Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Jernstrejken

Støttedemonstration under retssagen mod aktionsudvalget for de strejkende. (Arbejderbevægelsens Arkiv)

Jernstrejken i Norge begyndte i oktober 1923 og blev fremkaldt af striden om indeksbestemmelserne i den gældende overenskomst. Det hed her, at hvis prisindekset i september 1923 lå på 230 eller lavere, skulle arbejdskøberne have ret til at gennemføre lønreduktioner på 5 %. Hele sommeren lå indekset over 236, men i september blev det liggende på indeksgrænsen. Dette skyldtes skattelettelser, som arbejderbevægelsen havde tilkæmpet sig, og ikke en reel sænkning af leveomkostningerne. Alligevel gennemførte arbejdskøberne lønreduktioner og offentliggjorde dette gennem opslag på arbejdspladserne. I Oslo og Fredrikstad førte dette til spontane arbejdsnedlæggelser, som Jern- og Metalarbejderforbundet ikke godkendte, fordi det ikke ønskede at blive gjort ansvarlig i Arbejdsretten for en «ulovlig» strejke.

Arbejderne valgte sine egne aktionsorganer - et stort aktionsudvalg med 120 medlemmer fra virksomhederne - hvor alle tre arbejderpartier var repræsenteret. I det lille arbejdsudvalg på 15 medlemmer havde kommunisterne flertal. Indsamlinger, strejkevagter og solidaritetsmøder blev organiseret, og de strejkende fik støtte fra ind- og udland, bl.a. også fra de russiske arbejdere og Røde Faglige Internationale. Heller ikke strejkebrydernes indsats eller dommene mod aktionsudvalgets medlemmer kunne knække kampkraften. Tvært imod blev stadig nye grupper trukket ind i strejken, og i 1924 gik arbejdskøberne til lockout, uden dog at opnå deres hensigt. I marts 1924 omfattede strejken ca. 60.000 arbejdere. Jernstrejken varede helt til den gamle overenskomst udløb, og efter 8 måneders strejke og under nye forhandlinger blev der opnået lønforhøjelser på 5 %.

Jernstrejken blev udkæmpet med stor udholdenhed og indsatsvilje og bragte for første gang siden 1921 lønforhøjelser. Konflikten viste, at strejkevåbenet var et vigtig kampmiddel i arbejderklassens hænder.

Konsekvenser og betydning

Strejken var ifølge Komintern en «prøvesten» for NKP, og førte til et første opgør mellem de forskellige fløje i partiets ledelse. Halvard Olsen som både var formand i Jern- og Metalarbejderforbundet og næstformand i NKP, ønskede at afvikle jernstrejken og skabte dermed - støttet af andre fremtrædende NKP'ere - tvivl om partiets holdning. Først efter en langvarig indre strid som lammede NKP, og efter pres især fra NKU, nåede NKP frem til et klart standpunkt, og isolerede Olsen og en gruppe faglige tillidsmænd. Den uklare holdning i strejkens første måneder fik eftervirkninger ved stortingsvalget i efteråret 1924, som gav et dårligt resultat for NKP - især i Oslo.

Jernstrejken rejste en række problemstillinger for den faglige strategi. Fagbevægelsen som havde accepteret borgerlige love, måtte gå ind for at afvikle jernstrejken for ikke at blive gjort økonomisk ansvarlig. Dette indebar muligheden for, at kommunistiske grupper indenfor fagbevægelsen kunne overtage strejkeledelsen, og at de valgte tillidsmænd ville miste kontrollen over både strejken og de fagligt organiserede. Da jernstrejken blev udvidet og udviklede sig til en storstrejke, forlangte arbejdskøberne, at jernstrejken måtte afblæses, før de ville gå til forhandlinger. Dette kunne kun opnås, hvis der gennemførtes en fælles afstemning blandt alle strejkende. Men til trods for pres fra LO's og forbundsledelsens side, var der fortsat et flertal blandt jernarbejderne, som ville fortsætte strejken. Flertallet var imidlertid snævert, og jernarbejdernes aktionsudvalg bestemte sig for at indstille kampen.

Selv om LO og forbundsledelsen modarbejdede de strejkende, formåede de alligevel at bevare deres lederskab under aktionen. Dette hang i vid udstrækning sammen med NKP's uklare holdning og indre strid. Jernstrejken viste dermed, at NKP var for svagt politisk og organisatorisk til at kunne nedbryde den reformistiske fagbevægelses herredømme.

Jernarbejdernes revolutionære fagforeningsprogram (offentliggjort 1. juli 1924 efter strejkens afslutning) tog traditionerne fra Fagoppositionen af 1911 op. Som platform for oppositionsbevægelsen mod LO- og forbundsledelsen krævedes en revolutionær fagbevægelse, kamp mod «det bureaukratiske forfald» og «den hemmelig diplomatiske forhandlingspolitik», samt oprettelsen af «revolutionære virksomhedsråd» og arbejdergarder. De retningslinier som Røde Faglige Internationale senere i juli vedtog var så nært beslægtede med programmet, at en fælles oprindelse kan antages (se Røde Faglige Internationale). Mens NKP og NKU tilsluttede sig programmet og opfordrede deres medlemmer og sympatisører til at arbejde efter det, fik det kun støtte fra et fåtal af foreninger og fællesorganisationer - selv om sympatien for programmets krav antagelig var større.

For den fremtidige udvikling betød jernstrejken følgende: I NKP resulterede den i den opfattelse, at de faglige ledere ikke var andet end arbejdskøbernes håndlangere. Erfaringerne fra jernstrejken dannede dermed udgangspunkt for NKP's kamp mod «det faglige bureaukrati og klasseforræderne i Arbejderpartiets ledelse med Tranmæl i spidsen» («Proletaren»). Endvidere bidrog jernstrejken og dens resultat til at vedligeholde arbejderklassens kampkraft (se Bygningsarbejderstrejken). Et flertal blandt de faglige ledere følte sig opmuntret til at forstærke kampen mod kommunisterne. Jernstrejken havde vist, at kommunistiske tillidsmænd havde indflydelse på arbejdspladserne, men at selve partiet stod svagere end ventet. Endelig gjorde strejken det tydeligt, at staten stærkere end tidligere engagerede sig på arbejdskøbernes side.

Kampen mod kommunisterne blev indledt forholdsvis hurtigt. Både Jern- og Metalarbejderforbundets og LO's repræsentantskab tog afstand fra, at de politiske arbejderpartier «ved fraktioner, aktionsudvalg, celler eller grupper indenfor fagorganisationen griber forstyrrende ind og optræder i strid med organisationens love, lovligt valgte organer og fattede beslutninger.» Beslutningerne medførte, at jernarbejdernes aktionsudvalg indstillede deres offentlige virksomhed. Senere blev beslutningerne brugt til at nedkæmpe kommunistiske fremstød indenfor fagbevægelsen.

E.Lo.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 22.532