Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Afrika  .  Egypten
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Økonomi
      .  Udviklingsteori
    .  Humaniora  .  Historie
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 13/8 2018
Læst af: 38.474
: :
Amin, Samir
Left
Rocks
2024-03-26 10:58

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Samir Amin
Samir Amin

Amin (1931-2018), egyptisk økonom og historiker. Universitetsuddannet i Frankrig, siden 1970 professor og leder af Instituttet for udvikling og Planlægning (IDEP) i Dakar, Senegal. Gennem utallige bøger og artikler fremstår Amin som en af vor tids førende imperialismeteoretikere. Et hovedpunkt i Amins værker er at forklare kapitalismens forskellige virkemåde i centrum (Industrilandene) og i periferien («u-landene») (se Centrum-periferi). I det kapitalistiske centrum var den historiske udvikling kendetegnet af en selvcentreret vækst, et dynamisk borgerskab og arbejde til dem der blev drevet bort fra landbruget. I den nuværende fase er internationaliseringen af kapitalen - med monopolisering af teknologi og kontrol - et dominerende træk.

Lige siden 1500-tallet har råvarer og billig arbejdskraft fra periferien bidraget til at løse kapitalens akkumulationsproblemer. I periferien er økonomien derimod præget af en afhængig og forvredet struktur, hvor eksportsektoren er underkastet udlandet i stedet for at være koblet til andre indenlandske sektorer. Et sådan system hænger ikke sammen («désarticulation»). Uden en kobling til en integreret industri, vil den eksportvækst som på kort sigt kan opnås (i f.eks. Elfenbenskysten eller Kenya) blive udsat for en blokering. De lave lønninger i periferien forklares af Amin dels ved den store reservearmé som er skabt gennem nedbrydningen af det lokale produktionsmønster, dels ved at varerne ikke skal realiseres på periferimarkedet, med den følge at arbejdernes købekraft bliver af mindre betydning. Udover formaliseringen af en model for «den globale kapitalakkumulation», har Amin leveret originale bidrag til analysen af den specifikke samfundsformation i periferien. (Dette er et tema hvor det i højeste grad er nødvendig med en revision af de «klassiske» teoretikere siden Marx.) Amin påviser, hvordan den kapitalistiske produktionsmåde trænger ind og - ofte blot delvis - omformer de forskellige før-kapitalistiske produktionsmåder. Resultatet bliver politiske, ideologiske og klassemæssige fremtrædelsesformer, som adskiller sig klart fra de forhold der hersker i centrum. I 1970'erne fremlagde Amin en række vigtige bidrag til forståelsen af imperialismens krise - også i centrum - samtidig med at han udviklede de første skitser til en socialistisk befrielses- og udviklingsstrategi. I denne forbindelse blev han særlig kendt for sin afvisning af den integrations- og forhandlingsmodel, som gik under navnet «en ny økonomisk verdensorden».

I 1980'erne forfinede Amin sit forslag til alternativ udviklingsstrategi for den 3. verden. Hovedpointen i denne var afbinding fra verdensmarkedet - «delinkage». Underudviklingen skyldes iflg. Amin den tredje verdens integration i det kapitalistiske verdensmarked, der hindrer en selvstændig økonomisk udvikling. Denne blokering fjernes ved afbinding fra verdensmarkedet og øget syd-syd samarbejde - dvs. økonomisk samarbejde direkte mellem landene i den 3. verden. Amins udviklingsstrategi er blevet kritiseret for at være idealistisk i den forstand, at den udviklede kapitalistiske verden ikke tillader delinkage, og selv om den gjorde ville der være en lang række varegrupper, den tredje verden alligevel ville være afhængige af. Cuba er et af de lande, som USA har påført delinkage gennem sin handelsblokade af landet, og det er en tvungen afbinding fra verdensmarkedet, cubanerne selv mener er meget kostbar for landet.

Amin har udgivet konkrete historiske studier af bl.a. Egypten; de arabiske stater i Nordafrika; Vestafrika, Congo, samt de teoretiske hovedværker «Accumulation on a World Scale» (bd. 1 og 2,) New York 1975 og «Unequal Development», London 1977. En noget forkortet udgave af det første værk findes på svensk: «Den globale kapitalakkumulationen», Stockholm 1974.

A.J.