Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
2015.10.09Større revision af opslaget
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 9/10 2015
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 32.596
: :
Salamancaerklæringen

Salamancaerklæringen (1994), international erklæring om alle børns ret til uddannelse. Der er tale om et dokument, der har stor indflydelse på skolepolitikken i mange lande. Det er imidlertid ikke et dokument, som står alene, men en vedtagelse, der har rødder i en udvikling, som startede godt 10 år tidligere.

En ekspertgruppe under WHO kom i 1983 frem til, at rehabilitering af handicappede skulle defineres som en kombineret og koordineret brug af medicinske, sociale, uddannelsesmæssige og arbejdsmæssige tiltag, som skulle træne den enkelte til at nå det højest mulige funktionsniveau. Allerede her bliver således skolens og lærernes centrale position i tiltag for børn og unge med funktionshæmninger nævnt.

På trods af, at der således var generel enighed om vigtigheden af specialpædagogiske tilbud for børn og unge med særlige behov blev der ved et møde i UNESCO i 1988 oplyst, at af de 51 lande, som havde givet oplysninger om specialpædagogiske tiltag, var der 34 lande, som kun havde sådanne tilbud for mindre end 1% af de personer, som havde behov for det, og de fleste tilbud var specialskoler.

Verdenskonferencen «Education for All» i Jomtien, Thailand, i 1990 markerede et internationalt initiativ for give muligheder for skolegang for alle – med særlig tanke på at nå de fattigste og børn med særlige behov. I en bredt anlagt erklæring blev uddannelse sat op som vigtig for løsninger på fattigdomsproblemer, opnåelse af ligestilling mellem kvinder og mænd, fremme af menneskerettigheder, udvikling af demokrati, beskyttelse af miljøet og opnåelse af kontrol med befolkningstilvæksten. Initiativet har senere betydet, at mange donorer af udviklingsbistand har forpligtet sig til at sikre grundskoleforløb for børnene i de lande, de støtter.

Det vigtigste skridt i retning af en international anerkendelse af ret til skolegang for børn med særlige behov blev taget ved «World Conference on Special Needs Education: Access and Quality» afholdt i Salamanca, Spanien, 7.-10. juni 1994. Konferencen, afholdt af UNESCO og UNICEF, vedtog et principprogram, senere kaldt Salamanca-erklæringen. Det centrale i dette dokument er princippet om, at alle børn, også de som har særlige behov, har ret til uddannelse, fortrinsvis i det skolesystem og de skoler, der er etableret for hovedparten af børnene. Skolen skal derfor tage hensyn til det brede spektrum af forskelle i forudsætninger og potentialer, vi finder blandt børn i befolkningen, og den skal lægges til rette i rammerne af en børnecentreret pædagogik. Det påpeges, at de almindelige skoler med en inkluderende orientering er det mest effektive hjælpemiddel til at bekæmpe diskriminerende holdninger, til at skabe imødekommende miljøer, til at bygge et inkluderende samfund og til at realisere uddannelse og oplæring for alle.

Den danske folkeskolelov af 1993 bygger på intentionerne om den inklusive skole – eller som man hyppigere siger på dansk «en skole for alle», hvor undervisningsdifferentiering er et bærende princip, og hvor der siden 1958 har været et for kommunerne og fra 1980 for amterne obligatorisk specialundervisningstilbud for elever, der ikke med tilstrækkeligt udbytte kunne følge den almene undervisning.

Til trods for, at skolen fra 1993 har skullet levere en differentieret undervisning, er andelen af elever, der får specialundervisning i specialskoler og specialklasser, steget støt fra 1995, og det fik i 2000 undervisningsministeren til at starte en kampagne med overskriften «Rummelighed», og tanken var, at andelen som blev segregeret til specialtilbud skulle falde. Et meget stort antal lærere deltog i centralt støttede efteruddannelsesaktiviteter, som skulle øge rummeligheden i folkeskolen. Begrebet rummelighed blev dog efterhånden anset som synonym for nedskæringer, og omkring 2005 blev det mindre mundrette begreb inklusion indført med en mere direkte reference til Salamanca-erklæringen.

Andelen, som blev udskilt til segregerede foranstaltninger, fortsatte imidlertid med at stige, især efter kommunalreformen i 2007, som reducerede antallet af kommuner fra 275 til 98, hvor man benyttede en periode med svag styring til at oprette flere specialklasser, især for elever med ADHD og socialemotionelle udfordringer. Undervisningsministeriet, Finansministeriet og KL fik derfor konsulentfirmaet Deloitte til at gennemføre en analyse af situationen, og det viste sig her, at eksklusionsprocenten var oppe over 5%, hvor den i 1995 var knap 2%. De samlede udgifter til specialundervisning var kommet op på 30%, og ressourcerne var i høj grad taget fra almenundervisningen.

På ovenstående baggrund endte det med, at Folketinget i 2012 vedtog «inklusionsloven», hvor kun støtte på mere end 9 klokketimer om ugen eller 12 lektioner á 45 min. skulle kaldes specialundervisning, mens dækning af mindre behov sker som supplerende undervisning eller anden faglig støtte, der administreres af skolens ledelse og ikke nødvendigvis kræver PPR's mellemkomst. Samtidig blev det i aftalen mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2013 fastslået, at anden af elever, som undervises i almenklasser, skulle øges fra 94,5% til 96% i 2015, og dette mål er næsten nået ved udgangen af 2015. Andelen af elever i de almindelige skoler, der får specialundervisning, er reduceret fra godt 5% til 0,2%, mens andelen af elever, som får supplerende undervisning eller anden faglig støtte ikke opgøres.

N.E.