Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Østrig
Organisation  .  Bevægelser  .  Parti
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 25/11 2009
Læst af: 6.383
: :
Kommunistische Partei Österreichs (KPÖ)

Kommunistische Partei Österreichs (KPÖ 1918-, da. Østrigs Kommunistparti). Partiet oprettedes umiddelbart før Første Verdenskrigs afslutning den 3. november 1918. Det byggede på en del af venstreoppositionen i det socialdemokratiske parti (SPÖ), men det lykkedes ikke at få det mest fremtrædende medlem af denne fløj, Friedrich Adler, med over i det nye parti. SPÖ forblev intakt, arbejdernes brede masser forblev i partiet og KPÖ opnåede ikke i de revolutionære år 1918-20 et virkeligt gennembrud i forhold til det i arbejderbevægelsen helt dominerende SPÖ. I tiden før Første Verdenskrig var venstreoppositionen stærkest i det nordlige Bøhmen, hvor det lokale arbejderblads redaktør, Josef Strasser, udviklede en teoretisk begrundet socialistisk politik bl.a. i nationalitetsspørgsmålet. Venstrefløjen havde også en vis indflydelse i dele af den socialdemokratiske ungdomsorganisation i Wien.

Det nystartede parti blev helt uforberedt kastet ud i en konflikt med statsmagten i forbindelse med den ungarske rådsrepubliks oprettelse i marts 1919. En revolution i Østrig ville have skabt forbindelsen mellem rådsrepublikkerne i Bayern og Ungarn og ville dermed have kunnet fremme en revolutionær udvikling i Europa. Kupforsøget mislykkedes totalt og de revolutionære organer i Ungarn og Bayern blev hurtigt likvideret.

Den uheldige start medførte sammen med voldsomme fraktionskampe i partiet, at det isoleredes mere og mere. Det medførte igen en total afhængighed at SUKP, der ydede store pengetilskud til partiet. En udvikling med baggrund i de østrigske forhold kunne således ikke udvikles. KPÖ med dets medlemstal på ca. 3500 (1931) forblev isoleret, uanset hvilke politiske fraktioner eller organisatoriske beslutninger der dominerede i partiet. Så vidt det kan skønnes var KPÖ, efter at de forskellige oppositionsgrupper var ekskluderet, i overensstemmelse med Kommunistisk Internationales (KI) strategiske og taktiske beslutninger.

Wien havde også en anden funktion i KI's politik. Indtil 1934 var Østrig et parlamentarisk demokrati, og det var muligt herfra at koordinere og styre kommunistiske aktiviteter i nabolandene og i Sydøsteuropa.

I februar 1934 fremprovokerede de klerikalfascistiske partier og organisationer en arbejderopstand i store dele af Østrig, der dog hurtigt blevet slået ned. Også fordi den socialdemokratiske partiledelse ikke var indstillet på bevæbnet kamp under de givne omstændigheder. Det overbeviste en ikke ubetydelig del af Socialdemokratiets medlemmer – især fra den militære kamporganisation, Schutzbund – om, at en fredelig, demokratisk vej til overvindelse af det borgerlige samfund ikke var mulig. KPÖ havde været forbudt siden 1933, og SPÖ og fagbevægelsen led samme skæbne efter februarkampene. Som illegalt parti blev KPÖ pludselig et masseparti, og havde en overgang et medlemstal, der nåede op på eller endda overskred Socialdemokratiets. Mange af Schutzbunds medlemmer emigrerede til Sovjetunionen, hvor mange led en krank skæbne under Moskvaprocessernes forfølgelser. Deres skæbne og senere rolle i KPÖ har i lang tid været omgærdet af tavshed.

Politisk set fulgte KPÖ KI's linje, fra enhedsfront fra neden til folkefront og nationalfront i 1938. Ganske vist manglede de (social)liberale partier i borgerskabet, der kunne have deltaget i en folkefront. Socialdemokraterne i ind- og udlandet, organiseret i den nye organisation «Revolutionære Socialister», afviste folkefrontsmodellen og afviste, at Moskvaprocesserne var udtryk for en uvildig justits. Yderligere opfattede den østrigske befolkning sig som en del af den tyske nation, en opfattelse der blev delt af KPÖ, indtil KI skiftede signal i 1936 og en af KPÖ's teoretikere, Alfred Klahr, udviklede en teoretisk begrundelse for en selvstændig østrigsk nationalitet i 1937, som blev erklæret for at være partilinjen. I årene op til 1945 betød denne holdning ikke noget videre: tyske og østrigske emigranter samarbejdede som regel snævert, og først efter 1945 udvikledes (uafhængig af KPÖ og faktisk ved at udelukke KPÖ af det nye nationale fællesskab) en selvstændig østrigsk nationsopfattelse, som dog fortsat er i snæver forbindelse med tysk kulturliv.

KPÖ ledelsens propagandistiske linje var imidlertid et yderligere skridt til højre, dvs. til samarbejde med alle Hitler-modstandere også de monarkistiske og klerikal-fascistiske grupperinger, der havde undertrykt arbejderbevægelsen i årene 1934-38. Under modstandskampen i ind- og udland (f.eks. i den spanske borgerkrig og i Frankrig) deltog kommunisterne i første række. Til trods for en intensiv undertrykkelse fra Gestapos side kunne der igen og igen opbygges modstandsgrupper. I nogle af bjergområderne fandtes endog bevæbnede grupper og i Jugoslavien opbyggedes en østrigsk enhed i den kommunistisk ledede modstandsbevægelse. Tabene var tilsvarende store.

I den anden republik

Østrig blev i 1945 genoprettet som selvstændig stat og opnåede efter en overgangsperiode fuld selvstændighed i 1955 - dog med en forpligtelse om vedvarende neutralitet. KPÖ blev igen et legalt parti ligesom socialdemokraterne i SPÖ og det demokratiserede katolsk-konservative østrigske folkeparti (ÖVP). Disse tre partier dannede en foreløbig regering under kansleren Karl Renner. Stalin havde selv ønsket KPÖ's deltagelse i denne, hvilket var bemærkelsesværdigt eftersom Renner i 1938 offentligt havde hilst besættelsen af Østrig velkommen. KPÖ's formand blev vicekansler i denne og flere af regeringens medlemmer kom fra KPÖ. Partiet fik hurtigt mange medlemmer og oprettede et net af dagblade. Desuden havde partiet en betydningsfuld indflydelse i fagbevægelsen. Imidlertid viste det sig, at partiet kun havde en beskeden folkelig opbakning; ved valgene i november 1945 fik det 5,4% af stemmerne. Formanden førte ligesom partiets førende teoretiker, Ernst Fischer, en eftergivende politik i overensstemmelse med Nationalfront-politikken udviklet efter 1938; partiet dækkede i regeringen stort set alle beslutninger, som ÖVP og SPÖ vedtog og formåede således ikke at udvikle en selvstændig arbejderpolitik. I realiteten vendte partiet sig under henvisning til nødvendigheden af statens genopbygning og nationale interesse mod strejker og andre spontane bevægelser. Denne samarbejdspolitik førte ikke til anerkendelse af partiets store indsats i modstandskampen eller blot til partiets accept i offentligheden. Partiet fik ganske vist ved de kommende valg en mindre fremgang og havde fortsat et betydeligt medlemstal, men det blev mere og mere isoleret. Kold-krigs-tidens lejrmentalitet tillod, at medlemmerne bevægede sig indenfor deres kreds uden at komme i berøring med befolkningen i øvrigt. Denne selv-isolation øgedes efter 1955; Sovjetunionen gav ved genoprettelsen af Østrigs fuldstændige suverænitet i 1955 afkald på de i 1945 beslaglagte fabrikker og virksomheder, hvor KPÖ havde haft en solid opbakning blandt arbejderne.

I 1950 udbrød den såkaldte oktoberstrejke, en spontan strejke, som KPÖ bakkede op om. Det benyttede SPÖ's højrefløj sig af. Det blev påstået, at strejken var et kommunistisk kupforsøg, og SPÖ satte voldsomt ind med strejkebryderi og slagsmål for at bryde strejken. Det lykkedes og en udrensning i det østrigske LO, politiet, radioen, teaterverdenen, i PEN–klubben osv. satte ind.

KPÖ fulgte som alle kommunistiske partier den linje, der blev fastlagt på møder mellem partierne og i sammenslutningen Kommunistisk Informationsbureau (1947-56), og anerkendte dermed bl.a. magtskiftet i Tjekkoslovakiet i 1948, bruddet med Jugoslavien i 1948 og de forskellige skueprocesser i folkedemokratierne. Forudsætningen for dette var et overordentlig stort partiapparat. I slutningen af 1950'erne var der hen ved 400 fastansatte funktionærer og endnu flere i diverse frontorganisationer og partipressen. Det var økonomisk muligt, fordi det var lykkedes KPÖ at opbygge adskillige virksomheder (et holdingselskab), der bl.a. var aktiv i handelen med de østeuropæiske stater (noget lignende var tilfældet i det franske kommunistparti). Partiet fik endvidere tilskud fra SUKP. Verdensfredsrådet og WFTU (den kommunistisk dominerede faglige Internationale) havde i nogle år ligeledes deres hovedkvarter i Wien. Partiet var i disse år på den dogmatiske fløj i den internationale kommunisme.

Efter 1955 mistede partiet ca. en tredjedel af sine medlemmer, adskillige, der havde samarbejdet for snævert med de russiske tropper, flyttede til DDR. I tiden omkring 1950 forsøgte KPÖ at følge op på den to andre partiers integrationspolitik i forhold til de mange nazister i Østrig. Der oprettedes en National Liga, der skulle søge at neutralisere det nazistiske element. Men KPÖ var for sent ude. De andre partier havde kapret de fleste og bedste af de nazistiske elementer og oven i købet oprettet et selvstændigt parti for dem, det nuværende Freiheitliche Partei. Det eneste KPÖ opnåede ved denne forfejlede politik var således at kompromittere sig. Den Nationale Liga blev nedlagt i 1955.

Ungarn-opstanden i 1956 isolerede partiet yderligere, stemmetallet sank og i det efterfølgende valg i 1959 forsvandt partiet fra parlamentet. Det har under en eller anden form deltaget i alle nationale valg siden da, men har i de sidste ca. 50 år ligget på omkring en procent af stemmerne. Bortset fra en lokal udvikling i det sydøstlige forbundsland Steiermark med landets næststørste by Graz, hvor partiet siden 1998 har haft en parlamentarisk repræsentation i adskillige byer og i lokalparlamentet, har det ikke spillet nogen rolle. Denne lokale udvikling har ikke kunnet overføres til andre dele af landet.

En kort overgang sidst i midten 1960'erne fik partiet en eurokommunistisk ledelse med bl.a. Ernst Fischer i en ledende position. Denne linje blev dog udsat for stærk kritik af den interne opposition og af ledelsen af de kommunistiske partier i Tjekkoslovakiet og DDR. Den nye linje blev derefter opgivet. KPÖ mistede i tiden derefter endnu engang en tredjedel af sine medlemmer, deriblandt ungdoms- og studenterorganisationen og flertallet i den kommunistiske fraktion i Landsorganisationen. Ligeledes blev redaktionen af månedsbladet Wiener Tagebuch ekskluderet af KPÖ og fortsatte derefter som en selvstændig redaktion. Det lykkedes ikke at samle de udtrådte og ekskluderede medlemmer i en selvstændig politisk organisation.

I begyndelsen af 1970'erne opstod en ny kommunistisk studenterorganisation, som opnåede en vis indflydelse ved studenterrådsvalg og tilsyneladende tilførte partiet nyt liv. Det nye venstres flertal gik dog til SPÖ, som med statsminister Bruno Kreisky stod for moderniseringen af Østrig op gennem 1970'erne. I KPÖ fortsatte fraktionskampene igennem de følgende 30-40 år og medlemstallet svingede stærkt. Imidlertid er de gamle medlemmer ved at forsvinde, og de få nye har ikke mere samme baggrund i de hårde kampe i mellemkrigstiden og fra den Kolde Krig, som de gamle havde. Vurderingerne af, hvordan partiet kan bryde ud af isolationen, er fortsat modstridende og udkæmpes ofte som personlige opgør. Men bortset fra udviklingen i Steiermark er det ikke lykkedes KPÖ at genoplive partiet. Det skyldes ikke kun de stærke fraktionskampe, som stort set er en afspejling af de forandrede strukturelle sociale modsætninger: de gamle industriområder er forsvundet, nye industrielle centre er opstået, samtidig med at den traditionelle arbejderkultur og arbejdermiljøet er forsvundet. Ingen af arbejderorganisationerne har kunnet finde et fremadrettet svar på denne udvikling.

Fr.K.


Litteratur

Walter Baier. Das kurze Jahrhundert. Kommunismus in Österreich. KPÖ 1918 bis 2008, Wien 2009
Walter Baier/ Franz Muhri: Stalin und wir – Stalinismus und die Rehabilitierung österreichischer Opfer, Wien 2001
Historische Kommission der KPÖ (Hrsg.): Die Kommunistische Partei Österreichs – Beiträge zur Geschichte und Politik, Wien 1987.
Fritz Keller: Gegen den Strom. Fraktionskämpfe in der KPÖ. Trotzkisten und andere Gruppen 1919-1945, Wien 1978
Fritz Keller: Stalinistischer Populismus – Die Nationale Liga, i: Anton Pelinka (red.) Populismus in Österreich, Wien 1987, s. 116-122
Fritz Keller: Österreichs Kommunisten zu Staatsvertrag, XX. Parteitag der KPdSU und Ungarnaufstand, i: Inge Kircheisen (red.): Tauwetter ohne Frühling. Das Jahr 1956…, Berlin 1995   

Internet
Kommunistische Partei Österreichs website