Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Paul Wolfowitz

Paul Dundes Wolfowitz (1943-), neokonservativ politisk rådgiver, viceforsvarsminister i USA (2001-), en af arkitekterne bag Bushdoktrinen og USA's angrebskrig mod Iraq, samt en af Israels vigtigste fortalere i regeringen.

Wolfowitz er jøde og ud af en familie af lærere. Han studerede i 60'erne ved University of Chicago, hvor han især knyttede sig til Allan Bloom, der underviste i den tysk-jødiske filosof Leo Strauss, samt til Albert Wohlstetter der var professor i matematik og specialist i militær strategi.Wolfowitz fortsatte i Wohlstetters spor. Hvor denne havde advaret om et genoprustet Sovjetunionen og et atomart Kina, beskæftigede Wolfowitz sig med den 3. trussel: spredning af atomvåben. Hans doktorafhandling fra 72 handlede om spredning af atomvåben i Mellemøsten, og hans vigtigste konklusion var, at USA var nødt til videreudvikle sin udenrigspolitik fra blot at beskytte traditionelle allierede mod den kommunistiske blok. Områder med naturressourcer af strategisk betydning for USA's økonomi måtte bringes ind indenfor det strategiske forsvarsområde, og alle med midler til at true disse områder måtte betragtes med bekymring. I overensstemmelse med Wohlstetters argumentationsform mente Wolfowitz, at blot antydningen af atomvåben i Mellemøsten burde give anledning til alvorlig bekymring. I dag har Israel flere hundrede af slagsen.

Under debatterne om ABM traktaten i slutningen af 60'erne kaldte Wohlstetter Wolfowitz og en anden høg, Richard Perle til sig for at hjælpe med indsamlingen af information til den såkaldte Safeguard kampagne vendt mod traktaten. Kampagnen blev ført fra senator Henry «Scoop» Jacksons kontor. En demokrat og høg på det militære område. Wolfowitz og Perle gennemførte deres interviews og udarbejdede en rapport. Wohlstetters to unge proselytter blev hurtigt trukket ind i den politiske verden i Washington. Perle blev knyttet til forhandlingerne om våbenkontrol, mens Wolfowitz blev ansat i Pentagons Mellemøstafdeling, men han avancerede hurtigt og var under præsidenterne Ford (1975-77) og Carter (1977-81) leder af Kontoret for våbenkontrol og Nedrustning. I de tidlige år underviste han dog også på Yale University (1970-73).

Efter Ronald Reagans magtovertagelse i 1981 blev han udnævnt til direktør for politisk planlægning i udenrigsministeriet og efterfølgende til viceudenrigsminister for det Østasiatiske område samt Stillehavet. I 86 blev han udnævnt til USA's ambassadør i Indonesien og under George H.W. Bush (1989-93) var han viceforsvarsminister, mens Dick Cheney var forsvarsminister. Han delte Cheneys stærke kritik af, at USA ikke fortsatte til Baghdad og væltede Saddam Hussein efter at de irakiske styrker var smidt ud af Kuwait under Golfkrigen i foråret 1991. Hans forbindelser til den israelske stat var tætte, og Israel var stærkt utilfreds med, at USA lod Saddam Hussein blive siddende på magten.

Under Clintons præsidentperiode (1993-2001), var der ikke brug for ham, og han underviste istedet i international politik ved Paul H. Nitze School of Advanced International Studies (SAIS) på John Hopkins University. Gennem 90'erne uddybede han sin kritik af USA's udenrigspolitik siden Golfkrigen. Han var især fokuseret på Iraq, hvor den officielle politik siden 91 havde været inddæmning. Heroverfor udviklede Wolfowitz en politik centreret omkring forebyggende angreb og generelt besættelse af lande USA var utilfreds med.

Sammen med Richard Perle var han fra midten af 90'erne rådgiver for den højreorienterede israelske Likud koalition, og var bl.a. med til at udforme en ny strategi for koalitionen, der rummede et opgør med fredsprocessen og målrettede militære angreb mod det palæstinensiske selvstyre og andre fjender. Denne strategi gjorde Ariel Sharon til sin, da han overtog premierministerposten i Israel i januar 2001.

Sammen med Donald Rumsfeld var han i 1997 med til at oprette den neokonservative tænketank Project for the New American Century (PNAC, Projektet for det nye amerikanske Århundrede). Da George W. Bush overtog præsidentposten i 2001 fulgte han med Rumsfeld og blev udnævnt til viceforsvarsminister. Under de første måneders regeringstid havde de to høges krav om «forebyggende militære aktioner» dog ringe gennemslagskraft. De blev åbent modarbejdet af udenrigsminister Colin Powell, der selv havde været chef for forsvarsstaben under Golfkrigen.

Denne magtbalance blev imidlertid drastisk forskudt den 11. september 2001, da New York blev angrebet. Rumsfeld og Wolfowitz vandt gehør for deres krav om angreb på Afghanistan. Det lykkedes dog ikke samtidig at få åbnet en front mod Iraq. I stedet arbejdede de videre på at skabe opbakning til deres neokonservative udenrigspolitiske projekt. I januar 2002 var det lykkedes dem at få Bush til at udpege Iraq, Iran og Nordkorea som «ondskabens akse» og «slyngelstater». I juni havde de fået udformet USA's nye sikkerhedspolitiske doktrin, der siden blev kendt som Bushdoktrinen, og som netop rummede begrebet «forebyggende militære angreb». Og i marts 2003 invaderede USA Iraq. 12 år efter at Wolfowitz og andre neokonservative havde krævet dette.

Wolfowitz besøgte 26. oktober 2003 Baghdad og var tæt ved at blive dræbt, da hans hotel, Al-Rashid blev mål for et raketangreb. En nordamerikansk major blev dræbt og 17 andre såret, men Wolfowitz overlevede.

A.J.