Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Kulturorganisering  .  Aviser
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 17/3 2004
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 8.280
: :
Kjøbenhavnsposten

Kjøbenhavnsposten (1827-1859) var i 1830-40'erne et af Danmarks førende oppositionsblade og Danmarks første egentlige venstrefløjsblad. Avisen var påvirket af de tidlige, socialistiske strømninger ude i Europa og er derfor blevet kaldt Danmarks svar på Marx' og Engels Neue Rheinische Zeitung.

De tidlige år

Journalisterne A.P. Liunge og Ove Thomsen startede udgivelsen af avisen i 1827. Bladet udkom i starten kun halvugenligt, men blev hurtigt til et dagblad. I de første år var det overvejende et litterært blad, der interesserede sig for det æstetiske. Efter 1831 begyndte bladet at engagere sig i de politiske spørgsmål. Politiseringen omfattede diskussionsemner som f.eks. afskaffelse af privilegier og den kommende stænderinstitution.

Argumentationen var gennemgående borgerlig og reformvenlig, og den kritiserede kun indirekte det bestående. Alligevel blev det begyndelsen til en stadig stigende opmærksomhed fra myndighedernes side. Det var ilde set, at en offentlig avis bragte kritik af offentlige anliggender og foranstaltninger. Resultatet blev censur. Kjøbenhavnspostens budget var derfor gennem 1830- og 40'erne tynget af store udgifter til sagsanlæg og af manglende fortjeneste på beslaglagte aviser. Politiseringen og den stigende diskussion og polemik gjorde samtidig bladet mere og mere efterspurgt i befolkningen. Antallet af bladets abonnenter blev fordoblet i 1834, fra 550 til 1.000, hvilket gjorde det til landets førende oppositionsblad.

I 1835 indgik Orla Lehmann og J.F. Giødwad en aftale med A.P. Liunge om at overtage den politiske del af bladet. Lehmann, der hurtigt satte sig på avisen, stod for en dristig, kritiserende reformlinje. Lehmanns store engagement medførte imidlertid, at der opstod uenigheder mellem Liunges og Lehmanns kreds om, hvilken linie bladet skulle have. Det endte med, at Lehmann og Giødwad i 1839 stiftede tidens anden store oppositionsavis, Fædrelandet, mens Liunge ansatte J.P. Grüne som ny redaktør.

Organ for «det extreme Democrati»

Johan Peter Martin Grüne (1805-78) var udlært drejer, men havde skrevet ved Kjøbenhavnsposten siden 1834. Han var en kristelig farvet demokrat, der generelt ikke var venlig stemt over for borgerskabet og det akademiske formynderskab over menigmand. Da medarbejderstaben på bladet i 1840'erne var meget begrænset på grund af den dårlige økonomi, er det sandsynligt, at Grüne skrev hovedparten af indlæggene. Ud over Grüne var der løst tilknyttet et utal af forskellige skribenter. En af de mest produktive var dr. theol. Andreas Frederik Beck (1816-61), der stod for en venstrehegeliansk inspireret kritik. Den meget radikale kritik kostede ham både karrieren på universitetet og inden for kirken, hvilket uden tvivl forstærkede hans modstand mod magthaverne.

Med Grünes overtagelse af bladet blev den allerede igangværende politisering radikaliseret. Fra ca. 1841 satte Kjøbenhavnsposten sig selv i opposition til den mere moderate del af de liberale fra 30'erne og ligeledes fra ca. 1842 til den yngre generation, de nationalliberale. Bladet kritiserede de liberale for at gå på kompromis med deres eget idégrundlag og for at samarbejde med regeringen. De betydeligste emner, der blev skabt særlig polemik omkring, var de konstitutionelle og nationale spørgsmål.

Radikaliseringen var bl.a. en følge af ønsket om at få bevidstgjort hele befolkningen (specielt folk uden for dannelsesborgerskabet) om fordelene i konstitutionalismen. Som et ekko af Neue Rheinische Zeitung blev der i Kjøbenhavnsposten agiteret for, at det udvidede demokrati - eller «det extreme Democrati» som det blev kaldt af avisens kritikere - ville skabe en politisk lighed, der formindskede kløften mellem de sociale grupper. Bladet blev imidlertid aldrig så «ekstrem», at der blev argumenteret for en dansk republik.

Venstrenationalisme

Kjøbenhavnspostens nationalpolitiske linje blev af bladet defineret som en syntese mellem det dialektiske modsætningspar, kosmopolitismen og nationalismen, indeholdende både det almenmenneskelige og det særegne nationale. Nationaliten skulle underordnes det almenmenneskelige, men samtidig blev den opfattet som en grundforudsætning for selvstændighed, frihed og demokrati, og derved det almenmenneskelige. Altså en opfattelse, der ikke er ulig den radikale, socialdemokrater og til dels kommunister senere forfægtede, og som kan karakteriseres som en form for venstrenationalisme.

Avisen fastholdt i perioden 1842-48 overordnet denne opfattelse, men fra 1845 blev indgangsvinklen til nationalismen ændret. Der blev fokuseret mere på den negative og ensidige «moderne nationalisme», der var de nye magthaveres (borgerstandens) og ikke den egentlige nations (folkets). Kjøbenhavnsposten beklagede udviklingen og den manglende folkelige nationalisme. Med den økonomiske krise i 1847 blev den borgerlige nationalisme kritiseret for at være direkte unational. Den var ifølge Kjøbenhavnsposten et udtryk for en økonomisk liberalisme, der gennem kapitalen og egoismen fortrængte det almenmenneskelige og det «ægte» nationale.

Den slesvigske sprogsag og spørgsmålet om hertugdømmerne

En af de nationalpolitiske problemstillinger, der optog avisen i 1840'erne, var den slesvigske sprogsag. Overordnet opfattede bladet udøvelsen af modersmålet som en naturret. Denne ret gjaldt ikke mindst for den dansktalende halvdel af Slesvigs befolkning. Løsningen på problemet var ifølge avisen en styrkelse og ligeberettigelse af det danske sprog i Slesvig. Der var dog grænser for midlerne til opnåelsen af målet. Bladets standpunkt var overvejende nationalistisk, men absolutisme og imperialisme blev klart afvist til fordel for liberale og demokratiske rettigheder.

Fra 1844 blev den nationalpolitiske debat drejet mere over på de statsretlige spørgsmål i forbindelse med hertugdømmerne. Indtil sidst i 1846 stod Kjøbenhavnsposten for en venstrenationalistisk Ejderpolitik, der argumenterede for, gennem positiv tiltrækning, at få Slesvig til frivilligt at blive ét med Danmark. Bladet regnede med, at Slesvig ville slutte sig til kongeriget, hvis kongen gav en fri forfatning. Målet for Kjøbenhavnsposten var en fællesforfatning for kongeriget og Slesvig. Bladet gik også ind for en administrativ adskillelse af hertugdømmerne for at emancipere Slesvig fra tyskheden, for at beskytte danskheden i Slesvig, og for at Slesvig kunne slippe for den holstenske pressecensur.

Fra sidst i 1846 til Treårskrigens udbrud i 1848 bevægede bladet sig langsomt mod en helstatsføderalisme, og efter krigens udbrud blev de venstrenationale argumenter udskiftet med mere rene helstatspatriotiske argumenter. Bladet anså med beklagelse krigen for en nødvendig og «ærlig forsvarskrig», der skulle dæmme op for slesvigholstenismens tysknationale urostiftere. Et andet udtryk for føderalismen var den klare afvisning af delingen af Slesvig, der blev opfattet som en sønderlemmelse af det danske monarki. Endelig fik Neue Rheinische Zeitung på puklen for dens efter bladets mening grænseløs ringeagt for Danmark og den danske regering.

De sidste år

Tiden efter Treårskrigen blev en ny epoke for Kjøbenhavnsposten. Bladet var nødsaget til at finde sig eksterne, økonomiske støtter. Disse blev umiddelbart noget overraskende konservative godsejere, men Kjøbenhavnsposten og Grüne havde politisk bevæget sig mere og mere mod de konservative. Hovedfjenden var blevet de nationalliberale, og helstatstanken var blevet et så centralt standpunkt, at det kunne legitimere kronens suverænitet på bekostning af det udvidede demokrati. Baggrunden var først og fremmest Kjøbenhavnspostens store modstand mod det nationalt betingede had (krig), hvilket de nationalliberale fik skylden for.

Bladets succes var dog opbrugt. I 1856 bortfaldt understøttelsen pga. nogle uenigheder, og bladet måtte lukke. I 1858 blev bladet forsøgt sendt på gaden igen på foranledning af en gruppe godsejere, men det blev kortvarigt. Bladet var en dårlig forretning og blev derfor lukket for bestandig i 1859.

Je.J.


Litteratur

Germer, Erik: Neue Rheinische Zeitungs ekko i dansk press 1948 til 1849. Utrykt speciale, Københavns Universitet 2002.
Jessen, Kaare Ulrich: En redegørelse for «Kjøbenhavnspostens»s ideologiske holdning fra 1827-1859 med særligt henblik på bladets vurdering af den hjemlige liberalisme i årene 1839-1849. Utrykt speciale, Aarhus Universitet 1976.
Jørgensen, Jesper: Kjøbenhavnspostens nationalpolitiske linje i perioden nov. 1842-1848, med særlig henblik på bladets vurdering af nationale spørgsmål angående hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Utrykt BA-projekt, Aarhus Universitet 1998.
Stender-Petersen, Ole: Kjøbenhavnsposten. Organ for «det extreme Democrati» 1827-1848. Odense 1978.