Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 10.261
: :
Forebyggende sundhedsarbejde
Left
Rocks
2019-07-09 07:29

Forebyggende sundhedsarbejde er det mest omtalte og mindst udviklede arbejdsområde indenfor moderne medicin. Fra at være et almenmenneskeligt eller et strengt administrativt-politisk anliggende, er det forebyggende sundhedsarbejde de sidste 100-150 år blevet medicinens og sundhedsvæsenets ansvarsområde. De metoder som benyttes i dag er mellem 50 og 100 år gamle og har i princippet ikke forandret sig stort siden de blev udviklet, på trods af at den samfundsmæssige og sundhedsmæssige situation er en helt anden.

Man kan skelne mellem forskellige faser i det forebyggende sundhedsarbejdes historie. I antikken og middelalderen var det en del af den almindelige livskunst, raffineret og udviklet af og for antikkens byborgere og middelalderens adel og præsteskab. I 1700-tallet blev forebyggende sundhedsarbejde et offentlig anliggende, samtidig med at det udviklede sig som et selvstændig fagområde, adskilt fra både den øvrige medicin og fra den almindelige kultur. Forebyggende sundhedsarbejde blev en del af statsmandskunsten. Dette var mest udpræget i Centraleuropa. Stormagtspolitikken, militarismen og den gryende kapitalisme øgede behovet for en slagkraftig hær og en sund, arbejdsfør befolkning. Fra denne periode stammer de store systemer med overvågning af befolkningens sundhed fra vugge til grav. Der var tale om et storslagent socialpolitisk projekt, men endnu uden det tekniske og fagorienterede præg dette arbejde fik fra midten af 1800-tallet.

Stikordene for den følgende fase er industrialisering, stigende proletarisering og byudvikling. Bekymringen for befolkningens sundhed var ikke længere monarkens men borgerskabets. De stigende sundhedsproblemer i befolkningen truede ikke kun produktionen, men - under de store epidemier - også borgerskabet selv. Det forebyggende sundhedsarbejde indoptog datidens mest fremskredne anvendte videnskab: ingeniørvidenskaben. Problemerne omkring renovation, vandforsyning og fødevarekontrol kom i højsædet; arbejdet blev næsten udelukkende koncentreret om infektionssygdommene. Med udviklingen af bakteriologien og vaccinationsteknikkerne var det samlede faglige grundlag lagt for den moderne sundhedslovgivning. Denne lovgivning udvikledes i Europa i sidste halvdel af 1800-tallet og var primært rettet mod at forebygge og forhindre spredningen af smitsomme sygdomme. Dermed var det forebyggende sundhedsarbejde blevet til forebyggende medicin.

Det forebyggende sundhedsarbejde er i dag reguleret af et konglomerat af love, som hver for sig berører forskellige delområder. Udover de love som berører medicinske forhold i mere snæver forstand, er det også naturligt at inkludere dele af lovværket, som ellers står medicinen fjernt, men som ikke desto mindre har stor betydning for folkesundheden - f.eks. bygningsreglementerne, arbejdsmiljøloven, osv. Tilsvarende omfatter det forebyggende sundhedsarbejde - selv på kommunalt niveau - en række etater og institutioner: distrikts- og statslæger, sundhedsplejersker, kommuneingeniører, dyrlæger, arbejdstilsyn osv. På amts- og statsniveau øges både størrelsen og antallet af instanser, hvilket får arbejdets præg af mangel på sammenhængende organisering til at træde endnu tydeligere frem.

Kernen i den del af det forebyggende sundhedsarbejde som i dag falder ind under sundhedsvæsenets ansvarsområde, udgøres af et begrænset antal virksomheder: 1. Kontrol af drikkevand, renovation, fødevarer og visse former for forurening, 2. Skolesundhedstjenesten og bedriftssundhedstjenesten, 3. Forskellige former for sundhedsoplysning.

Hovedvægten i dette arbejde er snarere rettet mod gårsdagens end mod nutidens aktuelle problemer. Dette gælder både de problemområder man er optaget af, og de arbejdsmodeller der bliver brugt. Arbejdet er fortsat præget af det bakteriologiske tankesæt og kampen mod infektionssygdommene. I dette arbejde har den teknisk-naturvidenskabelige model været effektiv. Modellens kendetegn har været at rette sig mod enkeltfænomener og at afgrænse sig mod mere omfattende samfundsmæssige problemstillinger.

Men det karakteristiske ved vore dages sundhedsproblemer er, at de både har en sammensat karakter, og at de er nøje knyttet sammen med en bestemt samfundsform og levemåde. Det er ikke længere først og fremmest bakterierne, som truer os, men miljøgifte, maden vi spiser, trafikken, rygningen, alkoholen og manglende eller forkert fysisk aktivitet. Løsningen på disse problemer ligger ikke uden videre indenfor medicinens eller sundhedsvæsenets domæne. De kan erkendes indenfor disse domæner, men forståelsen af årsager og mulighederne for forebyggelse kræver mere end et enkelt fagområde kan præstere. Det er samtidig vanskelig at forestille sig effektive løsninger uden drastiske ændringer i de grundlæggende samfundsmæssige forhold.

Når det forebyggende sundhedsarbejde i et kapitalistisk samfund er spredt til en række fagområder og instanser, afslører dette et karakteristisk træk ved selve sagen: Det er ikke og må ikke være en opgave for en enkelt sektor. Når arbejdet udformes på denne måde - uden en samlende målsætning og plan - bliver resultatet punktaktiviteter, som hindrer en forståelse for fænomenernes indre sammenhæng. Det giver en falsk følelse af, at der trods alt bliver gjort meget. Og man kan altid afvæbne en radikal kritik med henvisning til, at det altid findes en eller anden ansvarlig instans, som arbejder med problemerne.

T.I.R.