Læst af 7.896  

Salamancaerklæringen

Salamancaerklæringen (1994), international erklæring om alle børns ret til uddannelse. Der er tale om et dokument, der har stor indflydelse på skolepolitikken i mange lande. Det er imidlertid ikke et dokument, som står alene, men en vedtagelse, der har rødder i en udvikling, som startede godt 10 år tidligere.

En ekspertgruppe under WHO kom i 1983 frem til, at rehabilitering af handicappede skulle defineres som en kombineret og koordineret brug af medicinske, sociale, uddannelsesmæssige og arbejdsmæssige tiltag, som skulle træne den enkelte til at nå det højest mulige funktionsniveau. Allerede her bliver således skolens og lærernes centrale position i tiltag for børn og unge med funktionshæmninger nævnt.

På trods af, at der således var generel enighed om vigtigheden af specialpædagogiske tilbud for børn og unge med særlige behov, blev der ved et møde i UNESCO i 1988 oplyst, at af de 51 lande, som havde givet oplysninger om specialpædagogiske tiltag, var der 34 lande, som kun havde sådanne tilbud for mindre end 1% af de personer, som havde behov for det, og de fleste tilbud var specialskoler.

Verdenskonferencen «Education for All» i Jomtien, Thailand, i 1990 markerede et internationalt initiativ for give muligheder for skolegang for alle – med særlig tanke på at nå de fattigste og børn med særlige behov. I en bredt anlagt erklæring blev uddannelse sat op som vigtig for løsninger på fattigdomsproblemer, opnåelse af ligestilling mellem kvinder og mænd, fremme af menneskerettigheder, udvikling af demokrati, beskyttelse af miljøet og opnåelse af kontrol med befolkningstilvæksten. Initiativet har senere betydet, at mange donorer af udviklingsbistand har forpligtet sig til at sikre grundskoleforløb for børnene i de lande, de støtter.

Det vigtigste skridt i retning af en international anerkendelse af ret til skolegang for børn med særlige behov blev taget ved «World Conference on Special Needs Education: Access and Quality» afholdt i Salamanca, Spanien, 7.-10. juni 1994. Konferencen, afholdt af UNESCO og UNICEF, vedtog et principprogram, senere kaldt Salamancaerklæringen. Det centrale i dette dokument er princippet om, at alle børn - også de som har særlige behov - har ret til uddannelse, fortrinsvis i det skolesystem og de skoler, der er etableret for hovedparten af børnene. Skolen skal derfor tage hensyn til det brede spektrum af forskelle i forudsætninger og potentialer, vi finder blandt børn i befolkningen, og den skal lægges til rette indenfor rammerne af en børnecentreret pædagogik. Det påpeges, at de almindelige skoler med en inkluderende orientering er det mest effektive hjælpemiddel til at bekæmpe diskriminerende holdninger, til at skabe imødekommende miljøer, til at bygge et inkluderende samfund og til at realisere uddannelse og oplæring for alle.

Den danske folkeskolelov af 1993 bygger på intentionerne om den inklusive skole – eller som man hyppigere siger på dansk «en skole for alle»

N.E.

Redaktioner med ansvar for dette opslag: Pædagogik

Sidst ajourført 7/10 2003