Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Massakren i Nanjing, udført af japanske soldater i december 1937 til januar 1938. 300.000 kinesere blev henrettet. De fleste ved Yangtze floden, så floden kunne rydde op efter morderne. Mens regimet i Tyskland efter 2. Verdenskrig anerkendte nazismens skyld i Holocaust og omfattende krigsforbrydelser, nægtede regimet i Japan næsten alle krigsforbrydelser efter 2. Verdenskrig - på samme måde som terrorstaten Israel omtaler sig som «verdens mest moralske militær». Japans manglende anerkendelse af det blodige regimes krigsforbrydelser gør, at der efter fortsat 80 år efter regimets kapitulation fortsat eksisterer et meget anstrengt forhold mellem Japan og især Korea og Kina.

Massakren i Nanjing blev begået af den japanske kejserlige hær i perioden fra 13. december 1937 til cirka udgangen af januar 1938. Den kostede omkring 300.000 livet. Langt den overvejende del civile.

Japan invaderede i 1931 Manchuriet i det nordlige Kina, som led i dets territoriale ekspansion ind på det asiatiske fastland. Det oprettede lydstaten Machukuo og indledte i juli 1937 erobringen af Kina syd for Manchuriet. I august nåede hæren frem til Shanghai og erobrede byen under blodige slag. Ordren fra Tokyo var oprindelig, at fremrykningen skulle standse der, men de japanske officerer med general Matsui i spidsen var ikke enige og fortsatte fremrykningen mod syd. De følgende måneder omdannede den japanske hær de 250km der adskilte Shanghai fra Nanjing til et inferno af død og ødelæggelse. Især rettet mod civilbefolkningen. Ligesom nazisterne anså sig selv som herskerracen, var japanerne indoktrineret til at betragte alle andre end dem selv som «undermennesker» uden værdi. Det gjaldt især kineserne og koreanerne.

Den japanske hærs barbari fik surrealistiske udtryk. Under fremrykningen vædede to japanske sekond-løjtnanter, Toshiaki Mukai og Tsuyoshi Noda om, hvem der først ville kunne henrette 100 kinesere med sværd. Tokyo avisen Tokyo Nichi Nichi Shimbun, bragte dagligt nyt om de to krigsforbryderes «kappestrid». I sin udgave fra 13. december 1937 konstaterede avisen, at de havde henrettet henholdsvis 105 og 106 kinesere. De blev derefter enige om at fortsætte til de nåede 150. Kinesiske civile blev voldtaget, skamferet og henrettet «for sjov». De to officerer blev arresteret af USA i 1947 og udleveret til Kina i 1948, hvor de blev stillet for Nanjing Krigsforbrydertribunalet og henrettet.

Den nationalistiske Kuomintang regering i Kina havde i 1927 flyttet landets hovedstad til Nanjing og havde forstærket dens forsvarsværker. Den 20. november 1937 besluttede Chiang Kai-shek, at hovedstaden i lyset af de japanske bombardementer og fremrykning ikke kunne holdes og flyttede statsadministrationen ud. Der havde været en international koloni i byen i næsten 100 år bestående af missionærer, handelsfolk og diplomater. Udlændingene dannede nu en International Komite for Sikkerhedszonen og udnævnte den tyske nazist John Rabe til dens formand. Det skete i håb om, at den japanske hær ville respektere den tysk-japanske Anti-Komintern Pagt vendt mod Sovjetunionen, og dermed også ville respektere zonen, der dækkede et areal på 3,86 kvadratkilometer. De japanske krigsforbrydere gik ind på dette, på betingelse af at der ikke var kinesiske soldater indenfor zonen. Danskeren Bernhard Arp Sindberg og tyskeren Karl Günther oprettede en endnu en sikkerhedszone på en cementfabrik i Nanjing.

I Tokyo var kejser Hirohito stærkt utilfreds med familiens prins Yasuhiko Asaka og sendte ham derfor til Nanjing, for at han kunne «forbedre sig». Det modsatte blev tilfældet. Prins Asaka ankom til Nanjing den 8. december. Han mødtes med de japanske generaler, der informerede ham om, at de japanske styrker havde omringet 300.000 kinesiske soldater i og omkring Nanjing, der var klar til at overgive sig. Byens overklasse og mellemlag var da allerede flygtet fra byen over hals og hoved. Tilbage var 500-750.000 civile.

Prins Asaka gav nu ordren: «henret alle fanger».

13. december 1937. Massakren indledes

Byens forsvar blev hurtigt nedkæmpet af den japanske overmagt og faldt den 12. december. Nogle kinesiske soldater kom over Yangtze floden og reddede sig for en stund i sikkerhed. Andre stødte sammen med japanske styrker udenfor Nanjing. Inde i byen smed de kinesiske soldater deres uniformer for at smelte sammen med civilbefolkningen. Da de ikke længere var soldater, skulle japanerne have behandlet dem som civile i overensstemmelse med Haag Konventionen, men Asakas ordre var: «Ingen fanger», og i en blodrus gik de i gang med at voldtage, skamfere og henrette til højre og venstre. De japanske soldater gik systematisk i gang med at indfange alle piger og kvinder, der systematisk blev massevoldtaget, seksuelt skamferet og dræbt. De fik stukket bambusrør eller flasker op i skeden og derefter dræbt med bajonetter eller sværd. Et sted mellem 20.000 og 80.000 blev voldtaget og dræbt. Også drenge og unge mænd blev voldtaget og dræbt.

Japanerne indfangede de næste 6 uger desuden systematisk mænd, der kunne mistænkes for at have været soldater. Iflg. lederen af Nanjings KFUM, George Fitch blev rickshaw kulier, politifolk, gadefejere, brandfolk, buddhistiske begravelsesarbejdere, tømrere og andre arbejdere der så ud til at være sunde og raske indfanget. De blev ført ned til Yangtze floden, bundet sammen, dræbt med bajonetter eller maskingeværer, brændt og skubbet i floden. Det kunne umiddelbart se ud som et totalt sammenbrud af den japanske hærs «rules of engagement», men det var det ikke. Det var udtryk for den voldelige disciplin indenfor det japanske militær, betegnelsen af alle kinesere som «undermennesker» og prins Asakas ordre om at henrette alle. Barbariet kan bedst sammenlignes med den israelske hærs fremfærd overfor palæstinensere i Gaza fra oktober 2023.

Selv for nazisten John Rabe var der tale om et barbari, han ikke havde set før. Men Nazi Tyskland havde også først lige starten 2. Verdenskrig i Europa med sin invasion af Polen 1. september. Japanerne brød under massakren flere gange ind i Sikkerhedszonen og bortførte over de 6 uger omkring 600 kvinder og mænd. Danskeren Sindberg forsvarede de tusindvis af kvinder, der havde søgt tilflugt i hans cementfabrik med et hjemmelavet dannebrogsflag.

Massakren i Nanjing var et folkemord, ud fra de kriterier som konventionen der blev vedtaget i 1948 udstak. Prins Asaka udstak intentionen om folkemord, og de japanske soldater henrettede systematisk alle kinesere, de fik fat i.

Efter 6-7 ugers myrderier blev folkemordet indstillet. Den japanske besættelsesmagt indsatte som i Manchuriet en Quisling regering og de udenlandske diplomater vendte tilbage.

Efter Japan den 14. august 1945 kapitulerede, beordrede Tokyo alle arkiver og dokumenter om massakren destrueret for at vanskeliggøre retsforfølgelsen af morderne. Alligevel lykkedes det at få general Matsui, premierminister Kōki Hirota (1936-37) samt 5 andre officerer dømt for massakren ved krigsforbrydertribunalet i Tokyo i november 1948. De blev henrettet måneden efter. Prins Asaka der var en af hovedmændene bag massakren blev tildelt immunitet som del af kejserfamilien og gik fri. Mens USA de år lod andre krigsforbrydere gå fri, som officererne bag Unit 731, mod at de delte deres erfaringer med USA, havde supermagten ikke brug for rådgivning i, hvordan der skulle begås massakrer. Den havde trods alt henrettet over 250.000 mennesker i Hiroshima og Nagasaki i august 1945.

Mens Tyskland efter 2. Verdenskrig blev tvunget til at erkende sine krigsforbrydelser og i mange tilfælde betale erstatning til ofrene, var dette ikke tilfældet i Japan. Regimet benægtede derfor i årtier, at det havde gennemført en massakre i Nanjing eller andre steder i Kina, og fortsætte med at hædre de japanske krigsforbrydere. Selv i den japanske udgave af WikiPedia betegnes Nanjing massakren, som en «tvivlsom og omdiskuteret begivenhed». Den manglende erkendelse af de historiske fakta, manglende undskyldning og manglende erstatning til ofrene gør, at krigsforbryderstaten fortsat har et særdeles anstreng forhold til sine nabolande - især Kina og Korea.

Den kinesiske instruktør Shen Ao producerede i 2025 dramadokumentarfilmen Dead to Rights om massakren i Nanjing. I Vesten og Japan blev filmen og landets anstrengte forhold til Japan betegnet som «anti-japansk». Det var i tråd med Vestens og Japans benægtelse af krigsforbrydelser begået under 2. Verdenskrig og udtryk for, at Vesten nu havde brug for Japan til inddæmning af Kina. Japan besluttede i november 2022 at fordoble sit krigsbudget, og at det japanske militær fremover vil blive indsat offensivt udenfor Japan - for første gang efter 2. Verdenskrig.

Nanjing massakren var ikke isoleret. Japan dræbte 15 millioner kinesere i perioden 1931-45.

A.J.