Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Italien
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 6/2 2011
Læst af: 4.742
: :
Preti, Giulio

Giulio Preti (1911-1972), italiensk filosof, født i Pavia. I løbet af sin akademiske uddannelse på Pavias Universitet blev Preti venner med Enzo Paci, som førte ham ind i Milanos kreds af kunstnere og humanister. Kredsen fulgte Antonio Banfis spor, som i 1940’erne grundlagde tidsskriftet Studi filosofici (Filosofiske studier), og var den vigtigste fortaler for en grundlæggende fornyelse af den italienske filosofiske kultur. Som medlem af kredsen involverede Preti sig i det italienske kommunistiske partis aktiviteter og på grund af sin deltagelse i den italienske modstandsbevægelse, blev han arresteret af det fascistiske regime i 1944. Efter Anden Verdenskrig blev han dog særdeles kritisk over for den parlamentariske og moderate drejning af det nationale kommunistiske parti. Preti underviste på nogle gymnasier i Pavia og Milano. I disse byer fik han også sin første akademiske stilling i 1950. I 1954 kom han til universitetet i Firenze, på institut for pædagogik, hvor han underviste frem til sin død i 1972. Preti døde i Djerba under en rejse i Tunesien.

 Ledemotivet i Pretis filosofiske undersøgelser er en søgen efter en ny rationalitet, som er i stand til at etablere en sand demokratisk kultur. Hans første arbejder (artikler og anmeldelser udgivet i Studi filosofici fra sidste halvdel af 1930’erne) behandlede de vigtigste filosofiske ideer, som var i omløb i den europæiske og amerikanske filosofiske kultur. Målet for disse studier var at lave en syntese af de to kulturer for at trænge ind i den italienske tænkning og indefra ændre denne. På dette tidspunkt var den italienske tænkning hovedsageligt domineret af Giovanni Gentiles neo-idealisme – en tænkning som fandt sit udtryk i Benito Mussolinis regime – og af de strømninger, som var inspireret heraf. Petris arbejder fra denne periode er fulde af kritiske refleksioner over de svage punkter i neo-idealismen såvel som dybe overvejelser over arven fra den hegelske idealisme og den filosofiske marxisme. Denne interesse, som førte til udgivelsen af Fenomenologia del valore (Værdiens fænomenologi, 1942) og Idealismo e positivismo (Idealisme og positivisme, 1943), hænger sammen med hans interesse for grundidéerne i Husserls fænomenologi, for Natorp og Cassirers neo-kantianske tænkning og for ændringerne af den logiske empirisme – ændringer som skyldtes udviklingen i Carnaps arbejde og mødet med den amerikanske pragmatisme, særligt den af Deweys

Dette forsøg på syntese blev forfulgt på en mere systematisk måde i værket Praxis ed empirismo (Praksis og empiri, 1957), der havde til formål at lade filosofien spille en rolle i den offentlige debat. Preti var fuld og fast overbevist om, at der ingen forskel var mellem theoria og praxis, mellem det at vide og handle – i det mindste ikke den forskel som mange dogmatiske doktriner erklærer, når de adskiller den teoretiske og den praktiske side af viden. I følge en sådan sondring ville filosofi kun tilhøre den teoretiske side, mens den praktiske side ville være noget uvedkommende, efterfølgende eller underordnet. I stedet mente Preti, at det at vide eller fortolke altid er handling og ændring, og følgelig kan filosofi ikke være andet end en praksisfilosofi (som vist af den unge Marx og Deweys teori).

Den måde filosofi påvirker og forandrer verden, er i følge Preti kultur, dvs. menneskelige aktiviteter, såsom videnskab, politik, kunst osv. Hvis filosofien ønsker at forandre verden, må den altså producere en bestemt kultur. Denne kultur skal være en demokratisk kultur: offentlig og åben for alle og ikke en esoterisk én af slagsen. Derfor kan den ikke være baseret på en dogmatisk eller en meta-historisk viden. Kulturen kan heller ikke baseres på én særlig myndighed, der kan definere sandheder og værdier. Ved enerådigt at have tilgang til det politiske system, ville en sådan myndighed forsøge at dele kulturen kun med de privilegerede få. Den demokratiske kultur er derimod en viden, som med sikkerhed skal være universel – i betydningen af at være delt i samfundet – men som samtidig afspejler enhvers ret til kritik. Den består således af en mængde sandheder og værdier, ikke blot for alle og enhver, men først og fremmest for ’mig’, altså for ethvert historisk kødeligt menneske. For at dette kan lykkes, skal disse sandheder og værdier konstrueres fra bestemmelser, som er frit accepteret af fællesskabet. På denne måde vil ethvert individ, ved at deltage i den offentlige debat, bidrage til opbygningen af den demokratiske kultur.

I følge Preti er det er muligt at realisere dette ideal, hvis vi deler en nøjagtig rationalitetsmodel. Det vil sige en rationalitet, som er givet af den videnskabelige rationalitet, der består af den samlede mængde af de aktiviteter udvalgt gennem forsøg og fejl i løbet af menneskets historie, som i sidste ende frembragte den mest pålidelige rationalitetsmodel. Dette er en idé, Preti arbejder med i en stor mængde artikler om filosofihistorie og videnskabshistorie, som han skrev i sin levetid, og som sidenhen er blevet udvalgt og offentliggjort i de to posthumt udgivne bind med titlen Saggi filosofici (Filosofiske essays, 1976). Udbyttet af denne rationalitetsmodel ligger i den kendsgerning, at den producerer en viden, som er fælles, som er udtrykt i offentlige diskussioner, og som rummer kriterierne for at afslutte stridigheder. Den demokratiske kultur, som filosofien skal producere, er derfor en videnskabelig kultur, fordi den ikke baserer sin styrke på hverken tvang eller begyndelse men kun på rationelle overtalelsesprocedurer.

Fra dette standpunkt rehabiliterer Preti den logiske empirisme, især dens verifikationsprincip, som han fortolker ud fra et husserlsk perspektiv. Han delte dog aldrig den logiske empirismes videnskabelig reduktionisme, herunder dens forsøg på at reducere kultur til nogle bestemte videnskabelige discipliner (logik, fysik, matematik osv.) for at opnå ét samlende videnskabeligt system. Preti var til gengæld enig med begge de kriterier, den fastsatte for filosofiske diskussioner, nemlig den logiske analyse af vores overbevisningssystem og dens betoning på empirisk kontrol gennem verifikationsprincippet. Det er i forhold til sidstnævnte, at han anvender sit subtile hermeneutiske arbejde. Først og fremmest ser han verifikationsprincippet i et "operationistisk" perspektiv: sandheder og værdier er skabt af mænd for deres egen udvikling, for at kunne bygge og bo stadig mere komfortabelt. Derfor har sandheder og værdier udelukkende en konventionel natur, og deres værdi kan vurderes som en funktion af deres konkrete effektivitet. Dernæst, under hensyntagen til de liberaliseringer princippet faldt ind under, bringer Preti det ind i vores levede erfarings plads, som er det eneste sted, hvor alle diskurser og sprog kan få en mening. I følge ham er vores levede erfaring kilden til og verifikationen af en sand demokratisk kultur, fordi det er i vores levede erfaring, at der opstår en rationel overtalelsesproces, som er en del af den offentlige debat. Som han helt klart argumenterer for i en senere undersøgelse med titlen Retorica e Logica (Retorik og logik, 1968), skal den offentlige diskussion bygges på vores evne til at vise det videnskabelige grundlag under de sandheder og værdier, som er givet af en given kultur.

I efterkrigstiden bidrog Preti i høj grad til fornyelsen af den italienske filosofiske kultur af to grunde. På den ene side åbnede han denne kultur op for de store skoler, som tog del i den europæiske og amerikanske filosofiske debat. På den anden side forsøgte han at lade den italienske filosofi spille en ny og vigtig rolle i den offentlige sfære – meget langt fra enhver form for dogmatisme. Det er bemærkelsesværdigt, at Preti efter sin kritik mod den marxistiske dogmatisme fremført i Praxis ed empirismo understøtter, i Que serà serà (Hvad der sker sker, 1970), de begrebsmæssige begrænsninger skjult i studenterbevægelsens utopiske verdensbillede: filosofi er ikke et revolutionerende projekt til at forme fremtiden, snarere – i neo-kantiansk forstand – en rationel kritik af nutiden med det sigte at finde dens kulturelle forudsætninger.

Den rolle Preti spillede i den italienske filosofiske kultur er blevet anerkendt af den italienske filosof og historiker Eugenio Garin, og Pretis refleksioner om videnskab og demokrati (og disses forhold) er blevet undersøgt og videreført af nogle af hans disciple og tilhængere, såsom Paolo Parrini, Alberto Peruzzi og Fabio Minazzi. Udover fra denne kreds, modtog Pretis tænkning også påskønnelse fra italienske filosoffer og videnskabsmænd som Paolo Rossi, Mario Dal Pra, Giulio Giorello og Piergiorgio Odifreddi. Pretis tænkning modtog dog kritik fra filosoffer som Macello Pera og Enrico Berti, der studerede hans sprogfilosofi.

Gi.F. (Oversat af J.K.R.)


Litteratur

G. Preti: Fenomenologia del valore (1942), Milano: Principato, 1942.
G. Preti: Idealismo e positivismo (1943), Milano: Bompiani, 1943.
G. Preti: Praxis ed empirismo (1957), Torino: Einaudi, 1975 (ny udgave: Milano: Bruno Mondadori, 2007).
G. Preti: Retorica e logica. Le due culture (1968), Torino: Einaudi, 1968.
G. Preti: Que serà serà (1970), Firenze: Il Fiorino, 1970.
G. Preti: Saggi filosofici, ed. by M. Dal Pra, Firenze: La Nuova Italia, 1976.

Oversættelser
G. Preti: Écrits philosophiques. Les lumières du rationalisme italien (2002), tekster udvalgt af Luca M. Scarantino; oversat af Marilène Raïola med Thierry Loisel og Luca M. Scarantino; indledning af Jean Petitot, Paris : Éd. du Cerf.

Bibliografier og hjemmesider 
Der findes på Fondo Giulio Preti en samling af Pretis upublicerede artikler på biblioteket på Milanos Universitet: http://biblioteca.filosofia.unimi.it/index.php?option=com_content&view=article&id=54:fondo-giulio-preti&catid=33:fondi&Itemid=60
 
Kritisk litteratur
Mari, G.: Language and History in the Pragmatism of Giulio Preti, Italian Culture, vol. 23 (2005), pp. 125-134.
Peruzzi, A.: Beyond a Division: Giulio Preti and the Dispute between Analytic and Continental Philosophy, Diogenes, 54 (2007), pp. 47-58.
Scarantino, L.M.: Giulio Preti (Pavia 1911 – Djerba 1972): A Critical Rationalist, Diogenes, 54 (2007), pp. 47-58.