Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 45.841
: :
Vandkraft

Menneskets udnyttelse af de livløse energikilder i naturen er en del af det fundamentale grundlag for den industrielle civilisation. Stærke kræfter er trukket ind i produktiv virksomhed, og har været med til at sprænge tidligere grænser for økonomisk udvikling.

Globalt er det mest betydningsfulde, at mennesket har formået at udnytte den opsamlede energi i kul, olie og naturgas - i dampmaskiner, forbrændingsmotorer og varmekraftværker. Men brugen af vandkraft har i enkelte geografiske områder været afgørende for den rige tilgang til energi, som karakteriserer industrisamfundet. I Norge dækker vandkraften i dag halvdelen af energiforbruget.

Der findes eksempler på brug af vandkraft langt tilbage i historien. De først kendte vandhjul stammer fra Vestasien fra tiden før Kristi fødsel. De blev anvendt i Norden fra sen vikingetid. Det var liggende hjul med skovle, der blev drevet rundt af kraften fra vandet i en bæk. Romerske teknikere udviklede stående hjul drevet af vand enten neden- eller ovenfra.

Disse tidlige indretninger blev især brugt som drivkraft for kværne og møller, men havde ringe effekt - ca. en halv hestekraft for de liggende, og op til tre hestekræfter for de stående. De var længe et ubetydelig supplement til muskelkraften fra mennesker og heste.

En række forbedringer i bygningen af dæmninger, kanaliseringen af drivvandet, hjulkonstruktionen og overføringsteknikken gjorde imidlertid vandhjulet til en meget vigtig drivkraftkilde i Vesteuropas gryende industri fra 14-1500-tallet. Det blev mest anvendt i møller, savværker, minedrift, metaludvinding og i den voksende tekstilindustri, men kunne drive de fleste af tidens maskiner. Det var ikke tilfældigt, at den tidligste danske industri var placeret ved vandløb - som i Rådvad nord for København.

Vandkraften havde alligevel to store begrænsninger og den ny kilde - dampmaskinen - viste sig i mange sammenhænge fra slutningen af 1700-tallet overlegen. For det første kom vandhjulet vanskelig over en ydelse på ti hestekræfter og gav som regel kun fem, mens dampmaskinen let gav tyve, og i 1800-tallet nåede op på flere hundrede. For det andet måtte vanddrevne produktionsanlæg i modsætning til dampdrevne lægges ved floder, med store transportudgifter og efterhånden pladsproblemer som resultat.

I løbet af en hundredeårig periode fra omkring 1840 kom teknologiske nyskabelser til at ophæve disse begrænsninger ved vandkraften. Turbinen og elektriciteten gav grundlag for dens moderne plads i energiforsyningen.

Det første skridt var at erstatte vandhjulet, som blev støt eller slået rundt af vandets bevægelse, med turbinen - et hjul der blev drevet rundt af presset fra vand under tryk. Dermed sprængte man de tidligere grænser for effekten, man kunne få ud af vandfald. I Frankrig, Tyskland og USA blev der i løbet af et par årtier udviklet turbiner, som hver gav flere hundrede hestekræfter fra floder med moderate faldhøjder (10-20 m).

Tilpasningen og videreudviklingen af disse vandmotorer blev i bl.a. Norge en vigtig del af grundlaget for at den moderne træforædling - træmasseproduktionen - slog igennem og blev den vigtigste eksportindustri i 1870- og 80'erne. Den første generation af turbiner gjorde en række norske vandløb - især i Øst- og Sydlandet - til nærmest ideelle kraftkilder for træsliberier.

Omkring århundredeskiftet skete endnu et vigtigt gennembrud i vandkraftteknologien. Højtryksturbinen gjorde det muligt at udnytte energien i meget høje fald (flere hundrede meter) med relativt ringe vandføring. Det gjorde det muligt bl.a. at udnytte de norske Vestlands- og højfjeldsfloder. Efterhånden kunne titusindvis af hestekræfter per turbine trækkes ud af disse vandfald.

Samtidig ophævede elektriciteten den anden af vandkraftens tidligere begrænsninger: Energien blev transportabel. I begyndelsen var krafttabet ved overføringen godt nok stort. Hydros første saltpeterfabrikker og anden kraftkrævende industri tidlig i det 20. århundrede måtte placeres lige ved floden og kraftværket. Men i løbet af mellemkrigstiden var dette problem løst, og vandkraft kan nu som elektricitet transporteres f.eks. over Skagerak til Danmark.

Vandkraften har mindre skadelige bivirkninger end nogen anden kendt energikilde, som kan bruges i stor målestok. Der er grund til at tro, at den i det nærmeste århundrede vil styrke sin stilling. Endnu er kun lidt over 10% af verdens kendte udnyttelige vandfaldsenergi blevet taget i brug. Dertil kommer mulighederne for at udnytte tidevand, bølger og havstrømme.

E.L.


Litteratur

I. B. Singer (red.): A History of Technology, volum IV, London 1958.
H. Thoresen: Vannturbinens udvikling, Oslo 1942.