Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 14.739
: :
Signifiant

For den franske psykoanalytiker Jacques Lacan er en signifiant et bærende sprogligt element i det ube­vid­ste. Dette element viser sig i talen og kan have krops­lige effekter. Signifianten vedrører sprogets ud­trykssi­de og antagelsen om, at det er via dets ud­tryksside, at det ube­vidste viser sig.

Lacans brug af signifiantbegrebet hænger sammen med en ling­vistisk drejning, der markerer et punkt, hvor han går videre end de af Freuds betragtninger, der peger i biologisk retning. Hans for­ståelse af signifi­anten hænger således sammen med, at han mener, at det ubevidstes form primært er bestemt af spro­get og ikke af kroppen eller dens funktioner. Brugen af signifiantbegrebet gør det samtidig muligt for Lacan at forstå subjektets sproglige ytringer som mere end henvisninger til en fysisk realitet eller en psykisk ordfore­stil­ling. De sproglige udsagn er i lige så høj grad betinget af den sproglige kommunikationsakt, hvori de frem­sættes.

Signifiantbe­grebet stammer oprinde­ligt fra tegn­opfat­tel­sen hos den schwei­ziske lingvist Ferdinand de Sau­surre, der defi­nerer tegnet som et forhold mellem signi­fié (ind­holds­stør­relse) og signifiant (udtryksstørrelse). For Saus­sure bestem­mer signifiéen signi­fianten, hvilket med­fører an­tagelsen om, at vi først skulle tænke et indhold (en signi­fi­é), der der­efter udtrykkes i tale­sprogets materi­elle del: signifian­ten. Psyko­analysen hos Lacan må tænkes ander­ledes.

Meta­foren og meto­nymien udgør specielle forløb af signi­fianter eller signifiantkæder, der indtager en central plads for Lacan. Ordet «åleglat» i sætningen «hun er åleglat» udgør således en erstatning for «uangribelig». Ordene «et nøs» i sætningen «giv mig et nøs» udgør derimod for den forhåbnings­fulde bedstemoder en metony­misk for­skydning fra signifianter­ne «din kærlighed» i sæt­ningen «giv mig din kærlighed», eller for den ophidsede kvinde en sproglig forskydning fra «din krop» i «giv mig din krop». Lacan mener ikke, at metaforen kun optræder som en bevidst, intentionel signi­fianterstatning og metonymi­en som en be­vidst, intentionel signi­fiantforskyd­ning, men an­tager, at sådanne signifiantfor­bindel­ser overvejen­de har ube­vidst karakter.

Lacans sprogopfattelse udgør ikke en ling­vistisk teori, hvor indholdssiden har prioritet. Derimod an­tager han, at subjektet og det ubevidste på forhånd er grebet i specielle signifianter, hvilket Freud på sin side understreger i sin analyse af Signorelli. Lacan udtrykker det sådan: «Det ube­vidste er talens effekter på subjektet ...» . Det er derfor via signi­fi­anterne og de sprogli­ge lap­sus, at sub­jektet og det ube­vidste kommer til orde. Derfor fremsætter Lacan sin centrale formulering: det ube­vidste er strukturer­et som et sprog.

Det kan også formuleres som, at «... signifi­anten (...) repræsenterer et subjekt for en anden signi­fi­ant». For den enkelte analysand kan bestemte ord eller lyde komme til at fungere som signifiant­er. Når analysanden frem­siger eller hører en sådan signifi­ant, hen­viser den analy­sanden til en anden eller en række andre signi­fian­ter. Lacan udtrykker det også som, at en første signifi­ant repræsen­terer et sub­jekt for en anden signifi­ant. Det betyder, at sub­jektet er ophængt på signifianternes logik og mulige sam­men­sætning. Denne sammen­sætning af bestemt af spro­gets koder og mængden af signifiant­er.

I analysen lytter analytikeren ikke kun til den betyd­ning, som analysandens tale umiddelbart kan afsætte, men også til det særegne ved sprogligt genkendelige signi­fianter, som analysan­den fremsætter. Analytikeren kan endvidere forsøge at betone, hvordan visse ord gen­tager sig i analysandens tale, eller, hvordan et ord, der umiddelbart indgår i én sammenhæng, i kraft af sin signifiant-position kan henvise subjektet til en anden kontekst. Det er f.eks. muligt for analytikeren over en analysand, der gentagne gange be­nytter ordet «resignerer», at returnere dette ord på lidt anden måde ved at ændre tone­faldet: «re-signerer». Dermed kan analy­sanden opdage, at ordet også betyder at re-signere, at under­skri­ve noget igen, og dermed slippe for en ensidig fokusering på op­givel­sen i ordet «resig­nerer».

Signifiantbegrebet kan altså ikke reduceres til en lingvistisk eller semantisk forståelse, men vedrører talen og formen af talen i behand­lingen. Derud­over har spro­get betyd­ning for subjektets hand­linger og kropslige effekter. Sidst­nævnte er tydeligt i hy­steriet, hvor legemet behand­les som signifi­antmateriale.

R.R.


Litteratur

Freud, S.: Hverdagslivets psykopatologi. København: Hans Reitzel, 1965.
Lacan, J. (1963-64): Les quatre concepts fondamentaux de la psychanalyse. Paris: Seuil, 1973.
Lacan, J (1969-70): L'envers de la psychanalyse. Paris: Seuil, 1991.