Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Nordamerika  .  USA
Organisation  .  Bevægelser  .  Parti
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 11/2 2005
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 8.816
: :
Socialist Party, USA

Socialist Party i USA (SP) er et socialdemokratisk parti, oprettet i 1901 ved en sammenslutning af forskellige socialistiske og socialdemokratiske organisationer.

Spørgsmålet, om hvorfor der ikke findes en socialistisk bevægelse i USA, har været stillet mange gange. Det er en kendsgerning, at forsøgene på at grundlægge et socialistisk parti og føre det frem til en position i lighed med arbejderbevægelserne i de europæiske lande ikke har været en succes. Imidlertid har to partier overgangsvis spillet en ikke ubetydelig rolle på venstrefløjen. Det ene var Socialist Party of America, det andet var det kommunistiske parti (Communist Party of the United States of America - CPUSA) i 1930'erne og 1940'erne.

Den tidlige historie

Den socialistiske arbejderbevægelses historie i USA går tilbage til 1860'erne. Imidlertid havde den også forgængere, politiske bevægelser med rødder i arbejderklassen fandtes tidligere, men en dybtgående forskning er endnu ikke gennemført for disses vedkommende.

Første Internationale fik i 1860'ernes anden halvdel sine første sektioner på den amerikanske østkyst, i 1872 havde den ca. 30 selvstændige sektioner med flere tusinde medlemmer. F.A. Sorge blev valgt til Internationales generalsekretær og hovedsædet flyttet fra London til New York. Det var et forsøg på at neutralisere anarkisternes indflydelse i Internationalen, men det mislykkedes for så vidt som Internationale kun overlevede flytningen i nogle få år: 1876 opløstes den og den amerikanske sektion. I Sektionen var der modsatrettede interesser. F.eks. var californiske medlemmer involveret i dannelsen af en socialistisk koloni i Sierra Nevada, mens andre forsøgte at udvikle en arbejderpolitik i overensstemmelse med bevægelserne i arbejderklassen. Andre igen var mere optaget af problemer i middelklassen. I stedet dannedes i USA Working Men’s Party, en sammenslutning af forskellige elementer, som dels påberåbte sig Ferdinand Lassalle’s teorier, herunder at kun den politiske vej udenom fagforeninger, som ansås for at være direkte skadelige, kunne føre til opnåelse af en socialistisk samfundsorden, og dels støttede sig på den nye videnskabelige socialisme - marxismen. Når Lassalle’s teorier i det hele taget kunne få indflydelse, skyldtes det «Socialistloven» i Tyskland (1878-90), som tvang mange tyske socialister ud af landet. I USA genoptog de deres politiske arbejde, men med de medbragte ideer, som de dogmatisk overførte til USA. I kampen om indflydelse i det nydannede parti, var de marxistiske kræfter ikke stærke nok. I 1877 forlod de partiet som nu kaldte sig Socialist Labor Party. Det nye parti førte en ret omskiftelig tilværelse, men opnåede aldrig et egentligt gennembrud. Det var fortsat præget af tyske arbejdere, og den mest betydningsfulde socialistiske avis i USA var New Yorker Volkszeitung.

I 1890 splittedes partiet imidlertid igen; de fleste lassalleanere forsvandt og partiet fik et nyt medlem, Daniel DeLeon, som i løbet af kort tid overtog ledelsen af partiet og dets engelske ugeblad The People. DeLeon var på sin vis en meget ortodoks tilhænger af marxismen, men han var især en usmidig taktiker, som ikke kunne anvende den marxistiske metode på de aktuelle forhold.

1901 Socialist Party of America

I slutningen af 1890'erne dannedes et nyt socialdemokratisk parti under ledelse af Eugene V. Debs, som i 1901 sluttede sig sammen med udbrydere fra Socialist Labor Party under ledelse af Morris Hillquit, tilhængerne af New Yorker Volkszeitung og de jiddisch-talende indvandreres dagblad Forverts (Forward) til Socialist Party of America. Det nye parti afklarede hurtigt sine holdninger til de centrale punkter i den aktuelle situation i USA, dvs. det indtog en positiv, til dels ukritisk, holdning til fagbevægelsen, fandt et ikke-racistisk forhold til de sorte arbejdere, hvis undertrykkelse man vurderede som speciel i sammenligning med andre arbejdergrupper, og indgik kun en taktisk alliance med utilfredse smålandbrugere. Alt i alt var partiet et socialdemokratisk parti, som de andre partier i II. Internationale, med en stor bredde i de teoretiske vurderinger. Socialist Party kom til verden som en sammenslutning af forskellige organisationer og overvandt aldrig helt modsætningerne mellem de forskellige retninger. Disse kan bedst følges i det i Chicago udgivne teoretiske månedsblad International Socialist Review.

Partiet koncentrerede sig hovedsagelig om at udgive aviser, hvoraf nogle opnåede et betydeligt oplag, og anden socialistisk litteratur samt på at deltage i valg. Overfor fagbevægelsen havde SP en dobbelt strategi: i de faglærtes organisationer sammensluttet i American Federation of Labor (AFL) opnåede partiet en faktisk betydning, men da Industrial Workers of the World (IWW) opstod, støttede dele af partiet denne nye organisation af overvejende ufaglærte arbejdere. IWW udviklede sig dog i syndikalistisk retning og SP's betydning blev dermed mindre for IWW.

1917 Forfulgt af myndighederne for sin pacifisme

I årene op mod 1. verdenskrig opnåede partiet at blive landsdækkende; det havde en række højborge forskellige steder i landet med flertal i byråd. Ligeledes var der valgt medlemmer til flere delstaters parlamenter og et enkelt medlem, Victor Berger fra Wisconsin, til kongressen i Washington. Berger fik følgeskab af Meyer London fra New York i 1916. Ved præsidentvalget i 1912 opnåede partiet sit hidtil bedste resultat med ca. 6% af stemmerne. Under 1. verdenskrig førte Socialist Party en aktiv pacifistisk politik og blev derfor, specielt efter at USA i 1917 involverede sig i krigen, forfulgt af myndighederne, som især via forbud mod postforsendelse af partiets organer og fængselsdomme mod førende medlemmer forsøgte at knække SP.

1919 Splittelse - kommunistisk afskalning

I 1919 splittedes Socialist Party idet en betydelig del af medlemmerne (ca. 60.000) og tilhængerne forlod partiet, dels for at danne to kommunistiske partier og dels for at blive upolitiske. Partiet stillede også i de kommende årtier op til præsident- og lokalvalg, men dets opbakning svandt ind og politisk blev dets linje domineret af Norman Thomas’ pacifistisk-etisk-humanistiske forestillingsverden. I mellemkrigstiden havde det dog fortsat enkelte lokale styrkepositioner; i en storby, Milwaukee i Wisconsin, beholdt partiet borgmesterposten indtil 1960.

30'erne Forbitrede fraktionskampe

I mellemkrigstiden blev partiet skueplads for forbitrede fraktionskampe mellem «den gamle [socialdemokratiske] garde» og «Militant»- gruppen og forskellige andre fraktioner herunder diverse trotskistiske grupperinger (Cannon og Shachtman). Trotskisterne blev hurtigt trængt ud af partiet igen, men en del vendte tilbage i 1958. Partiet kunne opretholde forbindelser i fagbevægelsen og som nævnt nogle af de lokale poster, men blev i løbet af 1930'erne trængt ud på et sidespor. I intellektuelle, liberale kredse og på mange universiteter spillede SP dog fortsat en vis rolle som inspirator. Nedgangen forstærkedes af Roosevelts valgkampagne og sejr i præsidentvalget i 1936, som medførte at mange tidligere medlemmer af partiet specielt fra fagbevægelsen forlod partiet og gik til det Demokratiske Parti, som på dette tidspunkt nærmede sig socialdemokratiske positioner i enkeltspørgsmål. Norman Thomas fortsatte sine kampagner til præsidentvalgene frem til 1948, men opgav derefter fordi partiet ikke nåede ud til et større antal vælgere. Han ville omdanne partiet til en slags oplysningsorganisation, men til trods for hans høje status i partiet og popularitet i offentligheden, modsatte partiet sig dette og fortsatte med at føre valgkampe med endnu ringere resultat.

I løbet af 1950'erne sluttede forskellige mindre fraktioner sig (igen) til partiet: således Social Democratic Federation (resterne af «den gamle garde») og Independent Socialist League (ISL) (Shachtman-gruppen) i 1958. Selv om det havde været forudsætningen, at disse indgik i partiet, opretholdtes fraktionerne, som specielt for det trotskistiske ISL og dets udvikling i en neokonservativ og pro-israelsk retning under stærk hensyntagen til det faglige bureaukrati reducerede partiet til en slags rekrutteringsgruppe for faglige lederposter. Der aftegnedes dermed en ny modsætning i partiet, idet en del relativt stærke lokale organisationer udviklede sig i en anden retning. Disse understregede betydningen af uafhængige socialistiske politiske handlingsmønstre og opretholdt en kritik af de faglige topledere; endvidere involverede mange sig i de begyndende borgerrettigheds kampagner. Partiet kunne dog ikke komme ud af det Demokratiske Partis skygge, specielt da dette opstillede kandidater, som blev opfattet som progressive – som mangemillionæren John F. Kennedy.

Ungdomsoprøret

Den nye bevægelse blandt unge og studenter fra 1960'erne, New Left, gik udenom SP, selv om mange af de unge havde en familiemæssig baggrund i Socialist Party og Students for a Democratic Society (SDS) havde udviklet sig fra en SP-støtteorganisation League for Industrial Democracy. Imidlertid var en af de tidligere ISL'ere, Michael Harrington, kommet i forgrunden i partiet. Han var en effektiv taler og en dygtig skribent – især hans The other America gjorde indtryk og blev et slags programskrift for progressive. I partiet udviklede der sig modsætninger over Vietnamkrigen: begge fraktioner – Shachtmans og Harringtons - gik ind for Vietnam-krigen, men Harrington-fløjen mindre radikalt end Shachtmans. Begge fraktioner var imidlertid enige om, at partiets navn og socialisme i det hele taget var for kompromitteret, og partiet blev omdøbt til Social Democrats, USA. Dette parti udgav fjortendages-bladet New America. I 1973 forlod Harrington-fløjen partiet og oprettede senere Democratic Socialist Organizing Committee, som i 1982 omdannedes til Democratic Socialists of America, som dog har opgivet sin selvstændige politiske linje for at arbejde som fraktion inden for det Demokratiske Parti. Social Democrats, USA udviklede sig til en højrefløjs-gruppering og bakkede op bag Nixon, Reagan osv. Organisationen har ikke udgivet materiale siden 1990'erne og eksisterer næppe mere.

Fra 1972/73 begyndte de tilbageværende socialistiske lokalgrupper at organisere sig som en opposition inden for partiet for at generobre det til fordel for en selvstændig socialistisk politik. I 1973 rekonstituerede denne gruppering sig som Socialist Party of America. Det gendannede parti havde svage lokale organisationer i flere delstater og havde på det tidspunkt nogle få hundrede medlemmer. Partiet koncentrerede sig om at føre valgkampe ved især præsidentvalgkampene for at komme ud til bredere befolkningsgrupper i perioder op til valg, hvor folk er mere opmærksomme på politiske hændelser; det var med begrænset umiddelbar succes, dels fordi partiet kun havde få ressourcer og ingen presse, dels fordi opstillingsmulighederne for mindre partier er vanskeliggjorte, specielt siden Socialist Party i 1930'erne havde opnået gode valgresultater. Valgsystemet er beregnet på at beskytte de to store partier, og – siden USA’s grundlæggelse – at forhindre at de udannede masser fik direkte indflydelse; præsidentvalget er således et indirekte valg, således som det også blev anvendt i Danmark ved Landstingsvalg indtil 1953. Socialist Partys medlemstal er dog steget noget pga. af deltagelsen i valgkampene og har ligget stabilt over 1000 medlemmer i de senere år; under valgkampen i år 2004 steg medlemstallet til ca. 1600. Ved det berygtede valg i Florida år 2000 opnåede SP omkring 600 stemmer i denne stat - tilstrækkelig mange stemmer til at Florida kunne have fået et flertal for det Demokratiske parti. SP anser det dog for vigtigere at fremføre sit eget program, ofte i samarbejde med andre mindre partier på venstrefløjen. I Milwaukee, hvor SP indtil 1960 havde borgmesterposten, har partiet ved et af de lokale valg efter årtusindskiftet opnået over 20% af stemmerne, også i andre lokalsamfund har partiet en vis opbakning. Ved præsidentvalget 2004 var partiet repræsenteret på stemmesedlen i 8 stater og i yderlige 8 stater kunne man stemme på partiet ved såkaldt write-in. Alt i alt fik partiet sit bedste valg siden 1952.

Kønspolitik og fagpolitik

Partiet søger også at udvikle andre former for politisk aktivitet end valgdeltagelse; det er således gået aktivt ind i kønspolitik og har erklæret sig for at være socialistisk-feministisk, siden hen har også andre kønspolitiske problemstillinger (bøsser/lesbiske) fået betydning i partiet. På det fagpolitiske område – som ikke spiller en stor rolle i partiet – har parolen «arbejderkontrol» i nogle år haft en fremtrædende plads og har givet mulighed for at samarbejde med syndikalistiske grupper (IWW). I 2004 gennemførte partiet med en vis succes en landsdækkende kampagne og en sommerskole. En selvstændig ungdomsorganisation med tilknytning til partiet, Young Peoples' Socialist League, blev (gen)oprettet i 1990'erne.

Socialist Party of America er ikke medlem af Socialistisk Internationale, men har løs kontakt til forskellige venstrefløjspartier. Partiet har siden 1974 udgivet magasinet The Socialist 4 – 8 gange årligt (findes på ABA).

G.C.


Litteratur

www.sp-usa.org, E-mail: SocialistParty@sp-usa.org

Niels Ole Højstrup Jensen/Ole Strömgren: Arbejderbevægelsen i USA – en arbejderbevægelse uden socialisme, København 1988 (med litteraturhenvisninger)
Daniel Bell: Marxian Socialism in the United States, Princeton, New Jersey 1973 (og tidligere oplag), bogen indeholder mange litteraturhenvisninger
Frank P. Zeidler: Ninety Years of Democratic Socialism. A Brief History of the Socialist Party USA, Milwaukee 1991
Labor History, New York, 1. årg. 1960- (findes på ABA)