Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
   
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 10.819
: :
Profilgruppen

Profilgruppen er fællesbetegnelsen for den gruppe af unge forfattere, som debuterede i Norge i slutningen af 1960'erne. Navnet er hentet fra studentertidsskriftet Profil - tidligere kaldet Filologen - som en del unge forfattere overtog redaktionen af i 1966. Gruppen bestod hovedsageligt af mænd i alderen 21-28 år. De mest centrale personer i gruppen var Einar Økland, Dag Solstad, Jan Erik Vold, Espen Haavardsholm, Noel Cobb, Tor Obrestad, Helge Rykka og Paal-Helge Haugen.

Profils litterære oprør må ses i sammenhæng med det antiautoritære ungdomsoprør, og havde de samme politiske og historiske forudsætninger som dette. Specielt vigtig for Profiloprøret var de nye store studentermasser og den statslige indkøbsordning af 1965, som gjorde det muligt for forlagene at udgive bøger, som ikke var garanterede salgssuccesser - f.eks. modernistisk litteratur.

Det særegne ved Profilgruppen var, at en række forfattere trådte frem i samlet flok og krævede en ny litteratur. Det førte til, at de inden for kort tid kom til at dominere den litterære debat. Det var også af stor betydning, at de havde en litteraturinteresseret studentermasse i ryggen.

I udgangspunktet kaldte den sig antiborgerlig. Det var den realistiske, psykologiske roman de tog stærkest afstand fra. De litterære forbilleder og ideerne var de samme som for de tidligere norske modernister, f.eks. Erling Christie og Paal Brække. Den nye moderne litteratur skulle trænge ind og ned i det menneskelige, og især i det som ikke tidligere var blevet bevidst behandlet af ældre forfattere. Dette skulle ske på baggrund af erfaringer fra moderne psykologi og en erkendelse af de menneskelige konsekvenser, et ændret verdensbillede førte med sig. Mennesket bliver altså opfattet som dybere og farligere i en tid, hvor religiøse, etiske, politiske og sociale normer er under forvandling. Forfatteren erkender, at dette har kunstneriske følger, og forsøger at finde et formsprog som dækker denne erkendelse.

Den traditionelle roman blev forkastet, fordi den var baseret på et sammenhængende verdensbillede. Hvordan man i stedet skulle skrive, var der større usikkerhed om. Enkelte hævdede f.eks. at modernismens tradition stammede fra et primitivt, almenmenneskeligt formsprog, hvilket førte til stor interesse for eventyr og fantasidigtning. Dette resulterede i en særpræget litteratur for indviede, som Haavardsholms «Tidevand». Andre i gruppen skrev litteratur, der fungerede mindre eksklusivt. Jan Erik Vold var f.eks. tidligt ude med sine såkaldte nyenkle digte, som hurtigt fik et stort publikum - især blandt ungdommen.

Efter en tid blev den esoteriske linie for de indviede forladt. Det billedrige sprog blev kritiseret, metaforene skulle renses ud, og tingene skulle erkendes som de var. Volds lyrik var her en vigtig inspirationskilde. Samtidig var interessen for kortprosaen stigende. Solstads «Svingstol» er det bedste eksempel på litteraturen fra 1967. Kritikken af det kapitalistiske samfund blev stadig stærkere, og der blev gjort forsøg på at nærme sig nye læsergrupper. Ønsket om at nå frem til flere øgede interessen for medierne. Gruppen prøvede at bruge medierne mere aktivt ved at lave kabaret, absurd teater, en antologi om popmusik, et multimediestykke og en TV-serie som blev stoppet, beskyldt for at være venstreorienteret.

I 1969 udkom der tre romaner, som var et slags vendepunkt for Profilgruppen. Romanerne var Obrestads «Marionettar», Kel Askildsens «Omgivelser» og Solstads «Irr! Grønt!». De er alle optaget af eksistentielle spørgsmål og af rolle- og spilteorier. Det der pegede fremad mod en ny type litteratur var for det første, at der blev lagt vægt på miljøets og omgivelsernes betydning, og for det andet at romanen atter var kommet til hæder og værdighed.

I den første periode var Profilgruppen primært påvirket af tidlig norsk, men især svensk modernismedebat og af europæiske eksistentielle og litterære ideer. Efterhånden blev indflydelsen fra samtidig svensk litteratur stærkere. Denne var meget mere politisk orienteret og var f.eks. optaget af dokumentarlitteraturens politiske muligheder. Diskussionen om dokumentarlitteraturen førte i første omgang kun til en norsk bog - «Anne» af Paal-Helge Haugen. Et tidligt eksempel på politisk, radikal litteratur var antologien «Digt og Sag» fra 1967, med digte af Jan Erik Vold, Georg Johannesen, Ivan Malinovski og Göran Sonnevi.

I tråd med den almene politisering af de intellektuelle skete der en politisering af Profil og Profilforfatterne. Fra 1968 blev spørgsmålet om litteraturens politiske funktion og muligheder stadig mere diskuteret. De fleste Profilforfattere troede imidlertid ikke, at litteraturen kunne have nogen direkte politisk virkning - kun en indirekte gennem sproglig bevidstgørelse. Den større politiske bevidsthed førte til, at Profil i 1969 fik en socialistisk platform. Bladet skiftede trykkeri, fik nyt format og en ny redaktion fra nr. 2 det år, og fra nr. 5 overtog marxist-leninisterne redaktionen. Den oprindelige Profilgruppe var sprængt. Det sidste den foretog sig som gruppe var at lave en parodi på det litterære festskrift til Dag Solstads 30 årsdag i 1971. Profilgruppen havde opfattet det som vigtigt at bryde med myten om Digteren. Festskriftet var et forsøg på at vise det absurde i en litteraturkritik, der tager udgangspunkt i forfatterens person. Samtidig var det en uhæmmet selvpromovering af gruppen.

Fra 1969 til 1974-75 deltog den gamle Profilgruppe i ringe grad i debatten om, hvordan den nye politiske erkendelse skulle komme til udtryk i litteraturen. Det var litteraturvidenskabsmænd og politikere, som med udgangspunkt i Mao Tse-tungs tanker om litteratur og Brecht-Lukács-debatten fra 1930'erne udformede Profil og marxist-leninisternes krav til en socialistisk litteratur. Flere af Profilforfatterne - bl.a. Obrestad, Solstad og Haavardsholm - fulgte Profils nye linie og forsøgte at skrive litteratur i overensstemmelse med kravet om, at litteraturen skulle tage direkte del i den politiske kamp. Eksempler på dette var «Zink», «Sauda! Strejk!» og «25. septemberpladsen». Bøger som i høj grad prægede debatten om og udviklingen af den nye socialistiske realisme i Norge i 1970'erne.

H.E.K.


Litteratur

L. Mjøset: For faen, vi stikker, i Vinduet nr. 2, 1973.
E. Berge o.a.: Dikting i opbrot, i Kontrast 54, rir. 4, 1975.