Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler


Liste over de foreløbig 11.500 børn terrorstaten har myrdet i Gaza

Et af de myrdede børn, den 6 årige Hind

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 27.000 civile (heraf over 11.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 70.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Legitimering

Legitimering (af det latinske ord, «legitimus»: retmæssig) betyder retfærdiggørelse af politiske magtforhold. Et politisk system anses for legitimt, hvis den magt som de regerende har i en eller anden form beror på samtykkende accept fra de regerede. Legitimering i denne forstand er en forudsætning for massetilslutning til systemet. Stabiliteten afhænger bl.a. af, om systemet bliver anerkendt som legitimt. Der udspilles grundlæggende konflikter, når stærke oppositionsgrupper bestrider et systems retmæssighed - legitimitet.

I den moderne borgerlige forfatningsstat hvor oppositionen er blevet institutionaliseret, bliver sådanne konflikter om legitimitet gjort normale og dermed afdramatiseret. Revolution indebærer ofte et grundlæggende skift i legitimitetsprincipper. En vellykket revolution forudsætter, at der dannes et nyt sæt af sådanne principper til erstatning for det gamle regimes legitimitet. Selv om revolutioner kan gennemføres ved brug af voldelige midler, kan et systems legitimitet ikke vindes ved vold og terror.

Op gennem historien har den politiske legitimering antaget forskellige former, men man kan skelne mellem to hovedtyper: Kongelig-guddommelig og konstitutionel-demokratisk legitimering.

Den kongelig-guddommelige legitimering var fremherskende frem til slutningen af 1700-tallet. Oprindelig var denne knyttet til forestillingen om, at kongen havde guddommeligt ophav - f.eks. som Egyptens faraoner. I den kristne tradition fik denne forestilling en meget stærk stilling med kongerne som indsat af gud, og fra 1600-tallet som herskere «af guds nåde». I det førborgerlige Europa gav også de revolterende bevægelser ofte en religiøs legitimering af deres modstand mod stat og præsteskab. De urkristne menigheder i Romerriget, kættergrupperne i middelalderen og revolutionære småkårsfolk i de tyske bondekrige - alle bekæmpede de den officielle religiøse lære ved at appellere til oprindelige religiøse ideer.

Med den industrielle revolution og de borgerlige revolutioner blev en ny form for legitimering indstiftet: Den konstitutionelt-demokratiske. Industrialismens teknisk-videnskabelige verdensbillede fortrængte det traditionelle, religiøse verdensbillede. Sociale privilegier og politiske magtforhold kunne ikke længere legitimeres ud fra en religiøs, gudegiven verdensorden.

Kun de moderne, ikke-religiøse, verdslige former for legitimering er i streng forstand «ideologier» og bliver det centrale tema i Marx' ideologikritik (se Ideologi). Det kapitalistiske industrisamfund er et historisk vendepunkt, også i denne forbindelse: Legitimeringen af politisk magt og social ulighed sker ikke «ovenfra», men «nedenfra», ikke længere fra den religiøse traditions himmel, men fra samfundslivets basis. Det organiserende princip er det lige varebytte på markedet, hvor også den ejendomsløse sælger sin eneste vare: arbejdskraften.

Det kapitalistiske systems politiske legitimitet er knyttet til det sæt af konstitutionelle regler - love - der regulerer samfundslivet. Disse regler indbefatter bl.a. statens pligt til at værne om grundlæggende menneskerettigheder og hindre at magt udøves vilkårligt. Reglerne forudsættes at gælde og være bindende for alle - uden undtagelse og uden forskel. Denne form for legitimitet er nedfældet i love - «legalitet» - der håndhæves i overensstemmelse med bestemte fremgangsmåder knyttet til embeder og stillinger, og ikke til personer. Det drejer sig om en demokratisk legitimitet, for så vidt som lovenes indhold i grundtræk skal fastlægges af folket ved frie valg.

I den marxistiske tradition har man ofte afvist den konstitutionelt-demokratiske legitimering som ren borgerlig ideologi. Denne afvisning beror på en sammenblanding af to sagsforhold: Oprindelsen af et fænomen og gyldigheden af det. Den konstitutionelt-demokratiske legitimering er ganske rigtigt frembragt i det borgerlige samfund og retfærdiggør politiske magtforhold og sociale klasseforhold i dette samfund. Alligevel indstiftede det borgerlige samfund et revolutionerende princip: Kun de interesser som er universelle - dvs. gælder for alle - anses for gyldige og retmæssige. Den konstitutionelt-demokratiske legitimering med universaliteten som bærende princip peger ud over kapitalismen mod et samfund uden udbytning og undertrykkelse. Den socialistiske revolution indebærer en radikalisering - men ikke en afskaffelse - af den konstitutionelt-demokratiske legitimering.

R.S.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 54.660