Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Økologi
    .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
Natur
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/10 2003
Læst af: 28.501
: :
Natur

Ordene natur og naturlig har en række betydninger af stor idehistorisk rækkevidde. En del af betydningen er forholdsvis velafgrænset: Vi taler om «menneskets natur», om «sagens natur» og kan anvende ord som væsen, og grundlæggende egenart i stedet for natur. Men hvad med udtrykkene: «Naturens natur» og «naturen er utømmelig»?

Det oprindelige, det grove, altet

Vi har her at gøre med et begreb eller med en hel begrebsfamilie for det oprindelige: På sanskrit «prakriti», på græsk «fysis» og på latin «natura». Et eksempel er Freuds omtale af sig selv som «af naturen ubegavet», som forklaring på hvorfor han ikke omtaler sin gæld til Spinoza.

Nært beslægtede begreber er det ubearbejdede, det spontant opståede, i modsætning til det bevidst udformede, det kunstfærdige. I sidstnævnte udtryk har kunst en langt bredere betydning, end det har i dag, og omfatter f.eks. skomagerkunst og alle andre former for færdigheder med en vis tradition. Begrebet bearbejdet går i højere grad på selve processen end på produktet. Altså er en bil kunst - i den brede betydning - ikke natur, selv om produktet består af grundstoffer der findes i naturen. Adjektivet naturlig giver altså i højere grad nøglen til forståelse af disse begreber end substantivet natur gør. Forskellige gruppers forskellige holdninger til det oprindelige, ubearbejdede og spontane peger samtidig på politiske og sociale forhold. «Lad naturen gå sin gang», «handle i overensstemmelse med naturen», «tilpasse samfundet til naturen», «hvor naturligt» er alle udtryk, der minder om konflikter, hvor natur anvendes som normgivende eller som mønster. Men ordene «prakriti», «fysis» og «natura» blev også brugt om det grove, det uciviliserede, det usmykkede, det dyriske og det der modsætter sig menneskelig bearbejdelse og beherskelse. Ved at sammenblande disse begreber med det oprindelige er der fremkommet en meget uklar men retorisk virkningsfuld debat.

En tredje begrebsfamilie er verden, kosmos, altet, det skabte univers. Da bliver bilen atter natur. Menneskene, deres samfund, deres kunstprodukter, alt bliver dele og aspekter ved «naturen» når ordet anvendes på denne måde. Kamp mod naturen bliver en absurditet.

Alnaturen

Den nyere europæiske filosofi blev indledt med naturfilosofferne der forskød forestillingerne om det guddommelige fra den kristne Gud til Naturen i betydningen alnaturen. Videreførelsen af denne positive alnatur finder vi hos Spinoza, Goethe og i dag hos mange feltøkologer og i økologisk inspireret filosofi.

Samtidig med renæssancens alnaturlære udformes der en indirekte konkurrerende lære: Beherskelse og udnyttelse af naturen. Med natur tænkes der da ikke på «alnaturen». De aspekter ved naturen der er egnede til bearbejdelse kommer til at stå i fokus. Der går her en klar linie fra Bacon til Marx. Bacon siger: «Lad menneskeheden få sine rettigheder over naturen tilbage, tilkendt dem som en gave fra Gud, og grib den magt, hvis udøvelse skal styres af den rette fornuft og den sande religion.» Marx fjerner legitimeringen i religionen og sætter i stedet menneskets selvudfoldelse gennem det samfundsmæssige arbejde. Alnaturens egenværdi bliver i begge tilfælde benægtet eller gjort relativ overfor menneskets vurdering - f.eks. til rekreationsbehov og æstetisk nydelse.

«Kampen mod naturen» bliver stort set synonym med kampen for maksimal bearbejdelse af det der kan bearbejdes og kampen mod hindringer for bearbejdelsen. Beskyttelsen af naturen bliver beskyttelse af de langsigtede betingelser for maksimal bearbejdelse. I moderne terminologi: Værnet om (menneskets) naturressourcer.

Med den internationale økologiske bevægelse blev det efterhånden klart for nogle få indenfor magthierarkierne, at naturressourcerne blev ødelagt med stigende hastighed. Marx (og Stuart Mill) hørte til de få, der var opmærksomme på muligheden af dette. Marx taler bl.a. om forstyrrelse af vilkårene «som naturen har skabt», for «stofskiftet mellem mennesker og jord» og at kapitalistisk produktion undergraver urkilden til al rigdom, jorden og arbejderen. Det er senere blevet klart, at ødelæggelserne finder sted i alle industrielle samfund, uanset det økonomiske system.

Drivkraften i den internationale bevægelse mod naturødelæggelse har hidtil været stærkt etisk betonet: Indignation og raseri over ødelæggelserne uanset de tab som menneskene påføres gennem dem. Naturretsbegreberne er blevet stærkere og har bl.a. givet sig udslag i, at man forkaster at dyr bliver udnyttet til noget som helst menneskelige formål. Efterhånden som det er blevet klart, at ødelæggelserne har negative virkninger på mulighederne for fortsat økonomisk vækst, har industrilandenes politik søgt at indlede en «forsvarlig forvaltning af naturressourcer og miljø».

Systemøkologi og kontradiktionslære

Systemøkologien har revolutioneret naturopfattelsen, for så vidt som den har afsløret en ganske anden grad af indre sammenhæng mellem enkeltfænomenerne. Plante-, dyre- og menneskesamfundene synes afhængige af bestemte former for dynamisk ligevægt indenfor rammen af uophørlig forandring. For livsformernes - indbefattet kulturens - udvikling synes mangfoldighed at være et nøglebegreb. Økosystembetragtningerne angriber industristaterne for at eliminere kulturer og indføre standardiserede forhold - både indenfor samfundet og i forholdet til plante- og dyreriget. Deres sløvhed overfor det der sker i naturen stilles i kontrast til naturfolkenes årvågenhed og deres ofte påfaldende økologiske indstilling til sig selv og omgivelserne. Enheden mellem disse kommer til sin ret i disse samfund, mens industristaterne opretholder deres fremmedgørelse og nedladenhed overfor naturen. Teknologiens rolle bliver i stigende grad betragtet som hovedfaktor ved holdningsudviklingen. Heraf den øgede vægt på «intermediær» og «blød- og tilpasset teknik». (Se Tilpasset teknologi.)

Marx udtalte om mennesket og naturen følgende: «Idet han ... forandrer den, forandrer han samtidig sin egen natur», og forholdet til alnaturen kunne man tilføje. Den industrielle teknologi har medført holdningsforandringer, der ikke har været forudset og som nu får konsekvenser af overvældende dimensioner.

Det karakteristiske for det brede naturbegreb indenfor den dialektiske materialisme er kontradiktionslæren (læren om modsætninger): «Tingene er kun tilsyneladende permanente eller stabile enheder.» Dybest set er de sammensat af, eller rettere de udgøres af to modsat rettede komponenter. Når tingene er komplekse, indeholder hver komponent to modsat rettede komponenter osv. Vekselvirkningen mellem komponenterne bestemmer tingenes egenart. Enhver kontradiktion ophæves, men dermed opstår altid nye. Politik går ud på ophævelse af uønskede kontradiktioner. Her kommer der altså et normativt element ind, der dirigerer den dialektiske udvikling, men på en måde der ikke fører til en ny begrebsverden, åndens. Tænkningen forbliver naturalistisk - alnaturen er et og samfundskampene er en ægte del af den totale kraftudfoldelse.

Elimineringen af uønskede («ondartede») kontradiktioner sker ud fra en slag logos (fornuft). Begreber som i europæisk tænkning kan føres tilbage til Heraklits forestillinger om alnaturen: Alt flyder, men ikke logos, den består.

A.N.


Litteratur

A. Stigen: Mennesket og naturen, Oslo 1973.
P. Hofseth og A. Vinje (red.): Økologi, Økosofi, Oslo 1975.
P. Singer: Animal Liberation, New York 1975.
J. McHarg: Design with Nature, New York 1969.
C. J. Glacken: Traces on the Rhodian Shore. Nature and Culture in Western Thought, Los Angeles 1967.