håndværkers eller en småbondes arbejde.

Marx drøfter forskellige teorier om produktivt arbejde i første bind af «Theorien über den Mehrwert» (Teorier om merværdien). Her både forsvarer og angriber han Adam Smith. Han forsvarer Smith mod de kritikere, som helt vil afskaffe begrebet uproduktivt arbejde. Han kritiserer visse af Smiths opfattelser, især hans behandling af tjenesteydende arbejde.

I første bog af «Kapitalen» skriver Marx, at produktivt arbejde er det arbejde, som skaber merværdi for kapitalen eller arbejder for at berige kapitalen. En skolelærer i en privatskole kan være produktiv, hvis skolens ejer tjener på ham: «At denne (dvs. kapitalisten) har sat sin kapital i en lærefabrik i stedet for i en pølsefabrik, ændrer intet ved dette forhold». Dette citat klargør, at Marx som hovedregel anser at arbejde er produktivt, når det er lønarbejde for kapitalen i et samfund, hvor kapitalistiske produktionsforhold er de rådende. Hvorvidt et arbejde er produktivt, bestemmes ikke af arbejdets fysiske resultat eller af dets indhold. Det er heller ikke den enkelte arbejder, som er produktiv eller uproduktiv, men hele den arbejdsproces han/hun deltager i.

Her ligger forskellen mellem på den ene side Marx og Adam Smith og på den anden fysiokraterne. Sidstnævnte tager udgangspunkt i fysiske egenskaber ved arbejdet og det færdige produkt. Marx understreger, at det afgørende er hvilken samfundsmæssig sammenhæng, arbejdet går ind i.

Men enhver hovedregel har undtagelser, og Marx skriver meget om produktivt arbejde, som ikke uden videre er foreneligt med, at produktivt arbejde og lønarbejde for kapitalen er identiske begreber. Marx kan også forstås på den måde, at produktivt arbejde er arbejde som bidrager til samfundets materielle rigdom, uanset om det foregår i den kapitalistiske eller ikke-kapitalistiske sfære. Men under kapitalistiske produktionsforhold er det den private kapital, der udgør samfundets materielle rigdom, eller i hvert fald er kapitalen så bestemmende for materiel rigdom, at ikke-kapitalistisk produktion bliver uinteressant. Endvidere hævder Marx, at den ikke-kapitalistiske produktion vil forsvinde efterhånden som kapitalismen udvikler sig.

Den sidste påstand holder åbenbart ikke stik. Arbejde for stat og kommune bliver ikke direkte lønnet af kapitalen, og omfanget af dette arbejde øger stadig. Ulønnet arbejde er foreløbig heller ikke afskaffet under kapitalismen. Marx tager ikke den mulighed op til diskussion, at disse to typer arbejde kan have betydning for akkumuleringen af kapital, ved at de producerer varer og tjenester, som direkte eller indirekte indgår i den kapitalistiske produktion. I lighed med Adam Smith anser Marx uden videre offentlige funktionærer som uproduktive. Ulønnet husarbejde drøfter Marx heller ikke. Lønnet husarbejde i rigmandsfamilier (tjenerskab) betragter Marx som uproduktivt, men dette arbejde har andre funktioner i økonomien end ulønnet husarbejde i en lønmodtagerfamilie.

Forsøg på at drøfte om arbejde som ikke er kapitalistisk lønarbejde er produktivt, kan i den marxistiske teori tage udgangspunkt i at afklare, hvilket arbejde der bidrager til den materielle rigdom. Det er nærliggende at slå fast, at dette er det samme som arbejde, som skaber værdi. Da genfinder vi Adam Smiths selvmodsigelser og cirkulære tankegang i de marxistiske analyser. Men problemets omfang øges, fordi Marx har en anden pristeori end Adam Smith. Også hos Marx bliver en vares værdi bestemt af den arbejdsmængde, som er samfundsmæssig nødvendig for at producere varen. Men varen sælges ikke nødvendigvis til en pris som er lig værdien, og det er derfor ingen nødvendig sammenhæng mellem merværdi skabt i en kapitalistisk arbejdsproces og profitten skabt i den samme arbejdsproces.

Hvad er værdiskabende arbejde?

Hvis det er muligt at finde et afgørende kendetegn på, hvad der er værdiskabende arbejde, og hvis dette kriterium ikke er knyttet til hvordan arbejdet samfundsmæssigt er organiseret, kan produktivt arbejde defineres således, at det ikke nødvendigvis falder sammen med lønarbejde for kapitalen. Tre mulige definitioner (der findes mange flere) som alle kan støttes med citater fra Marx eller marxistiske forfattere, er: 1. Produktivt arbejde er arbejde, som skaber værdi. 2. Produktivt arbejde er arbejde, som skaber merværdi. 3. Produktivt arbejde er arbejde, som skaber merværdi, og hvor merværdien tilfalder kapitalistklassen.

Lønarbejde for kapitalen er ikke nødvendigvis produktivt efter nogen af disse definitioner, hvis det er muligt at forestille sig, at dette arbejde ikke skaber værdi. En selvstændig håndværker kan skabe værdi, men ikke merværdi. En arbejder lønnet af det offentlige og som skaber værdi, vil også per definition skabe merværdi så sandt som hans løn er mindre end værdien af hans arbejdsprodukt. Men det er ikke uden videre klart, at merværdien kommer kapitalistklassen til gode. En husmor kan skabe værdi, men om hun skaber merværdi, og hvem der tilegner sig denne merværdi, er åbne spørgsmål. Alle disse arbejdere kan være produktive efter én definition, men uproduktive efter en anden.

Denne type af analyse er det ikke særligt gavnligt at føre videre. For det første: Hvor findes kriteriet for hvad der er værdiskabende arbejde? For det andet - og vigtigere - hvad er sammenhængen på den ene side mellem omfanget af produktivt arbejde i et samfund, og på den anden profitraten, kapitalens akkumulation, arbejdsløshed og andre træk ved kapitalismen, som marxismen bør interessere sig for?

Sådanne sammenhænge kan man finde i Marx' skemaer for enkel og udvidet reproduktion i en kapitalistisk økonomi - fremstillet i «Kapitalens» anden bog. Her inddeler Marx den kapitalistiske økonomi i to afdelinger: Afdeling I, som producerer produktionsmidler, og afdeling II som producerer forbrugsvarer. Disse to afdelinger er gensidigt afhængig af hinanden. I fremstillingen af forbrugsvarer behøves produktionsmidler, og i begge afdelinger behøves arbejdere, som må have forbrugsvarer for at kunne overleve og være arbejdsdygtige. Med en vis støtte hos Marx har flere forfattere udvidet skemaet med en tredje afdeling for produktion af luksusvarer; som det kun er kapitalisterne der køber.

Nu kan det påvises, at både profitraten og merværdiraten alene afhænger af produktionen i de to første afdelinger. Endvidere vil kapitalen akkumuleres langsommere, jo større en del af arbejdsstokken som er beskæftiget i afdeling III.

Hvis det i praksis er muligt at afgrænse en sådan afdeling for luksusvarer, er arbejdet i afdeling III en type arbejde, som ikke præcist bidrager til at øge kapitalen. Det kunne da være naturligt at definere arbejdere i afdeling I og II som produktive, og arbejdere i afdeling III som uproduktive. Denne definition af produktivt arbejde falder imidlertid ikke sammen med nogen af de tidligere opstillede definitioner. Arbejdet i alle afdelinger er lønarbejde for kapitalen, og arbejdet i alle tre afdelinger kan i princippet skabe værdi og merværdi.

Ulønnet arbejde og arbejde lønnet af det offentlige kan uden teoretiske problemer indarbejdes i denne analyse. Ikke-kapitalistisk arbejde inddeles da i tre typer alt efter brugen af det færdige produkt: En type arbejde leverer varer og tjenester til virksomheder i afdeling I, II og III. En anden type arbejde leverer varer og tjenester til arbejdernes forbrug og en tredje type leverer varer og tjenester direkte til kapitalisterne. Eksempler på arbejde af første type vil være arbejdet i den offentlige samfærdsel og arbejdet i statslige og kommunale infrastrukturområder - bl.a. vand, strøm og kloak. Husarbejde vil være af type II, sammen med offentligt lønnet arbejde indenfor undervisning og sundhedsområdet. Forsvar, retsvæsen og politi vil det være rimeligt at placere i gruppe III: Uproduktivt arbejde.

H.B.