Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 13.616
: :
Befrielsesteologi

Befrielsesteologi er den praksisorienteret teologi, som voksede frem i Latinamerika i 1960´erne og 70´erne blandt katolske teologer, der arbejdede blandt de fattige. Ved de Latinamerikanske biskoppers anden konference (CELAM II) 1968 i Medellin, Colombia, blev der udarbejdet et dokument, som fastslog det nødvendige i at sikre de fattiges rettigheder og kritisere, at de industrialiserede lande blev rige på bekostning af den tredje verdens lande. En af biskoppernes rådgivere var den peruvianske teolog Gustavo Gutierrez, som senere (1973) skrev «A Theology of Liberation», hvorved bevægelsen fik et skriftligt grundlag. Siden har flere teologer fulgt efter bl.a. ærkebiskop Oscar Arnulfo Romero fra El Salvador, som blev myrdet 1980 og den brasilianske teolog Leonardo Boff, som i 1987 skrev: «Vi er kun på de fattiges side, når vi kæmper med dem mod den fattigdom, der uretfærdigt er blevet skabt og påtvunget dem.» Det teologiske udgangspunkt er mødet med Kristus i næsten - den fattige (Matt. 25:34-41) og den endelige befrielse og forløsning af Gudsriget. Kun gennem aktiv handlen fra den kristnes side kan denne befrielse ske. Befrielsen skal ske på tre niveauer - 1) det økonomisk-sociale niveau 2) det menneskelige plan, med skabelsen selvbevidste og frie mennesker og 3) forståelsen af denne befrielsesproces som Guds gave.

Befrielsesteologien bæres oppe af det konkrete engagement, sådan som det diskuteres og aktualiseres i basismenighederne blandt de fattige og er derfor mere praksisorienteret end teoretisk funderet og adskiller sig derved fra den etablerede europæiske kristendom. Vatikanet har gentagne gange kritiseret befrielsesteologerne for at være inspirerede af Marx og for at være for revolutionære og har derfor udsendt flere skrifter imod dem og på andre måder ført processer imod dem. Inspireret af Santa Fe-dokumentet fra 1980 udarbejdet af en ekspertgruppe omkring Ronald Reagan, hvor der bl.a. står: «Den amerikanske udenrigspolitik må tage kampen op (...) mod befrielsesteologien», har CIA støttet de konservative præster, bl.a. biskop Hengsbach, kardinal Rossi og kardinal Ratzinger, der i 80´erne førte an i denne kamp mod befrielsesteologien. 1984 udsendte kardinal Ratzinger skriften «Instruktion angående nogle aspekter af befrielsesteologien» hvori bevægelsen og specielt Leonardo Boff anklagedes for at være marxistisk, hvorefter Boff i en årrække fik forbud mod at ytre sig offentligt. Pave Johannes Paul II udnævnte dog i 1985 en anden befrielsesteolog, den ecuadorianske biskop Leonidas Proano til «indianerbiskop» for hele Latinamerika og har siden flere gange besøgt Latinamerika og talt for gældssanering af de fattigste lande.

I 1992 markerede befrielsesteologer 500-året for Columbus' invasion i Latinamerika med fokus på det folkemord, der skete dengang, den efterfølgende og fortsatte undertrykkelse og ikke mindst de kristnes rolle i dette. Man ønskede at gøre op med den vestlige verdens missions- og koloniseringsarv og fortsatte dominans og i stedet skabe en ægte mission fra neden baseret på den fattiges virkelighed. I løbet af 80'erne har befrielsesteologer desuden støttet folkelige oprør i bl.a. Mexico og Guatemala. Parallelt med den latinamerikanske befrielsesteologi er der i Asien og Afrika - specielt Sydafrika under Apartheidstyret med biskop Desmond Tutu i spidsen - vokset lignende bevægelser frem med samme fokus på kristen befrielseskamp imod undertrykkelse.

D.L.