Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab
    .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
2007.06.19Fuld omskrivning af opslaget
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 19/6 2007
Ansvarlig redaktion: Filosofi
Læst af: 95.928
: :
Hermeneutik

Hermeneutik kommer af det græske ord «hermeneuein», der betyder: fortolke, forklare, oversætte. Hermeneutik er en fortolkende forståelse eller udlægning. Navnet hænger sammen med den græske gud Hermes, der var gudernes sendebud. Dette hverv betød, at han ikke blot skulle meddele, hvad guderne sagde, men han måtte oversætte fra gudernes sprog til menneskenes. En kuriøs, men vigtig, detalje er her, at Hermes som sendebud ikke måtte lyve, men han kunne ikke love altid at fortælle den fulde sandhed. Dvs. oversættelse rummer altid principielle problemer.

Fortolkningskunst har altid gjort sig gældende både af naturens fænomener og af kulturens centrale tekster, det være sig f.eks. Homer, romerretten eller Bibelen. I den moderne tid siden Renæssancen bliver fortolkning af naturen underlagt den moderne naturvidenskabs autoritet. På kulturens område derimod åbnes der for en række forskellige strategier. Der kan således tales om filologisk, teologisk, juridisk og litterær hermeneutik, der alle kommer til at beskæftige sig med kildekritik og udlægning af tekster.

Som navn på en mere specifik diskussion dukker hermeneutik op i midten af det 17. århundrede (der kan ses bort fra ældre skrifter som f.eks. Aristoteles' Peri hermeneias (De interpretatione), der omhandler sætninger), men først med F.D.E. Schleiermacher (1768-1834) begynder udformningen af den moderne hermeneutik. Han betragter ikke teksten som en, der bærer vidnesbyrd om en sandhed, som det er kendetegnende for ældre tiders forhold til tekster, men som forfattet af en person i en bestemt tid. Derfor må forfatterens liv og historiske periode tages i betragtning, og man må som læser leve sig ind i forfatterens liv.

Schleiermacher anvender her en gammel retorisk figur, nemlig forståelsens cirkularitet: at man forstår delen ud fra helheden og helheden ud fra delen. Dette bliver kendt som den hermeneutiske cirkel. Teksten forstås som en del af og ud fra forfatterens samlede værk, lige som forfatterskabet må forstås på baggrund af de enkelte værker. Idealet er, at man til slut opnår en forståelse, der er mere omfattende end den, forfatteren havde, da man netop står på afstand og kan danne sig overblik og se sammenhænge, forfatteren i situationen ikke kan overskue.

I løbet af det 20. århundrede udvikledes en egentlig filosofisk hermeneutik, dvs. interessefeltet udvides fra fortolkning af tekster til at se menneskets forhold til verden som grundlæggende fortolkende. Det er verden, der fortolkes.

En afgørende skikkelse er her Martin Heidegger (1889-1976). I opposition til den moderne filosofis fremherskende ideal om at erkendelse sikres ved at træde ud af sammenhænge for at kunne beskrive dem på en neutral og objektiv måde, så understreger han, at vi altid er deltagere de i sammenhænge, og at de rummer en bestemt betydning for os, som er afgørende for, hvordan vi beskriver noget. Verden betyder ikke mængden af de ting, der omgiver os, og som kan blive genstand for betragtning og erkendelse. Verden er ikke mængden af ting omkring os, men den er vores forståelse af dem. Den forståelse står ikke på en neutral grund, men er altid involveret i sammenhænge, som allerede har en betydning for os.

Således befinder vi os altid på en bestemt måde, der hænger sammen med de omstændigheder, vi er involveret i. Disse vil vi prøve at udlægge, og den udlægning søger vi at artikulere i forskellige former, mest prægnant i sproget. Den menneskelige eksistens viser sig her som tidslig, idet det fortidige er bestemmende for, hvorledes vi aktuelt befinder os, og hvordan vi udlægger det. Det har igen betydning for hvilke fremtidige handlinger, vi kan iværksætte.

Den hermeneutiske cirkel er dermed blevet til en ontologisk cirkel: Forholdet mellem del og helhed angår ikke længere den konkrete tekst og forfatterskabet/forfatterens verden. Det angår vores forhold til virkeligheden. Menneskets eksistens er da fortolkende – hvilket kan ses at have baggrund i Nietzsches «viljen til magt», som betyder at få magt over tilværelsen ved at fortolke den. Hvor hermeneutikken her bliver filosofisk, drejer det sig ikke om fortolkning af tekster, men om fortolkning af tilværelsen og vores forhold til verden.

Hovedværket for den filosofiske hermeneutik er Sandhed og metode fra 1960 af Hans-Georg Gadamer (1900-2002). Værkets titel hentyder til, at en sand forståelse af tekst, kunst og situationer ikke lader sig give ved metoder. Det er først og fremmest vendt mod den ældre hermeneutiks idealer om metoder for fortolkning; trods værkets universelle hensigt mht. den menneskelige forståelse rummer det ingen kritik af naturvidenskabernes metoder. Naturvidenskaben vil kunne ses som en bestemt tolkning af naturen, og hermeneutikken vil ikke bestride dens sandhed inden for den tolkning. Derimod er det en hermeneutisk sag at diskutere fremkomsten af netop den tolkning af naturen og dens kulturelle betydning.

For Gadamers filosofiske hermeneutik drejer det sig først og fremmest om tolkning af en sag. De forskellige tekster, kunstværker osv. ses som tolkninger af sagen, og interessen angår at forstå sagen, der kommer til syne (kommer til orde) i tolkningerne. Hvor det hermeneutiske arbejde begynder er, hvor de tolkninger giver vanskeligheder – hvor vi ikke umiddelbart forstår dem. De fleste daglige situationer og samtaler forstår vi uden problemer, og de er uden for hermeneutikkens interesse. Den begynder først, hvor der er vanskeligheder med forståelsen, f.eks. fordi vi står over for en tolkning, der stammer fra en anden tid, eller en anden kultur. Udgangspunktet er ikke, at det andet er uforståeligt, men at det er vanskeligt at forstå, og baggrunden er, at vi allerede har en forståelse, der blot ikke slår til. En betingelse for vores forståelse er, at vi altid har en forståelse på forhånd. Vi er i udgangspunktet deltagere i et forståelsesfællesskab. Alene det at vi kan tale sammen peger på, at vi allerede har en fælles forståelse. Den gør, at vi møder noget med bestemte fordomme. Fordomme er altså ikke personlige idiosynkrasier, men en bestemt forståelse af verden, som får os til at afsige bestemte domme om det, vi møder. Fordomme er produktive, vi kan ikke møde noget uden forudsætninger, dvs. uden en baggrund, som vi kan vurdere, hvad noget er, ud fra.

Ved fortolkningen af noget har vi altid en bestemt forventning om, hvad det betyder – vi har en forforståelse. Hvis den ikke slår til, kan vi spørge til, hvad det betyder, dvs. vi sætter vores forståelse på spil og lære nyt. En tommelfingerregel for hermeneutikken er, at det, vi vil forstå, må ses som svar på spørgsmål, og for at forstå en sag, må vi lede efter det eller de spørgsmål, som den er svar på. Vanskeligheder med forståelse skyldes ofte, at vi ikke ser forklaringer som forklaringer på bestemte spørgsmål, men at vi forbinder dem med vores egne problemer, der rejser helst andre spørgsmål. Vi tror måske, at den ældre tekst ironiserer over moralske regler, som vi ofte selv ville gøre det i vores forståelse af moral, mens den i virkeligheden måske tager dem som seriøse svar på forhold i livet.

Forståelsen bringer vi i anvendelse, men dermed bliver den også en del af vores fremtidige fordomme, der bestemmer, hvilke vanskeligheder med forståelse der opstår næste gang osv. En tolkning har en virkningshistorie, dvs. den vil for en tid sætte dagsordenen for fortolkninger. F.eks. rummer Shakespeares «Romeo og Julie» en tolkning af kærligheden, som præger tiden efter. Hver tid må læse sine klassikere, og i takt med at vores forståelse af fx kærligheden ændrer sig, vil vores læsning også ændre sig. Klassikere er da dem, der bliver ved at have noget at sige os om sagen, og virkningshistorien af f.eks. «Romeo og Julie» er det præg, værket har sat på forskellige tiders opfattelse af kærligheden.

Hermeneutikken har for generationen efter Sandhed og metode stået stærkt i tysk sammenhæng. Her findes den bl.a. udviklet i en skeptisk retning af Odo Marquard (1928- ). I Frankrig er en central skikkelse Paul Ricœur (1913-2005), i Italien Luigi Pareyson (1918-91). Hans elev Gianni Vattimo (1936- ) betragter hermeneutikken som et fælles træk ved størstedelen af den aktuelle filosofi og taler for nødvendigheden af at radikalisere hermeneutikken til en «svag tænkning», der øger opmærksomheden på vores forståelses tilblivelse for at kunne svække de forskellige begrebers greb om vores aktuelle forståelse.

En ofte fremført kritik af hermeneutikken er af dens konservatisme. Betoningen af traditionen som vigtig synes også at rumme en overdreven respekt for den og manglende muligheder for kritik og angivelse af nye veje.

En længere diskussion udfoldede sig mellem Gadamer og Habermas. Habermas ser filosofiens rolle som terapeuten, der skal få klienten til at gennemskue sine skjulte og fortrængte motiver, f.eks. de traditioner der fastholder bestemte magtstrukturer. Gadamers svar er her, at når terapeut og patient (filosof og borger) forlader den terapeutiske samtale, er de begge deltagere i det samme fællesskab, dvs. de deler samme betingelser for forståelse og har fælles baggrund. Gadamer afviser Habermas' ideal om, at kunne gennemskue vores kulturelle og sociale betingelser som sådan. For hermeneutikken kan vi kun gennemskue i brudstykker – og hvad vi fokuserer på er netop med forudsætning i vores baggrund. Vores forståelse er indlejret i vores sprog i bredeste forstand, for hermeneutikken taler f.eks. også kunsten sit sprog. Vi kan netop ikke træde ud af sproget for at komme fri af dets indhold, for al forståelse er sproglig, og den må altid begynde i, at vi deler et forståelsesfællesskab.

C.Fr.

Litteratur

Gadamer: Sandhed og metode
Jesper Gulddal og Martin Møller (red.): Hermeneutik
Vagn Andersen: Filosofisk hermeneutik i Bukdahl (red.) Filosofien efter Hegel (s. 224-259)
Jørgen Hass: Tradition og fornuft. Gadamers teori om forståelsens historiskhed i Filosofiske studier 3/1980, s. 33-61.
Symposion
1/79 – temanummer om hermeneutik