Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 121.418
: :
Velfærdsstat
Left
Rocks
2024-03-03 07:38
2024-03-02 07:18

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Med velfærdsstat menes systemet af statslige og juridiske ordninger, som garanterer det enkelte samfundsmedlems sikkerhed for liv, sundhed og velfærd. Selv om tanken om statslig ansvar for den enkeltes ve og vel historisk set ikke er ny, hører velfærdsstaten i moderne forstand især til tiden efter 2. verdenskrig, med de Nordeuropæiske stater som foregangslande.

Velfærdsstatens ordninger er i særlig grad knyttet til den samfundsomformende politik, som er blevet ført af de socialdemokratiske partier i Skandinavien i denne periode. Hovedelementerne i denne politik er følgende: Ved at mobilisere aktive folkebevægelser i kombination med avanceret forskning, teknik og industri har man i løbet af nogle få årtier udryddet massefattigdommen, i vid udstrækning udlignet de traditionelle forskelle i levevilkår, overvundet den traditionelle utryghed ved sygdom, alderdom og arbejdsløshed gennem et omfattende forsorgssystem, styrket fagbevægelsens retslige stilling i arbejdslivet og åbnet det videregående uddannelsessystem for store folkegrupper.

Velfærdsstatens grundtanke er ikke velgørenhed men retfærdighed: Det moderne industrisamfund frembringer nok produkter til at sikre enhver de grundlæggende goder som indtægt, bolig, tøj og mad, hvis der finder en retmæssig fordeling af goderne sted.

Velfærdsstaten er et produkt af den socialdemokratiske blandingsøkonomi. Den forudsætter statslige indgreb i den kapitalistiske økonomi, men ikke som direkte indgreb i ejendomsforholdet - kun indirekte gennem en progressiv beskatning af indtægter. I denne blandingsøkonomi kolliderer to principper: Det markedskapitalistiske princip om profitstyret produktionsliv og det velfærdsstatslige princip om offentlig garanteret tryghed for enhver.

Velfærdsstaten som blandingsøkonomi er omstridt både på højrefløjen og venstrefløjen. Fra konservativ kant har holdningen til velfærdsstaten været modsætningsfyldt: De har gerne anset velfærdsstaten som en nødvendig offentlig socialisering af udgifterne ved et kapitalistisk erhvervsliv. I Storbritannien gik det konservative parti under ledelse af premierminister Thatcher til gengæld fra slutningen af 1970'erne til angreb på velfærdsstatens «uproduktive» ordninger. Fra socialdemokratisk side har man gerne betragtet velfærdsstaten som den gradvise afskaffelse af klassesamfundet. Socialdemokratiets kritikere på venstrefløjen har til gengæld ofte hævdet, at velfærdsstaten som kapitalismens folkefront ikke har ophævet modsætningen mellem lønarbejde og kapital, men blot mildnet og gjort den mindre tydelig.

I de Skandinaviske velfærdsstater går ca. 20% af bruttonationalproduktet i dag til sundheds- og socialsektoren. I 1960- og 70'erne var væksten i de offentlige udgifter indenfor disse sektorer stærkere end på noget andet område.

Den kapitalistiske krise der slog igennem i 1973-74 har imidlertid udsat velfærdsstaten for et massivt pres. Statsapparatet financieres overordnet gennem fradrag i den merværdiproduktion, der finder sted i samfundet. Med krisens gennemslag pressede kapitalen på for at få reduceret de statslige udgifter, for at undgå et mere drastisk fald i profitterne. I en lang række lande løstes konflikten mellem at reducere fradraget i den samfundsmæssige merværdimasse og ønsket om at fastholde velfærdsstaten ved at øge den offentlige låntagning - i tiltro til at krisen ville være forbigående. Gennem 1980'erne og 90'erne accelererede den offentlige låntagning derfor, således at f.eks. den danske stat i midten af 90'erne havde en gæld svarende til 67% af bruttonationalproduktet, mens gælden i f.eks. Belgien var over 100%.

Låntagning som middel til at financiere velfærdsstaten er imidlertid kortsigtet. Det løser ikke den grundlæggende konflikt og kan ikke fortsætte i uendelighed, da renter og afdrag på gælder vil optage en stigende del af statens udgifter. Velfærdsstaterne står derfor i dag næsten alle i konflikten mellem at inddrage en større del af merværdimassen - hvilket borgerskabet blankt afviser - eller gennemføre yderligere nedskæringer i de velfærdsstatslige ydelser. I den forstand er f.eks. den danske regerings forringelse af efterlønsordningen og den stadige udhuling af folkepensionen blot udtryk for, at de brede masser aktuelt trækker det korteste strå i velfærdsstatens konflikt. Men beslutningerne er klart politiske og kunne falde anderledes ud.

R.S.