Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Ungarn
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur  .  Journalistik
   .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 14/4 2005
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 12.416
: :
Kunfi, Zsigmond (Sigismund)
Zsigmond Kunfi

Zsigmond (Sigismund) Kunfi (1879-1929), ungarsk lærer, redaktør og socialdemokratisk politiker. Kunfi fødtes den 28. april 1879 i Nagykanizsea i Sydvest-Ungarn. Han gik på lærerseminaret i Kolozsvár i Transsylvanien (i dag Cluj i Rumænien). Allerede som nyuddannet lærer interesserede han sig for litterære spørgsmål og begyndte at skrive litterære essays, lige som han oversatte bl.a. en del værker af Anatole France. Oversættelserne forsynede han med korte introduktioner og såvel disse som hans essays vakte opsigt, da de begyndte at udkomme lige efter århundredskiftet.

Han kontaktede det fremtrædende kulturpolitiske tidsskrift Huszadik Század (Det tyvende Århundrede) og behandlede der bl.a. sociale problemer og socialistisk litteratur. På denne måde kom han også i forbindelse med den fremtrædende marxistiske teoretiker Ervin Szabó, den senere redaktør for Socialdemokratiets teoretiske tidsskrift Szocializmus. Fra denne tid er bevaret en omfattende og interessant brevveksling.

Han skrev en meget kritisk artikel i Huszadik Század om diskussionen og kampene om adskillelsen mellem stat og kirke i Frankrig. I mellemtiden var han blevet forflyttet til Temesvár (nu Timisoara i Rumænien), hvor han blev aktiv i arbejderbevægelsen, specielt beskæftigede han sig med arbejderoplysning, og begyndte at skrive for Socialdemokratiets hovedorgan Népszava. Det medførte hans afskedigelse fra lærerembedet, hvilket vakte stor opsigt, da det var en klart politisk motiveret handling af undervisningsministeriet.

Da Szocializmus begyndte at udkomme i 1906 blev Kunfi under tilskyndelse af Szabó optaget i redaktionen og blev ret hurtigt tidsskriftets ansvarshavende redaktør og fast medarbejder ved Népszava. Fra 1909 blev han eneredaktør af Szocializmus og i næsten alle udgaver findes hans artikler om forskellige emner, især vedr. udenrigspolitikken og den internationale arbejderbevægelse. Mens mange af de ungarske socialdemokratiske ledere var fortrolige med udviklingen i de tysksprogede områder, åbnede Kunfi op for udviklingen i Frankrig og Storbritannien. Bl.a. skrev han en interessevækkende afhandling om Fabian Society og George Bernard Shaw. Naturligvis betød det ikke, at han afskrev udviklingen i den tyske arbejderbevægelse (han var uddannet tysklærer) - faktisk skrev han en del artikler til Kautskys ugeblad Die Neue Zeit.

Han var delegeret til den ekstraordinære Internationale Socialistiske Kongres i Basel i 1912, indkaldt i anledning af den truende krig. Han blev tydeligt påvirket af Jean Jaurès' emotionelle tale på kongressen (hvilket to år senere kom til udtryk i hans nekrolog over Jaurès). I de kommende to år viede han en betragtelig del af sin arbejdskraft til analysen af det urolige Balkan, Balkankrigene og forberedelsen af verdenskrigen. Med hovedvægten på dette spørgsmål blev han efterhånden mere og mere kritisk overfor udviklingen i det tyske socialdemokrati, især efter den Internationale Socialistiske Kongres i Stuttgart 1907. Andre emner han tog op i denne tid behandlede oplysning og undervisning, agrarspørgsmålet og de komplekse nationale problemer, især disses sociale aspekter. Det medførte også, at han blev valgt til Socialdemokratiets (MSzDP) hovedbestyrelse.

Selv om han ved verdenskrigens udbrud i august 1914 skrev en meget patriotisk lederartikel - a la Kautsky - i Népszava, udviklede han sig hurtigt til talsmanden for den pacifistiske strømning i MSzDP. Da krigsmodstanden voksede, blev han fra 1917-18 til den uofficielle leder af partiet og præsenterede strømningerne i den internationale arbejderbevægelse på de regulære og halvlegale partikongresser i tiden. Han deltog således også som repræsentant for MSzDP i 1917 på Stockholm-kongressen og korresponderede siden da med Hjalmar Branting.

Under revolutionen i oktober 1918 spillede han en afgørende rolle som medlem af Det Nationale Råd og som arbejds- og socialminister i den første regering. Han deltog i forhandlingerne med det nye og hastigt voksende kommunistiske parti og blev en af lederne i det forenede parti og samtidig folkekommissær for undervisning. Imidlertid stødte han hurtigt sammen med de kommunistiske ledere, især Béla Kun, og blev således aktiv i den interne socialdemokratiske opposition.

Efter kontrarevolutionens sejr i august 1919 flygtede han til Wien. Der var han medstifter af gruppen og ugebladet Világosság (Klarhed), hvor han skrev meget ligesom i det østrigske partis teoretiske organ Kampf og i dagbladet Arbeiterzeitung. Han stod de austromarxistiske ledere - som Otto Bauer - og Friedrich Engels nær og kom således også til at undervise på Socialdemokratiets Arbejderskole. Han kritiserede skarpt det hvide terror-regime i Ungarn, senere fascismen, men tog samtidig afstand fra MSzDPs indlandsledelse. Han deltog som Világosságs repræsentant i oprettelsen af Wiener-Internationalen (2½ Internationale).

I slutningen af 1920'erne blev han psykisk syg, han bebrejdede sig selv for de ungarske arbejderes hårde skæbne og arbejderbevægelsens mange nederlag. Han begyndte at tage morfin og begik selvmord 18. november 1929. Det var en tragisk overraskelse for mange. Socialdemokratiet i Østrig udgav en bog til minde om ham - bl.a. Otto Bauer, Friedrich Adler og Zoltan Rónai bidrog til den.

Efter 1945 blev nogle af hans afhandlinger udgivet af MSzDP; i 1980'erne udkom et to-binds udvalg. Hans korrespondance med Karl Kautsky findes i Karl Kautsky und die Sozialdemokratie Südosteuropa 1883-1938. Korrespondenz, Frankfurt 1986.

Ja.J.


Litteratur

Kunfi, Siegmund: Die Neugestaltung der Welt. Ausgewählte Aufsätze, Wien 1930.