Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Faglært arbejde  .  Bygningsarbejder  .  Murer
   .  Kultur  .  Litteratur
     .  Journalistik
   .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Pædagogik  .  Undervisning
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 2/10 2005
Læst af: 183.845
: :
Nexø, Martin Andersen
Martin Andersen Nexø
Martin Andersen Nexø

Nexø (1869-1954), dansk forfatter. Martin Andersen Nexø står som den centrale skikkelse i dansk litteraturs «sociale gennembrud», og han opnåede desuden - især gennem to af sine hovedværker, Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn - international berømmelse.

Barndom og ungdom

Nexøs barndom og ungdom udgjorde en uudtømmelig erindringskilde for hans senere digtning. Han blev født den 26. juni 1869 i et af de fattigste kvarterer på Christianshavn som det fjerde af ti børn og blev døbt Martin Andersen - kunstnernavnet Nexø antog han i 1894. Han var tæt knyttet til sin mor, som han tilegnede Ditte Menneskebarn. I 1877 flyttede familien pga. arbejdsløshed fra København til Nexø, idet faderen var bornholmer. Som dreng havde han en lykkelig tid som vogterdreng, og som femtenårig kom han i skomagerlære i Rønne.

Allerede i læretiden begyndte den begavede skomagerlærling at se sig om efter en mulighed for at forlade det legemlige arbejde. Han nærede litterære interesser, som han dyrkede dels sammen med barndomsvennen, den senere forfatter Jacob Hansen, dels i miljøet omkring Rønne Højskoleforening.

Det store spring fra håndens til åndens arbejde blev muliggjort gennem ophold på Østermarie Højskole 1890-91 og Askov udvidede Højskole 1891-93. Hos Mathilde Molbech, enke efter digteren Chr. K.F. Molbech, fandt han et hjem i Askov. Efter endt højskoleophold fik han arbejde som lærer på forskellige grundtvigske skoler (1893-1901). Han vedkendte sig senere gennem alle skiftende ideologiske forhold sin taknemlighed overfor den gamle grundtvigianisme og sin beundring for N.F.S. Grundtvig, «den mest fremsynte Aand, Danmark har frembragt» (1923).

Nexø debuterede den 10. juli 1893 med en avisartikel om St. Hansaften paa Bornholm. Allerede her præsenteres to temaer, som senere skulle gå gennem hele forfatterskabet: Almuens lykkedrøm og kvinden som kultur- og livsbærer. Begge temaer udfoldes tragisk i novellen Lotterisvensken, som indgik i debut-bogen Skygger (1898). I sine første digte og prosaforsøg, bl.a. en serie friske rejseskildringer fra en rekonvalescensrejse i Italien og Spanien 1894-96, søgte Nexø med vekslende held at etablere poetisk sammenhæng mellem to tilværelsesaspekter: Et erobrende og udvidende, i hans bevidsthed mandligt aspekt, og et opretholdende og omsorgsmæssigt, i hans bevidsthed kvindeligt og især moderligt aspekt.

Ungdomsforfatterskabet

Frem til 1905 skrev han sig med titanisk energi igennem en række tidstypiske litterære temaer, tendenser og stilarter. På syv år udgav han foruden journalistik og digte otte bøger: novellesamlingerne Skygger og Muldskud (første og anden samling 1900 og 1905), romanerne Det bødes derfor - (1899), En Moder (1900), Familien Frank (1901) og Dryss (1902) samt rejseskildringen Soldage (1903). I 1890'emes København kom han under indflydelse af radikalismen; en Nietzsche-præget individualisme mærkes både i fortællingerne og romanerne.

I artikler og noveller om spansk og dansk almue viste han, at «Fattigdommen er international». Den sydlige underklasse beskrives som et udbyttet, men ubekymret og lyshigede fællesskab, mens den danske (ikke mindst den bornholmske) almue skildres gennem sine stærke originaler, der som «muldskud» sender bud op om uberegnelige kræfter i dybet.

Romanerne var vægtige bidrag til sædelighedsfejdens genopblussen i 1890'erne; handlingerne udspiller sig oftest i borgerlige miljøer og skildrer den vanskelige kærlighed. Nexø studerede her den mandlige lykkedrøm så at sige med negativt fortegn: den «maskuline» idealitet og erobrertrang synes hjemløs, romanernes ideale familie består nærmest udelukkende af stærke, frigjorte kvinder, mens mændene oftest virker degenererede eller forkomne.

Men da han i 1902-03 igen rejste til Syden, gjorde mødet med den anarkistiske almue i Andalusien stærkt indtryk på ham. Hans livssyn og forfatterskab antog en lysere karakter, og i Soldage præsenterer Nexø omsider sine læsere for et mandligt ideal: Den ukendte anarkist «Alfonso M.» (der er et vellignende portræt af en virkelig figur), som i «hæftig Glæde» er «rede til at ofre sit Liv for den ny Lykketid» vil sikkert blive skudt ned; alligevel er han ved sin menneskelige lødighed og heroiske helstøbthed «et Forbillede, et helt Menneske». Soldage, som stilistisk har karakter af symbolistisk dannelsesroman, markerer overgangen til Nexøs modne forfatterskab.

De store romaner

Efter mange års forberedelse udkom 1906-10 Pelle Erobreren. Gennem fire bind følger vi indvandrerdrengen Pelle på den klassiske vandring fra land til by i søgen efter lykken. Her lykkes det - gennem en lys syntese af anarkistiske, socialistiske og grundtvigske visioner - for Nexø at få skabt sammenhæng mellem det åndeligt-heroiske, politiske og det nære, kropsligt-materielle, mellem de erobrende og de opretholdende kræfter.

Ditte Menneskebarn udkom i fem bind 1917-21. Verdenskrigens udbrud ligger imellem, og tonen er mørkere. Gennem skildringen af proletarpigen Dittes korte og lidelsesfulde liv rettes der en glødende anklage mod det samfund, der ikke formår at værne om sine menneskelige ressourcer. Den værgeløse pige Ditte er underklassens offerskikkelse, «Smertens Moder». Nexø vender her drømmen om en syntese mellem de erobrende og det opretholdende kræfter om og viser tragedien ved dens manglende indfrielse.

Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn indoptager elementer fra ældre litterære former som bibelhistorie, folkeeventyr og helteepos såvel som fra dansk naturalisme (Pelle Erobreren bærer tilegnelsen «Til Mesteren Henrik Pontoppidan»), russisk realisme (ikke mindst Dostojevskij) og avancerede højlitterære former som impressionisme og symbolisme. De to romaner er ofte blevet regnet for skoleeksempler på «socialistisk realisme».

Romanen Midt i en Jærntid I-II (1929) kritiserede den danske bondestands kapitalspekulation under verdenskrigen og knyttede forbindelse mellem den gamle grundtvigianisme og socialismen.

Efterslæt

Foruden flere novellesamlinger m.v. leverede Nexø i sin alderdom et nyt hovedværk med fire bind erindringer (1932-39) om sin opvækst og tilblivelse som digter: Et lille Kræ, Under aaben Himmel, For Lud og koldt Vand og Vejs Ende. Hans digteriske ansvarlighed og politiske engagement udspringer af taknemlighed overfor det han modtog tidligt, navnlig fra kvinder. Svagere står de tre «erindringsromaner» om Morten hin Røde (1945-57).

Politisk virke

Der var ikke meget i Nexøs ungdomsforfatterskab, der kunne angive, at han i en moden alder skulle blive en internationalt berømt proletarforfatter og socialist. Først efter udgivelsen af Pelle Erobreren tilsluttede han sig - i en alder af 41 år - den politiske arbejderbevægelse, fra 1910 som socialdemokrat, fra 1918 som kommunist. I rejsebøgerne Mod Dagningen (1923) og To Verdener (1934) skildres den russiske revolution som indfrielsen af underklassens lykkedrøm.

Pelle Erobreren blev taget til hjertet, først af de danske, så af de tyske arbejdere. Romanen gik som føljeton i det tyske socialdemokratis centralorgan Vorvärts, Berlin, fra 1911 - og sideløbende hermed i ca. 60 andre tysksprogede arbejderblade. Herfra bredte romanens berømmelse sig til hele Verden, hvor den - og senere Ditte Menneskebarn - skaffede ham en international platform for politisk virke.

Han blev medgrundlægger af DKP og tilsluttede sig efter sin flytning til Tyskland i 1923 KPD, men stod så i en årrække udenfor partierne. I 1937 genindtrådte han i DKP og var fra 1938 til sin død medlem af partiets centralkomite. Han var i 1930'erne en fremtrædende skikkelse i den internationale anti-fascistiske bevægelse. Under Den spanske Borgerkrig blev et anti-fascistisk kompagni opkaldt efter ham. I 1941 fængsledes han som kommunist, flygtede senere til Sverige og rejste derfra til Sovjetunionen, hvorfra han talte i Moskvas radiosender til det besatte Danmark og Norge. Efter befrielsen engagerede han sig i internationalt fredsarbejde og flyttede i 1951, under den kolde krig, til Dresden i DDR, hvor han udnævntes til byens æresborger.

Nexø døde den 1. juni 1954 og ligger begravet på Assistens Kirkegård i København.

Alle Nexøs værker er oversat og hans samlede værker udkommet på tysk og russisk. Ditte Menneskebarns tre første bind filmatiseredes 1946 af Astrid og Bjarne Henning-Jensen, Pelle Erobrerens første bind af Christian Steinke til DDRs fjernsyn 1985 og af Bille August 1987. Nexøs barndomshjem i Ferskesøstræde i Nexø åbnede 1990 som museum (i dag «Andersen Nexø Hus»), og i 1996 udnævntes han posthumt til sin barndomsbys æresborger. Med oversættelser, nogle af dem i meget store oplag, til mere end 25 forskellige sprog er Pelle Erobreren - næst efter H.C. Andersens eventyr - fortsat det mest udbredte danske digterværk i Verden, og nyudgivelser og nyoversættelser af flere af Nexøs bøger foretages til stadighed.

H.Y.