Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA! STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER! I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza, har iflg. EuroMed myrdet over 20.000 civile (heraf 9.000 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne. Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne. Israel har siden 7/10 kastet 30.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2 mio. på flugt. Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 10 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR). FN's Generalforsamling krævede 27/10 øjeblikkelig humanitær våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 120 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 12 andre lande stemte for fortsat folkemord. 45 lande, deriblandt Danmark undlod at stemme. De støtter også Israels fortsatte folkemord i Gaza. FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige i folkemordet jvf. 4. Genevekonvention. Israel + USA + EU = Folkemord Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Frantz Fanon

Fanon (1925-61), født i Martinique, Vestindien, men hans revolutionære arbejde og forfatterskab er knyttet til Algeriet og Afrika.

Fanon voksede op indenfor den sorte middelklasse, og uddannede sig senere som psykiater i Paris. Under opholdet i Frankrig blev han nært knyttet til Sartre og den eksistentialistiske/dialektiske filosofi. Efter at have været overlæge på et hospital i Algeriet, tilsluttede han sig i 1954 den nationale befrielsesbevægelse, FLN. Fanon havde mange vigtige poster indenfor FLN, bl.a. som redaktør for «El Moudjahid» og som FLN-eksilregeringens ambassadør i Ghana. Under en kraftanstrengelse lige før han døde af blodkræft i 1961, kun 36 år gammel, afsluttede han sit hovedværk «Jordens fordømte». Fanons verdensomspændende betydning som forfatter og revolutionær inspirator, har i høj grad sammenhæng med masseudbredelsen af denne bog. Udenfor Afrika har indflydelsen været særlig stor indenfor Black Power-bevægelsen i USA i 1960'erne. I Fanons forfatterskab er der en klar udvikling i emnevalg fra kolonialismens fremtrædelsesformer - ikke mindst gennem faglige studier af racistisk indoktrinering og kulturel/psykisk undertrykkelse - til analysen af de økonomiske drivkræfter bag kolonisystemet, befrielseskampens strategi og den formelle afkoloniserings utilstrækkelighed. Centralt står Fanons påvisning af kolonialismen som et totalt voldssystem, som grundlæggende kun kan omstødes gennem en voldelig kamp. En sådan kamp har også konsekvenser for befrielsen på det mere individuelle plan; «den fjerner den indfødtes mindreværdskompleks, hans passive indstilling præget af håbløshed». Fanon blev beskyldt for voldsromantik af dem som ikke støttede den algierske befrielseskamp, men han understregede, at vold ikke var noget mål i sig selv, men et nødvendig instrument for at omstyrte et undertrykkende og umenneskelig kolonisystem.

Fanons bidrag til debatten om revolutionær strategi, har et stærkt populistisk antræk. I «Jordens fordømte» er der en nærmest religiøs lovprisning af bøndernes revolutionære kraft, med en tilsvarende afvisning af byproletariatet som et korrumperet arbejderaristokrati. Det er et forsøg på at give de algierske erfaringer almen gyldighed, trods de grundlæggende forskelle som eksisterer mellem jordløse bønder i et sådant samfund med udenlandske godsejere, og et mere almindeligt afrikanske mønster med småbønder, som har kollektiv brugsret til jord gennem landsbysamfund. I sin klasseanalyse ser Fanon desuden ud til at forveksle det egentlige proletariat - f.eks. industri- og havnearbejdere - med tjenestefolk, som er nærmere det koloniale småborgerskab - kontorister, taxachauffører o.l.

Selv om Fanon fra marxistisk hold er kritiseret for at tale mere i mytiske termer om folket og bønderne end om parti, stat og klasse, er der bred tilslutning til hans skarpsindige og profetiske beskrivelse af den «falske afkolonisering» omkring 1960. Det er et underudviklet borgerskab, som her overtager taburetterne, og «som i sin stræberagtige selvbeundring har været overbevist om, at det med fordel kan erstatte det europæiske borgerskab. Men når det er kommet godt på plads og skal forvalte uafhængigheden, opdager det, at det står med ryggen mod muren, hvorefter det bliver grebet af panik og bønfalder det forhenværende moderland om hjælp». Fanon har i denne del af sit forfatterskab leveret både en ramme for teoretisk forståelse og et inspirerende politisk grundlag for de kræfter som arbejder for en reel befrielse, i overbevisningen om at «udbytningen kan have både et afrikansk og et arabisk ansigt».

T.L.E.