Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
Ideologi  .  Religion
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 26.821
: :
Bibelen

De forskellige skrifter i Bibelen er en del af samtidens litteratur og spænder tilsammen over et bredt spekter af litteraturarter. Spændvidden er størst i det Gamle Testamente (GT). Det kan karakteriseres som en samling af jødisk nationallitteratur, som dækker de fleste aspekter af folkets liv og historie. GT indeholder 39 forskellige skrifter, som er blevet til over et langt tidsrum. Nogle mundtlige traditioner går tilbage til før år 1.000 f.v.t., mens det yngste skrift (Daniel) blev skrevet ca. 165 f.v.t. De allerfleste skrifter i GT er udsprunget af virkelige situationer i jødernes liv som gudstjeneste, undervisning, retspraksis, nationale fester osv. Mange af bøgerne i GT beskriver Israels historie. De bygger delvist på meget gamle kilder, f.eks. i form af optegnelser fra en konges regeringstid. Hensigten med historieskrivningen var at fremstille Israels historie som ledet af Gud. Mesterværket er de fem Mosebøger, som er sammensat af mange tidligere fremstillinger. Disse bøger indeholder også ret meget lovstof; Eftersom Israel var en religiøs stat, hørte samfundets love naturligt med i den religiøse litteratur. Også visdomslitteraturen er af tidlig oprindelse. Den er ofte i form af ordsprog som afspejler indflydelse fra andre kulturer - især Egypten.

En af de ældste religiøse udtryksformer er poesien. Salmerne i GT blev brugt ved jødernes gudstjenester, og mange af dem var knyttet til specielle begivenheder, f.eks. som klage over krig og ulykker, eller taksigelse for høsten. Ved siden af den religiøse poesi indeholder GT også bl.a. en samling kærlighedssange (Salomons højsang). En stor gruppe af GT's bøger er profetskrifter. De indeholder profetord - delvis indvævet i beretninger om profetens liv. Profeterne opfattede sig som Guds sendebud til folket og optrådte oftest i nationale krisesituationer. Det kunne være ydre kriser p.g.a. krig eller pres fra stormagterne, men lige så ofte var det indre konflikter p.g.a. økonomisk og social undertrykkelse af store grupper af folket. Profetens budskab fik derfor oftest form af domme fra Gud - f.eks. i form af forudsigelse af kriser, Guds indgriben i historien eller i en apokalypse. GT sådan som vi kender den i dag, forelå i store træk som en samling ved begyndelsen af vor tidsregning og var anerkendt som jødernes højeste religiøse autoritet.

bibelen.jpg (14750 bytes)
Gutenbergs bibel, trykt i Mainz 1450-55, forenede ny teknik med sengotikkens sirlige illuminationer til den mest efterspurgte af alle udgaver af bøgernes bog.

De 27 skrifter i det Ny Testamente (NT) spænder ikke så vidt som GT, hverken med hensyn til litteraturformer, tidsrum (ca. 50-120 e.v.t.) eller i socialt spektrum. De vigtigste skrifter er brevene og evangelierne. Desuden er det et historieværk (Apostlenes gerninger) og en apokalyptisk vision (Johannes Åbenbaring). Brevene i NT deler mange af kendetegnene fra samtidens brevlitteratur - specielt med hensyn til formelle led som indledning og afslutning. Eftersom de var skrevet til grupper af kristne på en speciel foranledning, minder de mere om samtidens officielle breve (f.eks. fra romerske administratorer) end om privatbreve, som ofte var meget korte. I forhold til den klassiske græske litteratur er NT karakteriseret som «folkelig» litteratur, med enklere former og ordforråd. NT's mest særprægede litterære bidrag er evangelierne, som der ikke eksisterer nogen direkte modeller for i klassisk litteratur. Traditionen omkring Jesus blev først overleveret mundtligt i undervisningen og gudstjenesteforkyndelsen. Allerede på dette stadium blev de samlet i større fortællingsenheder. De blev først nedskrevet i Markusevangeliet ca. år 70. Både Matthæus og Lukas bygger på Markus, men de har desuden en anden fælles kilde, bygget på Jesus taler, samt en del særligt stof. Hver evangelist har indordnet stoffet i en ramme og kommenteret det på en sådan måde, at den enkelte forfatters særpræg kommer frem. Deres vigtigste opgave var at knytte Jesus historie og hans ord til den situation de kristne stod i i deres samtid. F.eks. blev Jesus formaninger til disciplene gengivet, således at de kunne anvendes på den aktuelle situation. Denne udvikling er ført længst frem i Johannesevangeliet, som i vid udstrækning består af lange taler, som er tillagt Jesus. Gennem form-historiske undersøgelser forsøger bibelvidenskaben at komme frem til den oprindelige form af enkeltfortællinger - og dermed også nærmest den historiske situation de beskriver. Redaktionshistorien koncentrerer sig på den anden side om den ramme, den enkelte evangelist har sat beretningen ind i, for at finde frem til hans teologi og historiske situation. I den seneste tid har også strukturalismen fået betydning for studiet af Bibelen.

Det er et karakteristisk træk ved alt historisk-kritisk bibelforskning, at den vil nå frem til at forstå skrifterne i deres oprindelige historiske situation. I alt for høj grad er dette forstået som den idé-historiske situation. De materielle forhold som skrifterne er blevet til under har fået mindre opmærksomhed. Dette skyldes delvist formen af de bibelske bøger - især i NT. Som religiøse skrifter vil de tolke deres samtids situation i lyset af troen på Gud, og de giver kun i ringe udstrækning oplysning om sociale og økonomiske forhold. Imidlertid var dette en del af deres baggrund, som de ikke kan løsrives fra, og deres forkyndelse af «frelse» angik også denne situation. Det er karakteristisk, at genopdagelsen af denne dimension i Bibelens forkyndelse ikke er sket indenfor den «videnskabelige» teologi, men blandt grupper af kristne som har tilhørt økonomisk og politisk undertrykte grupper - f.eks. i Sydeuropa og Latinamerika.

Bibelen som autoritet

Når de kristne kirker gennemfører et historisk studium af Bibelen, er hensigten at finde frem til, hvad den har at sige nutiden. Dermed står man overfor et problem, som er fælles for alle religioner, som har hellige skrifter: Hvordan kan et historisk skrift være autoritet for mennesker som lever i en helt anden tid? Svaret afhænger af, hvordan man betragter den historiske situation, som Bibelen beskriver. Nogle betragter den samfunds- og familiesituation som beskrives der som udtryk for Guds vilje, således at den fortsat kan bruges som mønster. Derved bliver Bibelens forordninger opfattet som eviggyldige på alle eller de fleste livsområder. Andre betragter den samme samfundssituation som tidsbestemt, således at mange af Bibelens udsagn ikke direkte kan overføres til vor tid. Det er Bibelens hovedintentioner som må bevares og anvendes i vor tid. Begge synspunkter hævder at repræsentere en ægte kontinuitet ifht. kristendommens historiske udgangspunkt.

Forsøg på at bruge enkelte udsagn fra Bibelen til forsvar for f.eks. apartheid, modstanden mod EU, til et pro-israelsk standpunkt i Palestinakonflikten osv., må afvises som urimelige. De sociale og politiske forhold har ændret sig totalt, således at f.eks. udsagn om Israel og landets fjender i GT ikke kan overføres på de nuværende politiske forhold. Men de mindre sociale enheder som Bibelen beskriver - først og fremmest familien - eksisterer fortsat. Spørgsmålet om Bibelens autoritet har derfor især drejet sig om hvorvidt Bibelens modeller for disse forhold har gyldighed. Hovedspørgsmålet har været kvindens stilling. Det gav sig først udslag i debatten om kvindelige præster i 1960'erne, hvor modstanderne indenfor kirken nu er en minoritet. En mere generel debat om kvindens rolle i ægteskab og samfund opstod i forbindelse med kampen for kvindefrigørelse i 1970'erne. Store grupper af kristne fandt begrundelse for en mandsdomineret familie- og samfundsstruktur i Bibelen. Udgangspunktet var skabelsesberetningerne og familien, således som den blev beskrevet i GT. Eftersom Jesus og Paulus accepterede en tilsvarende situation i deres tid, fik den dermed en guddommelig bekræftelse. Resultatet af denne tankegang er, at en tidsbetinget social situation er gjort til en del af selve evangeliet og givet absolut autoritet - også for vor tid. Forordninger som i datidens samfund var til hjælp for kvinden ved at stille hende under mandens beskyttelse, får en undertrykkende virkning når de bliver direkte overført til vor tid. Eksempler på en tilsvarende tankegang findes også i diskussionen om skilsmisse og nygiftning af skilte, seksualmoral og homoseksualitet.

Den vigtigste indvending mod denne måde at bruge Bibelen på, er at den gør den til en lovbog. Bibelen er fremfor alt en beretning om Guds handling med folk og enkeltpersoner gennem historien. Centrum i den er beretningen om Jesus. Det betyder, at det centrale i kristendommen er troen på at Gud har vist sig i en historisk person - og ikke i en bog! Det er derfor Jesu person og handlinger som er målestokken på hvordan Bibelen kan anvendes i vor tid. Når han forkyndte Guds rige for alle slags mennesker, kom han ofte i konflikt med sociale og religiøse love. I lys af det «dobbelte kærlighedsbud», om at elske Gud og sin næste, foretog han en radikal fortolkning af disse love. Anvendt på vor situation betyder det, at religiøse love og forordninger ikke har ubetinget autoritet. Vi må f.eks. afvise brugen af enkelte bibeltekster som bevis for kvindens underordning ved at påvise, at undertrykkelse og ufrihed ikke er i samklang med budet om næstekærlighed. Det er hovedindholdet, ikke enkelthederne som må bestemme brugen af Bibelen i nutiden.

H.M.