Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Cote de Ivoire
DatoOpdatering
2015.01.20Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 24/10 2017
Læst af: 62.924
Verden  .  Afrika  .  Cote de Ivoire
: :
Elfenbenskysten (Côte d'Ivoire)
Befolkning16 mio.
ValutaCFA francs
Areal322.460 Km2
HovedstadAbidján
Befolkningstæthed49,6 indb./Km2    
HDI placering149    

Beliggende i Guineabugten; opdelt i to naturområder. Den sydlige regnfulde del, som er dækket af tropisk regnskov. Her har udenlandske investorer etableret kæmpe plantager med eksportafgrøder som kaffe, kakao og bananer. I nord er det bjergrige højland rigt på savanner, hvor småbønder dyrker majs, jordnødder og durra. Elfenbenskysten kan præstere en af verdens hurtigste afskovningsprocesser. Kvinderne er en vigtig faktor i beskyttelsen af miljøet, pga. den centrale rolle de spiller - specielt i landzonerne.

Autoritært regime på randen af borgerkrig, uden respekt for de menneskelige rettigheder, støttet af Frankrig og USA.

 

Folket: Befolkningen er sammensat af 5 etniske grupper: kru'er, akan'er, volta'er, mand'er og malinki'er. Nogle kommer fra regnskovene, andre fra savannerne; opdelt i 80 stammer.

Religion: 2/3 af befolkningen praktiserer de traditionelle naturreligioner, mens 23% er muslimer og 12% er kristne.

Sprog: Fransk er det officielle sprog. Der er lige så mange sprog som der er stammer; de mest udbredte er diula i nord, baoulé i den centrale og vestlige del, og bete i sydøst.

Politiske partier: Elfenbenskystens demokratiske Parti, PDCI, der har siddet på magten i det meste af perioden siden uafhængigheden i 1960; Elfenbenskystens Folkefront, FPI, der er det største oppositionsparti; Elfenbenskystens patriotiske Bevægelse, MPCI (Mouvement Patriotique de Côte d'Ivoire).

Sociale organisationer: Det eneste tilladte fagforbund er Landsorganisationen af Arbejdere, UGT. Nogle oppositionelle fagforeninger fungerer illegalt.

Officielt navn: République de Côte d'Ivoire.

Administrativ inddeling: 49 departementer.

Hovedstad: Abidjan, 6.169.000 indb. (2007). Yamoussoukro (242.744 indb. (2010)) er siden 1983 det politiske center.

Andre vigtige byer: Bouaké, 741.100 indb; Daloa, 184.300 indb.; Korhogo, 164.200 indb. (2000).

Regering: Parlamentarisk republik. Alassane Ouattara, præsident siden december 2010, genvalgt i 2015. Daniel Kablan Duncan er siden november 2012 premierminister. Etkammersystem; Nationalforsamlingen med 225 medlemmer vælges ved frie valg hvert 5. år. 2/3 af medlemmerne i senatet vælges ved frie valg, de resterende udpeges af præsidenten. Medlem af den Afrikansk-franske Møntunion, CFA.

Nationaldag: 7. august, Uafhængighedsdagen. (1960).

Væbnede styrker: 8.400 mand.

Paramilitære styrker: 7.800 mand.

 

Ifølge baoulé'erne drog dronning Aura Poka, der var søster til en mislykket bejler til ashantiernes trone, i 1730 med sit folk mod vest og grundlagde en ny stat i midten af den region, europæerne siden det 15. århundrede havde kendt under navnet Côte d'Ivoire, Elfenbenskysten, pga. den intensive handel med elefanternes stødtænder.

Opblomstringen af denne ashanti-stat var en trussel mod de mindre Aigini- og Atopkara-kongedømmer ved henholdsvis kysten og i det indre af landet. De anmodede derfor om beskyttelse fra franskmændene i 1843. Det gav franskmændene monopol på etablering af handelsstationer langs kysten og - næsten et halvt århundrede senere - muligheden for at trænge ind i landet, i et forsøg på at forbinde Elfenbenskysten med Guinea, Mali og Senegal.

I denne proces mødte man hård modstand fra Samori Turé, hvis stat var beliggende nøjagtigt i den centrale del af det område, europæerne ønskede at sammenlægge. (Se: Guinea).

Efter 3 årtiers blodige kampe (1870-1998) blev Turé besejret, og lederne fra de største stammer mødtes for at indgå aftaler med franskmændene.

I 1895 grundlagde franskmændene Fransk Vestafrika, sammensat af Senegal, Fransk Sudan - det nuværende Mali, Guinea og Elfenbenskysten. Senere udvidedes området med Chad, Burkina Faso - det tidligere Øvre Volta - og Mauretanien. Man forsøgte på denne måde at opnå en vis stabilitet mellem de fattigste lande - Chad og Øvre Volta - og de lande, der var bedre stillede - Senegal og Elfenbenskysten. Det lykkedes dog ikke at videreføre unionen, efter at de enkelte lande havde opnået selvstændighed.

Forsøg på økonomisk integration har lige siden været afprøvet - med skiftende succes - men først i den seneste tid har man taget konkrete initiativer med oprettelsen af Det vestafrikanske økonomiske Fællesskab. En sammenslutning af 15 lande i regionen, der tidligere var franske, britiske og portugisiske kolonier.

Politisk kom Fransk Vestafrika «til verden» i 1946 med dannelsen af Den afrikanske demokratiske Gruppe, RDA, et parti med «aflæggere» i Senegal, Mali og Guinea, hvis mål var selvstændighed og enhed blandt de franske kolonier i området.

Tronarvingen hos baoulé'erne, lægen og godsejeren Félix Houphouet Boigny udnævntes til præsident for RDA pga. sin erfaring som leder for en sammenslutning af bønder, der havde været i opposition til det franske kolonistyre.

Efter at have indgået en alliance med det franske kommunistparti, PCF, der var det eneste parti, der i realiteten forfægtede antikolonialistiske synspunkter, organiserede RDA strejker, demonstrationer og boykot mod europæiske virksomheder. Repressalierne mod RDA kostede hundredevis af menneskeliv, mens tusinder arresteredes. Det gav Boigny anledning til at afbryde samarbejdet med PCF i 1950 og acceptere en aftale, foreslået af Francois Mitterrand, der på daværende tidspunkt var fransk minister med ansvar for de oversøiske områder. RDA mistede hastigt troværdighed efter holdningsskiftet og Boigny havde til sidst kun opbakning i sin hjemegn.

Alle de franske besiddelser i Vestafrika opnåede selvstændighed i perioden 1958-1960, og de nye nationer blev optaget som medlemmer af FN. Bevidste om deres landes ringe økonomiske formåen, argumenterede lederne for oprettelsen af en union, men Boigny afviste tanken af frygt for at miste den relative velfærd og de privilegier landet nød i forhold til den tidligere kolonimagt Frankrig. «Vi siger ikke farvel til Frankrig, men på gensyn», udtalte Elfenbenskystens præsident, da han proklamerede landets selvstændighed.

Elfenbenskysten, der er storproducent af kaffe, kakao, gummi og diamanter, tiltrak multinationale investorer, da man, som et resultat af Boigny's autoritære styre, kunne garantere politisk stabilitet og derudover også kunne tilbyde usædvanlig billig arbejdskraft, som for øvrigt i stort omfang kom fra nabolandene.

Væksten i økonomien på 8-10% årligt i perioden fra 1966-1976 forsvandt i slutningen af 1979 med krisen i Vesten. Landbrugseksporten faldt fra 4 milliarder dollars til knap 1 milliard fra 1980-1983. Halvdelen af de virksomheder der blev oprettet fra 1966-1976 lukkedes, mens arbejdsløshedstallene steg til 45% og udlandsgælden femdobledes i perioden 1981-85.

Efter «forslag» fra IMF, nedskar præsident Boigny de offentlige udgifter drastisk, suspenderede næsten samtlige statslige projekter og fjernede fødevaresubsidierne. Det førte ikke umiddelbart til sociale uroligheder - fagforeningerne var for svage og der manglede åbenlyst politiske alternativer. De studerende og de liberale blev dermed de eneste oprørske elementer, som organiserede strejker og demonstrationer.

I maj 1984 lykkedes det at opnå en genforhandling om udlandsgælden med Paris-klubben og landets øvrige kreditorer, men den økonomiske krise fortsatte takket være faldet i verdensmarkedspriserne på kaffe og kakao.

På Elfenbenskystens Demokratiske Parti, PCDI's, 8. kongres i oktober 1985 opstilledes den nu 80-årige Houphouet Boigny som kandidat til for sjette gang at forny sit mandat. Hans kandidatur støttedes samme måned af 99% af de stemmeberettigede. Ved parlamentsvalget i november undlod 75% af vælgerne at deltage.

I et forsøg på at distancere sig fra de barske realiteter, opførte styret en række monumentale bygningsværker; herunder bl.a. Afrikas største katedral - i et land, hvor blot 12% af befolkningen bekender sig til kristendommen!

Elfenbenskysten, der er verdens største kakaoproducent, måtte se sin vigtigste eksportartikel kraftigt forringet: fra juli 1987 til oktober samme år, faldt verdensmarkedsprisen på kakao med omkring 50%.

I 1991 var det stadig ikke lykkedes for regeringen at få gennemført en treårsplan, der skulle sanere landets økonomi, privatisere de statslige virksomheder og forbedre de private virksomheders konkurrenceevne.

Præsidentens død i december 1993 gav anledning til uoverenstemmelser om, hvem der skulle være hans efterfølger. Parlamentsformanden Henri Konan-Bédié udpegedes til ny præsident, og det lykkedes ham at konsolidere sin magtposition i regeringspartiet Det demokratiske Parti, på trods af modstand fra den tidligere premierminister Ouattara.

I 1994 kom det til konfrontationer mellem regeringen og fagforbundene, der krævede kompensationer for en 100% devaluering i januar. I hvad der fortolkedes som en kompensation for at have accepteret devalueringen - der var foreslået af Frankrig og IMF - blev halvdelen af Elfenbenskystens gæld til landene i Paris-klubben eftergivet. Alligevel har landet stadig den største udlandsgæld pr. indbygger.

Bédié vandt i oktober 1995 præsidentvalget, der blev boykottet af oppositionen. For første gang siden selvstændigheden var det ikke tilladt udlændinge bosiddende i Elfenbenskysten at deltage i valget, lige som man også var afskåret fra at deltage, hvis blot een af forældrene var udlænding. Det satte Bédié i stand til at «eliminere» sin rival Ouattara, hvis far kom fra Burkina Faso.

Premierminister Daniel Kablan Duncan dannede i januar 1996 en ny regering med 31 medlemmer. Her skuffedes de forventninger til indførelse af reelle forandringer - 25 af ministrene kom fra den gamle regering. Takket være stigninger i verdensmarkedspriserne på kaffe og kakao, viste de økonomiske tal dog tegn på fremgang.

For at kunne følge forskrifterne fra Verdensbanken og IMF, intensiverede Elfenbenskysten de økonomiske reformplaner og privatiseringsprogrammerne. De to internationale finansinstitutioner indvilgede i at tildele landet lån på i alt 385 millioner dollars. Justeringerne indenfor den offentlige sektor skabte imidlertid enorme problemer i sundhedssektoren, og den forventede levetid faldt til under 50 år. Hertil skal føjes, at AIDS og andre svøber som gul feber og tuberkulose var i hastig fremmarch.

I marts 1998 erklærede USA's udenrigsministerium, at Elfenbenskysten ikke alene var blevet et knudepunkt for handel med narkotika som heroin, men at man også i kakaoplantagerne dyrkede marihuana.

Oppositionen krævede en reduktion af valgretsalderen fra 21 til 18 år - den alder hvor unge mænd samtidig skal gøre militærtjeneste. Præsidenten afviste kravet. Han frygtede, at denne del af befolkningen, der var ramt af hans sociale politikker ville vende sig imod ham ved valgene planlagt til oktober 2000.

Pga. studenter-demonstrationer lukkede regeringen i maj 1999 undervisningsinstitutionerne, men situationen udviklede sig i en mere voldelig retning. I andet kvartal kom det til sammenstød mellem chaufførernes fagforening og politiet i forskellige dele af landet. Størstedelen af UDR's ledelse blev arresteret i november efter en demonstration mod præsidentens kontrol over de statslige informationsorganer.

I december styrtede general Robert Guéi ved et militærkup Bedié, der flygtede ud af landet. USA og EU opfordrede juntaen til at genindføre demokratiet. Efter at have erklæret at statskassen var tom, overtog Guéi i januar 2000 posten som midlertidig præsident. Samtidig annoncerede han gennemførelsen af folkeafstemning i august til ændring af grundloven samt gennemførelsen af valg i oktober. Det fik øjeblikkeligt oppositionens kandidater til at indlede valgkampen.

Ændringen af grundloven sænkede valgretsalderen til 18 år. Men andre foreslåede ændringer af grundloven - der kom til i sidste øjeblik - blev udsat for kritik. Det gjaldt bl.a. forslaget om, at præsidentkandidaters forældre skulle have oprindelse i Elfenbenskysten. Et forslag der klart havde til formål at udelukke Ouattara, hvis forældre iflg. hans modstandere stammede fra Burkina Faso.

Trods det at USA, Frankrig og en række pro-demokratiske grupper opfordrede Guéi til ikke at deltage i valget, valgte denne alligevel at deltage som uafhængig kandidat. De frygtede, at hans indflydelse i militæret ville mindske valgenes troværdighed.

Ved valget i oktober 2000 nåede valgdeltagelsen kun op på 40%. Da optællingen to dage senere pegede på den socialistiske Laurent Gbagbo som sejrherre med 51% af stemmerne, udråbte Guéi sig selv som præsident. Præsidentgarden indtog den øverste valgkommission, hvor optællingen foregik, og formanden for denne hævdede, at der var blevet begået fejl i optællingen, og at Gbagbos parti havde gjort sig skyldig i valgsvindel. Den opfordrede til gengæld til modstand. Gardene fyldtes af demonstranter, men hverken militær eller gendarmeri greb ind. Da det folkelige oprør ikke længere kunne holdes tilbage, trådte valgkommissionen atter frem, og denne gang med resultatet: Gbagbo 60%, Guéi 32%. Ved sin indsættelse som præsident opfordrede Gbagbo til national enhed og fred, mens Guéi gik i eksil i Benin.

De tre største partier havde oprindelig kæmpet sammen mod Guéi, men da Gbagbos sejr var en realitet, krævede Ouattaras parti valget gjort om. Kravet fik hadet til indbyggerne i den nordlige del af landet til at blusse op. I syd blev moskeer stukket i brand, og 500 muslimer fra nord blev massakreret af medlemmer af FPI med støtte fra militær og gendarmeri.

Ouattara og Gbagbo mødtes for at nå frem til en fælles løsning og opfordrede befolkningen til at agere fredeligt, men den nye præsident afviste samtidig at lade valget gå om. Gbagbo regeringens første handling var at undersøge og retsforfølge de ansvarlige for massakren på de 500 unge muslimer. Samtidig nedsatte den en national forsoningskomite bestående af 29 repræsentanter fra de forskellige sektorer af det civile samfund.

Landet havde i to år været internationalt isoleret efter Guéis kup, og den økonomiske udvikling var en smule mere positiv i 2001 end i de foregående år. BNP faldt «kun» 0,9% mod 2,3% i 2000. Landets vigtigste eksportprodukter kakao, kaffe og olie var samtidig præget af faldende verdensmarkedspriser. Men landets tilbagevenden til demokrati forbedrede de internationale relationer, og dermed også håbet om økonomisk vækst. I april 2002 sløjfede EU og Parisklubben gæld for 911 US$, som Elfenskysten havde til de to kreditorer. Til gengæld skulle regeringen gennemføre et vidtgående strukturtilpasningsprogram - herunder privatiseringen af statslige virksomheder, reduktionen af statssubsidier og indførelse af fri markedsdannelse.

2001 Borgerkrig

Den 19. september kom det til væbnede kampe i Abidjan og andre byer i den nordlige del af landet. Oprøret blev anført af Elfenbenskystens Patriotiske Bevægelse (MPCI), og fik støtte fra en stor del af befolkningen i nord - overvejende muslimer. Den krævede 800 soldater der var afskediget fra militæret genansat, og krævede siden desuden Gbagbo afsat og nye valg gennemført. Under det militære oprør evakuerede franske soldater alle udlændinge fra byen Bouaké, der var blevet taget som hovedkvarter af oprørerne. Samtidig blev tusinder af civile fra byen sendt på flugt. Under oprøret blev indenrigsminister Emile Boga Doudou og ekspræsident Guéi myrdet i Abidjan.

I oktober besøgte ministre fra det Vestafrikanske Fællesmarked (ECOWAS) landet, og oprørerne benyttede lejligheden til at erklære våbenhvile, men en fornyet offensiv fra regeringstroppernes side brød våbenhvilen, og oprørerne indtog hovedbyen for kakaoproduktion, Daloa. Efter blodige kampe blev de fordrevet fra Daloa, og en ny våbenhvile blev undertegnet i den nordlige by Bouaké. Gbagbo accepterede våbenhvilen og støttede oprettelsen af en regional styrke til overvågning af våbenhvilen, for at hindre nye sammenstød under de efterfølgende forhandlinger.

Krisen blev imidlertid yderligere forværret, da to nye oprørsbevægelser MPIGO og MJP (Mouvement Populaire Ivorien du Grand Ouest & Mouvement pour la Justice et la Paix) den 28. november besatte de vigtigste byer i den vestlige del af landet. I januar 2003 indledtes der fredsforhandlinger i Paris med deltagelse af de 3 oprørsgrupper og landets vigtigste politiske partier. Den 24. januar nåede parterne frem til en aftale, hvis vigtigste indhold var dannelsen af en national samlingsregering med deltagelse af alle parter. Gbagbo blev siddende som præsident, men fik sin magt beskåret til fordel for den nyudnævnte premierminster Seydou Diarra fra partiet RDR. Aftalen fastslog samtidig, at oprørsgrupperne skulle have posterne som forsvars- og indenrigsminister. Det udløste et oprør blandt den oprindelige regerings tilhængere, der angreb franskmænd og franske institutioner. Ministerposterne blev derfor ikke besat før september, og da forbigik præsidenten oprørsgrupperne. Det førte til stærke protester fra disses side, og de forlod de følgende 3 måneder regeringen, for dog i december at vende tilbage.

Den 5. marts 2003 trak et af de store partier, PDCI sig ud af samlingsregeringen i protest mod Gbagbo's metoder, og aktionen har siden fået støtte fra de 4 andre oppositionspartier i regeringen og oprørsgrupperne.

Borgerkrigen har delt landet i to. Oprørsgrupperne kontrollerer fortsat den nordlige del af landet, og de har nægtet at lade sig afvæbne. En styrke på 4000 franske og 1300 soldater fra ECOWAS landene overvåger den demilitariserede zone mellem nord og syd. FN's Sikkerhedsråd besluttede i maj 2003 at oprette en mission i landet, MINUCI, der består af omkring 37 militærobservatører. Situationen er samtidig anspændt til nabolandene. Gbagbo beskyldte i september 2002 Burkina Faso for at støtte oprørerne, og grænsen mellem de to lande er i dag lukket. Situationen mellem Liberia og Elfenbenskysten er ligeledes stærkt anspændt. De to lande støtter gensidigt modpartens oprørsbevægelser.

En rapport fra FN's fødevareorganisation FAO offentliggjort i december 2003 bekræftede at Côte d'Ivoire er et af 23 lande der har umiddelbar behov for fødevare nødhjælp. Især i de vestlige og nordlige områder, der er under rebellernes kontrol.

Ligeledes i december blev 19 personer dræbt ved et væbnet angreb mod militærpolitiet udenfor den statslige radio- og TV station i Abidjan. Gaderne blev spærret af og paramilitært politi og armerede køretøjer patruljerede gaderne i hovedstaden. Iflg. den internationale presse var der tale om det hidtil alvorligste angreb dette år.

Samme måned vendte rebellerne tilbage til den nationale samlingsregering, hvor de beklædte en række af ministerierne. FPI's leder, Pascal Affi Nguessan erklærede at han følte sig «tilfreds og lettet». Nguessan tilføjede at rebellernes beslutning var udtryk for et stærkt ønske om at tage del i fredsprocessen, og at deres tilbagevenden til ministerposterne ville føre til en hurtig normalisering af livet i landet.

I marts 2004 døde 25 personer under et protestmøde i Abidjan arrangeret af oppositionen mod Gbagbos regering. Volden udfoldede sig mellem civile deltagere i demonstrationen og sikkerhedsstyrker. Gbagbo karakteriserede demonstrationen som et «forsøg på væbnet oprør». Rebellernes ledere erklærede, at de afbrød deres deltagelse i koalitionsregeringen. PDCI anklagede Gbagbo for at være ansvarlig for destabiliseringen af fredsprocessen. FN's fredsbevarende styrker blev sendt afsted for at overvåge fredsprocessens fortsættelse.

I maj kritiserede en FN rapport, at oppositionens demonstration i marts af sikkerhedsstyrkerne var blevet anvendt som påskud for gennemførelse af en planlagt operation. Under operationen blev over 120 personer henrettet, og FN rapporten omtalte summariske henrettelser og tortur. Rebelgruppen Forces Nouvelles (FN) erklærede, at dens ministre trak sig fra koalitionsregeringen, efter at Gbagbo havde oplyst om gennemførelse af sanktioner mod disse og havde opfordret til boykot af ministermøderne. Gbagbo fyrede 3 FN ministre og erstattede dem med medlemmer af FPI.

Med Sydafrika som mægler indgik regering og rebeller i april 2005 en våbenhvile. Der var forventet at denne ville have større succes end den våbenhvile der 2 år tidligere var aftalt i Frankrig. Aftalen rummede bl.a. en bestemmelse om afholdelse af præsidentvalg på et senere tidspunkt samme år. I de foregående måneder var situationen forrået, og det frygtedes at konflikten ville udvikle sig til egentlig krig. I oktober arkiverede præsident Gbagbo imidlertid planerne om valg. Han besluttede, at loven gav ham lov til at forblive på magten. FN besluttede at forlænge sin tilstedeværelse i landet.

Mæglerne udpegede i december økonomen Charles Konan Banny til premierminister. Man mente at kunne afvæbne militserne og udskrive valg. Men i januar 2006 gik tilhængere af Gbagbo på gaden for at protestere imod hvad de anså for FN's overdrevne indgreb i landets indre anliggender. I oktober 2006 fastlagde FN afholdelse af valg til oktober året efter. FN's Sikkerhedsråd forlængede i juli 2007 FN missionens mandat med yderligere 6 månder. Det var iflg. talsmænd for FN absolut nødvendigt at missionen overvågede fredsprocessen og førte landet frem til «afholdelsen af frie og transparente valg».

I marts 2007 blev en ny fredsaftale underskrevet, og Gbagbo gav udtryk for, at han ønskede Guillaume Soro som ny premierminister. I april 2007 blev Soro udpeget som landets premierminister. Inden sin udnævnelse havde han været formand for Elfenbenskystens patriotiske Bevægelse (MPCI) og siden leder af oprørsbevægelsen Nye Styrker (Forces Nouvelles de Côte d'Ivoire). I juni blev han udsat for et attentatforsøg, da der blev affyret raketter mod hans fly, men han slap uskadt. Han og præsidenten deltog i juli i en symbolsk ceremoni, hvor våben der havde været brugt i borgerkrigen blev brændt.

Gbagbo blev i august 2008 udpeget som sit partis kandidat til præsidentvalget i november. Dette blev imidlertid udskudt til 2009 og siden 2010 som følge af den spændte sikkerhedsmæssige og politiske situation i landet. Endelig den 31. oktober 2010 gennemførtes første valgrunde, der blev vundet af Gbagbo med 38% af stemmerne, med Alassane Ouattara på andenpladsen med 32% af stemmerne. Anden valgrunde gennemførtes 28. november. Den 2. december offentliggjorde den uafhængige valgkommission (IEC) et foreløbigt resultat, der gav Ouattara 54,1% af stemmerne, mens Gbabgo fik 45,9%. Dette resultat blev øjeblikkeligt modsagt af Konstitutionsrådet, der formelt havde det sidste ord i opgørelsen af resultatet. Rådet kasserede ½ million stemmer fra Ouattara dominerede områder og udråbte Gbabgo som vinder med 51,45% af stemmerne. Begge kandidater lod sig nu indsætte som præsidenter.

Gbabgos forsøg på at klynge sig til magten udløste fordømmelse fra den Afrikanske Union (AU), det Vestafrikanske Fællesmarked (ECOWAS), FN, EU og USA. Den 18. december forsøgte Gbabgo at smide FN's fredsbevarende styrker ud af landet, men Sikkerhedsrådet forlængede i stedet styrkens mandat til 30. juni 2011. AU forsøgte at mægle i konflikten og sendte Sydafrikas tidligere præsident Thabo Mbeki som mægler, men forgæves.

Allerede fra starten af december var der sammenstød mellem tilhængere af Ouattara og Gbabgos sikkerhedsstyrker, og volden tog hastigt til på begge sider. I marts 2011 var omkring 450.000 indbyggere flygtet fra landet, flere hundrede dræbt og flere tusinde såret. Samme måned indledte Ouattara styrker en væbnet offensiv mod Gbabgo og fik hurtigt kontrol med næsten hele landet. Den 11. april blev Gbabgo taget til fange af franske specialstyrker. Ouattara var fra da landets eneste præsident. Gbabgo blev stillet for retten for økonomiske forbrydelser, og i august anmodede regeringen ICC om at indlede efterforskning af Gbabgos krigsforbrydelser. I oktober udstedte ICC arrestordre på Gbabgo, og i november blev han udleveret til retsforfølgelse i Haag.

Ouattaras sejr var dyrekøbt. Krigen mellem de to kandidater havde kostet over 3.000 livet og forvoldt betydelige ødelæggelser. Samtidig var landet politisk dybt splittet. I september nedsattes derfor en Sandheds- og Forsoningskommission efter sydafrikansk forbillede. Kommissionen blev ledet af tidligere premierminister Charles Konan Banny og bestod af religiøse og regionale ledere. Banny understregede dog, at kommissionen ikke havde magt til at udstede amnesti eller tilgive.

I december gennemførtes parlamentsvalg. Det første siden 2000. Valget blev imidlertid boykottet af Gbabgos parti FPI. Valgkampen forløb dog fredelig, men valgdeltagelsen var lav (35,9%). Efter valgsejren igangsatte præsident Ouattara en reform af de væbnede styrker (FRCI), der skulle ophæve den straffrihed der havde præget de foregående år. Men reformen nåede ikke i bund. 2012 var præget af stadig overgreb fra både FRCI og den statsligt støttede Dozos milits på den ene side, og væbnede grupper tilknyttet Ghagbos FPI på den anden. Ingen blev stillet til regnskab for de overgreb der blev begået. Den væbnede konflikt tog yderligere til i juni 2012 efter drabene på 7 medlemmer af FN's fredsbevarende styrke i landet (UNOCI) og 10 civile i den sydvestlige del af landet begået af militser fra Liberia. Ouattara anklagede FPI for at stå bag, hvilket partiet benægtede.

Præsident Ouattara skiftede i november 2012 premierminister Ahoussou-Kouadio ud med den tidligere udenrigsminister Daniel Kablan Duncan.

ICC meddelte i juni 2014, at Laurent Gbagbo i juli 2015 vil blive stillet for retten for 4 anklager om forbrydelser mod menneskeheden. ICC bad samtidig om at få hans hustru, Simone Ghagbo udleveret fra Côte d'Ivoire til retsforfølgelse.

Myndighederne havde i 2014 mistet kontrollen over betydelige dele af landet - specielt i nord - der i stedet blev regeret af væbnede bander.

I marts 2015 blev 78 støtter og familiemedlemmer til Laurent Gbagbo stillet for retten i Abidjan. Deriblandt hans kone Simone. 18 blev frikendt og nogle fik betingede straffe. Simone Ghagbo blev idømt 20 års fængsel for «undergravelse af statens sikkerhed», deltagelse i en undergravende bevægelse og offentlig uorden. Geneviève Bro Grebé blev idømt 10 års fængsel fro tilsvarende anklager.

Ouattara blev i oktober 2015 valgt til en 2. periode som præsident med 84% af stemmerne. Den massive valgsejr var en konsekvens af splittelse i oppositionen, der ikke var enige om hvorvidt man skulle deltage i valget eller boykotte det. Selv det store oppositionsparti FPI var splittet. Nogle opfordrede til boykot, mens andre opfordrede til deltagelse. Partiets kandidat Pascal Affi N'Guessan fik derfor kun 9% af stemmerne. Valgdeltagelsen var til gengæld kun 54,6%.

Regimets forfølgelse af oppositionen fortsatte gennem 2015. Alene i september-oktober blev over 50 arresteret af politiske årsager - de fleste medlemmer af oppositionen. De fleste blev tilbageholdt på anklager om forstyrrelse af den offentlige orden eller deltagelse i ulovlige fredelige demonstrationer. Selvom nogle af de arresterede senere blev løsladt var 20 fortsat arresteret i slutningen af året. Mange blev mishandlet og holdt i total isolation i flere uger. I løbet af året forbød regimet mindst 10 demonstrationer, oppositionen eller NGO'er ønskede at gennemføre.

ICC indledte i januar 2016 retssagen mod tidligere præsident Gbagbo. Denne benægtede alle anklager. I maj kom det til en konflikt mellem myndighederne og ICC, der i 2015 havde bedt om at få udleveret Gbragbos hustru Simone Gbagbo til retsforfølgelse. Det blev afvist, og hun blev istedet stillet for retten i Abidjan.

I marts spredte konflikten i Sahel regionen sig til Elfenbenskysten, da AQIM organisationen al-Mourabitoune der indtil da havde været aktiv i det nordlige Mali angreb 3 hoteller ved kysten i Grand Bassam og dræbte 19. Mere end 80 personer blev efterfølgende arresteret.

FN's Sikkerhedsråd forlængede i april verdensorganisationens fredsbevarende mission UNOCI frem til 30. juni 2017. Samtidig blev den våbenembago og individuelle sanktioner der havde været i kraft siden 2004 ophævet.

I et forsøg på at beskytte landets svindende skovressourcer tvangsfjernede myndighederne i juli 15.000 kakaobønder fra Mont Péko Nationalparken. Mange familier havde derefter ikke adgang til mad, sanitære forhold eller blot tag over hovedet.

I oktober stemte 93,4% for en ny forfatning. Stemmeprocenten var dog kun 42,4%. Oppositionen kritiserede kraftigt den nye forfatning, der på en række punkter afveg fra den foregående. Der blev ikke længere stillet krav om, at begge en præsidentkandidats forældre skulle være Ivorianere; der blev oprettet et vicepræsident embede og et senat bestående af tidligere offentligt ansatte; både vicepræsident og senat skulle vælges ved frie valg, dog således at præsidenten fik ret til at udpege 1/3 af medlemmerne af senatet; endelig blev valgperioden for parlamentsmedlemmer reduceret til 4 år. Op til folkeafstemningen gennemførte oppositionen fredelige protester mod den nye forfatning. Politiet svarede igen ved vilkårligt at arrestere 50 politikere, der blev tilbageholdt i flere timer før de blev sat på fri fod - ofte uden for hovedstaden og for enkeltes vedkommde op til 100km borte.

Ved det efterfølgende parlamentsvalg i december vandt præsidentens koalition Rassemblement des houphouëtistes pour la démocratie et la paix, RHDP 167 ud af Nationalforsamlingens 255 pladser. En tilbagegang på 40, men det rakte stadig til et flertal. Den næststørste gruppe i parlamentet med 76 pladser udgjordes af uafhængige kandidater.

Det var forventet, at præsident Ouattara på hans partis RDR's kongres i september 2017 ville genvalgt som partiets formand, men i stedet valgtes Henriette Diabaté til posten. Det styrkede umiddelbart forventningen om, at Ouattara ikke ville genopstille til præsidentvalget i 2020.

Guia del Mundo


 

Internet

Index on Africa - relevante links (engelsk)
Nyheder på engelsk (Africa News Online)
Political ressources on the Net (Cote d'Ivoire)
Amnesty International Annual Report (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2017 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)