 |
Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
|
Mishandling af kvinder
I denne artikel bliver begrebet mishandling af kvinder kun anvendt om en kvinde som - en eller flere gange - er blevet påført større eller mindre fysiske skader af en samlever. Ordet kvindemishandling var ikke almindeligt før kvindebevægelsen tog det op omkring 1970, men selve fænomenet er selvsagt langt ældre.
Gennem historien har brug af fysisk magt i forskellige sammenhænge været mere eller mindre accepteret og lovligt. Det gælder bl.a. hustugt. Men med tiden er denne magtanvendelse blevet afløst af en mere monopoliseret magt (politi o.l.). Lovgivningen er blevet modificeret for at passe bedre til det humanistiske samfund.
Når der ikke findes noget eksplicit forbud mod kvindemishandling, kan man naturligvis forklare det med, at handlingen er omfattet af de generelle forbud mod vold og legemskrænkelse. Alligevel er der langt større chancer for, at den mand som slår et andet menneske på gaden bliver arresteret af politiet, end at den som gør det hjemme bliver arresteret. Dette er et udtryk for den særstilling «privatlivet» fortsat har: Det findes flere love, som heller ikke gælder eller kan håndhæves indenfor hjemmet, så som arbejdsmiljøloven, ligestillingsloven osv. Indenfor familien er det altså fortsat magten der gælder.
Samtidig med at ordet kvindemishandling er kommet ind i sproget, er der i nogen grad udviklet en debat omkring mishandlingens baggrund. Med psykologien, medicinen eller sociologien har en del forskere koncentreret sig om den enkelte hustrumishandler, og har fundet tilsvarende individuelle og sociale forklaringer på handlemåden. Ud fra et kvindepolitisk synspunkt er det nok mere interessant at granske årsagerne til, at vi hører så lidt om kvindemishandling, al den stund at så mange har været udsat for det.
Nogle årsager til usynliggørelsen
Meget ofte er kvinden gift med den mand, som mishandler hende, eller de lever i et parforhold. Dette rummer en række forklaringer på, hvorfor kvinden udholder mishandlingen i så lang tid og samtidig tier. Hun er ofte økonomisk afhængig af manden. Endvidere er der sociale og følelsesmæsige sider af forholdet, som hindrer hende i at bryde ud - specielt når der er børn at tage hensyn til. Når de fleste i så høj grad viger tilbage for at fortælle om mishandlingen til andre, vil de også let få det indtryk, af at de er alene om at være i denne situation. Først når de føler sig selv eller ungerne mere eller mindre truede på livet, vil de henvende sig til andre for at få hjælp.
I første omgang kan det synes naturligt at gå til politiet med en sådan sag, men mange kvinder har gjort dårlige erfaringer på dette område. Politifolk har lettere ved at identificere sig med manden end med kvinden, og hun bliver ofte regnet for at have en del af skylden - hvis ikke størstedelen. At anmelde manden er derfor sjældent nogen god løsning. Især eftersom det ofte kan fremkalde endnu mere aggression fra hans side. Politistatistikken giver derfor et dårligt billede af omfanget af mishandling.
Hjælpeinstanser og deres mulighed for at hjælpe
Der findes andre traditionelle hjælpeinstanser at henvende sig til, men de har deres særområder at varetage. Familierådgivningskontoret er naturligt nok mest indstillet på at lappe familierne sammen igen. For bistandskontoret er den billigste løsning, at forsørgerforholdet opretholdes. Læger og sygehuse opfatter de sociale omstændigheder omkring den brækkede næse som uvedkommende. Disse instanser kan ikke give kvinderne den hjælp de behøver og beder om at få, for de er oprettet med andre formål for øje. Godt nok er chancerne for at sundheds- og socialpersonale kan genkende tegnene på mishandling større nu end tidligere, men manglen på tilbud medvirker til at vedligeholde usynliggørelsen.
Den nye kvindebevægelse havde det som et af sine vigtigste slagord at politisere det private, og medvirkede på den måde til at skabe en bevidsthed om, at mishandling var udbredt. Denne erkendelse medførte, at der blev oprettet krisetelefoner og -centre i mange lande (se Krisecenter), og mishandlede kvinder fik en sted at henvende sig. Ofte viste det sig, at kvinderne havde gået alene i årevis med en stadig angst for at få bank, uden penge eller andre midler til at slippe ud af situationen. Først når det konkrete tilbud om tag over hovedet eller nogen at tale med kom på plads, turde de komme frem. Gennem deres arbejde har disse steder afdækket hvor udbredt kvindemishandling er - i alle sociale lag. Det finder givet lige ofte sted i middel- og i arbejderklassen.
Politiske perspektiver
Afsløringerne af den uværdige situation, mishandlede kvinder befinder sig i har vakt almen indignation. Det har tvunget myndighederne til at tage problemet alvorligt, men fortsat bliver det mest betragtet som et individuelt problem: «Nogle mænd slår deres koner, og det er afskyeligt.» Der findes en generel modvilje mod at opfatte kvindemishandling som en konsekvens af den totale magtstruktur i samfundet. I stedet for at gøre noget ved de forhold (især økonomiske) som gør kvinder magtesløse og som hindrer dem i at bryde ud af magtesløsheden, præsenterer myndighederne deres tiltag i form af plastre på såret overfor nogle tilfældige kvinder. På den måde kan de henvise til, at problemerne bliver taget alvorligt, uden at de grundliggende årsager og omstændigheder bliver tacklet.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 31.310