Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Lesotho
DatoOpdatering
2015.01.21Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 16/11 2017
Læst af: 33.621
Verden  .  Afrika  .  Lesotho
: :
Lesotho
Befolkning2 mio.
ValutaMalotis
Areal30.355 Km2
HovedstadMaseru
Befolkningstæthed65,8 indb./Km2    
HDI placering141    

Dette lille land ligger i forbjergene til Drakensberg bjergene i Sydafrika. Landet er uden kyster, bjergrigt og råder kun i den vestlige del af landet over jorder, der er egnede til landbrugsproduktion (majs og hvede). Den øvrige del af landet anvendes til fåreavl. Bortset fra små forekomster af diamanter råder landet ikke over mineralressourcer. Det alvorligste miljøproblem er jorderosionen. Manglen på vand vil blive yderligere forværret, når et projekteret vandkraftværk i højlandet begynder at omdirigere vandressourcer til Sydafrika.

Folket: Landet er overvejende (85%) beboet af basotho eller sotho folket, der har bantu-oprindelse. Zuluerne udgør 15% af befolkningen, og desuden findes der en lille asiatisk og europæisk minoritet.

Religion: Overvejende kristen (93%), af hvilke 42,8% er katolikker, 29,1% protestanter og 21,1 % tilhører andre kristne retninger. Endvidere praktiserer 7% af befolkningen traditionelle afrikanske religioner.

Sprog: Sesotho og engelsk (officielt)

Politiske partier: Lesothos Kongres for Demokrati (tidl. Basothos Kongresparti) er regeringsparti. Basothos Nationalparti stiftet i 1958. Lesothos Kommunistparti stiftet i 1962. Marematlou Befrielsespartiet stiftet i 1962. Partiet for National Uafhængighed stiftet i 1984. Basothos Demokratiske Parti stiftet i 1984. Demokratisk Folkefront, en afskalning fra kommunistpartiet. Basothos Kopanang Parti stiftet i 1992 stod i spidsen for kampagner for kvinders rettigheder. Det nationale Fremskridtsparti stiftet i 1995, afskalning fra Basothos Nationalparti. Det kristelige demokratiske Parti stiftet i 1998, en afskalning fra Det nationale Fremskridtsparti.

Sociale organisationer: Lesothos General Workers Union (LGWU), stiftet i 1954 er landets eneste landsorganisation.

Officielt navn: Kingdom of Lesotho.

Administrativ inddeling: 10 distrikter

Hovedstad: Maseru, 227.000 indb. (2006).

Andre vigtige byer: Maputsoe; 32.800 indb, Mafeten 29.400 indb (2000).

Regering: Parlamentarisk monarki. Kong Letsie III er siden november 1990 landets statschef (bortset fra en periode i 1995-96). Tom Thabane er siden juni 2017 premierminister. Tokammer parlament: Nationalforsamlingen med 120 pladser og Senatet med 33.

Nationaldag: 4. oktober (Uafhængighedsdagen, 1966)

Væbnede styrker: 2.000 soldater (1996).

 

For flertallet af de afrikanske stater er opbygningen af den nationale enhed en historiske opgave, som for de fleste vedkommende endnu mangler at blive gennemført. Men i enkelte tilfælde eksisterede nationen, før staten blev dannet. Lesotho og Swaziland er eksempler på dette.

Zulu-erobringerne der blev indledt i 1818 af Chaka (se Sydafrika) berørte et stort antal bantufolk. Deriblandt sotho'erne der beboede et stort område i det nuværende Transvaal. Mens flere af disse grupper trak sig tilbage mod nord, samlede høvding Moshoeshoe bakwene stammen under sin ledelse, opfangede også en række oppositionelle zulugrupper og trak sig med disse tilbage mod Drakensberg bjergene. Der udbrød nu en langvarig modstandskamp. Først mod zuluerne og fra 1839 mod boerne. Denne kamp sammentømrede de forskellige folk, der ellers havde forskellig udspring, og de gav Moshoeshoe titlen «Bjergenes store Høvding». Sig selv kaldte de basotho'er.

Boerne - de hollandske settlere i Sydafrika - forsøgte at tvinge basothoerne til at arbejde på deres plantager men måtte hurtigt sande, at «disse vilde foretrækker friheden frem for slaveriet». Basothoerne nægtede også at arbejde på de hvides kvægfarme, for «gud skabte dyrene for at føde mennesket, ikke mennesket for at føde dyrene».

Den hollandske kolonisering af Sydafrika syntes dømt til fiasko, da en dreng i 1867 fandt en glimtende sten, der viste sig at være en diamant. Kort tid senere blev der fundet guld, og efter dette dukkede englænderne op. I 1868 overbeviste britiske missionærer basotho kongen Moshoeshoe I om, at kun «beskyttelsen» fra London kunne frelse ham og hans folk mod boernes forsøg på at gøre dem til slaver. Landet blev gjort til protektorat, og forblev adskilt fra Sydafrika - også efter at englænderne efter den blodige «boerkrig» i 1899 havde underlagt sig hele landet.

Storbritannien havde lovet regeringen i Pretoria, at både Basutoland, Bechuanaland (det nuværende Botswana) og Swaziland - der fungerede under sammenlignelige omstændigheder - en dag skulle optages i Sydafrika. Men da den sydafrikanske union i 1961 brød forbindelserne med London og konsoliderede sin racistiske apartheid politik, besluttede Storbritannien at give landene deres selvstændighed. Allerede i 1956 var der blevet udarbejdet en forfatning for Basutoland, og i 1966 erklærede det sig selvstændigt under navnet Lesotho.

Men som helt indesluttet i Sydafrika var Lesotho afhængig af transithandelen med sine produkter: hvede, asbest, kvæg og diamanter. Den sydafrikanske valuta, rand var også betalingsmiddel i Lesotho, og de sydafrikanske virksomheder kontrollerede landets økonomi og transport.

Udenrigshandelen var meget skæv med et importvolumen på 10 gange eksporten. Betalingsbalancen blev reddet ved at Lesotho sendte migrantarbejdere til Sydafrika: 45% af Lesothos arbejdsføre befolkning arbejdede i Sydafrikas guldminer, og sendte penge hjem til deres familier.

Den vanskelige økonomiske situation gav oppositionspartiet Kongrespartiet valgsejren i 1970. Premierminister Leabua Jonathan gennemførte nu et statskup, opløste parlamentet og sendte kong Moshoeshoe II i eksil. Han kunne kun få lov til at vende tilbage, hvis han afstod fra enhver form for politisk aktivitet.

Efter studenteroprøret i Johannesburg forstaden Soweto i 1976, søgte tusindvis af unge sydafrikanere asyl i Lesotho. Da Sydafrika begyndte at oprette de såkaldte «bantustans», afviste Lesotho at anerkende fantomstaten Transkei (se Sydafrika). Det fik apartheidstaten til i starten af 1977 at spærre grænsen mod Lesotho som gengældelse. Den økonomiske aggression skabte en meget alvorlig situation for det lille land, der udsendte dramatiske opfordringer om international solidaritet.

Efter Zimbabwes selvstændighed i 1980 tilsluttede Lesotho sig det regionale samarbejdsprojekt, som de såkaldte Frontliniestater satte i gang og knyttede samtidig kontakter med Moçambique

Dette udløste en ny bølge af repressalier fra Sydafrikas side, der begyndte at give åben støtte til grupper, der var modstandere af Jonathan regeringen. Dette tvang ham til at bede om støtte fra FN og EU. Samtidig blev Basothos Nationalparti (BNP) stillet overfor øget opposition fra Kongrespartiet under ledelse af Ntsu Mokhele.

De fleste væbnede sammenstød skyldtes det sydafrikanske militær, der var interesseret i at hindre at antiapartheid modstanderne fra ANC organiserede sig i Maseru (se Sydafrika). I december 1982 gennemførte sydafrikanske soldater et kommandoraid i Lesothos hovedstad, hvor de dræbte 45 personer, herunder 12 børn. Under aktionen blev 3 ANC ledere dræbt. De øvrige dræbte var uden politiske forbindelser.

Fra 1982 indførte regeringen undtagelseslovgivning. Militæret og politiet blev styrket, samtidig med at den paramilitære gruppe Koeko begyndte at slå til mod tilhængere af Basothos Kongresparti (BCP) i Drakensberg bjergene. BCP opgav sin nationalistiske line fra 70'erne, blev kastet ud i dyb krise og flere af dets ledere begyndte at modtage støtte fra Sydafrika.

I marts 1983 kom det til en grænsetræfning mellem Lesotho og Sydafrika, da nogle sydafrikanske sabotører forsøgte at trænge ind i kongeriget for at ødelægge dets vigtigste elektricitetsværk. Regeringen i Pretoria øgede presset for at få Lesotho til at undertegne en ikke-aggressionsaftale med Sydafrika, svarende til den apartheidregimet havde indgået med Swaziland og Moçambique. Jonathan var imod en sådan aftale, men landets økonomiske afhængighed tvang ham til at indtage en fleksibel holdning.

I slutningen af 1984 begyndte den sydafrikanske regering at tilbageholde produkter importeret af Lesotho - især våben købt i Europa. Samtidig forsinkede den pengeoverførslerne fra de 400.000 lesotho migrantarbejdere i Kap-regionen. Endelig forsinkede den planerne om bygningen af et vandkraftværk ved floden Sengu i grænseområdet mellem de to lande. Presset havde til formål at øge oppositionen mod BNP. Det gjaldt især det højreorienterede BDA og det tidligere venstreorienterede BCP.

Men selv disse skridt var ikke tilstrækkelige til at tilfredsstille Pretoria, og den 20. januar 1986 gennemførte general Justin Lekhanya - chef for Lesothos paramilitære styrker - et kup, der bragte Leabua Jonathans regering til fald. Den blev erstattet af en Militærkomite anført af Lekhanya selv.

I 1988 sendte Lesothos migrantarbejdere i Sydafrika over 350 millioner dollars tilbage til Lesotho - svarende til 5 gange landets eksportindtægter.

I marts sendte militærdiktaturet kong Moshoeshoe i eksil, idet det beskyldte ham for at hindre landets demokratisering. Hans søn, Bereng Mohato Siisa besteg nu tronen som Letsie III. Efter en generalstrejke blandt de væbnede styrker pga. de lave lønninger, bragte et nyt militærkup den 30. april 1991 Lekhanyas regering til fald, og der blev installeret et nyt regeringsråd under ledelse af oberst Elias P. Ramaema.

Den sydafrikanske regering beskar i 1991 overførslerne fra migrantarbejderne. I maj endte en demonstration mod den udenlandske indblanding i landets økonomi med 34 dræbte og 425 tilbageholdte.

En ny forfatning gjorde i 1993 kongen til statsoverhoved, uden at han fik lovgivende eller udøvende rettigheder. Parlamentsvalget i juli gav BCP samtlige pladser i parlamentet. Med et lån fra IMF indledtes i august privatiseringen af de halvstatslige virksomheder.

Erosionen berørte nu 58% af landets lavereliggende jorder. To-tredjedele af jorden tilhører migrantarbejdere, men udnyttes af jordbesættere uden interesse i at beskytte den. Vandet fra landets højereliggende egne - dets vigtigste ressource - skulle udnyttes gennem et vandkraftprojekt, der ville dreje flere floder i retning af Sydafrika til gengæld for elektricitet. Projektets udgifter ville løbe op i 2 milliarder dollars.

Gennem 1994 var de lave lønninger baggrunden for væbnede sammenstød mellem rivaliserende militære grupper. Regeringens plan om integrationen af BCP's væbnede gren i landets militær førte til bortførelsen og drabet på landets finansminister - begået af utilfredse soldater.

I august opløste kongen regeringen og parlamentet. Protesterne foran paladset blev slået ned af soldater og politi, og mindst 4 blev dræbt. Den interne republikanske opposition og internationalt pres tvang Letsie III til abdicere til fordel for sin far, kong Moshoeshoe II, der i januar 1995 formelt blev indsat på tronen.

Samme år afsluttedes boringen af den tunnel, der var del af et større projekt, der skulle forsyne Baal flodens udspring i Sydafrika med vand fra Lesotho fra 1997. Projektet var finansieret af Verdensbanken.

I januar 1996 omkom kongen ved en trafikulykke. En måned senere udpegede parlamentet Letsie III til ny konge. Fire fremtrædende oppositionspolitikere blev i marts beskyldt for forræderi. De skulle have planlagt et kup mod regeringen i perioden september 1995 til februar 1996.

Regeringen genoptog i 1998 et projekt for vandforsyning fra bjergene og indviede i april det første stykke, der inkluderede et dige. Projektet var blevet indstillet i 1997 efter protester fra lokalbefolkningen, der var blevet forflyttet og efter korruptionsbeskyldninger fra oppositionen. NGO'er i Italien beskyldte Verdensbanken for at overtræde lokalsamfundenes menneskerettigheder og ødelægge miljøet gennem sin finansiering af vandkraftværker i Lesotho.

Den katolske kirke protesterede i starten af 1998 mod oprettelsen af kurser i islam, hinduisme, buddhisme og jødedom i skoler kontrolleret af katolikkerne. Regeringen svarede, at forfatningen tillader religiøs mangfoldighed.

8. marts krævede hundredevis af kvinder strengere straffe af voldtægtsforbrydere. Iflg. officielle statistikker bliver 5 kvinder og piger daglig voldtaget i Lesotho. En rapport fra Sammenslutningen for udvikling af det sydlige Afrika pegede på, at i de fleste af de 14 medlemslande - heriblandt Lesotho - overholdes lovgivningen mod vold mod kvinder ikke.

Samme måned dannedes et nyt politisk parti - det Kristeligt demokratiske Parti - ved en splittelse i det Nationale Fremskridtsparti.

Valget i maj 1998 blev vundet af regeringspartiet, der nu blev kaldt Lesothos Kongres for Demokrati, men oppositionen anså valget for behæftet med svindel og gennemførte protestdemonstrationer. Iflg. valgkommissionen havde oppositionen kun erobret 1 ud af de 80 pladser på valg. I september sluttede en del af militæret sig til protesterne, og regeringen vurderede, at den ikke længere var i stand til at holde situationen under kontrol og bad om hjælp i Sydafrika, der sendte tropper, der med vold kvalte demonstrationerne. Sydafrika sendte efterfølgende en regning på 1 million dollars for en måneds intervention i sit naboland.

I december blev der nedsat en gruppe af 24 personer bestående af repræsentanter fra regeringen og oppositionen, der fik til formål at organisere nyvalg og ændre valgloven. De sydafrikanske tropper trak sig sammen med et lille kontingent soldater fra Botswana ud af landet i maj 1999.

I midten af 1999 blev 12 udenlandske virksomheder anklaget for at betale bestikkelse ifbm. licitationen til Afrikas største infrastrukturprojekt. Det drejer sig om et fælles projekt mellem Lesotho og Sydafrika om udnyttelse af det vand der gennem Orange floden strømmer ned fra Maloti bjergene og ender i Atlanterhavet. Der skal bygges en lang række vandkraftværker, der skal levere strøm til Lesotho og vand til Sydafrika. Vand er en ressource, der findes til overflod i Lesotho mens Sydafrikas industri i stigende grad har behov for vand.

Verdensbanken er også involveret i projektet, og det vurderes, at projektet allerede har fordrevet 30.000 bønder, der har mistet hjem, marker og græsgange. Selv om der ikke blev gennemført miljøundersøgelser ifbm. projektet, vurderedes det, at de berørte landsbyer og bønder «ville bevare mindst samme levestandard som før projektets igangsættelse». Men man kan allerede konstatere, at bortsat fra nogle få genbosatte, er levestandarden forringet for det store flertal, der har måttet slå sig ned i områder uden vand. Det vurderes desuden at projektet vil have store konsekvenser for vandsystemet i Lesothos bjerge og vil true flere dyre- og plantearters overlevelse i regionen.

I februar 2000 giftede kongen sig med en 23 årig universitetsuddannet kvinde. Ifølge udsagn fra kongen vil hun blive hans eneste kone.

I april 2001 besøgte Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki Lesotho med det formål at forbedre forholdet mellem de to lande. Præsidenten blev tvunget til at betale en ko i bøde. Årsagen var, at han ikke havde deltaget i kongens bryllup året forinden og Mbeki burde have deltaget, eftersom hans mor stammer fra Lesotho. Oppositionen var også kritisk overfor besøget efter Sydafrikas intervention i landet i 1998.

I marts 2002 annoncerede kongen efter flere måneders spekulationer gennemførelse af parlamentsvalg den 25. maj. Valgsystemet blev samtidig ændret, så 80 af Nationalforsamlingens 120 medlemmer fremover vælges i enkeltmandskredse, mens de resterende vælges ved forholdstalsvalg. Valget blev af internationale observatører karakteriseret som frit og retfærdigt.

I februar 2004 kritiserede Lesothos industri- og handelsminister, Mpho Malie USA og EU for dobbeltmoral. Det skete under et møde mellem afrikanske handelsministre, USA's handelsreporæsentant, Bob Zoellick, EU's handelskommissær, Pascal Lamy og WTO's generalsekretær Supachai Panitchpakdi. Malie erklærede, at USA og EU ikke kan kræve, at de afrikanske lande åbner deres markeder, når USA og EU samtidig beskytter deres. Mødet behandlede en række emner af fundamental betydning for Afrikas udvikling, som ellers har stået stille siden Uruguay runden i 1994. Formålet var samtidig at skabe en fælles forhandlingsblok frem til WTO's topmøde i Hong Kong i 2005.

Samme måned erklærede Mosisili landet i undtagelsestilstand og bad om international nødhjælp i form af mad. Ansvarlige for nødhjælpen erklærede, at tusinder var ved at dø af sult efter 3 års forgæves kamp mod den alvorlige tørke i landet.

I marts indviede regeringen officielt den første fase af vandkraftprojektet i Lesothos højland. Omkring 2010 var landet selvforsynende med elektricitet fra vandkraft og kunne derefter begynde at sæge strøm til Sydafrika.

I juni vedtog EU en hjælpepakke på 1 mio. Euro til fordelig af fødevarer blandt Lesothos mest sultende.

Bevæbnede mænd angreb i april 2009 premierminister Mosisilis bolig i et forsøg på at dræbe ham. Tre af angriberne hvoraf den ene var en soldat blev dræbt af premierministerens vagter. Mosisili slap uskadt. 6 mænd blev stillet for retten i juli 2009, anklaget for at have bistået kupforsøget, der af Lesothos kommunikationsminister blev betegnet som et forsøg fra sydafrikanske og Mocambikanske lejesoldater på at gennemføre et kup i landet.

People's Charter Movement i Lesotho arbejder for landets integration i Sydafrika, og får stadig større politisk støtte. Årsagen er den høje arbejdsløshed, økonomisk kollaps og at omkring 1/4 af befolkningen har AIDS. I maj 2010 afleverede bevægelsen en anmodning til den sydafrikanske højkommissær med anmodning om annektion. Det blev dog blankt afvist. Den Afrikanske Union (AU) udarbejdede sammen år en rapport, der anbefalede tættere økonomisk samarbejde mellem de to lande.

Landets vigtigste råvarer er vand (der bl.a. forsyner storbyerne i Sydafrika) og diamanter. Diamantpriserne faldt under starten på den økonomiske krise i 2008 for atter at stige i 2010-11, som tegn på at krisen var overstået for velhaverne i Vesten.

Parlamentsvalget i maj 2012 blev vundet af det nye parti Democratic Congress (DC) der fik 48 pladser i den 120 pladser store Nationalforsamling. Det næststørste parti blev All Basotho Convention (ABC) der fik 30 pladser - en fremgang på 13. Valgets to store tabere var Lesotho Congress for Democracy (LCD) der gik 36 mandater tilbage til 26, og National Independent Party (NIP) der blev næsten udslettet da det mistede 19 mandater og måtte nøjes med 2. Efterfølgende dannede ABC en koalitionsregering med LCD og flere mindre partier. ABC's Tom Thabane blev ny premierminister.

Under den politiske krise i juni 2014 suspenderede Thabane parlamentet og undgik derved en mistillidsafstemning. Suspenderingen blev foretaget med kongens billigelse, men udløste stærke reaktioner fra Sydafrika, der opfordrede til genåbning af parlamentet. Sydafrika advarede samtidig militæret mod at tage magten efter troppebevægelser i hovedstaden. Den 30. august fandt der nye troppebevægelser sted, der tydede på et kupforsøg og Thabane flygtede derefter til Sydafrika. 4 dage senere vendte han tilbage til Maseru under sydafrikansk beskyttelse, og efter 1½ måneds forhandlinger lykkedes det i midten af oktober de sydafrikanske mæglere at få genåbnet parlamentet. Samtidig blev det aftalt, at der skulle gennemføres parlamentsvalg i februar 2015.

Det fremskudte parlamentsvalg i februar 2015 blev vundet af Pakalitha Mosisilis Democratic Congress (DC), der fik 38,4% af stemmerne, hvilket gav 47 pladser i det 120 pladser store parlament. Det var en tilbagegang på 1 mandat. Men valgets store sejrherre var Thabanes ABC, der gik 16 mandater frem til 46. Democratic Congress dannede derefter regering med Pakalitha Mosisili som premierminister.

Fra juni boykottede oppositionen parlamentet i protest mod regeringens manglende interesse i at undersøge generalløjtnant Maaparankoe Mahaos dødsfald. Han blev skudt af soldater efter at være blevet fjernet fra posten som militærets øverstbefalende en måned inden. Thabane og to andre oppositionsledere flygtede derefter til Sydafrika. Pga. den manglende sikkerhed i landet og ustabilitet var de ikke i stand til at vende tilbage. SADC sendte i juli en undersøgelseskommission til landet for at undersøge omstændighederne omkring drabet på generalen, men kommissionen måtte i oktober opgive sit arbejde pga. manglende villighed til samarbejde fra regeringens og militærets side.

23 soldater der mistænktes for at være loyale overfor general Mahao blev arresteret i maj 2015, underkastet tortur og truet med at blive sat for en militærdomstol. Landsretten beordrede i oktober soldaterne løsladt, men kun 7 blev sluppet fri. En appeldomstol afsagde i april 2016 en kendelse, der i strid med landsrettens kendelse sagde, at de resterende fortsat skulle sidde fængslede - fortsat uden rettergang og dom.

Tom Thabane og de øvrige flygtede oppositionspolitikere vendte i februar 2017 tilbage til Lesotho for at deltage i en mistillidsafstemning mod premierminister Mosisili. Mosisili udskrev derefter nyvalg, der gennemførtes i juni. Thabanes ABC gik 2 mandater frem til 48, mens Mosisilis gik 17 tilbage til 30. Thabanes ABC dannede derefter en koalitionsregering sammen med 3 andre partier og Thabane selv som premierminister.

Guia del Mundo


 

Internet

Index on Africa relevante links (engelsk)
Nyheder på engelsk (Africa News Online)
Political ressources on the Net (Lesotho)
Amnesty International årsrapport 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)