|
|
|
Agitation er en politisk påvirkningsmåde, der fortrinsvis foregår mundtligt. Det
bruges gerne, når et politisk budskab formidles enkelt og i en sådan form, at modtageren
følelsesmæssigt rives med.
|
| Agitation i neutraliseret form; En original, fra Hyde Park Corner i
London, verdens frieste og mest ufarlige talerstol. |
God klassisk agitation er f.eks. en kort tale om et afgrænset emne, hvor taleren,
eller agitatoren, tager udgangspunkt i et konkret og oprørene eksempel, som tilhørerne
genkender, for derefter at udpege hvem der er skurk og hvem der er helt, og endelig
afslutningsvis at lade det hele kulminere i en flammende opfordring til handling. I
dagligdags sprogbrug adskiller det beslægtede begreb propaganda
sig fra agitation ved, at propaganda ofte benyttes som en fællesbetegnelse for alt
påvirkningsmateriale, som en organisation, et parti, en institution
eller en stat producerer. Desuden betegnes skriftlig
påvirkningsmateriale gerne som propaganda, men sjældent som agitation.
I arbejderbevægelsen har agitation spillet en stor
rolle. Pleckhanov definerede agitation
som at: «fremlægge en eller nogle få ideer for en folkemasse.» I modsætning til dette
var propaganda at give én eller flere personer mange ideer. Lenin forsvarede dette
skelnen og understregede, at agitatorens form er levende tale om én ide til tusinder,
mens propagandisten opererer skriftligt med mange ideer til langt færre - i
størrelsesordenen nogle hundrede. Denne skelnen mellem formidlingsformer for at få «én
ide» og «mange ideer» frem, er frugtbar i udviklingen af politikkens metoder. Alligevel
er det er tvivlsomt, om de to begreber i dag er dækkende for denne skelnen. I politisk
sammenhæng er det også meget problematisk at insistere på, at det fortrinsvis er
agitation i leninistisk forstand, der egner sig bedst for masserne. Formidling af politisk indsigt, information og opfordring
til handling bør være af en sådan karakter, at denne skelnen mellem formidlingsform for
de få og de mange udviskes. Sammensmeltningen af «elitens» og folkets politiske bevidsthed er en
forudsætning for udviklingen af en social blok, der kan blive en sejrende kraft.
Forenklet agitation kan i et sådant perspektiv blot bidrage til at cementere skellet
mellem eliten og masserne, og derfor modvirke den nødvendige sammensmeltning.
S.Han.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82) |