Den spanske borgerkrig udbrød den 17. juli 1936 med et fascistisk kup imod den siddende regering. Krigen sluttede i marts 1939 med den fascistiske leder, General Francos sejr. Begge parter i krigen fik hjælp udefra, men af meget forskellig karakter. Franco fik omfattende hjælp fra Tyskland og Italien, både i form af mandskab og materiel, mens regeringen fik støtte fra frivillige verden over, der gik ind i den Internationale Brigade, og på eget initiativ bekæmpede fascismen. Omkring 40.000 deltog i den Internationale Brigade, da antallet var på sit højeste, mens omkring 7.000 tyske elitetropper og omkring 60.000 italienske tropper tilsvarende deltog på Francos side. For at inddæmme konflikten besluttede de øvrige europæiske magter at stoppe al våbensalg og anden militær bistand til de stridende parter. Dette forbud blev i realiteten en ensidig hjælp til Franco, idet Tyskland og Italien ikke rettede sig efter forbudet.

To politiske mord - først på en socialistisk orienteret løjtnant og senere hævndrabet over ham på en højrefløjspolitiker - er af eftertiden blevet tillagt den betydning at være «gnisten der antændte bålet». For at forstå den spanske borgerkrig er det derfor nødvendigt at undersøge den periode der gik forud. En tid sprængfyldt af sociale og politiske uroligheder, der langsomt samledes som tørre grene, der bare manglede en gnist for at antændes. Og gnisten blev udløst af disse to mord, der var de sidste i rækken af politiske hævnaktioner.

1931-36 Politisk ustabilitet

Kong Alfonso XIII abdicerede i 1931, og Spanien var fra da af en republik, som skulle kæmpe for at få rettet op på de sociale og politiske problemer, som efterhånden havde hobet sig op. Forholdene på landet var som i et feudalsamfund, og den langsomt voksende industrialisering fyldte byerne med et stadigt større fattigt og uoplyst proletariat. Landbruget var i 1930 stadig det dominerende erhverv, men flere og flere bønder tog til byerne for dér at søge lykken. Regeringen lancerede i 1931 et reformprogram, som skulle afhjælpe og ændre på de grundlæggende strukturer i det spanske samfund. Reformprogrammet indeholdt 3 hovedpunkter, hvor det første var en ændring af kirkens dominans inden for skolesystemet. Det andet punkt var en omfordeling af jorden, som ville medføre en stor ændring af magtforholdene på landet, og det sidste var en imødekommelse overfor Cataloniens krav om autonome rettigheder. Programmet var en åbenlys torn i øjet på den katolske og højreorienterede opposition og medførte derfor en række politiske uroligheder, der igen frembragte en situation, karakteriseret af en stærk politisk polarisering der blandt andet bestod i, at socialistiske grupper i højere grad tog afstand fra den reformistiske linie, og istedet betragtede den socialistiske revolution som eneste udvej.

Valget i 1933 faldt ud til fordel for højrepartierne, som dannede regering, dog uden det stærkt konservative parti CEDA, der til trods for dets store andel af stemmerne ikke fik en eneste ministerpost. Da CEDA i 1934 alligevel fik tildelt et par ministerposter opstod der et stort røre i den del af befolkningen, der ikke var interesseret i at blive repræsenteret af et parti, hvis holdninger til demokratiet lå så langt ude på højrefløjen, at selv de andre højrefløjspartier fra begyndelsen ikke havde været interesseret i at samarbejde med det. Den mest kendte og mest betydningsfulde revolte, der opstod som følge heraf var Oktoberrevolten i Asturien. Denne store minestrejke blev blodigt nedkæmpet af den afrikanske hær, tilkaldt af regeringslederen Lerroux. Oprørslederen blev straks anholdt og det gjaldt også den Catalanske selvbestaltede lokalregering. Konsekvensen heraf var endnu et politisk røre og et nyvalg der skulle gennemføres i februar 1936.

Valget i begyndelsen af 1936 stod mellem to politiske alliancer, henholdsvis Front Nacional, der repræsenterede højrefløjen, og Frente Popular, folkefronten, der var en valgalliance af midterpartierne og venstrefløjen. Denne gang løb Frente Popular af med sejren på et valgprogram der først og fremmest indeholdt løfter om gennemførelsen af reformerne fra 1931 samt amnesti til de fængslede folk fra opstandene i 1934. Fængslerne løslod de politiske fanger, og flere steder begyndte bønderne at besætte jorden, da de mente, at nu var tiden moden til social revolution. Reformerne blev dog ikke gennemført og ej heller revolutionen, inden et oprør brød ud sydfra.

1936 Fascistisk oprør

Den 17. juli 1936 rykkede General Franco i spidsen for den afrikanske hær ind over det spanske fastland efter et mindre oprør i Spansk Marokko. I starten var det et samlet oprør, hvor Franco var leder af den del af oprøret der startede i Spansk Marokko, men allerede i december 1936 blev Franco den egentlige leder for hele oprøret. Det militære oprør var grundigt planlagt og bredte sig med lynets hast ud over den iberiske halvø med omfattende hjælp fra de konservative falangister og civilgardisterne. Oprørerne vandt dog ikke alle steder. I de største og politisk mest betydningsfulde byer, eksempelvis Madrid, Barcelona, Valencia og Bilbao blev de nedkæmpet af selvbestaltede grupper, bestående af en blanding af arbejdere og regeringstro militærfolk. Der tegnede sig hurtigt et billede af, hvor fronterne kom til at ligge i den kommende borgerkrig, der skulle vare indtil Francos endelige sejr i slutningen af marts 1939. Nemlig en kampplads opdelt således at regeringen besad den østlige del af den iberiske halvø samt baskerlandet, mens oprørstropperne havde taget kommandoen over den vestlige del med undtagelse af en landstrimmel ind mod Valencia.

Ved udbruddet af den spanske borgerkrig stod det klart for Europas statsmænd, at denne krig var en snebold, der kunne rulle og i sidste ende trække en hel krigslavine med sig.

Europæisk storpolitik

Frankrig havde ellers i 1935 sluttet aftale med Spanien om våbenleverancer, men blev nu den stormagt der foreslog oprettelsen af dét som kom til at hedde Ikke-interventionsaftalen. I første omgang var det franske forslag et forsøg på at redde sig ud af det dilemma, landet stod i med dets forhold til Spanien. I kraft af folkefrontsregeringen i Frankrig var der fra fransk side en umiddelbar sympati overfor den angrebne folkefrontsregering i Spanien. Denne sympati blev sat under pres efter de første efterretninger om, at både Italien og Tyskland direkte støttede Francos oprørshær. Vigtigere var det dog, at England påpegede at Frankrig ikke kunne vente støtte herfra i tilfælde af tysk aggression; Frankrig måtte derfor gribe til handling. Der var to muligheder; Frankrig kunne gå ind med direkte støtte til den spanske regering og på denne måde imødegå den tysk-italienske støtte, eller man kunne forsøge at dæmme op for konflikten og måske stoppe den ved mægling.

England spillede her en væsentlig rolle og blev i realiteten det land, der gennemtvang ikke-interventionen. For det første var der ingen umiddelbar sympati for eller ideologisk fællesskab mellem den konservative regering i England og folkefrontsregeringen i Spanien. Man kan selvfølgelig anføre, at England som et demokratisk land havde grund til at sympatisere med den lovligt valgte regering i Spanien, men intet tyder på at den fred England ønskede bevaret nødvendigvis var en demokratisk og retfærdig fred, men nærmere blot et fravær af krig. Englands vigtigste formål var ønsket om forståelse mellem de fire europæiske stormagter: England, Frankrig, Tyskland og Italien. Særligt sidstnævnte var af vital betydning for England på grund af adgangen til Middelhavet.

Frankrig formulerede i august 1936 et forslag om forbud mod direkte eller indirekte udførsel af krigsmateriel til Spanien - det vil sige til begge parter i borgerkrigen. England var naturligvis positiv, Italien tøvede men tilsluttede sig. Tyskland påpegede, at man herfra ikke behøvede at indgå en sådan aftale, da landet ikke var involveret i den spanske konflikt, men at man gerne ville bidrage til en begrænsning af krigen, hvis Sovjet ville tilslutte sig ikke-interventionsaftalen. Sovjet kunne godt tilslutte sig, men stillede på sin side den betingelse, at Portugal skulle indgå på linie med stormagterne, da man på denne måde kunne lukke for støtten til oprørerne fra denne side. Det fra alle sider opstillede krav om alles deltagelse var kendetegnende for aftalens karakter. Ikke-interventionen kunne dels kun fungere, hvis alle var med, og dels ville denne politik kun kunne legitimeres ved alles deltagelse. Ikke-interventionskomitéen blev således dannet som et forum, hvor de forskellige magter kunne holde øje med hinanden.

Det er værd at notere sig, at Ikke-interventionsaftalen i princippet var i klar strid med de folkeretslige regler, der tydeligt tillader en legal regering at købe våben til eget brug. Derved blev sanktionerne ensidigt til Francos fordel - ikke mindst fordi hans allierede i Tyskland og Italien omgik ikke-interventionen og fortsatte deres bistand.

International intervention i borgerkrigen

Fra alle verdenshjørner begyndte frivillige at strømme til Spanien for at hjælpe regeringen i kampen imod Franco. De frivillige var overvejende kommunister, men også anarkister, syndikalister, demokrater og eventyrlystne lod sig indrullere i de Internationale Brigader, der var organiseret efter sprogområder og bestod af omkring lige dele internationale og spanske tropper. De frivillige var dårligt udrustede og trænede og blev i flere tilfælde sendt direkte til fronten med en ganske minimal og helt utilstrækkelig træning. Ofte løj de frivillige om deres militære træning, for derved hurtigere at kunne komme i kamp, med voldsomme tabstal til følge. De internationale brigader var en modvægt til den massive troppe- og materielhjælp, som Franco fik fra Tyskland og Italien. Det mest kendte eksempel er den tyske Condor legions bombardement af baskernes hellige by Guernica. Den kom nærmest til at fungere som øvelsesområde for det tyske luftvåben.

Sovjetunionen var det eneste land, der ydede betydelig hjælp til folkefronten, selvom fronten også modtog en beskeden hjælp fra Mexico. Sovjets bistand er mange steder blevet fremdraget som generel støtte til folkefronten, men realiteten var at hjælpen var øremærket til de kommunistiske dele af folkefronten, og at hjælpen blev betalt med Spaniens guldreserver. Som krigen skred frem blev folkefronten mere og mere ensrettet kommunistisk, og der findes en række af eksempler på udrensninger af anderledes tænkende fra frontens rækker. Der foregik således en krig i krigen, og de lokale kommunisters fokusering på Sovjet-tro kommunisme skabte en del uro og røre - særlig i de internationale brigader.

Ikke desto mindre vandt den internationale brigade store sejre, blandt andet ved Jaranta, Guadalajara og Brunete i 1937. Endvidere var de med til at fastholde Madrid på regeringens hænder under slagordet «No pasaran» (de kommer ikke igennem).

Oprørerne vandt dog langsomt men sikkert frem, godt hjulpet af tyske og italienske tropper, og i et sidste desperat forsøg på at tvinge Tyskland og Italien til at trække disse ud, lod man den 22. september 1938 de internationale brigader hjemsende, i håb om at lægge pres på de to lande ved dannelsen af en international kontrolkommission, der skulle overvåge hjemsendelsen af de internationale styrker i Spanien. Denne kommission blev imidlertid aldrig etableret. Den 26. januar 1939 marcherede Franco ind i Barcelona, og i april kunne han proklamere, at nu var kampen mod «de røde» endt med total sejr.

Dermed sluttede den spanske borgerkrig, der siden hen har fået status af at være opvarmningen til 2. Verdenskrig, og som sådan fik den stor betydning. Overfor Tyskland og Italien viste krigen, at England og Frankrig var mere interesserede i fraværet af krig end i egentlig fred, og at begge stater var villige til at lade demokratibegrebet gradbøje. Endvidere fik fascisterne afprøvet en række militære teknikker, der blandt andet blev taget i anvendelse under Tysklands angreb på Polen kort tid efter. Endelig skal det nævnes, at borgerkrigen fik en stor symbolværdi for specielt venstrefløjen, og blev et enestående symbol på «folkets» kamp imod fascismen, nu hvor de folkevalgte demokratier ikke ville tage kampen op.

Historieskrivningen om den spanske borgerkrig deler sig groft sagt i to retninger, der også findes i den generelle debat om krigen. Den ene retning kan man kalde den traditionelle fortælling om krigen. Den fokuserer ikke så meget på krigens symbolværdi, men mere på de faktiske begivenheder, og har en tendens til at fremhæve problemerne i eksempelvis den Internationale Brigade. Den anden retning er den politiske historie - her forstået som socialistiske -, hvor der i nogen grad overfokuseres på netop den Internationale Brigade og dens værdi, både militært og symbolsk. Den direkte militære værdi af de Internationale Brigader kan diskuteres, hvilket den også bliver indenfor begge retninger, men i den politiske historieskrivning er der en tendens til at fremhæve den militære betydning i kraft af den symbolske. Et argument som den traditionelle fortolkning af krigen ikke anerkender.

J.S., P.H.H.